Det der med at gå sine egne veje.

Min weekend har været ubeskrivelig skøn - sådan helt vildt overdrevet meget. Så meget at jeg har svært ved at sætte ord på det.
Jeg har været omgivet af søde og fantastiske mennesker, og alle har de forladt mit hjem, med det jeg fornemmer var glade ansigter. Glade og tilfredse. Sådan noget gør mig glad. At jeg kan gøre noget for andre. Det må være mit drivværk.

Men jeg ville jo ikke være mig, hvis jeg ikke lå i min seng søndag aften og analyserede den her weekend sådan helt ned i mindste detalje. Og når jeg siger analyserede, så mener jeg "hvad kunne jeg have  gjort bedre?".

Jeg kan komme med 10.000 ting jeg gerne ville have gjort anderledes, og hvis jeg fik chancen ville jeg klart gøre det, så alt bare sad lige i skabet.
Mens jeg lå der i min analyseringsfase ramte det mig - hvor tabte jeg egentlig lige mig selv?
Ja bevares, jeg hyggede mig overdrevet meget. Meget mere end jeg troede jeg ville, når jeg nu selv var vært, men jeg tabte mig selv et sted.
Jeg har grublet over det hele dagen, og jeg tror jeg måske har fundet "synderen".
Jeg var så meget på for andre i weekenden, at jeg fuldstændig glemte at mærke efter inde i mig selv, om jeg egentlig også gjorde det her for min skyld, eller om det udelukkende var for mine gæsters skyld.
Og det skete ikke kun i den her weekend, det sker generelt meget tit. På mit job, i forhold til mine børn og deres kammerater og legeaftaler, i forhold til mine veninder. I forhold til rigtig meget. Jeg har fuldstændig glemt alt det jeg selv går og grubler med, og så skal læsset for helvede vælte.

Jeg har det bedst når jeg får tudet igennem - og jeg kan mærke at jeg er ved det flere gange, sådan rigtig mange gange, men jeg kan bare ikke helt nå hen til grænsen hvor jeg lader det ske.
Hvorfor ikke? Fordi jeg ikke kan knække  nu, hvor jeg har ild i så mange ting, og så mange mennesker regner med mig. Det kan jeg bare ikke.

Jeg føler lidt at jeg ynker, som jeg sidder her og lader mine fingre glide hen over tasterne - sådan skal det ikke lyde. Det skal ikke lyde som om at jeg kun tænker på andre, og aldrig mig selv, og at jeg er en røvhellig rådden banan. Det er ikke tilfældet.
Men jeg har inden for de sidste par måneder tabt mig selv et eller andet sted - i alle situationer. I alle mine relationer.

Jeg er stolt af alt og alle omkring mig. Jeg er inderligt stolt af dem - de ting de kæmper med, og de kampe de tager op - og ikke mindst den måde de kommer ud på den anden side på. Den eneste jeg ikke er stolt af .. Er mig selv. Jeg kan altid gøre et eller andet bedre. Om ikke andet, så kan der i hvert fald altid være lige lidt renere i mit hjem, mine børn kunne godt have grint lidt mere i dag og jeg kunne for fanden også lige have sendt den ekstra sms, og lavede det satans opkald, så de vidste jeg tænkte på dem, ikk? Hvor meget kan det kræve?

Jeg burde egentlig lærer mig selv at gå lidt andre veje. Ikke af den egoistiske rute, men af den rute, hvorpå jeg også husker mig selv i alt det jeg husker mine medmennesker i. Hvorfor skal det være så svært? Det er jo ikke fordi jeg lever et hårdere liv, end så mange andre gør. Det er jo ikke fordi mine ar, er større end andres. Det er jo ikke fordi jeg forfærdeligt meget mere der skal bearbejdes, end andre har. Jeg er sikker på at rigtig mange andre mennesker vil ryste på hovedet af mig nu. Jeg gør det egentlig også selv. Og hvorfor? Fordi jeg ikke forstår hvorfor jeg skal være så fandens kompliceret? Hvorfor jeg trænger så meget til at blive hørt - men når muligheden melder sig, så siger jeg ca.. ingenting?

Det ufede liv, på den fede måde.

Det hele kører jo egentlig ret godt, så hvordan kan jeg tillade mig at synes, at jeg er på vej ned i et hul? Er jeg nu egentlig sikker på om det er det der sker, eller er jeg bare lidt følsom lige nu? Jeg har garanteret bare kæmpe meget PMS og skal lærer at tælle til ti - millarder - inden jeg udtaler mig, reagere. Generelt inden jeg gør noget som helst.

Jeg er slet ikke sikker - det kan bare være en pæn overgangsfase i mit liv, men en ting er sikker. Jeg er ikke bare PMS. Der er noget galt.
Det går fint i praktikken, jeg rykker mig det jeg skal og opnår flere og flere af mine mål.
Det går fint herhjemme. Drengene har det godt, de stortrives, og jeg når det jeg skal - næsten.
Det går fint i mit social-liv. Jeg har daglig kontakt med venner og bekendte - ingen har valgt at skærer mig fra endnu.

Men hvad er det så? Det lyder som et sindsygt dårligt omkvæd i mit liv, når jeg siger at jeg har det rigtig ufedt, på den fede måde.
Egentlig er der jo ikke det store jeg kan brokke mig over - det er der vitterligt ikke, men alligevel må der være mange bække små, siden jeg må stoppe op og trække vejret dybt, inden jeg træder ind af døren på min arbejdsplads. Siden jeg må stoppe op og koncentrere mig om at holde tårene væk, inden jeg går ind og henter mine børn om eftermiddagen. Siden jeg bliver nød til at tælle til 10 inden jeg snakker i telefon med min nærmeste, for ikke at bryde total ud i gråd. Siden jeg gemmer mig bag min telefon, for helst ikke at komme til at snakke med mine forældre. Siden jeg føler mig så død træt i løbet af hele dagen, men så snart jeg ligger i min seng, så er jeg lysvågen.
Noget må der være galt.

Jeg har grublet og grublet og grublet siden jeg stod op - fordi jeg netop stod op og var i den der zoombie-tilstand, hvor jeg havde mest lyst til bare at gemme mig selv væk. Det skal da ikke være nogen hemmelighed at det psykiske arbejdsmiljø spiller en stor rolle for mig, men det burde heller ikke fylde hele mit liv. Hvad er det så? De høje forventninger til mig selv? Måden jeg dunker mig selv i hovedet på når jeg ikke når at få spurgt ind til mine veninder, i løbet af dagen. Jeg ved jo de har meget om ørene. Det ville da være det mindste jeg kunne gøre.
Er det fordi jeg lige nu lever en smule udenfor min comfort-zone? Er det måske faktisk lidt hårdere end jeg troede? Det er jo egentlig ret godt for mig at være, hvor jeg er lige nu, så hvad er problemet?

Jeg tror jeg har bygget en illusion op i mit hoved, om alt det jeg mener jeg kan klare, på en og samme gang - at være studerende, kollega, mor, frivillig, veninde og og og - som pludselig ramler for mig. For selvfølgelig kan jeg det, men kan jeg det også i det omfang som jeg egentlig gerne vil?
Er det de høje forventninger til mig selv, som egentlig bare bider mig i røven? Og hvis jeg pludselig skruer ned for dem, så vil jeg automatisk også skuffe en masse mennesker, fordi mine forventninger til mig selv, i bund og grund handler om hvad jeg kan yde for andre mennesker. Min interesse for andre mennesker.

Egentlig bliver jeg nok bare testet godt og grundigt nu. Ikke kun i hvad jeg kan og hvad jeg ikke kan - men også i hvor jeg skal og hvor jeg ikke skal. Måske er jeg egentlig bare ved at lære hvad der er min zone og hvad der ikke er min zone. Og egentlig skal jeg nok lige præcis et skridt eller to ud af min comfort-zone for at finde svarene på alle mine spørgsmål.
Jeg skal jo drage mig mine erfaringer, og det gør jeg ikke ved at blive lige præcis hvor jeg er.
Jeg finder ikke ud af hvor meget vand jeg kan holde til, hvis jeg bare bliver stående og plasker i den samme slatne vandpyt. Jeg skal ud og hoppe rundt i dem alle sammen.
Lige nu tror jeg at jeg står i en vandpyt hvor jeg måske er blevet stående, HELT STILLE, lige lovligt længe - Der er måske et lille hul i mine gummistøvler, og jeg fryser måske også lidt.
Hvordan får jeg varmen igen?
Ved at blive stående og plaske lidt - eller ved at hoppe videre, ud af det jeg kender - og skaber lidt påstyr i mit liv?
Hvordan finder jeg ud af hvilken vandpyt jeg skal blive i?
Det gør jeg vel når jeg finder den vandpyt som føles rar. Den som er så tilpas, dyb, varm. Den hvor jeg nok skal træde lidt vande - men det er nok lige præcis der jeg har det bedst.
Det skræmmer mig, men jeg bliver nød til at hoppe lidt videre og se hvad det kan blive til, for jeg gider ikke være zoombie. Jeg vil af med min klump i halsen - men jeg vil ikke ændre på mit liv.

Det er lidt ufedt, på den fede måde.

Flere børn? Nej tak!

"Skal du ikke lige have en til?" - "En lille pige måske?" - "Du er jo ikke så gammel, de kan du da sagtens.."

Nej tak.

Som jeg ser mit liv lige nu - som jeg ser min fremtid for mig lige nu, så nej tak.
Ikke hermed sagt at jeg har nok i de to jeg har - altså at de er for stor en mundfuld - næppe. Jeg siger at jeg vil have fokus på mig selv nu. Mit liv, min karriere, mine ambitioner - mine drømme, mine mål.

Og efter at have været mor i knap 7 år, er det så ikke helt ok?

Jeg har endelig fået følelsen af at jeg dur til noget. Og den følelse, ikk? Wauw..
Følelsen af at jeg er noget - ikke kun for mine børn, eller for mine nærmeste. Nej, jeg er en del af et team. Jeg er en del af en arbejdsplads, og jeg elsker det. Jeg elsker at jeg udretter noget. Jeg udretter noget for et team, og for en flok ældre mennesker, der sætter så stor pris på min hjælp. Den følelse.
Men mest af alt udretter jeg noget for mine børn - og vigtigst - for mig selv!

Og hvor er jeg bare vokset som menneske, siden det her startede. At få sådan et selvværdsboost, har været det bedste jeg har gjort for mig selv længe.

Jeg siger ikke at jeg nu sætter mine børn i anden række, og mig selv først. Jeg siger at jeg nu sætter mine børn i første række - sammen med mig selv. For er I klar over hvilken fantastisk mor jeg er blevet, efter jeg har fundet ud af der faktisk er noget jeg kan finde ud af? Det er blevet en slags drug for mig. En afhængighed.

Jeg har fået så meget mere overskud - overskud fordi jeg har booset mit selvværd.
Ikke dermed sagt at mine børn har det som blommer i æg. Det har de ikke.
Min samvittighed banker mig i hovedet hver morgen, når jeg nærmest kaster børnene ind i deres institutioner kl. 06.30 - og den taler ikke ligefrem mindre, når vi først er hjemme kl. 16.30 og jeg ikke har den store tid til at sætte mig ned og nyde dem. Jeg hader det.
Min mor-samvittighed råber og skriger af mig, hver enig eneste dag - men Mette, som helhed, som menneske - hun rykker sig. Hun vokser. Babysteps - men det sker.

Samtidig har jeg de seneste dage nærmest ikke lavet andet end at sidde, stortudende, med min mor i røret fordi jeg er mættet på indtryk, og jeg fortæller mig selv at jeg fejler. Men hvem er det jeg fejler overfor? Er det mine omgivelser? Mine børn? - Nej - det er mig selv. Mine egne tårn-høje forventninger til mig selv, det er dem der vælter mig. Og når det sker, så lukker jeg mig inde i en åndssvag lille bobbel, og vil kun tale med min moar.. Hej Mette 12 år.

For hvem er det der gør at mit selvværd får det boost? Det er mig selv.
Jeg hader at fejle - sådan dybt ind i hjertet. Ikke fordi jeg ikke kan erkende når jeg fejler, men fordi jeg ved at det et eller andet sted vil såre en, at jeg fejlede.
Men hvad så det jeg lære af mine fejl? Hvad så med den udvikling og læring jeg går igennem, hver gang jeg fejler. Det er jo også et boost i den rigtige retning, mod det fantastiske selvværd.
Der er jo forskel på at booste selvtillid og booste selvværd. Jeg booster selvværd.
Skid hul i makeup, tøj og dårlig hårdag - så længe jeg, og mine borgere, er tilfredse med det vi formåede den dag - så det boost ikke være større.

Så nej, selv om tanken om en baby er hyggelig - Som jeg ser min fremtid nu, ikke flere børn, lige meget hvor hyggeligt det end kunne være.
Jeg vil have fokus på mig nu - min efteruddannelse, det ansvar jeg føler jeg kan bære. Et lykkeligt professionelt liv, som smitter af på et lykkeligt privatliv, som skaber en lykkelig Mette, der deraf bliver en meget lykkeligere mor - og alle ved at en lykkelig mor, giver lykkelige børn.
Dem har jeg fået 2 af - 2 helt fantastiske skabninger. Og det må være det jeg kan bidrage med til fremtiden. Men jeg vil dæleme også gøre mit for at de ser og lærer, at når deres dumme mor, med det usle hjerte formåede - så gør de også!
Det er måske en egoistisk handling - det lyder måske som et egoistisk liv, og hvordan passer en alene-mor et fuldtidsarbejde ved siden af det at have to børn?
Se, det er jeg stadig ved at lære - men for hver dag går det bedre og bedre. Og en eller anden dag - Så går det så godt, at det virker som om vi aldrig har lavet andet. Fordi jeg valgte at booste mig selv, tænke på mig selv. Både for at skabe en sikker fremtid for mine børn, men i den grad også for at mærke følelsen af at være på vej til at blive hel. Og jeg er på vej nu, på trods af uforstående blikke, ekstremt dårlig samvittighed og (i følge nogle) manglende forståelse. Så er jeg på vej.

Tænk hvis mine børn en dag kunne sende mig på plejehjem, og sige til personalet -
"Gør det, som vores mor gjorde det!"