Du fejler stadig..

Da jeg skrev indlægget "Du fejler" (http://jegerjomor.blogspot.dk/2015/12/du-fejler.html), for nogle dage siden havde jeg godt på fornemmelsen at der ville komme lidt respons på det - dog ikke så meget, som der faktisk kom.
Jeg havde også på fornemmelsen at det ville være negativ respons, fordi det måske lød en smule selvynkende - og negativ respons kom der også, men overraskende nok, kom der også en del respons hvor folk kunne nikke genkendende til de ting jeg beskrev - desværre.

Jeg skrev ikke indlægget for at finde undskyldninger for at være, som jeg er i dag - men for at få sat ord på HVORFOR jeg nogle gange tænker, reagere og handler som jeg gør. Det handler ikke om selvynk, men om selvrealisering - for mit vedkommende.
Det handler om at jeg stadig, i en alder af 28 år, selvrealisere mig selv hver evig eneste dag, for at slippe ud af den bobbel jeg har været med til at sætte mig selv i.
Den bobbel jeg blev i alt for længe - den bobbel der var med til at ødelægge Mette.

Så skæld mig ikke ud, for ikke at følge mine egne råd - jeg forsøger det bedste jeg kan, og hvis jeg kunne andet, havde jeg klart gjort det.
Skæld mig ikke ud for ikke at passe på mig selv - jeg har de sidste år aldrig været på en top prioritet for min nærmeste - hvordan skulle jeg så lærer at prioritere mig selv?
Skæld mig ikke ud for ikke at stole på dig - det er svært at stole på andre, når man ikke engang stoler på sig selv og sit eget værd.
Skæld mig ikke ud for ikke at prøve - for jeg prøver - med alt hvad jeg har i mig. Nogle gange lykkedes det, andre gange går det helt i hundene. Og så prøver jeg igen.
Skæld mig ikke ud, for ikke at vise dig at det hele ramler - Hvem andre er der til at holde mig oppe - end mig? Min facade er velpåtaget, den passer perfekt. Og livet er nu engang hvad man gør det til. Jeg vælger at gøre det til en læring - hver evig eneste dag.
Jeg vil ikke ynkes - jeg vil bare gerne forstås, og hjælpes ud af boblen. Det kræver tid. Og det kræver tålmodighed.

Så ja - jeg fejler. Ikke kun fordi andre siger det, men også fordi jeg selv siger det.
Jeg vinder også - jeg vinder indimellem over alle de negative ting der kører oppe i mit hoved. Indimellem griner jeg og tænker "Hvad fik mig nogensinde til at tro på, at jeg ikke kunne gennemføre det, de sagde jeg ikke kunne?" - for jeg kan jo godt. Men jeg skal se det først.. Og det er det jeg kæmper for hver dag. At blive en bedre udgave af mig selv. Og for at blive det, skal jeg også fejle. Jeg skal også lærer, og jeg skal også forstå.
Der er langt fra tanke til handling - derfor er det nemt for mig at fortælle alle andre hvad jeg synes der er bedst for dem - men selv at handle på det - der er forbandet langt.

Jeg fejler stadig.. I stor grad.
Og min største fejl er ikke at tage imod den lykke der indimellem tilsmiler mig.
Min største fejl er - at jeg er bange for at fejle.

Du fejler.

Du sidder og betragter ham. Hans sårbare blik. Hans skæve smil.
Han har været igennem så meget, men han er kommet så stærkt igen. Han er stærk. Sårbar, men stærk.

Du forelsker dig hovedkluns i ham. I alt hvad han indeholder. Han siger alle de rigtige ting. Han har alle de bedste intentioner. Det siger han i hverfald. Han siger mange ting. Alle de gode ting. Alle de ting du gerne vil høre. Du er slet ikke i tvivl. Han er manden i dit liv. Hvordan har du nogensinde kunne fungere, uden ham?

Men du såre ham. Du gør ham vred. Du gør ham ked af det. Du fejler. Du hader dig selv for at fejle overfor en der vil dig det så godt. Du vil jo også ham det bedste, det er klart. Du elsker ham så højt. Højere end du elsker dig selv. Og han siger jo alle de rigtige ting. Han har de bedste intentioner. Hvordan har du nogensinde kunne fungere, uden ham?

I skændes. Han har såret dig. Men skidt med det - du har også såret ham, og det er det der tæller. Hvordan kan du tillade dig at fejle igen. Fejle overfor en mand du elsker så højt. Han vil dig jo så gerne. Han siger alle de rigtige ting. Han har de bedste intentioner. Hvordan har du nogensinde kunne fungere, uden ham?

Han har såret dig, dybt, men du siger ingenting. Du ved jo godt at du også har såret ham, og du orker ikke at skulle hade dig selv endnu mere end du i forvejen gør. Du kan ikke tillade dig at sige noget, når nu du godt ved at du også har såret ham. Hans øjne er kolde. De har længe været kolde.
Hvordan? Du ved det ikke helt, men han er såret. Han er vred. Det kan du se. Du har fejlet igen, overfor en mand du elsker højere end du elsker dig selv. Han vil dig jo så gerne. Han siger alle de rigtige ting. Han siger alle de gode ting. Han har de bedste intentioner. Hvordan har du nogensinde kunne fungere, uden ham?

Nu sidder du her. Han er ikke længere en del af dit liv, men han har sat aftryk i din sjæl.
Overfor dig sidder en ny mand. Han siger alle de rigtige ting. Han vil dig så gerne. Han aer dig, krammer dig. Du græder. Han trøster dig. Han ser dig i øjnene. Han vil dig så gerne. Hvorfor skubber du hans hånd væk? Hvorfor tror du ikke på ham?
Fordi du ikke kan give ham det, han fortjener. Det er jo det du aldrig har kunne finde ud af. Du fejler. Din tillid til dig selv er væk. Du hader stadig dig selv, for alle dine fejl. Og du glemmer at elske dig selv for det du så faktisk er god til. For noget er du god til. Du er god til at være der for andre. Men hvor er du, når du selv skal reddes op af hullerne? Hvor er du for dig selv?
Det gør ondt i dit hjerte. Du  vil så gerne tage imod. Du er ikke bange for at blive såret - Du er bange for at såre. Gad vide om nogen, nogensinde vil forstå logikken i dine forskruede tanker? Det behøver de jo egentlig heller ikke. Du ved jo, hvad du mener. Hvad du føler.

Han sidder der, overfor dig. Hans blik er fyldt med varme. Han hviler i sig selv. Og han vil dig så gerne. Han siger det - hans kropssprog viser det. Du fornemmer det. Det er ikke bare varm luft. Men alligevel...
Han er bedre tjent, fortæller du dig selv. Han skal ikke have sådan en lille forskruet dukke. Han skal have en stærk personlighed. En der kan finde ud af tingene. Det kan du ikke, skal du jo huske.

Ekspert i indvendig kaos.

Jeg tænder endnu en smøg - måske min.. øh..  femte smøg, indenfor den sidste time. Hvorfor kæderyger jeg lige nu? Hvad skulle det hjælpe?

Jeg er tom, frustreret, tårene løber, og over hvad? Et lille ja/nej-spørgsmål. Et spørgsmål, der i alle andres verden havde været ganske simpelt, og ikke noget at gøre et stort nummer ud af, men i min verden er det spørgsmål, også et spørgsmål om tillid, taknemmelighed, forståelse, respekt. Et spørgsmål der går indover alle tænkelige følelser indeni mig.
Vrede, sorg, frustration, angst, mistillid, håb. Alt.

Havde tingene ikke været, som de nu engang har været, havde jeg heller ikke tænkt så meget over det - men hvad kan man bruge det til, når nu ingen kan ændre fortiden?

Jeg mangler, at jeg ikke længere bliver taget forgivet. Jeg mangler at blive forstået for mine valg.
Hvordan kan man forvente at få, når man selv har så svært ved at give? Det er mig en gåde.
Jeg siger ikke at man ikke skal give, uden at få igen - jeg siger at man skal give i det omfang man har sig selv med. Og den grænse - min helt egen personlige grænse - den blev overtrådt for længst. Ikke kun af andre, men i særdeleshed også af mig selv.

Jeg føler jeg har været presset op i et hjørne, og jeg føler jeg er blevet kvalt. Alt sammen kom til udtryk i dag. Jeg blev kvalt. Jeg blev kvalt i tumult, misforståelser, manglende forståelse, utaknemmelighed, selvfølgeligheder - alle de gamle følelser.
Jeg følte mig trængt op i det hjørne, hvor jeg følte mig så lille at jeg ikke længere kunne se ansigterne på dem der grinte af mig. Jeg kunne bare se at de var der. Og de grinte. De hånte. De klappede. Det lykkedes.

Nu mærker jeg frustrationerne over års kamp, som fik lov at løbe løbsk. Års kamp som jeg har kæmpet for andre, end mig selv. Hvor jeg har prøvet at forstå, men ikke er blevet forstået. Hvor jeg har givet og givet og givet - fordi jeg har håbet og håbet og håbet - men bare har fået en fuck-finger tilbage i fjæset. Hvor jeg har skulle give 100 for at få 20 tilbage. Ja, det er sådan jeg føler det.

Så midt i års kamp for at det skulle lykkedes for andre, glemte jeg hvor jeg selv stod. Jeg glemte at have mig selv med, og jeg glemte at jeg egentligt også skal have tingene til at fungere. Jeg glemte at jeg egentlig også har brug for at tingene spiller, at tingene er til at forholde sig til, og at tingene ikke bliver ændret sådan lige.
Selv om andre parter er vigtigere, så er jeg også selv betydningsfuld. Jeg kan ikke bibeholde den vigtige rolle jeg har i det her, uden at tænke lidt på mig selv også - og det har jeg glemt. Det har jeg sat til side, fordi det bare skulle spille for andre.
Fordi jeg hele tiden har skulle forklare mig, argumentere for mine synspunkter, forstå hvorfor andre gjorde som de gjorde, uden nogen som helst forståelse den anden vej.

Og lige nu føler jeg at jeg kan forklare mig til evigheder, uden at det ændre noget. Jeg føler at mine følelser er forkerte, ynkelige og uden grund. Men de er der - og det kan jeg ikke tage væk fra mig selv. Jeg kan ikke benægte at jeg føler jeg har kæmpet alene, og jeg kan ikke blive ved med at benægte at jeg føler jeg har talt til døve mennesker.
Havde jeg nu bare været viljestærk og stået fast fra start - hvor meget var tingene så egentlig blevet til? Hvis jeg ikke var gået mod mig selv, og havde vedligeholdt og presset tingene ned over hovedet på folk. Hvad så?

Jeg vil bare gerne have ro nu. Jeg vil bare gerne have at det stopper. Jeg vil bare gerne have at det spiller. Jeg vil bare gerne forstås for mine forbudte følelser, på samme måde som folk forventer at jeg forstår dem.

Lille frøken uduelig.

Jeg har haft en træls dag - vi har været ramt af sygdom på job, borgeren har været lidt triste og alt i alt har der været run på, og en smule forvirring at ane. En lettere træls dag, når man er ny, og ikke helt inde i rutinerne endnu.

Og når man har sådan en dag, gider man egentlig ikke bruge sine kræfter på at forklare sig, men det var lige præcis det jeg kom til i dag. 

En ny kollega kom ind i morges, og i det hun hørte mit navn, mærkede jeg straks at hun prøvede at undgå mig. 

Da vi nåede til pausen (som blev relativt kort, grundet travlhed) tog jeg tyren ved hornene og spurgte om hende og jeg havde noget udestående.

Det havde vi åbenbart. "De kalder dig vidst en psykisk børnemishandler?"...  Wauw..

Et stemplet jeg har fået grundet forvrængede og halve sandheder - det gjorde så ulideligt ondt.

Jeg stod lidt og tænkte om jeg skulle tage kampen op - om det var det værd. Det var det. Det der var ikke et stempel jeg ville have på mig, resten af min praktikperiode, så jeg valgte kort at fortælle hende min version af den historie der har givet mig dette umenneskelige stempel - derfra måtte hun tro mig, eller lade være.

Lige inden vi fik fri tog hun heldigvis fat i mig og sagde at hun havde tænkt over det, og det måske også var en ret hård beskyldning hun kom med, men at man jo blev berørt af sådanne sager, når de blev plasteret op, på den måde som de gjorde, dengang. Jeg kunne kun være enig med hende.
Det var en lettelse.

Alligevel brød jeg grædende sammen da jeg havde puttet mine unger, her til aften. Tankerne for rundt i hovedet på mig. Det var nok en blanding af træthed, mange indtryk og dagens oplevelse, der gjorde det - men i hvert fald, kunne jeg ikke lade være med at tænke. "Tænk hvis nogle af mine børns venners forældre har dømt mig på dette? - Tænk hvis de også siger sådan om mig, bag min ryg? Tænk hvis det en dag rammer mine unger - at deres venner siger sådan om deres mor?"
Det gør så ulideligt ondt, helt ind i hjertet. Når jeg her, snart et år efter, stadig kan møde de blikke - de tanker - det "had".. Får det så aldrig nogen ende?

Jeg troede egentlig jeg havde lagt det bag mig, for længst. Eller i hvert fald havde lært at trække på skulderne af det. Men når man pludselig også møder det i sit professionelle liv, hva' så?

Jeg kan i hvert fald mærke at jeg lige skal sluge den her oplevelse, og lige endnu engang minde mig selv om at der er langt imellem ærlighed, og stolthed.

Måske skal jeg fremover bare ignorere det. For hvis jeg kommer videre - så gør de vel også på et tidspunkt.. ikk'?

At træde ud af følelserne.

Jeg har overhovedet ikke tid til at være i mine følelser for tiden. Jeg har en milliard undskyldninger for ikke at forholde mig til dem. Jeg har haft eksamen, syge børn, er startet i praktik, skal være stærk for ungerne og mine veninder, for ikke at tale om mine nye kollegaer og borgere. Det er snart jul, og jeg har snart fødselsdag. Der er rigeligt at se til, og holde styr på.
Min hverdag går efter et slavisk skema, og det skema må jeg ikke bryde ud af nu.
I ved - "jaaaamen, det er også fordi.."
Jeg har vitterligt ikke tid til at ligge i fosterstilling og for at tude snot, overanalysere og have ondt af mig selv.

Jeg har slet ikke LYST til at have ondt af mig selv, selv om alle sige "Det er altså synd for dig" - "Du fortjener mere end det du står i" - "Hvorfor sker det altid for dig, søde pige?" ..
Jeg føler mig ynkelig når følelsen af selvmedlidenhed rammer mig. Jeg kan SLET ikke tage imod det, når folk siger sådan. Jeg kan slet ikke tage det ind.
Jeg er jo af den klare overbevisning at alt sker af en grund - at tingene sker for mig, af en grund. Karma måske? Jeg ved det ikke, men det er ikke "bare fordi". Det sker af en grund.
Problemet ligger nok bare i lige nu, at jeg ikke kan finde grunden. Og når jeg ikke kan det, så kan jeg ikke være i det.

Jeg er slet ikke i tvivl om hvilke følelser jeg gemmer - hvilke følelser jeg flygter fra.
Jeg er udemærket med på hvilke følelser der rammer mig, når folk så indimellem tager emnerne op, eller spørg til hvordan det går.
Jeg bliver vred, skuffet - indebrændt og træt. Jeg er udemærket med på at jeg udskyder mine reaktioner, og at de nok kommer flyvende med dobbelt styrke lige pludselig, når jeg mindst venter det.
Men jeg er også fuldt ud med på at mit største håb lige nu er at jeg kan "ignorere" det så meget, og så længe, at jeg pludselig en dag ikke bliver mindet om dem længere, og ikke længere mærker disse følelser.

Min veninde spurgte mig forleden: "Hvordan klare du det hele? Skole, praktik, dig selv, 2 børn, fritidsaktiviteter, social-liv - din hverdag, og alt det der rammer dig udefra? - Jeg føler jo knap nok jeg har tid til mig og min kæreste."
- "Det er jo ikke sværere, end hvad man gør det til" - svarede jeg. For det er det ikke.
Jo, det kan være skide hårdt, men så er det der man tager den hårde situation, analysere den, og prøver af hvordan den kan blive 'mindre hård'.

Men måske er det en blanding af hvad man gør det til - og hvad man vælger at reagere på?
Jeg går ellers normalt ikke ind for ikke at stå ved sine følelser, men måske er det indimellem bare nødvendigt at trække på skulderne og træde henover følelsen, for overhovedet at kunne overleve, og være i det hele.
Så hvordan klare jeg det hele? Jeg har jo ikke prøve andet, de sidste 6½ år. Jeg kan nok ikke finde ud af andet. Jeg gør det fordi jeg skal, jeg har jo ikke noget andet valg, vel?
Ikke at det er en sur pligt, for selvfølgelig vil mine to guldbasser altid komme først - men, realiteten er at det bare er noget jeg SKAL klare.
Og så er der bare nogle følelser jeg må ignorere, for at kunne fungere - både som mor og som mig.
Hvis jeg gik og arbejdede med disse skjulte følelser hele tiden, ville jeg automatisk også blive gnaven, og omend endnu mere træt, end jeg er lige nu, med alle de nye indtryk, Og det ville INGEN være tjent med. Heller ikke mig selv.

Så jeg holder fast i den del af mig, som jeg ved jeg kan være - og ligger den del af mig, som jeg nok egentlig burde være lige nu, lidt på hylden. Er det i virkeligheden helt ved siden af?

Fantasifigur?

Jeg læste her til aften en artikel om at der er utrolig mange singler i Danmark - og ingen af dem ser ud til at kunne finde kærligheden. Hvorfor? Fordi man stræber efter det perfekte.

Og nu spørger jeg så? Hvad er perfekt?
Det er ikke længe siden jeg havde snakken med en veninde, om det at være perfekt. Er man perfekt når man, udfra de sociale normer, har vovse, villa, Volvo, et godt betalt job og dejlige unger der render rundt i mærketøj?

Nej?

Hvornår er man så perfekt?

I min optik er man perfekt når man hviler så meget i sig selv, at man næsten tisser i bukserne, hvis man slapper mere af.
Når man kan læne sig tilbage i sofaen og egentlig bare være ret tilfreds med sit liv, på godt og ondt. Så er man perfekt.
Det er altså ikke perfekt når der ingen problemer er, for problemer er med til at forme os, udvikle os, lærer os. Det er perfekt når vi hviler i de problemer vi nu engang må have i livet, i parforholdet, i forældrerollen. Når man hviler så meget i de problemer, at man tager dem med oprejst pande. Ikke ignorere dem - det ville være edderdumt - men når man tager dem som en del af det at være sig selv. Og gøre sig selv til en bedre udgave. Så er man perfekt.

Misforstå mig ikke, for man skal ikke være ligeglad med alle andres meninger - de er vigtige. De er med til at skabe et større "jeg". Hvis du er ligeglad, ser jeg dig nærmere som usikker, eller måske egocenteret, så lad være med det. Ikke at min mening tæller, men jeg ved jeg ikke er alene om den. Jeg ved at de fleste mennesker der udstråler en stor ligegyldighed for deres medmenneskers holdninger og meninger, også udstråler en arrogance der kan være utrolig utiltrækkende.

Jeg er selv single igen - og som den person jeg nu engang er, så vender jeg blikket ind ad og tænker så det knager. "Hvad gjorde jeg forkert? - Hvad nu hvis jeg havde gjort sådan.."
Jeg tænker især over om jeg satte for store krav. "Var det virkelig nødvendigt at skrive den ene godnatbesked til ham, mens han var i byen? Jeg skulle måske bare have ladet ham være."

JA - det var nødvendigt. Det var et behov jeg havde, for lige at ønske ham rigtig god bytur, og fortælle ham at jeg elskede ham. Mere hørte han alligevel ikke fra mig den aften, så ro på, frøken.
Selvindsigt er godt - det er rigtig godt. Men det kan også blive for meget. Glem ikke dig selv i processen for at finde svar, på hvad der ikke var perfekt.

Efter jeg læste artiklen her til aften kiggede jeg jo igen indad. Hvad er det egentlig jeg søger?
Og jeg kom til at tænke - søger jeg noget bestemt? Jeg har selvfølgelig behov jeg gerne vil have dækket, og egenskaber jeg sætter utrolig stor pris på, men udover det? Behøver det så være så lyserødt. Er kærlighed overhovedet lyserødt?
Nej - journalisten har ret. Kærlighed er en palette af farver. Et stort virvar. Det er jo netop det der gør det så smukt. At det indeholder så meget.
"Den du elsker mest, er også den der sårer dig dybest" - og hvor er det rigtigt.
Intet had uden kærlighed.
Ingen ulykke uden lykke.
Ingen sorg uden glæde.

Så kære venner - i stedet for at stile over evne. Stile efter det I tror er perfekt, det som samfundet har fortalt jer er perfekt. Så tag det I har, og gør det perfekt. Perfekt for jer. Se på alt det I får, i stedet for alt det I ikke får. Alt det I mangler.

Jeg siger ikke at den ulykkelige pige, i det psykisk/fysisk voldige forhold, skal være glad for den buket blomster hun fik som undskyld, og så glemme hendes sæbeøje.
Jeg siger bare at du som har guld ikke må smide det ud, for at lede efter en diamant. Form selv din diamant. Måske hvis du gav lidt mere af dig selv, slappede mere af - at det så kom helt af sig selv?
Græsset er måske lidt grønnere på den anden side - men er det så fordi du ikke plejer dit eget græs godt nok?

Tag ansvar. Tag det uperfekte - og gør det perfekt. For dig!

Stress-faktor nummer 1.

.. Fornægtelse.
Den lever jeg lidt i, lige nu. Jeg er fuldt ud med på hvad jeg føler - jeg nægter måske bare lidt at vise det. Jeg ligger ikke og tuder, og har heller ikke behov for det. Men jeg har behov for at tale. Mest af alt fordi jeg stadig sidder med en lidt uforstående følelse. Hvad skete der egentligt lige, og hvorfor var jeg ikke mere værd end det - og det der er fuldt efter?

I dag fik jeg dog sagt nogle ord højt, som har faret rundt i hovedet på mig de sidste dage, dog uden at jeg har ville stå ved det.
"Jeg tror aldrig jeg skal være sammen med en igen, som har børn, det er simpelthen for hårdt det her." - og det er nok netop det der er det hårdeste af alt, i det her show. At man har knyttet sig til det her lille menneske, og nu er han ude af mit liv igen. Jeg tog ham jo ind, som var han helt min egen.
Av mit hjerte.

Når jeg sidder og kigger igennem billeder og videoer. Store smil, dejlige grin, de numre jeg lærte det lille møgøre. Jeg bliver fyldt med kærlighed, men også med sorg. Det er så svær en balancegang.

Mest af alt er det jo en følelse jeg bare må, og har accepteret, men det gør ikke at det gør mindre ondt. Det æder mig op.
Når man selv har børn, ved man hvor meget kærlighed sådan et lille væsen beriger en med - det sammen gjorde lille T for mig. Berigede mig med så meget, og det vil jeg savne mere end noget.

Jeg kan mærke at savnet stresser mig en smule. Jeg vil så gerne, men kan ikke. Det er ude af mine hænder. Heldigvis vil billederne, videoerne og minderne altid være værd at kigge på, og en dag kan jeg måske også gøre det helt uden at det gør ondt.

Det er altså ret voksent.

Lad mig lige ligge kort ud med at fortælle at jeg er alene igen, hvis i skulle undre jer over at mit skriveri fremover ikke handler om parforhold og andet godt fra slikbutikken

.

"Neeeej, Mette - Hvorfor dog? Hvad er der sket? Er alt okay? Skal vi banke ham?" spørger I så.
Jeg er helt okay. Det er ærgerligt, men så behøver vi vidst heller ikke vade mere i det. Hvis jeg vidste helt præcis hvad der egentligt gik galt, så ville jeg gerne fortælle jer det, men det gør jeg ikke, og så tænker vi ikke mere over det.. Og nej, han er ikke en nar. Jeg ønsker ham og hans knægt alt godt, så ingen tæskehold, banden og svovlen og snakken i krogene.

Nu til det mere seriøse.

Jeg er næsten 30 år. Sådan lige om lidt - ala om 2 år. Det har folk rigtig travlt med at minde mig om. Bevares, det er også super sjovt, det kan jeg godt se. Men hvor er det da så egentligt fabelagtigt at jeg holder mig så ufatteligt godt, er vi ikke enige om det? Jo, vi er så ..

Og når man er næsten 30 år, så sidder man (man det er mig) og undre sig over hvad der egentlig lige skal ske med ens liv, når man lige er blevet dumpet igen. Hvad gør jeg galt, hvad forventer jeg? Forventer jeg for meget? Forventer jeg for lidt? I ved, sådan nogle tanker en voksen gør sig, ik?

Jeg har selvfølgelig snakket med både kammerater, veninder og familie om det her brud, for ligesom lige at se tingene i et lidt større perspektiv, og især én formulering ramte mig.

"Jamen *kammerat*, hvad er det jeg gør så forbandet forkert?"

"Mette, du er simpelthen så dybt loyal at du finder alle mulige løsninger, i stedet for at give op. Du giver aldrig op. Du vil altid kæmpe, lige meget hvor hård den kamp så end er. Du vil så gerne forstå! Det er din svaghed og din styrke. Indimellem må du simpelthen give slip, selv om det gør fandens ondt. Du skal ikke kæmpe FOR, du skal kæmpe MED!"

Aha, ja - tænker man. Det lyder klogt, det lyder meget rigtigt. Og hvad gør man ved sådan en situation? 

Man fortsætter åbenbart bare med at være dybt loyal, og håber på at der en dag træder en mand ind af døren, som vil kæmpe med en, siger de alle sammen.
Det lyder super gennemtænkt og egentligt ret rigtigt, ikk? JO!
Ha, de præcis samme ord sagde jeg til mig selv, da jeg splittede med min søns far. Jeg skulle finde en jeg var på bølgelængde med. En der sagde kuk, når en tanke ramte ham. 

Det gjorde jeg så ikke, og så fik jeg endnu en over næsen. ØV!

Mine veninder har været så søde, og betænksomme, og har bekymret sig meget. Taget i betragtning af hvor langt jeg røg ned, da min søns far og jeg gik fra hinanden. Men denne gang er det altså noget helt andet.

Jeg er ærgerlig. Jeg er da trist, jeg var rigtig glad for ham, hans søn og hans familie. Men jeg sidder ikke og tuder snot, og spiser tonsvis af chokolade og høre kærligheds musik.

Okay, det med chokoladen var løgn - den ligger lige her ved siden af - men resten. Det gør jeg ikke i. Jeg var nok egentlig ret forberedt denne gang, selv om det er en mega skod ting at være forberedt på, så er det nok netop det der har hjulpet mig henover "tude-fasen". 

Det der nok nager mig mest, er følelsen af ligegyldighed. At man er ligegyldig for modparten. At forholdet var ligegyldigt. Det er altså ikke en følelse jeg fester over. 

Men jeg er voksen - snart 30 år - og vælger at tackle det med et stille smil over at jeg fik 6 dejlige måneder med en jeg var rigtig glad for, og hans fantastiske søn. Og så kan jeg jo kun håbe på at han sætter lige så meget pris på det vi havde, som jeg gjorde. Svaret får jeg nok aldrig. 

Så, er det her et voksent break-up? Det er en underlig størrelse. Men for første gang sidder jeg faktisk med følelsen af at jeg gjorde hvad jeg kunne. Jeg kunne ikke have gjort mere, eller givet mere end jeg gjorde. Og jeg har ingen intentioner om at gå igennem en kæmpe selvrealisering nu (igen!), for jeg ved med mig selv, at jeg sagde kuk når en tanke ramte mig, jeg tog imod og jeg gav i det omfang jeg troede der var behov for. Og sidst men ikke mindst, vendte jeg altid tankerne indad, inden jeg gav ham skylden for at være en røvbanan. 

Det er ikke fordi jeg har slukket for mine følelser, og gemt dem væk - de er altid med mig. Det er savnet, kærligheden og ærgelsen også. Jeg har måske, for en gangs skyld, bare sluttet fred med dem! Waaauw - det er voksent.

Stille før stormen.

Zombie-tilstand. Sådan har jeg det i de her dage. Jeg har egentlig humøret med mig, men jeg er SÅ træt, og kunne nok sove i døgndrift. Ikke fysisk - men mentalt.
Det har været et stort skift, at starte i skole - et dejligt skift dog, men det har også været en anelse hårdt med syge børn, egen sygdom og en hektisk hverdag. Jeg ville lyve, hvis jeg påstod andet.

Efter en snak med min mor igår, måtte jeg dog indse at det ikke kun er det der gør mig så træt. Det er også forventninger til mig selv. Hold nu op, hvor forventer jeg egentlig meget af mig selv.
Ikke kun skolemæssigt, men dæleme også som mor, kæreste, datter - alt!
Og når jeg så virkelig forsøger at gøre noget godt eller sige noget sødt og bekræftende, og folk ikke reagere som jeg forventer, så bliver jeg så fandens ked af det. Og det gør jeg jo, fordi jeg lige har krænget mit hjerte ud. Og jeg bliver jo ked af det, fordi det er en jeg er glad for, som reagere sådan - uforventet.Jeg prøvede jo med alt hvad jeg havde i mig, at gøre en glad. Men jeg får følelsen af at det bare ikke er godt nok.

Jeg ved godt det er et problem der går længere tilbage. Ikke kun til tidligere forhold, men helt fra barndommen. Min far er et menneske fuld af sarkasme og ironi.
Kom jeg og fortalte at jeg havde fået 11 for en opgave, spurgte han hvorfor jeg ikke fik 13?
Kom jeg og bad om et knus, fik jeg 100 kr. Det har været hans måde at vise kærlighed på - det var det han formåede. Men jeg følte altid at jeg skulle kæmpe for at han var stolt af mig.
I dag ved jeg bare at det er sådan han er - det har jeg sluttet fred med og accepteret.

Men det er nok netop det der gør at jeg så søger denne stolthed i de andre i mit liv. Søger accepten. Det er nok netop derfor jeg sætter så fandens store forventninger til mig selv. Jeg vil så gerne accepteres. Jeg vil så gerne elskes. Jeg vil så gerne at en eller anden er stolt af mig.. Bare fordi..

Men at skulle indse at jeg ikke er, og aldrig bliver fejlfri, er en svær en at sluge, når det er det man føler man skal være, før nogle vil sætte pris på en. Og med de forventninger jeg har til mig selv, kan jeg altid gøre et eller andet bedre.

Jeg kan altid prøve at forstå mine forældre lidt bedre - hjælpe dem lidt mere.
Jeg kan altid være en bedre kæreste. Se bedre ud, please lidt mere, give mere plads, give flere gaver, give mere kærlighed, forlange mindre.
Jeg kan altid være en bedre mor. Have mere overskud, lave madpakken bare lidt lækre, og lege lidt mere med dem.

Jeg ved med mig selv, at jeg har selvindsigt nok til at kunne lærer hver dag. Ikke kun fagligt, men også som person. Jeg ved også med mig selv at jeg er god til at gå på kompromis for at imødekomme andres behov. Og jeg ved også med mig selv, at jeg gør det aller bedste jeg kan - ALT det bedste og lidt mere!
Jeg vil bare så gerne at andre også ser det, ikk? Men hvordan får jeg det ud? Hvordan formår jeg at råbe dem alle sammen op, uden at skabe en scene? Uden at lyde egoistisk, svag og opmærksomhedskrævende? For det ved jeg også med mig selv, at jeg ikke er. Det er det sidste jeg er - jeg sætter altid alle andre højere end mig selv. Det er min fornemmeste opgave at dem omkring mig har det godt og er glade.. Men mister jeg mig selv i det? Jeg ved det ikke - for jeg elsker jo at gøre andre glade. Men, hvorfor er deres reaktion så så vigtig for mig? Jeg ved jo godt at jeg ikke kan forvente det samme af andre, som jeg selv prøver at give.. Jeg ved det jo godt!

Måske er det bare en storm der skal til? En stor forandring!

Jeg tror jeg er for træt nu ..

I 2012 møder jeg den her person, som skulle vise sig at komme til at være en stor del af resten af mit liv.

Jeg møder et menneske som er ødelagt, i stykker, smadret. Fra yderst til inderst. Jeg tager personen helt ind bag mit hjerte. Jeg må gøre noget. Jeg må hjælpe, jeg må frelse. Hvem er den her person? Hvad gemmer personen på? Hvordan får jeg gravet helt ind bagved?

Det er en hård opgave, men indimellem ser jeg glimt. Glimt af det rigtige - af det sårbare. Men hvergang 10 sten bliver fjernet fra facaden, går der ikke længe før 20 nye sten er sat op.
Så starter vi forfra. 2 skridt frem, 1 tilbage.
Hvergang tænker jeg - "hvad nu hvis?" - "Bare lige lidt mere.." - "Måske kunne jeg også prøve at.."
Hvergang bliver det en uendelig kamp med mig selv om at kæmpe hårdere. Kæmpe for at nå derind - helt derind hvor ingen andre kommer ind. Ikke engang personen selv.
Jeg VIL derind. Jeg VIL være den der får den her person til at elske, forstå, føle.
Jeg kæmper med alt hvad jeg har i mig, alt hvad jeg består af - det allerbedste jeg kan.

En dag bliver det for meget. Det bliver for meget for personen. Personen kan ikke længere være i det. Måske når jeg for tæt på? Måske gør jeg det bare slet ikke godt nok? Jeg ved stadig ikke helt hvorfor? En dag skulle det bare ikke være min opgave at hjælpe denne person længere.

Det fik mig dog ikke til at stoppe. Personen og jeg deler noget dyrbart, det vil vi altid gøre. Derfor gjorde jeg det til min fornemmeste opgave at lade denne person vide at hvis ikke personen kunne gøre det for sig selv, eller for mig - så kunne personen i det mindste gøre det for vores fællesskab.
Jeg kæmper videre. Bliver hadet mere og mere. Hader mig selv mere og mere. Jeg bliver pillet fra hinanden, mister troen på mig selv. Bliver pludselig hadet af mennesker jeg ikke aner hvem er.
Hadet på halve sandheder. Spyttet efter på gaden, men jeg hænger i. Vores fællesskab skal sejre. Vores fællesskab fortjener det.

Pludselig kommer et nyt menneske ind i denne persons liv - og med et knips fårmår dette menneske at vende personen om. Pludselig fårmår dette menneske at udrette det jeg har prøvet at udrette i 3 år.
3 år hvor jeg har taget imod slag. 3 år hvor troen på mig selv og mine evner har været hele nede under gulvbrædderne.
Hvad er jeg så? Hvad føler jeg så nu? Jeg føler mig nok omend endnu mere uduelig. Hvorfor kunne jeg ikke? Hvorfor lykkedes det ikke for mig? Hvorfor indeholder jeg ikke samme styrke, som dette nye menneske gør? Måske er jeg bare så svag, som personen altid har sagt at jeg er?
Jeg burde have udrettet dette - for vores fællesskabs skyld.

Det er et virvar af følelser. Jeg har aldrig nogensinde lyst til at blive en del af denne persons hverdag igen, men jeg kan heller ikke komme udenom at jeg altid vil være en del af denne persons liv. Jeg kan ikke komme udenom at personen og jeg i fællesskab har skabt vores livs største værdi. Jeg kan heller ikke komme udenom at jeg altid vil være denne person evigt taknemmelig for at have givet mig denne kærlighed, for at være en del af kærligheds liv.

Men når man sidder tilbage her, som tilskuer til det der lader til at være en stor forandring der er på vej, kan jeg ikke lade være med at tænke, at mit værd, mine kampe og min gøren bare ikke var godt nok.
At jeg elskede, kæmpede og prøvede. Holdte af, forstod og viste hensyn. Selv når det var svært at elske sig selv. Selv når det var svært at tro på at det jeg gjorde var det rigtige. Selv når det var svært at forstå sig selv. Selv når jeg hadet mig selv allermest. Så kæmpede jeg stadig for denne person, og vores fællesskab. Men uden held. Uden lykke. Uden resultat.

Jeg beundre dette nye menneske, med alt hvad jeg har i mig. Jeg er stolt udover alle grænser.
Men jeg føler også jeg mangler noget. Jeg føler jeg mangler forståelse, fra personen, for hvorfor jeg har gjort som jeg har. Jeg føler jeg mangler .. taknemmelighed måske?
Jeg lod mig ikke ødelægge og udnytte fordi jeg var svag - men fordi jeg troede jeg viste et hensyn til et fællesskab der fortjente det bedste.
Men i nogles øjne vil jeg altid være svag - hvis bare de vidste hvad mine intentioner var.
Hvis bare de vidste hvilke tanker jeg har gjort mig, hvor mange tårer jeg har grædt, og hvor meget jeg har kæmpet for at vores fællesskab skulle få det bedste.

Hvis bare de vidste hvor mange tårer jeg stadig græder - også lige i dette minut - fordi jeg dybt indeni stadig er såret. Fordi jeg ved at nogle ar vil følge mig altid. Fordi jeg troede på at jeg kunne ændre noget, der aldrig nogensinde så det. Fordi jeg kæmpede for noget, der bekæmpede mig.
Fordi jeg først elskede højere end jeg nogensinde elskede mig selv.
Fordi jeg, trods jeg ikke elskede mere, stadig kæmpede videre.
Fordi jeg så noget dyrebart, et fællesskab, blive såret og påvirket, og jeg følte mig magtesløs.
Fordi jeg nu er tabt for kræfter. Fordi jeg nu skammer mig over at jeg til sidst gav op..

Jeg har tilgivet mange ting, mange personer og mange mennesker - Den sværeste at tilgive, er nok mig selv.
.. Jeg tror bare jeg er for træt nu!

Revurdering, opsummering, opdatering.

Jeg har den sidste tid brugt ekstremt meget energi på at se folk omkring mig, an. Sådan virkelig analysere dem, og analysere mig selv i deres selskab.
En ting jeg kan mærke der går igen ved dem alle sammen, er deres gensidige lyst til mit selskab. Deres gensidige interesse for mit liv.

Jeg render rundt i en glad sæbebobbel. Jeg er glad for at gå i skole, jeg er glad når jeg kommer hjem, jeg er glad når jeg står op. Jeg taler og taler og taler med folk, om alt og intet. Ringer og hører hvordan det står til, skriver og spørger om de har det godt. Og jeg bliver så varm, når folk også sender mig en kærlig tanke. Ikke fordi jeg gjorde det, men fordi de lige havde lyst. Det er så dejligt!

Jeg har et stort behov for at have kontakt til folk tæt på - det har jeg egentligt altid haft. Ikke dermed ment, at vi skal snakke sammen hele tiden, altid, og jeg så da også gerne at nogle af os talte lidt oftere. Men vi taler, oprigtigt, med hinanden.

Nu har jeg bare ramt et punkt, hvor jeg med nogle mennesker ikke føler at interessen er gensidig.
Og så sidder I sikkert og tænker: "Jamen, er det noget for noget, vi er ude i her?" NEJ, det er det bestemt ikke. Jeg kan sagtens have samtaler hvor det hele handler om modparten, eller om mig selv - og det kun handler om den ene part, de næste mange samtaler. Alle kan ramme en krise der skal tales om, igen og igen og igen - også jeg selv. Men, når stormen så har lagt sig, hva' så?
Jeg mener - jeg kan altså sagtens mærke om du spørger ind til min dag, fordi det faktisk interessere dig - fordi JEG faktisk interessere dig, eller om du faktisk bare gør det af pligt. Fordi, "det gjorde du jo lige, så må jeg også hellere gøre det."

Og hvis du virkelig ikke gider tage dig tid til at spørge hvordan jeg har det, hvordan mit liv hænger sammen, eller lige følge op på vores tidligere samtale, hvorfor ligger både du OG jeg så energi i et forhold der ikke er gensidigt? Er det så ikke bedst bare at kotte der, og ligge vores energi og interesse et sted, hvor den faktisk er oprigtig?

At man har behov for at ens nærmeste har interesse for ens liv, er et menneskeligt behov. Det kan vi ikke komme udenom. Det handler ikke om egoisme, eller selvhøjtidelighed. Det er bare et behov, alle har. Om de vil indrømme det eller ej.
Ligesom behovet for empati, behovet for omsorg og behovet for bekræftelse er ganske menneskelige behov, og behov som alle mennesker har. Lige meget hvor stolt man end er.

For at sætte det hårdt op, så gider jeg egentlig ikke spilde min tid på en, der ikke gider spilde sin tid på mig. Jeg gider ikke ligge min energi i et menneske, der kun nyder godt af at få, men ikke gider gi' lidt igen. Så jo, det er nok lidt "noget for noget", hvis det skal sættes helt firkantet op.
Men ved I hvad? - Jeg synes det er helt ok, at man indimellem gør op med sig selv, om man får lige så meget, som man giver. Ikke altid, ikke hver gang - men i den lange ende - Er vi så lige værdige?

Jeg er ikke sur - jeg er bare klar til at komme videre :)

Naivt.

Jeg er glad. Jeg er rigtig glad.
Jeg er lykkelig. Jeg elsker.
Jeg er rasende. Jeg er forvirret. Jeg er frustreret. Jeg er skuffet.
... Men jeg er glad?

Jeg ved slet ikke hvad jeg skal stille op med alle de her følelser.
Jeg ved slet ikke hvordan jeg skal skille dem ad, hvordan jeg skal få dem analyseret, for det er som om det hele flyder sammen oppe i bøtten på mig.
Jeg taler meget - rigtig meget - om de ting der går mig på lige nu, men jeg ved ikke hvor jeg skal starte, og hvor jeg skal slutte.
Jeg gentager mig selv, om og om igen - nok i forsøget på at overbevise mig selv om at jeg ikke kunne have ændret noget af det alligevel.
Men jeg sidder med klumpen i maven - med følelsen af at jeg skulle have været stærkere. Jeg skulle have slået til noget før. Jeg føler mig som et virkelig dårligt menneske. Et blindt og naivt individ.
Jeg har ikke mestret min opgave. Føj!
Det bliver svært at ændre vanen. Det bliver en kamp.

Jeg kan mærke hvordan jeg virkelig har brug for tryghed. Jeg har brug for at nogle ser mig i øjnene og fortæller mig at jeg ikke kunne have gjort tingene anerledes. At det jeg har gjort har været helt ok!
For, lige nu - lige nu tror jeg ikke særlig meget på mig selv, og mine evner.
Lige nu har jeg brug for at nogle tror på mig, for mig.
Tror på at jeg gør det allerbedste jeg kan. Tror på at alle mine hovedpiner ikke har været for sjov.
Selv om det lige nu føles som om at nogle står og griner mig op i hovedet. Sjovt. Forgæves.
Hvad fanden tænkte jeg også på? Naivt.

Jeg burde kende mig selv godt nok - jeg burde elske mig selv nok til at vide at jeg har gjort det bedste jeg kunne - men indeni mig overdøver "Hvad nu hvis.." alt andet.
"Hvad nu hvis jeg bare havde reageret - handlet - tænkt anderledes.."
"Hvad nu hvis jeg bare havde lyttet til min sunde fornuft, og ikke mit usle hjerte?"
Ja så havde jeg sgu nok ikke siddet med det her virvar af et tankemylder i dag, vel?

Men lige nu er tilliden til mig selv og mine evner væk. Den skal nok komme igen, men jeg tror jeg har brug for støtte til det. Jeg tror jeg har brug for at fortælle folk, om og om igen, at jeg gør hvad jeg kan. At jeg gjorde hvad jeg kunne. Det må være irriterende at stå model til.
Hvis jeg høre mig selv sige det nok gange, så tror jeg vel også på det til sidst, gør jeg ikk'?

Jeg vil bare så gerne forstå.
Jeg vil så gerne forstå hvorfor det er nået så langt ud.
Jeg vil så gerne forstå hvad alt det her har skulle til for?
Hvor gik det galt? Hvorfor fanden så jeg det ikke?
Hvorfor lod jeg det stå til?
Og hvad skal der ske nu?

Kærlighed udover evne..

Hvorfor skriver jeg det her? Fordi jeg ikke ved præcis
hvad jeg tænker, før fingerne glider henover mit tastetur.

Igår fik jeg en på tænkeren. Jeg kunne mærke at der havde været optakt til det hele dagen, jeg havde haft en klump i maven, jeg ikke vidste hvorfor var der, og mit humør var underligt. Jeg gik og studerede min kæreste hele dagen og var egentlig overbevist om at det var ham jeg var smågal på.
Lige indtil jeg stod alene i mørket og lagde vasketøj sammen - Der brød min verden sammen. Tårene løb ned ad kinderne på mig, og jeg havde allermest lyst til at flygte ud af min egen krop. Jeg stod bare der og hulkede som en lille pige.
Jeg var så træt - jeg var så gal på mig selv. Gal over at jeg hele dagen ikke havde formået at få min kæreste til at grine. Gal over at jeg ikke havde formået at gøre ham så glad, at han havde lyst til at kramme mig, eller fortælle mig at jeg var dejlig, når jeg nu synes at han er noget af det mest fantastiske - lige meget hvor åndsvag han så kan være.

At blive kærester med 3 børn om benene er ikke så nemt, som det indimellem ser ud. Kærestetid, nyforelskelse og hvad der ellers høre med, er der ikke super meget plads til - men følelserne er til stede, lige her i mit hjerte. Hvorfor har jeg så, så pisse svært ved at håndtere det?
Fordi jeg så gerne vil være perfekt, for ham, som jeg mener er perfekt for mig.
Og i mine egne øjne er jeg ikke perfekt. Jeg er ikke perfekt, når jeg tillader mig selv at have en dårlig dag. Jeg er ikke perfekt når jeg fortæller ham hvad jeg har af behov. Jeg er ikke perfekt når jeg ikke pleaser ham, vel?

Skal jeg være perfekt? Nej, egentlig ikke. Hvorfor sætter jeg så, så store krav til mig selv?
Fordi jeg er så bange for at miste, hvis jeg ikke er perfekt.

Måske er det også derfor jeg har så travlt med at bekræfte andre. Fortælle dem at de er skønne og dejlige, bare fordi.. Det er de bare. Behøver der være en grund?

At blive kærester med 3 børn og benene er nok egentlig en større udfordring, end jeg havde set komme. Og hvor er den gyldne nøgle så, til at få det hele til at fungere? Kommunikation, kommunikation, kommunikation.

Jeg vil gerne prale af den her mand, der er dumpet ind i mit liv - jeg vil gerne fortælle hele verden om ham. Hvorfor? Fordi han betyder så meget for mig. Fordi han gør mig så glad. Fordi, sådan er jeg!
Men jeg kan ikke. Jeg kan ikke fordi jeg ved han ikke gør det samme.. og hva' så? Så er jeg bange for at blive skuffet og såret. Er følelserne så ikke gengældt?

Det gør ondt helt indeni at jeg har trukket så mange af mine gamle ar, og min gamle sårbarhed, med ind i det her. Det fortjener han ikke. Og jeg kæmper en brag kamp på øverste etage for at slippe det. For at give mig hen til ham.

Man behøver ikke ændre sig selv, for at tilfredsstille sin partners behov - man kan godt lærer. Eller give af andet end man plejer, hvis det gør sin partner glad. Det skal jeg lærer - det skal han lærer.

Jeg skal blive bedre til at være kæreste, selv om børnene er der. Jeg skal blive bedre til at fortælle ham at jeg synes han er fantastisk, selv om han hele dagen har været en kæmpe nar. Han er jo stadig ham jeg gerne vil. Jeg skal blive bedre til at fortælle ham når tingene gør ondt - måske tager han det egentlig slet ikke så tungt, som jeg går og frygter? Kommunikation, kommunikation, kommunikation.

Jeg vil gerne være en glad kæreste, fuld af energi og livsglæde. Hende jeg føler jeg er helt indeni - men det kræver også at jeg giver ham lov til at se det, og mig selv lov til at være det. Selv om hun ikke er perfekt. Han fortjener det - og jeg fortjener at være det. Være mig.

Jeg kan sagtens leve uden ham - men jeg har bestemt ikke lyst. Han er jo fantastisk, en fantastisk stor og dejlige idiot, og en af mine fornemmeste opgaver må være at sørger for, at vi sammen har det godt.

Kvinde du er en kælling - Mand du er et røvhul!

Længe siden - intet nyt må være godt nyt!

MEN, her den seneste tid har jeg virkelig måtte selvrealisere mig selv, endnu engang. Der har været fest på øverste etage og min lille djævle-diva, på min ene skulder, har haft nogle kæmpe og voldsomme skænderier med min lille engel på den anden skulder. Roterende fis i kasketten har der været.
Så i dag måtte jeg gribe røret og ringe til en veninde - "Hallo, vækkede jeg dig? Hør lige her, er jeg ved at blive bims?" var sådan ca. min intro-linje, og efter 30 minutters samtale, ringede jeg til en kammerat med samme spørgsmål - Og deres tilsammen fantastiske ærlighed gjorde at vi kom frem til at: Jeg var ikke ved at blive bims, men..

Kvinder ER bare nogle kællinger og mænd ER bare nogle røvhuller! Så simpelt er det. 

Kære kvinde.
Jeg skriver til dig fordi du fortjener en opsang. Er han mere spændende nu, fordi han har en kæreste, og det da egentlig godt kunne booste dit selvværd en smule, hvis du kunne få ham til at vippe hende af pinden, til fordel for dig?
"Jamen han siger jeg er sød og smuk. Sender kys-smilyer og alt det der" - Ja, det er skønt. Han ved lige hvor han skal ramme, og du ved lige hvordan du skal fange hans opmærksomhed. Men burde du ikke have så meget respekt for dig selv, og din med-kvinde, at du stoppede det? For hendes skyld - og din egen? Jeg tænker - Er han sådan overfor hende, hvordan vil han mon så behandle dig, når du overgiver dig? Har du tænkt over det?
Kvinde - Du er en kælling af kaliber. Ikke naiv - En kælling. Pas din egen tallerken.
Jeg har selv været dig. Dig der så dit snit, bare for at kunne sige "HA MØGTØS, HAN BLEV MIN!"
Bare for at kunne se dig selv i spejlet med oprejst pande - Fordi du havde fået dit bytte.
Hende der søgte opmærksomhed og søde ord fra andre (ikke nødvendigvis single)-mænd, bare fordi du kunne.
Kære kvinde - Det hele er ikke hans skyld. Du har selv et medansvar. Man er to til tango. Han kan ikke føre dansen, hvis ikke du læner dig tilbage i hans arme og følger med.
Find en der oprigtigt gider dig - En der fortæller dig at du er smuk, fordi han faktisk ikke kan lade være. Fordi han mener det. Og værdsæt ham - Ros ham - Selv om han giver udtryk for selvsikkerhed og hvile, så ros ham. Fortæl ham at du er tosset med ham. Det er et menneskeligt behov. Alle har behov for at blive bekræftet. Nogle skal bare lærer at søge det de rigtige steder. OGSÅ DIG. Og DU skal vise ham - Den rigtige - at DU er det rigtige sted. Ikke ved at danse efter hans pibe. Ikke ved at klæde dig pænt. Ikke ved at gå efter at ligne det ideal han tænder på. Men ved at værdsætte ham. Og ikke mindst - Værdsætte dig selv. Mænd er ikke nogle røvhuller - Hvis du ikke giver dem lov!


Kære mand.
Lad være med at lege med ilden. Når først du stopper med at give hende opmærksomhed, så er løbet kørt. Hvordan skal hun nogensinde vide at hun er noget specielt for netop dig, hvis du behandler hende som du behandler alle andre.
Ligesom du, kære mand, ikke skal gøre dig fortjent til en omgang ros, eller et blowjob, så skal hun heller ikke gøre sig fortjent til at blive kaldt smuk, eller få at vide at du er tosset med hende.
Hendes indre er vel lige så smukt i et par søndags-bukser og en hullet top, som det er i stilletter og kjole, ikk?

Jeg siger ikke du skal komme med blomster på onsdag, for så har I været kærester i 7 måneder og 2½ uger. Jeg siger heller ikke at du skal oversavle hende med komplimenter og ulækre digte. Jeg siger at du skal være stolt. Vær stolt af hende ved din side. Helhjertet. Lad venligst være med at tage hende forgivet. Hvis hun virkelig elsker dig - Virkelig vil dig, så vil hun vælte hele verden for dig.
"Nå jaja, men der er jo andre fisk i havet.." - JA!!! Gu fanden er der så - Men hvem siger at den næste fisk (måske hende som har sagt at du er stor og stærk og tæske mandig, men som faktisk bare er en kælling af kaliber, og dropper dig når du er gået fra din kæreste, for så var hendes mision jo fuldført?) Hvem har sagt at hun kan leve med dine fejl, dine behov og dine mangler, som hende du har nu, kan? Hvem har sagt at du nogensinde finder en med samme egenskaber? Hun er måske ikke lige så lækker som hende den anden kælling af kaliber, vel? Hun er måske heller ikke lige så sjov - Men hun er oprigtig. Hun fortæller dig ikke om sine tanker fordi hun bare VIL skændes og skabe flere problemer og være irriterende, dum grim og træls - Men fordi hun gerne vil forstå, løse og lære. Søg det du skal bruge ved hende - Vær sårbar, ras ud. Hun vil dig gerne, og din mandighed forsvinder ikke af den grund. Hvis ikke du vil hende - Er der helt sikkert en anden der vil. Og på vej dertil skal hun lige være en kælling et par gange eller to. Men giv hende chancen for selv at vælge om hun vil gå - eller om hun vil være dukke.

Disse "kære...." kunne jo også være omvendt - Mænd kan også være nogle kællinger, kvinder kan også være nogle satans røvhuller.
Esset er - Hvorfor skal vi gøre det så skide besværligt for os selv og for dem der egentlig gerne vil os? Hvorfor kan jeg ikke kende forskel på likes, omsorg og orgasmer længere?

Jeg har været en kælling af kaliber engang - Jeg har også været hende der tog min kæreste forgivet. Det står jeg ved, og jeg har eddersparkme lært af det.
Og ikke mindst lært af alt det jeg ødelagde - For ikke at tale om de personer jeg sårede så dybt.

Senere i mit voksenliv har jeg også været kæresten der følte sig taget forgivet. Kæresten der aldrig følte sig god nok. Og det gør ondt. Jeg ved godt hvad jeg selv er værd - i dag -  Jeg ved også godt hvad der er rigtigt og forkert, i min egen optik. Ligeså ved jeg også er jeg er en kvinde der elsker for meget. Giver jeg mig først hen, så gør jeg det med alt hvad jeg har i mig - og så vil jeg finde mig i meget. Rigtig meget. Og jeg går gerne på kompromis med mig selv, for at tilpasse min partner. Det er forkert, men det ser jeg først når jeg har gjort det.

Jeg kom ud af mit tidligere forhold med et selvværd banket helt i bund - Fordi jeg ikke elskede mig selv lige så højt, som jeg elskede ham. Det sidder stadig en smule fast - Det går også indimellem udover min nye partner. Jeg må indimellem bide mig i tungen, for ikke at sammenligne, overanalysere og sætte mig til at græde i et hjørne af ren udmattelse fordi jeg bare så gerne vil være hende, han vil have jeg skal være. Helt perfekt, for ham! Men som jeg ikke er sammen med ham, for at ændre på ham, er det vel heller ikke omvendt? Men man kan vel også godt lærer, uden at skulle ændre på sig selv, ikk?


 Jeg siger ikke at det aldrig er svært - Jeg siger bare at vi gør det så meget mere besværligt for os selv, fordi det er så meget lettere at agere kælling og røvhul, fremfor at arbejde, kæmpe og nyde det foran os. Fremfor at gå efter det vi fortjener, istedet for det der er nemt og bekræftende lige i nuet!

Kælling - kom ned derfra.
Røvhul - tag dig sammen.

Det perfekte uperfekte..

Lige nu, lige her, føler jeg at jeg har alt hvad jeg egentlig har brug for - Stort set alt hvad jeg har drømt om. Lige pånær gudindekroppen og det naturligt lange flotte år - det lader vente på sig. Men derudover, ALT!

Jeg har mødt denne søde mand, som med sig har en helt igennem fantastisk lille dreng, og en skøn familie, som har taget så ekstremt godt imod mig og mine drenge. Jeg kunne så bestemt ikke have håbet på mere.

Alligevel føler jeg at jeg står ved siden af mig selv og kigger - Hvorfor? Jeg ville sgu ønske jeg havde det helt korrekte svar, for så ville det sgu da ikke være så forvirrende.

Jeg har brugt de sidste par dage, på at tage mig selv i at stå i øjeblikket, og bare nyde. Nyde de små der tumler, den store der larmer og manden der lugter helt vildt fælt, efter en hård træning - for fanden, hvor er jeg da heldig, at netop DE vil være i MIT liv!

Jeg føler mig ekstremt priviligeret - Desværre er der fuldt en usikkerhed med denne følelse. Usikkerheden i om jeg nu også kan slå til, og være god nok til dette, i min optik, så perfekte uperfekte liv. At have et sammenbragt familieliv, som skal formes fra midten, og ikke fra starten, med nyforelskelse, fælles drømme, babyer mv. er faktisk ret svært, og jeg tager hatten af for at alle mine 4 forældre formåede det så perfekt, som de gjorde - og stadig gør det!

Usikkerheden ligger nok i mine tidligere forhold, og hold nu op hvor jeg kæmper en kamp for ikke at lade det fylde, ikke at lade det påvirke og ikke lade det være en faktor for det jeg egentlig står i. Det gør jeg virkelig. Men det kræver alligevel sit at lærer på ny, i en alder af 27 år. Ikke kun om mig selv, men også om andre - og af andre. Lærer at bare fordi jeg åbner munden nu, og siger hvad jeg føler, behøver han jo faktisk ikke tage det negativt. Jeg vil jo ikke skændes, eller diskutere. Jeg vil jo bare så gerne forstå.

Lærer at bare fordi han ikke siger noget, eller bare fordi han har en dårlig dag, behøver det faktisk ikke være min skyld, vel? Lærer at det er okay, at også jeg har en dag uden energi - Jeg er jo faktisk også kun et menneske, præcis som alle andre.

Men trods alle disse ting jeg så inderligt arbejder for at lærer, og huske - føler jeg mig glad. Rigtig glad. Det er ikke altid jeg stor-smiler, men indeni bobler jeg af lykke. Det kan og vil jeg ikke løbe fra.

Hver dag bliver jeg inspireret til at prøve og tænke anderledes. Hver dag bliver jeg mødt af smil og varme fra børn, der ligger deres lid i mine hænder, og elsker mig, trods alle de fejl jeg har begået, og med sikkerhed vil begå flere af, i deres fremtidige liv.

Det er så perfekt uperfekt. Ungerne skændes om legetøjet, den store keder sig og vil gerne tumle med de små der nok ikke helt forstår hvad hans intentioner er, de gider bestemt ikke spise deres aftensmad op, og hvem har egentlig opfundet "smasken?" - det er da vildt irriterende. 

For ikke at snakke om opvask, vasketøj, børn der ikke vil sove til middag på samme tid, og en mand og jeg der går hinanden en smule på nerverne af ren og skær træthed, fordi jeg nok egentlig har mest lyst til at blive nusset i håret, og han nok egentlig bare gerne vil fordybe sig lidt i noget trænings-læsning. 

Så ender det ud i en snøffel-krig og den snøffel kunne jeg for fanden da godt lige have spist, ikk?

Med hver en lykke, følger der tårer - og denne lykke kommer til at være alle fremtidige tåre værd, så længe forståelsen mellem alle parter fortsætter.

Hvis det hele var perfekt fra starten af - Hvis der intet var at arbejde på, og kæmpe for, så ville det sgu være for nemt. Uden kamp, bliver det jo ikke præcis som vi gerne vil have det.

Det var det der med at finde farverne og male billedet sammen, ikk? Se om det hele kunne gå op i en højere enhed. Det ville være kedeligt hvis billedet var malet på forhånd.

Jeg kan kun håbe og bede til at jeg, i mig selv, med alt hvad jeg indeholder af gode og dårlige sider, er god nok for alle disse, nu 4 hankøn, der betyder så inderligt meget for mig. For det her så perfekte uperfekte liv, med disse 4 perfekte uperfekte individer, det er virkelig lige mig!

Nutella er svaret..

Jeg er altså indimellem rigtig upædagogisk!

Jeg er ikke en af de mødre der går op i økologi, mærketøj, SMARTE sko, og de nyeste bObles (Det mærke er åbenbart så berømt at det var en del af min ordbog på telefonen.. Skræmmende!)

Jeg er en af de mødre der derimod går op i RENT tøj, PRAKTISKE sko og glade børn.
Jeg er en af de mødre der har en fest, når mine ungerne kommer hjem, møg-beskidte, fra institution for så har de altså bare haft en lækker dag.
Jeg er en af de mødre der lader lillebror arve tøj fra storebror, og storebror arve tøj fra fætteren.
En af de mødre der NÆGTER at rydde op på sin søns værelse, for at tage et billede af hans nye seng, som jeg lige kan putte et fikst filter på, og så smække det op på instagram, så det ligner et billede fra et katalog.

Tror I mine børn overlever?
Jeg tror det - Jeg er faktisk ret sikker.

I dag har været en hektisk dag. Jeg gjorde den måske lidt mere hektisk oppe i mit hoved, end den egentlig var - Pointen er, det har været en hektisk dag.
Ungerne er i dag taget på camping med mormor og morfar, hvilket jo betød pakning - I massevis. Som i, tøj til alt slags vejr, cremer, tandbørster og diverse det-kan-jeg-altså-ikke-undvære-mor-legetøj (som selvfølgelig er legetøj de ikke har kigget på i måneder, men i dag var det altså uundværligt!)
Det betød at jeg havde en 6 årige Spørge-Jørgen til at rende mig i røven sådan ca. Konstant og spørger "Hvornår skal vi af sted?" - Da jeg bad ham om ikke at spørge om det mere, ændrede spørgsmålet sig til "Mor, hvad er klokken?"

Det betød også at der skulle vaskes i bund, så alt var klappet og klar. Når det sker betyder det også parring af strømper - det tager jo en eviiiighed!
For ikke at tale om hvem der ejer hvilke strømper? Ja bevares, der er 4 år imellem mine drenge, men det betyder sgu da ikke at jeg sådan lige ser hvad fanden jeg egentlig laver, midt i mit stress og jag, vel?

Nå, men velviddende at det ville blive en hektisk dag, i dag, besluttede jeg mig for at være utrolig meget non-pædagogisk mor og starte dagen ud med at lade ungerne spise store fede nutellamadder foran tv'et i stuen. Mums, det var hyggeligt.
Imens havde jeg ro til at starte sokke-parringen.
Nutella-madderne blev efterfulgt af M&M's og høj musik, som resulterede i at min ældste nu kan citere sangen 'Drik' med 'De Glade Sømænd'.. Jeg lover vi går i kirke til jul, og får rettet op på den lille smutter.. Undskyld!
Til frokost stod den selvfølgelig på rugbrødsmadder - Med nutella!
Bare rolig vi sluttede af med en banan - som de fik lov at dyppe i ... Nutella!
MEN - Jeg fik fandme da pakket, til både dem og mig selv. Skiftet sengetøj, ordnet køkkenet og ordnet stuen.. Tak nutella :)

Nu ligger jeg i en lækkerblød sofa, og den ringe samvittighed burde vælte indover mig, men NEJ!
Jeg nægter simpelthen at lade en enkel nutella-dag, i ny og næ, gøre op for min evne som en god mor..
Og deres mulige sukkerchok skal deres mormor og morfar jo tage sig af, så jeg tager det helt roligt ;)

Kære med-mødre - Jeg synes det er dejligt at se billeder af jeres broccoli-spisende-hjemmelavet-smoothie-drikkende-unger.. Men ved I hvad der er endnu dejligere?
Når I slipper tøjlerne og lader panikken rase! :)
Nutella er svaret.

Kærlighed i børnehøjde.

Min store dreng på 6 år er lige nu i en periode hvor "hvorfor?" er en del af enhver sætning. Derfor har vi den seneste tid snakket om alt fra hvorfor isbilen ringer (Fordi der er udsolgt, selvfølgelig) - Hvorfor kirkeklokkerne ringer kl. 09.00 (Fordi det er først der man må stå op om søndagen, naturligvis) til kejsersnit, studenterhuer og forskellen på drenge og piger .. 

Lige til sidst nævnte, ik? Det er svært at være enlig mor til drengebørn, lige i den situation!

I dag kom emnet "kærlighed" så på bordet. 

Min første tanke var "Sådan! Endelig noget hvor jeg ikke skal finde på røverhistorier og lange udenomsforklaringer.." Jeg skulle da tro om igen.

Da vi først kom igang, var ordet "kærlighed" jo egentlig ret svært at forklare. For hvad ER kærlighed, egentlig?

Jeg prøvede først med noget ala. "Det er når to mennesker elsker hinanden.."
"Men mor, hvordan ved man at man elsker hinanden?"

"Det er noget man kan mærke i maven. Sådan en slags sommerfugle.."
"Men mor, får du sommerfugle i maven når du ser faster Nadia og mormor?"
"Ehmm.. Nej.. Øh.."
"Men dem elsker du da, gør du ikk', mor?"

HVORFOR ER DEN DRENG OGSÅ SÅ PISSE SKARP?

Jeg måtte tænke lidt. Hvordan skulle jeg forklare mig ud af det her, ikke-ret-meget-ligetil-alligevel-emne, uden at skulle igennem et hav af søforklaringer, blomster, bier og nutellamadder?

"Kærlighed er når man er stærk når det hele er godt - Men endnu stærkere når det hele er skidt!"

Fik jeg sagt.

Jeg kunne godt se at propellen på knægtens hoved blæste derud af med pendulfart. 

"Men mor....." sagde han, og holdt en lille pause.

"Nu kommer der et eller andet med Anne eller Ida fra børnehaven.." tænkte jeg og åndende lettet op "..Det var jo nemt nok alligevel!"

"Var det derfor dig og faster krammede så meget da du var syg og var på hospitalet? Fordi I var rigtig stærke af jeres kærlighed?"

BINGO!

Der ramte han sgu hovedet på sømmet, den bette.

"Netop, skat. Der var mor ikke så stærk, men jeg blev stærkere fordi jeg havde faster. Det er kærlighed! - Ligesom vi alle sammen krammede da oldemor døde. Fordi at den kærlighed vi gav og fik, gjorde os stærkere."

Vi sluttede vores samtale af med at snakke om forskellen på at elske og holde af - Forskellen på at elske en kæreste, sine forældre, sine søskende, sine venner og sine børn. 

At kærlighed og elske ikke var den samme ting. At kærlighed er at sætte pris på alt det gode og acceptere alt det ikke så gode. Og selvfølgelig det at "elske" var et MEGET stort ord, som jeg synes man skulle mærke godt efter nede i maven, inden man bare sagde det. Det forstod han godt. 

"Man skal ikke sige det, hvis man ikke mener det.." afsluttede han.

Og hvor har han ret.

Og nu sidder jeg her, som en meget stolt mor, med stof til eftertanke. Tænk at min 6-årige søn kunne forklare ordet "kærlighed", bedre end hans mor kunne (bevares, ordene har aldrig rigtig danset for mig, i lettere pressede situationer) - Og tænk at han faktisk tænker over så store ting. Det er jo ufattelig hvad der egentligt foregår inde i det lille hoved.

Jeg er dybt dybt imponeret. 

Gad vide om vi ikke alle sammen lever af, søger og holder os oppe på

kærlighed i børnehøjde? Intet filter. Den er der bare. Stærk, lige til og ikke til at tage fejl af!

"Nej mor, du er en god far.."

Det skal ikke være nogen hemmelighed at mine store dreng har været udsat for mere, end hvad godt er, for et barn på kun 6 år.

Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg er en stor del af dette.

Det skal heller ikke være en hemmelighed at han aldrig har haft kontakt med sin biologiske far.

Ej heller skal det være en hemmelighed at jeg ikke har gjort det store for deres kontakt - I min optik skal dette komme fra far selv. Af fars egen lyst - fra fars eget hjerte. Det skal ikke være noget jeg presser nedover hovedet på ham. Ligeså må jeg jo nok indrømme at jeg måske frygter det eventuelle afslag, hvis jeg en dag skulle komme så langt, at kontakte ham på min store drengs vegne.

Min store dreng ved godt at han har en far et sted derude. Han ved også hvad han hedder, og han ved at hans far og jeg har været kærester engang.

I dag, på en længere gå tur i det gode vejr, kom alle de spørgsmål jeg har haft 6 år til at forberede mig på. Mange af spørgsmålene har vi haft før - Snakket om dem, grædt sammen, grint sammen., undret os sammen.

Alligevel kom de så uventet, i dag. 

Mens min søn snakkede, var det som om alt gik i stå indeni mig. Udenom mig trampede livet larmende og voldsomt afsted. Henover alle mine drømme, mine håb, min kærlighed, mine tanker. Indeni mig var der koldt. Tungt. Stille?

Alle følelser hamrende igennem min krop. Sorg, angst, lettelse, frustration, frygt, kærlighed, had. Og når jeg kunne blive ramt af det her følelseskaos, tør jeg slet ikke tænke på, hvilke følelser min søn gik med, når det nu var ham der gik med alle spørgsmålene.

"Men mor, var jeg ikke god nok til ham?" - "Men mor, var det fordi jeg græd meget?" - "Men mor..."

Jeg svarede, så godt jeg kunne, uden at sætte hans far i et dårligt lys, og uden at få min søn til at føle sig forkert.

Jeg svarede med et håb om at han kunne høre overskuddet i min stemme - selv om jeg indeni var lillebitte. Selv om jeg indeni skreg efter de rigtige ord, de rigtige svar!

"Men mor, er du så også min far?" - Jeg stoppede op, tænkte.. Tænkte lidt mere. Hvad skulle jeg svare?

"Nej, jeg er din mor. Jeg kan, og vil, altid kun være din mor. Men jeg vil også altid gøre mit til at du skal være glad. Føler du at du mangler at kende din far?"
Jeg bed mig selv i tungen - Nu havde jeg for alvor åbnet op for muligheden.

Knægten tænkte - Havde der været en propel på hovedet af ham, havde den drønet derud af. Det knagede.

"Nej, mor. Nej. Jeg mangler ingenting." sagde han, tog min hånd og fortsatte "Du er en god far!"

I det de ord kom ud af hans mund, væltede tårene ud af mig. Jeg ville ønske jeg kunne lade det øjeblik stå helt stille.

Min store, omsorgsfulde, 6 årige dreng havde sat ord på noget så stort, så følelsesmæssigt - Og han havde gjort det til UG!

Jeg ville slet ikke fortænke ham i det, hvis han følte at han manglede at få opklaret de 50% af sig selv. 

Jeg vil på intet tidspunkt sætte spørgsmålstegn, hvis han en dag bliver nysgerrig.

Men at vide at han lige nu, lige i dag, i en alder af 6 år, kunne sige at han ikke havde det behov. Det overraskede mig ikke kun, det gjorde mig også stolt. 

Det gjorde mig stolt fordi han, trods alt det han har været igennem, kan se så utrolig mange glæder i alt det han har - I stedet for at se alle sorgerne i alt det han ikke har. 

Lige nu er han måske en lille smule bange for hvad det egentlig er, der gemmer sig bag ordet "far", men en dag kommer den nok - nysgerrigheden. Trangen til at vide hvor han kommer fra. Og den dag vil jeg støtte ham, med alt hvad jeg har i mig. Men indtil da, vil jeg hver dag sætte jeg pris på at min store dreng synes, at jeg er en god far <3

Nye tider..

Jeg har haft en vidunderlig weekend - Generelt tegner mit liv sig bare mere og mere vidunderligt, lige for tiden, selv om jeg absolut ikke synes jeg manglede noget, før.

Denne weekend har været skøn, lige til og fuld af så mange grin, helt fra hjertet - der har bare været ÉN stopklods.. Mig selv.

Lørdag var vi på Hjallerup marked, drengene og jeg. Og selv om jeg nød at se mine drenge grine, smile, drille og hygge, så kørte mit hoved på total overtryk.
Flyvetanker, hvad nu hvis'ere og 10.000 andre ting fløj igennem hovedet på mig, med 200 km/t.
Da vi kom hjem, lørdag aften, havde jeg egentlig allermest lyst til at sidde mig i et hjørne og pille hver en tanke ud, vende den, dreje den, kigge lidt på den, analysere den, vende den lidt igen - Og så liiiiige analysere den en gang til.
Det har jeg gjort en milliard gange før, så hvorfor ikke også nu?

1 - Fordi jeg havde gæster. Jeg skulle være på og til stede.
2 - Fordi.. Det har aldrig nyttet så meget, vel?

Jeg ved det jo godt, og jeg har nok altid vidst det - at mit overanalysering intet nytter. Tværdigmod gør det nok egentlig mere skade end gavn, på længere sidst. I hvert fald for mig selv.

Jeg glemte jo at stoppe op, og være i nuet, nyde nuet og opleve nuet, fordi alt andet dansede i baghovedet.
Da jeg kom i seng lørdag aften, faldt jeg egentlig ret hurtigt i søvn, men jeg vågnede til gengæld ved 02-tiden om natten, med selv samme tankemylder.
Jeg lå og gloede op i loftet - sorterede - analyserede - vendte - drejede - skilte ad. Halvanden time senere havde jeg kun fundet frem til ét svar.
Alle mine drenge fortjener at jeg er lige der, hvor de er - der hvor de har det sjovt, og der hvor DE har hjertet med. Ikke i et tankekaos, ikke i fortidens 'hvad nu hvis'ere' - Men i nutidens 'lykke' - stigende efter fremtidens 'derfor!'

Jeg kan ikke sige med garanti at jeg er færdig med at overanalysere - det er jo nok bare en del af at være Mette. Men jeg kan sige med garanti at jeg vil arbejde på at lade nogle situationer, være nogle situationer. Svarene får jeg jo alligevel aldrig, før jeg har prøvet det hele af, vel?

Nye tanker - Nye tider.

Den ufærdige facitliste.

Jeg har svært ved at elske. Jeg har svært ved at tro. Jeg har svært ved ikke at være pessimist, når det kommer til (mulig) kærlighed. Det har jeg været helt bevidst om det sidste års tid. Jeg arbejder på det hver evig eneste dag, og imorgen er jeg meget bedre, end jeg var igår.
Jeg er til gengæld også, oveni, blevet helt bevidst om at ingen rådne ar, skal gå udover en ny - Dog har jeg (alligevel) taget mig selv i at fravælge, skubbe væk og droppe så snart jeg mærkede bare en anelse af det jeg var vant til.
For nogle måneder siden gik det så op for mig, at jeg faktisk også gjorde det, når jeg mærkede noget jeg ikke kendte - Eller ikke har været helt så vant til. F.eks. kærtegn, eller åbenlys omsorg.
Da jeg opdagede det lagde jeg det hele på hylden og besluttede mig for at arbejde med hvad det egentlig var jeg søgte - Hvis jeg overhovedet søgte noget?
Hvad kunne jeg tilbyde? Hvad forventede jeg? Hvad var det jeg drømte om?

Alt hvad der handler om mig og hvad jeg har at tilbyde, har jeg beskrevet (Et par gange) tidligere, så det gider jeg ikke komme ind på. Men jeg vil gerne ind på, følelserne og tankerne bag min "ufærdige facitliste".

Jeg har aldrig været i forhold hvor jeg har har haft behov for at gå under jorden - hvor jeg har ligget på skadestuen med blå øjne og hjernerystelser. Men jeg har været i så psykisk usunde forhold at jeg har nedbrudt mig selv. Lad mig understrege her, at jeg IKKE lægger alt ansvaret over på modparten. Jeg blev selv i det. Jeg lod det ske. Jeg tog imod. Det kan ingen andre end jeg selv, tage ansvaret for.
Jeg har med garanti også været svær at leve sammen med - Det vil jeg ikke benægte.

MEN, grunden til at jeg blev i det - grunden til at mine forhold har fået lov at udvikle sig sådan, er egentlig meget simpel, har jeg fundet ud af.
Jeg har været SÅ svag. Så forblændet af et perfekt glansbillede at jeg helt glemte at have mig selv med i alt hvad jeg foretog mig. Hvor er det dog egentlig sørgeligt at man har så lidt styr på sig selv, hva'?

For et par uger siden lå jeg i min seng en sen aften, efter at have haft lang aften foran arbejdscomputeren med skriveri, og tænkte over om jeg egentlig var glad for det jeg havde. Om jeg egentlig var virkelig glad, eller egentlig bare havde det ret behageligt? Og gu' er jeg glad for det - Men vigtigst af alt, ik'? Så er jeg glad for mig selv. Jeg er langt fra perfekt, men jeg ved hvad jeg består af. Jeg ved også hvad stinker til, hvad jeg er skide god til, hvad jeg hver dag skal arbejde med og hvornår jeg har handlet forkert. Tænk at det skulle tage mig 27 år.
Tænk at jeg har levet så meget igennem et drømmebillede, at jeg egentlig glemte at se den virkelige verden. Tænk at jeg levede så meget igennem andre mennesker, at jeg egentlige glemte at leve for mig selv.
Sølle, er det.

I dag sagde jeg så til min veninde (Et brud af en samtale) - "Jeg sidder i saksen, jeg tror ikke jeg kan finde ud af at have en partner"
Hun kiggede, selvfølgelig, undrende på mig og mit svar til hendes udtryk var "Jeg er blevet enspænder. Jeg har det fint med at være mig!" - LØGN! Det der egentligt blev sagt i mit hoved var "Når jeg først elsker, så elsker jeg virkelig!"

Før var jeg nok lige så forelsket i billedet, som i min partner - Det ved jeg ikke kommer til at ske igen.
Jeg ved også at jeg er så stærk nu at jeg ikke lader mig føje, bukker under eller ser igennem fingre med ting der faktisk gør mig ked af det. Ja, bevares - Selv min familie har sagt at jeg er blevet en skrabedulle. Der er ikke rigtig noget filter tilbage ;) Dog kan de "knap så pæne ting" godt siges på en rigtig pænt måde.
Finder jeg en ny partner, bliver det med de drømme vi skaber sammen, de farver vi sammen vælger på vores billede. Ikke dem jeg har valgt på forhånd.
Dem jeg har valgt på forhånd er drømme og mål for mig selv - Ting jeg kan klare alene.

Men, når jeg først elsker, så elsker jeg virkelig. Og når jeg virkelig elsker er der også en risiko for at miste, og blive dobbelt op på såret.
"Hej Mette, din pessimist, hvad med at tro lidt på det hele?"
Netop - Hvad med at jeg lige droppede det der med at leve AF fortiden, og så levede lidt FOR fremtiden i stedet for? Hallehøjsa det lød klogt, sikke så, hvor hun kan!

Så da jeg lige stak min veninde den løgn i dag, gav jeg også mig selv en kæmpe lussing bagefter.
Nok er jeg glad for det jeg har - Men hvorfor skulle jeg ikke give mig selv lov til at dele det med en?

Så følelserne bag min ufærdige facitliste ligger jo i alt det jeg ikke længere er. Alle de ar der er med til at gøre mig til mig. En gakket lille tøs, med hjertet på rette sted - For den rette.
følelserne bag min facitliste handler ikke om det perfekte billede, men det realistiske i at vide hvad man kan og vil tilbyde, og ikke mindst hvad man forventer.
Ingen siger at facit skal være der fra start - Man skal først se om man kan løse udregningerne sammen. Om man vil kæmpe for at komme frem til samme facit. Om man vil male de samme farver på billedet. Og vil man ikke det, kan de farver man så hver især maler, gå sammen, og måske gå op i en højere enhed?

Jeg har intet drømmebillede at leve efter længere (tak gud for det) - Til gengæld har jeg en ufærdig facitliste - Hvor jeg ikke kender det ENDELIGE svar endnu, men jeg ved hvad jeg har at tilbyde af kompetencer til at nå frem til det jeg TROR er svaret - lige nu i hvert fald. Måske ændre facit sig undervejs? Måske bliver udregningen pludselig en anden? Måske inspireres jeg til at nå et nyt facit - Et større facit.
Men indtil nu, ved jeg hvad jeg har af kompetencer og forventninger til at nå et facit - Hvad facit så er, det må tiden vise :)

Overspringshandlinger *Hjerte hjerte*

Jeg har siddet her på min altan, siden imorges kl. 09.00, med de bedste intentioner om at få skrevet det udlæg jeg skal have sendt afsted inden mit næste foredrag. Ja bevares, med en deadline kl. 21.00, har jeg måske lidt travlt - MEN!!!! - Overspringshandlinger, ikkås? Det er virkelig verdens bedste-værste opfindelse.

• "Hov - Trænger der ikke lige til at blive støvsuget?"
• "Ej, det er lang tid siden jeg har prøvet det her tøj - Det gør jeg lige."
• "Ej, måske kan den her bluse gå sammen med de her bukser.. Næh, på med de andre igen.. Eller?"
• "Jeg tror jeg er sulten - Jeg må hellere lave den sandwich inden jeg sådan går total kold.."
• "Fik jeg lige en snapchat? Ej, jeg kan godt lige svare med et grimt billede af mig selv,.. Hihi, de svarer tilbage, hvor hyggeligt!"
• "Jeg tror da mine negle trænger til at blive lakeret igen.."
• "Ej - Jeg tror hende der på facebook, har brug for lige netop mit råd - Jeg må hellere svare"
• "Hvis jeg lige bytter om på glas og kopper i skabet, så er det hele meget mere praktisk.."
• "Gad vide hvor længe jeg kan sidde og klikke med den her kuglepind, inden jeg bliver træt af mig selv.. Hov, nu gik den i stykker - Jeg finder en ny!"

Og nu .. "Jeg kan jo lige skrive et blogindlæg om overspringshandlinger - Fordi .. Så giver det hele jo bare meget mere mening, i mit hoved!"

Og alt imens jeg har siddet og skrevet dette indlæg, har jeg også lige lagt alle tallene sammen i mine og drengenes CPR-numre, for at se om det ville give samme resultat, fordi det ville jo være super skægt hvis det gjorde det, ikk? Det ved vi alle!
Derudover har jeg nu også fået styr på hvad jeg skal drikke til den fest jeg skal til om en måned - Men så er der selvfølgelig tøj-krisen.. Og er det egentlig rigtigt at drenge græder om natten? Det siger Bamse!

Gad vide hvorfor jeg stadig er single? Måske er det noget med horoskoper, og hvordan planterne vender lige nu. Der kan i hvert fald ikke være andet til grund!
GOOGLE!

Tilbage til hvor det startede..

Igår var jeg tilbage hvor jeg føler, og husker, at hele mit selvstændige liv startede. Hjemme hos min venindes forældre, sammen med min allernærmeste veninder, med en dåseøl i hånden, musik vi alle kunne synge med på, og tøjkrise over det hele (for mit vedkommende).

Dengang hvor vi var sammen for at blive fulde, tage til byfest, skabe drama, og ringe sammen dagen efter, kun for at minde hinanden på hvad fanden man havde fortaget sig, dagen før.

Nu sad vi der, 10-12 år senere, de samme mennesker, i det samme hjem, stadig med en dåseøl i hånden, og god musik i højtalerne. MEN, musikken var ikke høj og overdøvende, øllerne blev ikke tylleret ned, for at blive hurtigere fuld, og det var ikke drukspillet vi grinte mest af.

Igår var vi sammen for at være sammen, for at hygge os, høre hvordan det gik med hinanden, udtrykke bekymringer om hinanden, vores jobs, børn, kærester og fremtid, og holde ved vores tradition. Byfest!

Jeg sad en kort stund og studerede mine veninder, mens de sludrede, lyttede, grinte og tydeligt - meget tydeligt - elskede hinanden. Deres blikke var slet ikke til at tage fejl af. Det var så oprigtigt, og faktisk et utrolig overvældende lille øjeblik for mig. Og jeg blev ramt - ramt af en utrolig stolthed - over dem som personer, men især også en stolthed over at være en del af disse pigers liv. Over at være en del af en så fantastisk lille gruppe. Over at have været, og stadig være tilskuer til deres fantastiske udvikling.

Selv om vi alle er gået i hver vores retning. Nogle er blevet gift, nogle læser på livet løs og ligger deres liv i gode frivillige projekter, nogle af os har fået børn, og nogle ligger deres tid i deres sport - selv om vi er så forskellige, så formår vi bare stadig at finde hinanden, ramme hinanden, forstå hinanden og motivere hinanden.

Ser jeg tilbage på mig selv i denne gruppe af piger, for ikke ret mange år siden, så tror jeg de færreste kendte mig - dybt inde. Jeg kendte jo knap nok mig selv, men igår kunne jeg sige med sikkerhed i stemmen, at jeg har det godt. Rigtig godt. Jeg tog mig selv i at føle en lettelse da jeg sagde det. For første gang meget meget længe, mente jeg det. For første gang meget meget længe, kom de ord fra mit hjerte! Jeg løj ikke overfor dem, og jeg løj, allervigtigst, ikke for mig selv.

Når jeg ser på mig selv, i denne gruppe af piger, tror jeg altid jeg har været den der haltede lidt bagefter, med at tage ansvar for mit liv, og finde ro i hvad jeg ville. Vi er alle blevet ramt af hver vores skæbne, og vi har alle tacklet det forskelligt. Nogle bedre end andre. Jeg er en af de "andre", og jeg er ikke bleg for at indrømme at jeg da tit er blevet ramt af misundelse når jeg har siddet og hørt om deres lykke.

Ligeså har jeg aldrig følt mig helt så værdig til at være i denne gruppe, fordi disse piger er så fantastiske som de er - Jeg har aldrig rigtig følt at jeg kunne følge med, på den front.

Indtil jeg for nogle år siden valgte at tage ansvaret for mit eget liv - Valgte at jagte min egen lykke, i stedet for at vente på at lykken kom til mig, at tingene flaskede sig for mig. Istedet valgte jeg at lade mig selv styrer mit liv. Ikke mine følelser, ikke de mennesker der kunne påvirke mig, og slet ikke min selvmedlidenhed.

Og igår blev jeg så ramt af sætningen "Jeg er så stolt over din nyfundne selvsikkerhed".

Jeg havde aldrig troet at jeg ville være en af dem, de faktisk var stolte af - Jeg har altid troet at jeg var den der havde mest grund til at være stolt af dem, og over at kende dem.

Ingen tvivl om at disse piger ejer så mange fantastiske egenskaber, som jeg ser så utrolig meget op til.

De er så utroligt stærke, modige, kærlige og forstående, hver og en, på hver deres måde, og jeg kan kun sige, helt ærligt, lige fra hjerte, og med en glædeståre i øjet, at de altid vil være mine evige forbilleder.

Hvis jeg en dag bliver bare halvt så fantastisk en veninde, halvt så stærk, og halvt så modig som dem, så vil jeg være mere end lykkelig <3

Hold kæft, hvor jeg er heldig!