Jeg har mødt denne søde mand, som med sig har en helt igennem fantastisk lille dreng, og en skøn familie, som har taget så ekstremt godt imod mig og mine drenge. Jeg kunne så bestemt ikke have håbet på mere.
Alligevel føler jeg at jeg står ved siden af mig selv og kigger - Hvorfor? Jeg ville sgu ønske jeg havde det helt korrekte svar, for så ville det sgu da ikke være så forvirrende.
Jeg har brugt de sidste par dage, på at tage mig selv i at stå i øjeblikket, og bare nyde. Nyde de små der tumler, den store der larmer og manden der lugter helt vildt fælt, efter en hård træning - for fanden, hvor er jeg da heldig, at netop DE vil være i MIT liv!
Jeg føler mig ekstremt priviligeret - Desværre er der fuldt en usikkerhed med denne følelse. Usikkerheden i om jeg nu også kan slå til, og være god nok til dette, i min optik, så perfekte uperfekte liv. At have et sammenbragt familieliv, som skal formes fra midten, og ikke fra starten, med nyforelskelse, fælles drømme, babyer mv. er faktisk ret svært, og jeg tager hatten af for at alle mine 4 forældre formåede det så perfekt, som de gjorde - og stadig gør det!
Usikkerheden ligger nok i mine tidligere forhold, og hold nu op hvor jeg kæmper en kamp for ikke at lade det fylde, ikke at lade det påvirke og ikke lade det være en faktor for det jeg egentlig står i. Det gør jeg virkelig. Men det kræver alligevel sit at lærer på ny, i en alder af 27 år. Ikke kun om mig selv, men også om andre - og af andre. Lærer at bare fordi jeg åbner munden nu, og siger hvad jeg føler, behøver han jo faktisk ikke tage det negativt. Jeg vil jo ikke skændes, eller diskutere. Jeg vil jo bare så gerne forstå.
Lærer at bare fordi han ikke siger noget, eller bare fordi han har en dårlig dag, behøver det faktisk ikke være min skyld, vel? Lærer at det er okay, at også jeg har en dag uden energi - Jeg er jo faktisk også kun et menneske, præcis som alle andre.
Men trods alle disse ting jeg så inderligt arbejder for at lærer, og huske - føler jeg mig glad. Rigtig glad. Det er ikke altid jeg stor-smiler, men indeni bobler jeg af lykke. Det kan og vil jeg ikke løbe fra.
Hver dag bliver jeg inspireret til at prøve og tænke anderledes. Hver dag bliver jeg mødt af smil og varme fra børn, der ligger deres lid i mine hænder, og elsker mig, trods alle de fejl jeg har begået, og med sikkerhed vil begå flere af, i deres fremtidige liv.
Det er så perfekt uperfekt. Ungerne skændes om legetøjet, den store keder sig og vil gerne tumle med de små der nok ikke helt forstår hvad hans intentioner er, de gider bestemt ikke spise deres aftensmad op, og hvem har egentlig opfundet "smasken?" - det er da vildt irriterende.
For ikke at snakke om opvask, vasketøj, børn der ikke vil sove til middag på samme tid, og en mand og jeg der går hinanden en smule på nerverne af ren og skær træthed, fordi jeg nok egentlig har mest lyst til at blive nusset i håret, og han nok egentlig bare gerne vil fordybe sig lidt i noget trænings-læsning.
Så ender det ud i en snøffel-krig og den snøffel kunne jeg for fanden da godt lige have spist, ikk?
Med hver en lykke, følger der tårer - og denne lykke kommer til at være alle fremtidige tåre værd, så længe forståelsen mellem alle parter fortsætter.
Hvis det hele var perfekt fra starten af - Hvis der intet var at arbejde på, og kæmpe for, så ville det sgu være for nemt. Uden kamp, bliver det jo ikke præcis som vi gerne vil have det.
Det var det der med at finde farverne og male billedet sammen, ikk? Se om det hele kunne gå op i en højere enhed. Det ville være kedeligt hvis billedet var malet på forhånd.
Jeg kan kun håbe og bede til at jeg, i mig selv, med alt hvad jeg indeholder af gode og dårlige sider, er god nok for alle disse, nu 4 hankøn, der betyder så inderligt meget for mig. For det her så perfekte uperfekte liv, med disse 4 perfekte uperfekte individer, det er virkelig lige mig!
