Igår havde jeg ærligtalt ikke det store overskud til at give hende den vilde roman, så jeg lovede hende at jeg ville opdatere herinde, så snart jeg følte for det.
Og det føler jeg for nu!
HEJ!
Jeg hedder Mette, og jeg har faktisk ikke særlig meget lyst til at sætte ord på noget som helst.
Hvorfor?
For så skal jeg erkende.
Er det svært?
Ja!
Hvorfor er det svært?
Ja, for så skal jeg jo til at tænke over hvordan jeg egentlig har det..
Først vil jeg dog nævne det positive.
Jeg blev, som nogle ved, sygemeldt den 3. februar. Som hovedårsag fordi min yngste er under udredning på Skejby sygehus, og kræver en del pasning hjemme. Men faktisk også fordi at jeg under min uddannelse gik ned med en stress-reaktion, jeg nok egentlig ikke tillod mig selv at komme helt over. Av, det bed mig i numsen.
Desværre fik jeg en konsulent på jobcenteret, under min sygemelding, som ikke var særlig menneskelig, og efter min første samtale med hende, ramlede hele min verden.
"Det er nu ikke meget du har opnået med dit snart 30-årige liv.. Hvad skal vi stille op med dig?"
Well, well, well.. Måske mit CV ikke er langt og fængende, MEN, jeg har været god til det jeg har lavet.
Det var dog ikke det første jeg tænkte - Det første jeg tænkte var "Nej, hun har ret.. Hvad har jeg egentlig at byde på?"
Jeg følte mig forkert i "den syge" kasse. Og ved I hvad? Det var der en ny konsulent der var enig med mig i. Så her står jeg - ikke længere sygemeldt - men på orlov, indtil min søns udredning er ovre. Det er dæleme et hurra værdig! Da jeg fik opkaldet tillod jeg mig selv at danse en lille "hurra-for-mig-dans", velvidende at min kæreste stod og kiggede noget så åndsvagt på mig.. Det syn kommer han vel over en dag :)
Men, hvad så ellers?
Ja, hvad så ellers, gutter?
Min yngste søn er under udredning, og jeg er magtesløs, min ældste søn er pre-teenager, mine veninder kæmper, min morfar har brug for mig, min familie, mit forhold og mit liv..
Jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte.
Jeg har grædt så meget den seneste tid, og egentlig har jeg givet mit forhold skylden. Ikke fordi han er en skidt fyr, for altså.. Jeg har ikke kun sommerfugle i maven, jeg har 48 zebraer til at trampe rundt. Han er skøn, dejlig, han får mig til at smile og grine.
Men hvorfor har jeg så givet mit forhold skylden?
Ja se, det har jeg lige brugt en times tid til at tænke over - for jeg vil egentlig gerne selv vide det.
Fordi det har været nemt. Det har været nemt at ligge skylden på noget, som man kunne finde små mangler i - i stedet for at kigge på det store hele billede, formet af alle de små ting, i en stor pærevælling. Det er da nemt.
Men uretfærdigt. Tak for at han stadig står her, den tålmodige mand.
Min veninde sagde igår - en anden veninde sagde i dag "Du skal huske dig selv, forkæle dig selv, tænk på dig selv" - De har ret. Det skal jeg da.
Men hvornår?
Jeg har ikke muligheden for at læne mig tilbage i sofaen og bare slappe af, og være Mette.
Fra jeg står op om morgenen, til jeg går i seng om aftenen, er jeg mor, kæreste, veninde, datter, barnebarn, søster.
Når jeg endelig er uden begge børn, er det fordi jeg skal noget. Ikke fordi at "det er jeg bare", men fordi jeg skal noget. Jeg skal jo sørger for pasning til i hvert fald min ældste. Og når han så er væk i et døgn, så skal jeg satme nå en helt vildt masse meget. Alt det jeg ikke kan, når jeg ved at der er to unger der venter mig i hverdagene. Forstår I?
Lyder jeg ynkelig? Det gør jeg meget sikkert.. Men jeg er faktisk heller ikke bleg for at erkende, at jeg som fuldtidsmor - og alene mor - savner at kunne være Mette.
Så ja, jeg skal tænke på mig selv. Det er rigtigt.
Dog tror jeg at det jeg har allermest brug for lige nu - det jeg higer allermest efter - og nok også det behov der har gjort at mit forhold er blevet bandet og svovlet væk - det egentlig nok er fordi jeg har brug for at blive tænkt på!
Er det okay at have den følelse?
Er det okay at jeg i en alder af snart 30 år - at jeg som værende mor i snart 8 år, stadig kan savne følelsen af at være den lille, den sårbare, prinsessen i en eller andens liv.. Måske bare lige for en dag?
En der tager min hånd og siger "Halløj musen, i dag er din dag. Nu skal du forkæles, fordi DU fortjener det!"
Er det helt okay, eller er det snot forkælet?
Jeg siger ikke, med dette, at jeg kun giver og aldrig får, aldeles ikke - for jeg får så meget af de mennesker jeg har omkring mig, og jeg håber og beder til at jeg en dag - en eller anden dag - ville kunne formå at give dem bare halvt igen. For det fortjener de om nogen.
Jeg siger bare at jeg i forsøget på at få mit familieliv til at gå op i en højere enhed - i forsøget på at få mine venskaber til at gå op i en højere enhed - i forsøget på at fremskynde processen om mit syge barn - i forsøget på at aflaste min mor omkring min morfar - i forsøget på at hjælpe min ældste søn lettest muligt igennem hans skolegang - i forsøget på at være "the good wife" - i forsøget på at få det hele til at gå op, i forsøget på at holde sammen på alle disse ting - i alle disse forsøg har jeg måske bare brug for at en eller anden holder sammen på mig. Ikke for altid. Bare lige for en dag.
Jeg lyder faktisk rigtig ynkelig og snothamrende forkælet.
Og lige nu - bare sådan LIGE NU - der vil jeg tillade mig selv at være det, for ved I hvad?
Lige om lidt skal jeg ud og smøre madpakker, og derefter hænge vasketøj op - Jeg skal være mor.
Så lige nu - bare sådan LIGE NU - der vil jeg være Mette.
