Søvnløs..

Klokken er 06.04 og jeg har været vågen i halvanden time. Jeg blev vækket af den fineste fulgekvidder, og kunne selvfølgelig ikke sove igen. (Det får man ud af at gå i seng kl. 21, Metten )

Mens jeg sidder her, med min kop kaffe, og lyden af et hjem der summer af lykke og idyl (to sovende børn, og et køleskab der knirker indimellem) flyver tankerne nemt hen på alle de fantastiske mennesker, jeg har i mit liv. Mennesker jeg har haft hele mit liv, veninderne jeg har haft i over 15 år, men også de mennesker som er dukket op, over de sidste år, og som egentlig ikke har tænkt sig at smutte igen. Jeg føler mig virkelig privilegeret, heldig og ovenud lykkelig!

Lige på det punkt, med at lukke mennesker ind i mit liv, der er jeg nok lidt anderledes, end så mange andre - og dog?
Jeg tror på det gode i folk, indtil det modsatte er bevist. Indtil det modsatte er bevist igen.. og igen.. og igen. Jeg giver rigtig mange chancer. Fordi jeg tror på at vi alle er mennesker, og vi alle begår fejl. Dette har været med til at jeg har fået nogle slag, igennem tiden. Jeg har mistet og jeg har måtte stå ansigt til ansigt med folk der sagde "hvad sagde jeg?". 

Det 'sjove' er dog alligevel, at jeg faktisk ikke lukker folk ind i mit dybeste jeg - Det har jeg lært, at det er farligt. Det jeg er udenpå, måske også lidt midt i - det må de gerne se. Men helt inde, dybt inde. Det holder jeg for mig selv, og mine aller nærmeste.

Som jeg sidder her og skriver, går det op for mig, at jeg nok burde formulere mig anderledes. For det med at lukke folk ind, det er ikke noget jeg gør længere. Det er datid. Jeg GJORDE det. Jeg stod klar med åbne arme. Ikke længere, jeg føler jeg har dem, jeg skal have.

Igennem den sidste tid er jeg blevet kaldt ting som "manipulerende", "egoistisk", "hævngerrige".. Det er jo ord man, eller i hvert fald jeg, tager til mig og tænker over. Det har jeg gjort længe nu. Ikke fordi jeg selv synes at jeg handler ud fra de beskrivelser, men fordi jeg ville være ked af, hvis folk opfattede mig sådan.
Sandheden er nok egentlig bare at jeg i virkeligheden er begyndt at stå ved mig selv, stå ved min egen dømmekraft og sætte en stopper for folks tankegang om at man kan fejle hos mig, som man har lyst, for jeg tilgiver jo alligevel.
Jeg har let ved at tilgive - men jeg har også, langt om længe, fundet mine grænser.

Dermed ikke sagt at jeg går rundt og bærer nag. Det gider jeg ikke spilde min energi på - jeg sætter bare en stopper for det, som ikke længere er kampene værd. Det kan man måske godt kalde egoistisk? Men man kan også kalde det, at stå ved sig selv. Og det er der jeg er kommet til nu. Jeg står ved mig selv. Og det er måske nyt og skræmmende for de mennesker som altid har kunne fløjte, og så stod jeg der som den sødste nikkedukke. Hvilket jeg godt forstår at det kan være - skræmmende, træls, mærkeligt?

 Jeg har også måtte gøre venskaber til bekendtskaber, fordi vores værdier og liv bare ikke stemte overens længere. Det er nu engang livets trælse gang.

Jeg vil gerne høre på dig, jeg vil gerne høre på hvorfor du gør som du gør. Jeg vil gerne se det fra din synsvinkel. Hvis du er villig til at se det, og prøve at forstå det, fra min synsvinkel? Der ligger den store forskel.
"Noget for noget?" Tænker folk så måske.
Og ja - I dette tilfælde, noget for noget. Hvorfor skal jeg bruge min tid på at prøve og forstå hvorfor du gør som du gør, når min mening, min holdning og mit synspunkt for hvorfor JEG gør som JEG gør, er fuldstændig irrelevant for dig?
Så er der jo alligevel ingen grund til at have dig i mit liv, vel? Hvis ikke også mine tanker, tæller?

Nok har mit liv ikke formet sig, som jeg ønskede det. Nok har jeg mistet nogle mennesker i svinget, som jeg holdte rigtig meget af.
Men vigtigst af alt, så står der stadig nogle mennesker i mit liv, som nægter at forlade mig, uanset hvordan mit liv former sig, og uanset hvor meget selvrealisering jeg går igennem.
Dybt inde vil jeg stadig være lille, gakkede Mette - bare med andre værdier og livssyn - og med en helt anden, og meget bedre selvopfattelse, end for bare 1 år siden ❤

Frit løb.

Jeg sidder i mørket, på min altan. Har tændt computeren, uden egentligt at vide hvad jeg vil skrive. Tårene løber ned af mine kinder. Uden jeg ved hvorfor? Musikken hamre i mine ører - uden at jeg egentlig lytter. Mine hænder ryster - er det medicinen eller tårenes skyld? Måske fryser jeg egentlig bare lidt?

Alle følelser ramler indover mig. Vrede, angst, sorg, savn - kærlighed? Lykke? Der er lys i lejligheden, men er der overhovedet nogen hjemme? Sådan følelse det ikke lige nu. 

Indimellem har jeg det som om jeg jagter spøgelser. Jeg har aldrig sagt at jeg har alle de rigtige svar - jeg har heller aldrig sagt at alt det jeg gør, er det rigtige. Noglegange sårer jeg også folk. Det bliver man indimellem nød til, for selv at overleve. Det føles som stilhed før stormen. Men stormen er uventet. Jeg ved ikke hvornår den rammer, hvad der rammer og hvorfor den rammer. Jeg kan bare mærke at den kommer. 

For en gangs skyld sidder jeg egentlig bare her og holder min kæft. Lader fingerne glide henover tasterne. Lader "klik klik klik" udfylde den stilhed, der slet ikke er der. Lader lyset, fra computerskærmen, udfylde det mørke rum.

Igår kunne min mormor være blevet 77 år. For 2 år siden, omkring denne tid sad vi alle sammen samlet. Lykkelige - Men alligevel ulykkelige. Vi vidste godt at det ville være sidste gang at familien, på denne måde, ville være samlet under lykkelige begivenheder. Og ganske rigtigt. 3 måneder senere var vi samlet igen - til min mormors bisættelse. Jeg kan nemt sidde her og give gårdagens mærkedag skylden for at jeg nu sidder og tuder. Det er nok også til dels derfor - men det er ikke alt. Det må jeg nok indrømme.
Jeg savner min mormor ubeskriveligt meget. Jeg savner at kunne ringe til hende og høre hendes stemme. Jeg savner hendes smil, hendes duft, hendes kram. Jeg savner hendes glæde, hendes fordomsfrie sind, hendes ærlighed, hendes humor. ALT!
Jeg savner hende der elskede mig, når jeg mindst fortjente det. 

Jeg bærer hendes kæde om min hals hver evig eneste dag. På den måde føler jeg at hun altid er med mig. På den måde bliver jeg mindet om hvad jeg har at kæmpe for. Hvis jeg en dag bare bliver halvt så fantastisk en mor - halvt så fantastisk et menneske, som hun var, og som min mor er i dag. Så vil mit mål være nået.

En tanke rammer mig. Mon jeg nogensinde ville kunne formå det? Mon jeg har styrken til at komme dertil? Jeg ved at både min mor og min mormor har taget deres slag. Kæmpet deres kampe. Spørgsmålet er om jeg ligger inde med samme viljestyrke? Jeg ved jeg har gode intentioner. Jeg ved også at jeg for det meste tror på mig selv. Men jeg ved også at jeg tit og ofte føler jeg rammer panden mod en mur. Føler jeg bliver mistolket. Føler at lige meget hvad jeg siger, hvordan jeg formulere det, og hvordan jeg end prøver at ligge tingene ud - så er der bare nogle der kun hører det, som de end vil hører det.

Det er jo som sådan ikke mit problem. Det ved jeg. Men alligevel irritere det mig. Det går mig på. Jeg hader at blive misforstået. Især når det kommer dertil at folk så ikke spørg ind til hvad jeg egentlig mener. Hvad min hensigt egentligt er. Hvad mine tanker bag min handling er, men bare laver deres egen fortolkning. Deres egen forståelse. Deres egen situation ud af det. 

Hvilket nok også er noget af det der gør at jeg den dag i dag bliver skarp i munden hvis jeg føler det er på vej derud. Især hvis det er et menneske meget tæt på mig. Så bliver jeg virkelig træt af det, og hæver måske også stemmen. Det må være en af mine "nye" svagheder. Ikke at folk ikke må have deres egen mening - det må de hellere end gerne. Det skal bare ikke være en mening der er baseret på det de TROR jeg har sagt eller ment. 

Nu løber tårene igen. Jeg har mistet nogle mennesker på den bekostning. Nogle jeg måske skulle have kæmpet mere for. Men måske er udfaldet her også fint nok. Jeg har ikke uendelige kræfter, og der er bare visse kampe jeg ikke længere har kræfter til at kæmpe. De kræfter må jeg hellere ligge på hjemmefronten. Ligge i mine drenge, og den egoistiske handling jeg tog, at sætte dem ind i den her sindssyge verden.
Terrorangreb, fordomme, skænderier - jeg vil så gerne skåne dem. Jeg vil så gerne holde dem tæt ind til mig og fortælle dem at alt det vi ser i nyhederne, alt den træthed de indimellem ser i mine øjne, ikke er noget de nogensinde vil opleve. Men så ville jeg jo lyve. Jeg må vel bare prøve, på bedste vis, at forme to drenge der har tillid til den verden de snart skal omfavne. To drenge der ved at næste-kærlighed er vigtigt. To drenge der stoler så meget på sig selv, at de ved hvornår de skal sige stop. To drenge der indeholder empati, selverkendelse og respekt - for dem selv og deres medmennesker. To drenge der formår at skille rigtigt fra forkert, og arbejde derudfra. To drenge der ved hvornår de skal undskylde, hvornår de skal sige tak, og hvornår de skal sige "jeg giver op!"

Der er ingen tvivl om, at jeg som mor gør det allerbedste jeg kan. Og jeg lærer stadig hver dag. Hvis bedre er muligt, så er godt bare ikke godt nok. Der er ingen tvivl om at jeg nu som mor, ikke kan tillade mig at sige "Det kan jeg ikke overskue" eller "Det er jeg ikke i humør til" - Når det kommer til mine børn, så kan jeg overskue alt. Sådan er det bare. Det SKAL jeg.
Sandheden er at jeg sgu heller ikke altid kan overskue situationerne, larmen, diskussionerne og hvad der ellers følger med en pre-teen og en tumling. Jeg er slet ikke perfekt - langt fra. Men jeg SKAL overskue disse situationer. 24/7. Og på de dage jeg så har lidt svært ved det, der må jeg så nedprioritere noget andet. Støvsugningen. Vasketøjet. Og så må jeg græde mig selv i søvn af udmattelse, klokken 20.30, fordi dagen har været lang og træls. That's the real mommy-life. Det er konsekvensen af min egoistiske handling. Det er konsekvensen af den uendelige kærlighed jeg valgte at skænke mig selv, ved at sætte to børn til verdenen.

Jeg er stadig ikke nået ind til kernen af hvorfor jeg sidder her med tårene trillende ned af kinderne. Måske er der slet ikke en kerne i det her. Måske har jeg bare fået nok af at være stærk, for en stund? Måske har jeg bare brug for frit løb? Måske har jeg bare brug for at blive forstået? Ikke ynket, men forstået, ikk? 

For jeg kan da sagtens sidde her, som jeg har gjort så mange gange før, og fortælle hvor vigtigt det er at se livet for alle mulige dejlige vinkler. Sandheden er dog også at jeg indimellem er verdens dårligste til at følge mine egne råd. Jeg prøver så vidt muligt hver dag at følge dem, men jeg rammer sgu også mine huller, hvor jeg har lyst til at sidde mig ind i et hjørne, vikle mig ind i min dyne, og se stormen passere. Lade alle andre kæmpe mine kampe, lade alle andre tænke for mig og så bare sidde der.. Bare se på. Det ville være det dejligste, det mest befriende. Det letteste indimellem. Men sådan er virkeligheden jo bare ikke. Og jeg får jo mine styrker, min viden og min selverkendelse fra mine nederlag, ikk?

Indimellem kan jeg sgu bare ikke skelne mellem nederlag, og sejre. For nogle bliver jo altid såret. Jeg vil altid være ondskabsfuld i nogle øjne. Og hvor meget sejr er det så egentlig? Det spørgsmål har jeg dæleme stillet mig selv rigtig mange gange. Ligesom jeg prøver at lærer mig selv at være mere egoistisk. Men det ligger bare ikke til mig, vel? Jeg vil så gerne behage alle - det har jeg bare desværre tabt rigtig meget af mig selv på. Så hvor er den gyldne mellemvej? Kan begge ting lade sig gøre på en og samme gang? Jeg tror det ikke.

Jeg synes selv jeg er god til at se konsekvenserne af mine egne valg, i øjnene.Det er jeg BLEVET god til.

Jeg synes selv jeg er god til at sige "Den havde jeg sgu fortjent" - Eller "Det kunne bare ikke være anderledes". Men alligevel forgår der så meget oveni mit hoved. Alligevel tænker jeg "Hvordan kunne jeg have taklet det her, til alles fordel?" - "Hvordan kunne jeg have undgået den her situation?" - Spørgsmålene er SÅ mange, og svarene er SÅ få.

Min rysten på hænderne er der stadig. Hvis jeg ikke vidste bedre, så ville jeg næsten tro det var et angstanfald jeg sad midt i. Sådan et har jeg dog ikke haft længe. Dem plejer jeg også at kunne forudse. Så måske det bare er medicinen? Jeg fryser i hver fald ikke. Selv om jeg indeni lige nu føler mig ret kold.
Musikken i mine ører flyder heller ikke længere. Den er stoppet. Gad vide hvor længe den har været det?
Tårene løber endnu, selv om jeg ihærdigt prøver at tørre dem væk med mit ærme. Måske skal jeg slet ikke finde meningen med det hele lige nu? Måske skal jeg bare acceptere at jeg sidder alene i mørket og tuder? Acceptere at jeg er min egen - At jeg ikke kan læne mig op af nogen. At der bare er mig ... Og mig, og så give mig selv et skulderklap for at kunne klare alt, helt alene. Tage valgene alene. Kæmpe kampene.. Alene?

Måske skal jeg bare lade være med at sidde her og analysere?

Jeg ved snart ikke hvad jeg skal stille op. Jeg ved snart ikke længere hvad jeg skal sige til mig selv? 

Jeg ved bare at jeg nu vil lade mig selv tude - hvad end grunden er.

Jeg ved jeg er bange for at fejle - men frygten skal ikke overtage styrken ved det hele. 

Jeg ved jeg hver dag bliver klogere, og at jeg ikke er bange for at erkende mit lort. 

Jeg ved at jeg imorgen har endnu en chance til at bevise mit værd!

Så.. Hvad så nu?

I dag sad en person overfor mig, over en kop kaffe. Snakken gik på løst og fast - På livet førhen, på drømme, på ambitioner, på op og nedture, på alt mellem himmel og jord.
Pludselig blev der pinligt stille - Jeg stirrede ned i min kaffekop, tog mig lidt til hovedet, som jeg plejer, når jeg ikke ved hvad det næste bliver. Da jeg kigger op, sidder personen og stirre på mig. Jeg bliver nervøs - Hvad tænker denne person? Bliver jeg analyseret nu? Jeg kigger på personen. Klemmer øjnene sammen. Fumler efter en kuglepind. Nervøsiteten tager over - Det bliver en larmende stilhed i mit hoved. Indtil personen siger:
"Så.. Hvad så nu? - Din drøm gik i stykker.. Hvad så nu?"

Jeg åndede lettede op - Var det bare det? Jeg sad jo der og følte mig målt og vejet.

Efter at lettelsen var færdig med at rulle igennem min krop, forsvandt smilet fra mine læber. Ja - Hvad så nu? Jeg lagde hovedet på skrå - Stirrede ud i rummet. Det her var mærkeligt, for jeg vidste faktisk ikke helt hvad jeg skulle svarer. Det ligner slet ikke mig.

"Du behøver ikke svarer, hvis du ikke har lyst" - Bliver min tankemylder afbrudt med.

"Nej.. Nejnej. Vent.. Lad mig lige tænke" - Får jeg fremstammet, mens jeg kigger på personen med undrende øjne. Personen smiler til mig, tager en tår af sin kaffe og tænder en cigaret.

Jeg læner mig tilbage i min stol. Lægger hænderne om min kaffekop. Nervøsiteten har forladt mig - Det samme har lettelsen. Min krop er blevet overtaget af.. Spørgsmål? Jeg sidder bumstille. Stirre bare ned i bordet.

Jeg kigger på personen. klemmer igen øjnene sammen. Læner mig frem igen - Indover bordet og siger..
"Nu - Nu skal jeg snart hente min børn i Børnehuset.."
"Jamen.." Bliver jeg afbrudt. "Er det det?"
"Ja - Nu skal jeg hente mine børn i Børnehuset.. Så skal vi have det bedste ud af denne skønne forårsdag. Det samme skal vi imorgen. Have det bedste ud af dagen. Have det bedste ud af nuet."

Der blev stille. Personen fjerner nu sit blik fra mig - Tager en slurk af sin kaffe. Tager en dyb indånding og siger:
"Så .. Det er din plan for fremtiden? Din drøm for fremtiden?"

"Ja", svarer jeg - "Min drøm for fremtiden er at få det bedste ud af dagen. Ud af alt!"


Denne hændelse har siddet i mig hele dagen. Af mange grunde, tror jeg. Fordi jeg var blev ramt af nervøsitet. Fordi jeg blev ramt af det uventede. Men nok mest fordi det fik mig til at tænke. Det fik mig til at tænke en tanke som jeg egentlig fandt utrolig meget ro i.

Behøver alt være planlagt? Være perfekt? Behøver det at være drømmesenariet, for at være godt? For at være perfekt for dig lige nu og her?

Jeg siger ikke at det jeg har, er alt det jeg drømmer om - Jeg har drømme. Jeg kunne godt tænke mig at færdiggøre min skole. Jeg kunne godt tænke mig en at dele hverdagen med.
Men ved I hvad jeg allermest kunne tænke mig? Jeg kunne godt tænke mig at gå i seng hver dag og tænke "Den her dag har været fantastisk!" Og det gør jeg som situationen er lige nu.
Hver ting til sin tid - Og lige nu er tiden til at nyde alt det der står lige foran snotten på mig. To fantastiske drengebørn der ligger hele deres liv og tillid i mine hænder, hver dag. En lejlighed som bliver mere og mere MIN, en familie og nogle venner som jeg elsker mere end ord kan beskrive, og som får mig til at føle mig som et fantastisk menneske.
Alt det ligger lige foran snotten på mig - Alt det er det der skal ske nu. Lige nu.

En dag står der måske også en mand foran snotten på mig, som ikke vil gå igen. Og så kommer han måske med i "Det er det der skal ske lige nu"-planen.

Men lige nu, er lige nu - Og det er lige nu jeg lever!

Stop nu med at lade som om...

"Det påvirker mig ikke." - "Jeg er ligeglad med andres meninger" - "Jeg gør bare hvad jeg selv vil, resten kan rende mig, der hvor solen ikke skinner.."

De eneste det går udover, at have disse "egenskaber" - Er dig selv! Du er menneske, ligesom alle andre. Ligesom mig, ligesom din nabo, ligesom kassedamen og flaskedrengen i Netto. Og mennesker er nu engang bygget sådan op, at vi har en form for ansvarsfølelse overfor hinanden. Vi går op i hinanden, hinandens meninger og følelser - Især omkring en selv.
Så med mindre du er en eller anden narcissistisk-ekstremt egocentret-psykopat (på papir), så drop det! Drop din forsvars-mekanisme, og kom ud af din skal.

Jeg levede selv sådan, de sidste år af mit teenageliv, og langt ind i mit voksenliv. Jeg var ligeglad med alle andre, end mig selv. - Troede jeg. Det satte en kæmpe stopklods for min selvrealisering og min videre udvikling som voksent menneske - Og som mor! For mig var det en måde at forsvare mig selv på - Gøre mine handlinger okay - Selv om de langt fra var det. Jeg lukkede af for alles meninger, alles råd og alles håndsrækninger, for på den måde skulle jeg ikke indse, at det jeg gjorde, var dybt forkert.
Jeg levede mit liv på et perfekt-bygget korthus, der lige så stille faldt sammen, som tiden gik, og folk fik øjnene op for hvad jeg egentlig bestod af.
Jeg gik fra kæreste til kæreste - Fra hjem til hjem - Dette stoppede dog, da jeg fik min ældste søn, men det gjorde min manglede selv indsigt ikke.

Det er først indenfor de sidste 3-4 år, det er gået op for mig, hvilket monster jeg har været. Ikke kun overfor min omverden, men i særdeleshed også overfor mig selv. Jeg kendte ikke mig selv. Jeg skiftede mening alt efter hvem jeg var i rum med, jeg digtede lidt ekstra på historierne for at fremstå bedre, få flere skulderklap mv. - Alt dette for at redde mit korthus for at falde sammen.

Derfor kan jeg også sige med sikkerhed i stemmen i dag, at jeg har fejlet, jeg har fejlet i stor stil, og jeg gik ned med flaget af selv samme årsag. Jeg har lært af det, og jeg får ondt i maven, og ondt af dem, der udsætter sig selv og sine nærmeste for det samme.

Det har taget mig mange år at komme hertil - Og jeg er ikke færdig.Det tager hele livet. Det har kostet mig mange vredesudbrud, tudeture og dage under dynen at indse, at andres meninger også er vigtige for mig. De er lige så vigtige, som min egen mening er. Måske er de jo faktisk lærerige, eller brugbare, ikk?

Så lad paraderne falde hvis en kommer og vil fortælle dig at han/hun synes at det du gør er noget lort - Tag imod med kyshånd. Se det som en eventuel læring. Stå ved dig selv, men kun med så meget magt at du er klar til at tage imod hjælp - Tage imod råd og tage imod en blød skideballe. Og vær klar til at sluge den kamel det end måtte være, at erkende at du har fejlet. For du er også kun et menneske - På godt og ondt. Du fejler - Ligesom alle andre. Og du skal ikke erkende dine fejl, med en efterfølgende undskyldning.
"Det gjorde jeg også fordi jeg havde en depression" - "Det gjorde jeg fordi jeg har haft en træls barndom" - "Det gjorde jeg også fordi min cykel var punkteret".
Nej kammerat - Hvis du er så bevidst om din depression, din trælse barndom, om dit stof-misbrug, penge-misbrug - What so ever, så er du i din fulde ret til at ændre på alt det du IKKE fik. Du er i din fulde ret til at ændre på DIT liv, og gøre DIN fremtid til alt det du selv manglende førhen.
Jeg siger ikke at dette sker over natten - Men jeg siger at det er en lettelse når selverkendelsen fylder mere end undskyldningerne, for dine handlinger.

Erkend hellere dine fejl med hele dit hjerte. "Du har ret, Sådan havde jeg ikke lige tænkt på det". Så er den ikke længere.
Jeg sidder nu, i en alder af 27 år og mor til to, og erkender stadig mange fejl. Tvivler jeg, vender jeg det stadig gerne med min mor. Jeg følger ikke altid hendes råd - Men jeg overvejer dem.
Jeg begår også fejl - Nok dagligt - Indimellem får jeg så en blød skideballe fra en veninde, en søster eller min mor, tager det op til efterretning og genovervejer mine ord og mine valg.
Fordi deres meninger er vigtige - Fordi deres værdier er nogle jeg ser op til - Fordi den mening min veninde har, måske er den der skal ændre hele min hverdag?

Den fulde sandhed er ikke din version - Det er ikke min version - Det er det store billede.
Og det store billede er der ingen der ser, før evnen til at fejle, lærer af det OG erkende derudfra, er der.

Så søde du - Nok står du dig selv nærmest, men der er så mange i den her verden der vil dig det godt. Hvis du bliver ved med at skubbe dem væk, giver de til sidst op. Jeg ved hvad jeg snakker om. Jeg har været der. Jeg har været skubberen - Og jeg er selv blevet skubbet! Ingen af delene er sjovt, i sidste ende.
Det er ikke alle, der ikke har samme holdning som dig, som er nogle dumme svin - Måske prøver de på at "redde dig" for at synke dybere. Måske prøver de på at hjælpe dig til at tackle situationen anderledes, inden den eskalere. Måske prøver de bare at vise at de holder af dig - Måske skal du bare tage imod, selv om selverkendelse kan give verdens største hovedpine?

Det er hovedpinen værd!

Mette - 27 år - Og stadig nysgerrig og klar til at lære om det at være mor, være veninde, være datter, være søster - Og være menneske!