Hvem tager ansvaret?

Den sidste uges tid har jeg skrevet - slettet - Skrevet... Og slettet igen. Kun for at starte forfra dagen efter.
Jeg har været en lille smule ved siden af mig selv, uden egentlig at vide helt og aldeles hvorfor - Og det er nok det der har været den helt store forvirring. Hvorfor er jeg så træt? Hvorfor har jeg det bedst under dynen, med en kop kaffe og min serie, i de her dage?
Jeg plejer jo at være rimelig god til at "lokalisere" problemet, men det har jeg ikke kunne denne gang. Eller jo, jeg har måtte erkende at mine forventninger til mig selv har været højere end hvad jeg kunne leve op til, og så må man jo bide i det sure æble og skærer ned for alle sine, ellers gode, intentioner.

Men så var det, at det slog mig forleden..
Behøver der overhovedet være et problem? Kan jeg, ligesom alle andre, ikke bare have et par dage som er lidt off?
Mine børn har været søde, jeg har hygget med mine nærmeste og jeg har nået det jeg skulle nå - Så jeg er ikke depressiv. Jeg er nok bare træt.
Ja, det har da været en hård nød at knække, at jeg ikke kunne alt det jeg gerne ville, men nu ejer jeg altså så god en selverkendelse efterhånden, at det ikke er noget der har fået mig ned i kulkælderen.

Nu tænker I så - Hvor vil hun hen med det her?
Og jeg tænker - Det er derfor jeg skriver nu, for her kommer min pointe.

"Det er jo også bare fordi min mand hele tiden vil diskutere!"
"Børnene har altså også bare kravlet på væggene i dag - Jeg får pip."
"Min barndom var et helvede, det er derfor jeg er som jeg er."
"Det er mandag, mandag er en skod dag og jeg nåede ikke bussen!"

^Nogle af de eksempler kunne være mig, for 2-3 år siden.. Men..
Ved I hvad? Drop jeres undskyldninger.
Hvis din mand hele tiden gør dig i dårlig humør, så gør noget ved det. Gå fra ham, hvis det er det der kan gøre dig glad!
Børn kravler på væggene, de er BØRN! Hvis dine metoder lige nu og her ikke virker, så prøv en anden metode.
Din barndom var hård - det kan jeg godt se. Men hvem har ansvaret for at bearbejde det, komme videre derfra og gøre noget anderledes? Hjælper det på dig, hvis dine forældre siger undskyld resten af livet?
Og ja, mandag kan være en hård dag - Hvis du da absolut VIL se det sådan..

For ved du hvem der har ansvaret for at ændre dit lorte liv? DIG!
Jeg siger ikke at livets udfordringer ikke kan give sine ar - Det kan det, det ved jeg selv.
Men ved du så hvem der er den eneste herre over hvor meget disse ar skal fylde?
Det er DU!

Så ja, jeg har haft nogle off-dage.. Fordi JEG valgte at have de off-dage.
Fordi jeg valgte IKKE at gøre noget ved dem.
Fordi jeg valgte at give mig selv lov til at have dem.
Vel vidende at JEG så også måtte hive mig selv i nakken igen, og komme videre derfra.
Der er ikke andre til at gøre det - End dig selv!

DU er din egen lykkes smed - Ingen andre, end DU vælger hvordan DU skal se dit liv, hvordan DIT liv skal forme sig, og hvad DIN fremtid bringer.
Så er spørgsmålet om DU har nosser nok til at erkende at ansvaret for dine dårlige dage helt og aldeles er DIT?
Ikke din mors, ikke din fars, ikke naboens, ikke din mands, ikke dine børns - DIT ansvar.

Det hele afhænger af hvordan DU vælger at modtage, reflektere og løse tingene!
Jeg siger ikke man skal være all-time-happyface. Jeg siger ikke at man skal vælge de lette løsninger.
Ting tager tid.
Jeg siger at det er DIT ansvar at gøre noget ved det, hvis du er utilfreds.
Se den ene gode ting dagen bragte, i stedet for de 10 dårlige.
Se hvad du har lige nu, i stedet for at se hvad du ikke fik.
Se at selv om det er mandag imorgen, og weekenden har været for kort - Så får du endnu en dag at leve i, endnu en dag at elske i, og endnu en chance til at ændre det du mener skal ændres.

God aften :)

Them girls..

Jeg har nogle fantastiske veninder - Nogle har været der de sidste 15 år, og nogle er kommet igennem de sidste år. Men det ændre ikke på at de er FANTASTISKE, hver og én!

Nogle af os er på vidt forskellige steder i vores liv, men alligevel finder ud vi af at ses, ringe sammen og være sammen som var der ikke gået 3 måneder siden vi sås sidste.

For her er sandheden om os veninder - Det hele er ikke lyserødt, søde hjerter og time-lange telefonsamtaler hver aften om ulykkelig kærlighed, skæve øjenbryn, uregelmæssig menstruation og tilbud i VILA på strøget..

Sandheden er:

1 - Vi snakker også om hinanden. "Hvordan går det med den og den?" - "Er hun stadig ked af det over det der, med ham der?" - "Så du hende i hovedet da ham der sagde det der?"
True - Det gør vi. Ikke fordi vi vil være onde små djævle der prøver at vende alle mod hinanden, men fordi vi godt liiige vil høre om andre tænkte samme tanke som os?

2 - Når vi går på toilet sammen..
Er det altså ikke altid fordi vi skal sladre, det kan også være vi lige skal låne en tampon, rase ud, holde håret, eller have hjælp til at rette på kjolen (eller g-strengen) et sted som man ikke bare står og retter på, sådan midt i en folkemasse.

3 - Vi rager på hinanden - På den ikke frække måde.
Som i "Er der en knude jeg har fået her på ballen?"
Eller "Hvad er det lige jeg har her i armhulen? - Lugter jeg egentlig?"
"Og gider du lige se om du kan få fat på den popcorn-kerne der sidder mellem mine tænder?"

4 - Vi misunder hinanden - For vildt!
Selv om vi aldrig vil indrømme det, så gør vi det.
Ikke som i "eeej, Jeg gad godt have dine lange øjenvipper", men som i "for en i helvede, jeg gad godt at have din røv, dit hjem, din bankkonto, dit overskud og faktisk også din kæreste, men jeg er da glad på dine vegne, og nyder mit lorteliv!"

5 - Vi er også "beskidte".
Vi snakker også om sex - i lange baner. Størrelser, stillinger, lugten af sæden - For ikke at tale om smagen. Hvordan vi ordner vores kælemis, fantasier, behov (JA! Vi har dem også!) Og selvfølgelig vejleder vi hinanden i den helt store dildo-verden. Hvad ellers?

6 - Vi er pisse klamme!
Vi bøvser, vi prutter - Vi konkurrere mod hinanden i det, og ikke mindst roser vi hinanden for den yderst flotte og ildelugtende bøvs vi lige fik ud af det hvidløgsbrød og en tår cola!

7 - Vi kigger efter grimme mennesker på gaden..
.. Hvorfor? Fordi vi får det pisse godt med os selv, ved lige at få bekræftet at selv om vores morgen bestod af en havregryns-nyser og makeuprester fra igår, så er der bare nogle som ikke owner det lige så godt som os. Bilder vi os i hvert fald ind.

8 - Hvem fanden har bedt om hendes mening?
Det har du selv, og hvis I virkelig er veninder så får du den også uden filter.
Din røv ER stor i de bukser - Eller også er den der slet ikke.
Du ser faktisk herre gravid i den bluse, og helt ærligt.. Den farve der?
Det hele er altså ikke så sukkersødt, som der ser ud! Vi ved vi kan såre hinanden, men vi gør det alligevel.

9 - Madsvin!
Er der noget vi piger er, så er det nogle madsvin. Og det er altså ikke altid tapas og hvidvin - Det er klam pizza, chips og dip, tarteletter og frikadeller med brun sovs.
Og hvem kan egentlig spise på den klammeste måde? Og hey "gæt en ret!!!!" (Munden for fuld gab, og frit udsyn til en gennemgnasket something-something.)

10 - Snakken om hankøn.
Selvfølgelig snakker vi om hannerne - Store og små. Kærester og kiksere.
Og ALLE detaljer nævnes og demonstreres. Lige fra hvilken t-shirt han havde på, hvad han sagde, hvordan hans krops behåring var, og hvor stor hans bedste ven var, gerne målt ud fra størrelsen på en knyttet hånd!
Og nåååeh ja - Var han stønner? Og hvordan lød det?

Jeg kunne nævne mange flere ting, men noget skal jo være op til fantasien.
Så drenge - Vi er ikke så lyserøde. Vi er ikke så udskylsige, og vi er ikke søde perleveninder der sludre over en kop kaffe.. Vi er pisse klamme, egoistiske og modbydelige mod os selv, jer og hinanden.
Og når man først kommer dertil, så ved man at man har fundet veninder for livet!

Hjernevridning..

Et sted i Danmark ligger der en pige i sin 180x200 seng, og glor op i loftet.

Pigen har haft en god dag. Børnene har været i godt humøret, der har været gæster på besøg, vejret har været dejligt og musikken har spillet for fuld udblæsning.

Hun er glad for sit liv. Hun bliver glad når hun ser tilbage på hvor hun var for 7-5-3-1 år siden.. Hun bliver glad ved tanken om hvor meget hun er vokset, som menneske, som mor, som datter, som veninde.
Men noget tynger hende. Hun kan ikke rigtig slippe tanken. "Hvad nu hvis?.."

Udadtil er pigen glad. Hun har styr på det. Hun hviler i sig selv. Og det er ikke løgn.. Så langt er hun dog kommet.
Men hun ville lyve hvis hun sagde at alle de kampe, alle de nederlag, alle de slag, alt den sindssyge sygdom og alle de lægebesøg ikke havde slidt på hende. Givet hende ar. Ar som hun har svært ved hvordan hun skal forklare sig ud af. Skjule? 

Måske er der slet ingen grund til at skjule det. Det er jo en del af hende. Hendes historie. Men hvad vil folk tænke hvis hun faktisk åbnede op og indrømmede at det hele havde været hårdt?
Hendes motto er jo "tingene er ikke hårdere, end hvad man gør dem til.."

Ville hun så pludselig være rigtig svag, i andres øjne?
Mange mennesker har kaldt hende svag, igennem tiden. Hun har også altid set sig selv som et svagt menneske. Indtil det slog hende - hun tilgiver dig ikke fordi hun er svag. Men fordi hun er stærk nok til at komme videre.
I stedet for at råbe, lytter hun - ikke fordi hun er for svag til at forsvare sig, men fordi hun er åben for andre perspektiver, end sine egne.
Fordi din mening, dine tanker og dine følelser er lige så vigtige, rigtige og betydningsfulde, som hendes er.
Så hvem er det svageste led?
Skal der overhovedet være nogen der er det svageste led?
Kan vi ikke skiftevis holde sammen på kæden, så alle på et tidspunkt får et afbræk og kan trække vejret, eller er der virkelig kun Én der skal, og KAN,  trække læsset?

Hun - Pigen - Kigger til siden. Sengen er tom. Der er kun hende, helt ude på kanten, omgivet af dyner og puder.
Indimellem ryger hun ned i nogle huller hvor hun godt kunne bruge en soldat ved sin side. En hun kunne være lille og sårbar hos.
Men hun ved også godt at den eneste der lukker for den mulighed - Er hende selv.

Hun er en sjov støbning.
Glad og sjov.. Vil alle mennesker det bedste. Men hun er også typen der "elsker for meget". Har hun først engageret sig i et menneske - Så slipper hun ikke sådan lige igen. Hun føler med dig. Tænker på dig. Spørg til dig. Fordi du har ramt hende et eller andet sted, i hendes lille usle hjerte. Fordi du interessere hende.
Og det behøver ikke være fordi I skal giftes imorgen - Det kan lige så godt være fordi hun bare syntes at du er en fed person.
Men samtidig med at hun gør disse ting ved dig - Så ved du nok i realitieten kun MEGET LIDT om hende. Hvad hun kommer fra, og hvorfor hun er så glad for livet. For det er hun - Livet er hendes dyrebareste. Og det at HUN har fået lov at fører liv videre til hendes to drenge, er den største gave.

Hun åbner ikke op for det aller dybeste, selv om hun nok burde - Og selv om hun prøver at få dig til at gøre det samme. Og hvis hun gør, så gør hun det i små bidder og med en undertone af sarkasme, for er der noget hun ikke kan fordrage, så er det ynk og ros.
Og er der noget hun giver til andre - Så er det ynk og ros.
Morale er godt, dobbelmorale er .. Pisse dejligt!

Hun må jo nok bare erkende at hun faktisk også bare er et menneske, med menneskelige behov - Så som tryghed og omsorg.
Det behøver ikke være fra soldaten. Det kan ligeså godt være fra naboen, kammeraten, veninden eller morfaren.
Men hvis hun skal have tryghed og omsorg, så bliver der garanteret også prikket hul på nogle tanker og gamle ar - Det betyder at hun må åbne sig op, som hun gerne vil at andre åbner sig til hende.. Pis også!

Så er det nemmere at ligge fokus over på hvordan DU har det, ikk?
Hvorfor også rippe op i fortiden? Fortid er jo ikke en del af din fremtid ..
Nej, men det bliver den fandme hvis den ikke bliver bearbejdet ordentligt - Og pigen her, hun er som hun er, fordi hun har nogle ting der ikke er ordentlig bearbejdet. Fordi hun igennem de sidste par år har fået at vide at det kun er svage mennesker der tuder. Det er kun svage mennesker der erkender et nederlag.. Så det snakker hun ikke om. Hun er jo ikke svag.
Hun har en kæmpe selverkendelse - Hun erkender gerne sine egne fejl. Men at erkende at noget udefrakommende har været hårdt for hende, gør hun ikke.
"Det er svagt!!" sagde de!

^Den kunne hun jo starte med at bearbejde..

Ord sætter altså også ar.

Medina er pisse ligeglad..

Jeg har holdt mit første foredrag i dag, for en lille gruppe forældre som sidder i skilsmissens krise.. Hvad nu med børnene?

Det gik rigtig fint, og jeg ved at et par stykker af dem gik derfra med et par redskaber de ville afprøve, og et par råd der havde fået dem til at se tingene anderledes, hvilket jeg selvfølgelig er helt utrolig glad for :) (Du er sgu dygtig, Mette!)

Noget slog mig dog - Især et af disse forældre-par havde travlt med at pege fingre af hinanden.
"Du er jaloux, det er derfor du gør dette mod mig mht. vores datter.."
"Jamen tænk så lige på hvor jaloux du var da vi var sammen.."

Jalousi er noget fanden har skabt - Jeg har selv været den der var jaloux, samt jeg har været den der levede med en jaloux partner.
Når jeg tænker tilbage på dette, ved jeg godt hvor min jalousi kom fra. Min egen usikkerhed.
Jeg var så usikker på mig selv, at jeg lagde bolden over på ham. Jeg higede efter hans opmærksomhed og bekræftelse. Jeg er slet ikke i tvivl om, den dag i dag, at det har været en umulig, frustrende og pisse irriterende opgave for ham, at vise mig hvad jeg egentlig betød.. Og til sidst lod han også være - Jeg tog det jo nok egentlig ikke til mig, alligevel.

Jeg blev også selv skide irriteret over at bo med en jaloux partner. Han nægtede f.eks. min bedste ven adgang i vores lejlighed, trods at han aldrig havde mødt manden.. Hvorfor? Fordi han så ham som en konkurrent, vil jeg tro?

Vi snakkede om selv samme emne forleden, min veninde og jeg, hvor jeg ytrede min mening omkring det at være jaloux. Jeg selv har fået et helt andet syn på sagen, efter at have været i begge slags sko, og efter at have fundet roen i mig selv.
I dag ville jeg ikke blive jaloux hvis pigerne flokkedes om min kæreste (med måde), Jeg ville tværtimod blive skide stolt over at denne godhjertede godte havde valgt at leve sammen med netop mig!
For det må der jo være en helt bestemt grund til, ikk? At man vælger hinanden.

Nå - Tilbage til emnet. Da jeg sad og studerede dette forældre-par, og deres beskyldninger mod hinanden, slog det mig.. Gad vide om alt dette handler om at de påfører hinanden, sine egne tanker og følelser?
Når mor beskylder far for sådan og sådan, er det så i virkeligheden fordi mor SELV ville tænke, reagere og handle sådan, og derfor automatisk tror at far også gør det samme?

Jeg har indimellem selv siddet i situationen med mine børns far.
Ja, i starten bekrigede vi kun hinanden, men ikke længere. Man bliver vel klogere :)
Dog kan jeg stadig undre mig over udtalelser som "jeg gider ikke diskutere mere med DIG!" - Hvor mit eneste formål nok har været en konstruktiv samtale omkring vores børn og deres trivsel. Det handler ikke om mig, dig, ham eller buschaufføren - Men om vores aller dyrebareste.. Vores børn!
Er vores/jeres kommunikation ikke tiden værd, når det nu er dem det omhandler?

Jeg ved at jeg bekrigede mine børns far, fordi jeg ikke følte jeg kunne andet. Jeg var dybt såret over at han forlod mig og jeg var især dybt såret over måden det blev gjort på. Jeg tror jeg handlede i afmagt.
Jeg må, hånden på hjertet, nok også indrømme at jeg var møg jaloux over at han var så hurtigt videre, mens jeg ellers bare kunne sidde der og tude snot.
Ikke at det retfærdiggøre min handling, det gør det absolut ikke.
Hvorfor han også længe prøvede at bekrige mig, kan jeg ikke svare på - Jeg ved dog, med mig selv, at jeg ingen intention nu, har om at ødelægge noget. Jeg vil bare gerne at mine børn har det godt, med den tid de har med deres far.

Men handler de her krige egentlig i bund og grund om at bogen ikke er helt lukket? At følelserne er i klemme? At man tillægger hinanden sine egne tanker og følelser?
For hvor i dette er barnet? Hvorfor har vi så meget fokus på hvad kan gøre for at ødelægge hinanden? Hvor er fokus på barnet? Og er der overhovedet nogle af os der ser hvad vi gør ved vores børn, når vi har så travlt med at hade hinanden?
For ja - Det ødelægger vores børn at deres forældre ikke kan sammen. De ser, og mærker, meget mere end vi tror.
Det er ikke længe siden min ældste søn kiggede på mig og sagde "mor, hvorfor giver dig og far aldrig hinanden en krammer mere?"
Ja, se.. Hvorfor gør vi ikke det? Fordi.. Det gør vi bare ikke. Vi har været så meget op og ned, og været så meget igennem, at ligegyldigheden har ramt os - Eller i hvert fald mig. Jeg kan ikke tale på hans vegne.
Men hvordan forklare man det til en 5-årige, hvis eneste håb egentlig bare er at alt er godt?
Børn er pleasere - Og så snart de fornemmer gnidninger - Hvem af os skal de så vælge at please?

Kærlighed er en følelse - Had er en følelse!
Når du når ud til ligegyldighed - Først der er bogen lukket!
(hvis I da aboslut ikke kan have et venskab!)

Det ville være nemt hvis man kunne være lige så ligeglad, som Medina.. For hun er eddermame ligeglad!

At være enlig mor til drengebørn..

Det kræver altså sin kvinde at være både mor og far til drenge-børn, har jeg fundet ud af.
Det er efterhånden ualmindeligt tit jeg bliver sat ud på et sidespor.

Så sent som i dag kom min store dreng, Emil på snart 6 år, hen og sagde:
"Mor, hvis du har planer om at dø imorgen, så sørg lige for at internettet virker, så jeg kan se netflix!"
Hvad svarer man?
En far var nok gået i gang med en tumle-leg - Men så meget far var jeg altså bare ikke, lige der.
Jeg øver mig dog ihærdigt i det!

Så er der jo også problemer med tøjet. Det skal matche. Sokkerne skal matche bluse og bukser - Synes JEG! Drengene er pisse ligeglad, og synes egentlig at jeg er verdens kedeligste og dummeste mor, når jeg kan bruge 15 minutter, om morgenen, på at finde lige præcis de sokker jeg har i tankerne.
For derefter at få dem hjem med huller og fuld af sand.. Så meget for min gennemtænkte sokke-plan?

Vi må heller ikke glemme det beskidte overtøj - Som ikke bare er beskidt overtøj, det er også beskidte øre, negle, fødder.. HVORDAN? HVORDAN GØR DE?

Så er der selvfølgelig også de spørgsmål hvor jeg, som mor, bare ikke lige har svaret.
De spørgsmål hvor man, som mor, har lyst til at kravle ned i et liiiille bitte musehul.
"Mor, hvorfor har jeg ondt i min tissemand?"
Eeeehm.. Tjoo.. Ser du.. Jeg skal lige lave et opkald!
Hvorefter jeg febrilsk ringer til alle mænd i familien får at få et svar på min søns smerte.
Hvor dælen skulle jeg vide det fra?

Og Lego - Helt ærligt! Jeg ejer ikke et eneste Lego-talent.. Altså.. Hvorfor skal det være så indviklet? Kan de ikke bare få det samlet i æskerne? Taadaaaa..
"Nej, Mette - Det kan de ikke. Det at de selv skal samle det styrker deres finmotorik, konsentration og fantasi.."
JA! Jeg ved det godt.. Men, altså.. Kunne de så ikke lave sådan en "Anbefales ikke til enlige mødre"-label på æsken?

Toiletbesøg - Skal de seriøst lærer at stå op og tisse? Og er det bare sådan en mangel-funktion i drenge har, det med at slå brættet ned igen?

Spørgsmålene om "voksenlivet".. Hvordan får man en baby ind i maven? Hvorfor har jeg en tissemand og du har en tissekone? Hvad ville en mand gøre?

For ikke at snakke om Playstation, Xbox, iPad.. Nu indeholder jeg jo selv en mindre spille-nørd, når vi kommer til sådan nogle spil hvor man kan slås og jeg kan vinde - Men når det kommer til Minecraft, Fifa mv., så er jeg altså blank.. Lege onkel søges, i disse tilfælde!

Og for lige at sætte prikken over i'et.. Fritidsinteresser!
Min den ældste har valgt ishockey. Selvfølgelig. Han skal ud og røre sig. Nærkamp, få nogle knubs.. Men behøver han at vælge en sport hvor et enkelt fald, eller skud, kan ødelægge hans smukke ansigt?
Kunne han ikke bare gå til fodbold, hvor han sådan - kunne nøjes med at brække et ben, eller noget?

Okay, ja - Jeg har altså mine personlige problemer med at være enlig mor til drengebørn. Jeg KAN bare ikke det samme som en mand, i deres øjne.. Indrømmet!
Indimellem savner jeg at lave perler, sætte hår og lege med dukker..
Men jeg vil aldrig, for noget i verden, undvære den kærlighed vi deler, drengene og jeg - De grin vi dagligt har og den glæde der stråler ud af deres øje, hver evig eneste dag.
Jeg skal bare lige lærer at være lidt mere far.. Eller måske søge sådan en voksen-ven, sådan en mandlig en.. Det var en nem løsning.

Nogle frivillige?

Og så.. På den anden side, ikkås?

Nu har jeg skrevet så meget om hvem jeg er, hvad jeg består af, hvad jeg savner og mangler, og de fleste af jer tænker sgu nok at jeg er en lille smule gakket.. Det er ikke løgn - Det er jeg.
Jeg har nemlig også en anden side af mig selv.. Facadedyret!

Jeg er et facadedyr - Jeg smider ikke min sårbarhedsmaske, før jeg ved hvem DU er, hvad DU består og hvad DU vil i MIT liv!

Lige så støttende, sarkastisk og selvsikker jeg kan være - Lige så følsom, seriøs og usikker kan jeg være.

Og så kan jeg jo så vende tilbage til noget jeg før har nævnt. Jeg har også et behov for at få at vide at jeg er god nok, at jeg er okay trods fejl og mangler. Trods at jeg indimellem overreagere og selv om jeg indimellem overengagere mig - Så har jeg stadig brug for at høre at jeg er ok, som jeg er.
Som seriøse Mette, der tuder snot over noget som jeg egentlig bare burde trække på skulderen af.
Mette som overreagere, ene og alene af den grund at situationen hun sidder i, giver hende følelsen af magtesløshed.
Mette som pludselig bliver usikker på sig selv, fordi et andet menneske sender blandede signaler, eller fordi hun faktisk ikke har et svar, lige nu og her, på en pludselig opstående situation.

Jeg kan også have brug for at en tager min hånd, kigger mig dybt i øjnene og spørg hvordan jeg har det - Og bliver ved med at stirre, indtil jeg smider bomben. Men - Hvordan kan jeg forvente dette, når jeg aldrig selv råber 'SOS'?

Som jeg også før har nævnt, så er der ikke mange mennesker der ser denne side af mig - Fordi jeg vil overleve. Fordi den side intet nytter. Men den er der.

Og når ingen (eller meget få) ser denne side, hvem skal så fortælle mig at alt er ok, at JEG er ok, når det eneste jeg giver udtryk for er at alt er godt.
For alt er altså ikke altid pisse godt, vel?

^ Og lige der, efter den sætning, får jeg det mærkeligt igen. Usikkerhed over om det jeg føler, nu egentlig også er ok? Mange mennesker har det jo meget værre end mig.
Jeg har ikke mistet nogle af mine forældre - Tværtimod, er jeg så heldig at jeg har hele 4 af dem.
Jeg har ikke mistet nogle af mine søskende -
Tværdimod, er jeg så heldig at jeg har hele 5 af den slags.

Tværdimod har jeg så mange dejlige mennesker omkring mig - Som jeg bare ikke benytter mig ordentligt af. Jeg vil hellere at de benytter mig.

Så, er det okay at tude fordi man er magtesløs over en situation med et andet menneske?
Er det okay at blive vred over en situation man alligevel ikke kan gøre noget ved?
Er det okay at føle sig usikker omkring sine egne følelser? Der er jo faktisk ingen der kan styrer det, vel?
Er det okay at synes at hele universet er lidt imod en, når man står face to face med en alvorlig sygdom?
Eller når man ikke kan fjerne smerten fra sine børn - hverken psykisk og fysisk?

Er det okay at sidde med disse følelser, når så mange andre har det SÅ meget værre?
Og er det okay at brokke sig - Når man egentlig ikke selv beder om hjælp fra sine nærmeste, til at bearbejde dette?

Jeg modsiger egentlig lidt mig selv nu, for jeg har før sagt at hvis du spørg hvordan jeg har det, så skal du spørge fordi du er interesseret, ikke fordi du vil være høflig - for jeg fortæller dig det.
Det gør jeg også - Jeg kan godt fortælle dig at det har været en dum dag, at jeg er lidt træt eller ked, eller at jeg er over-happy.. MEN - Det er bare ikke altid jeg fortæller dig HVORFOR! Og der må være en væsentlig forskel, ikk?
Nogle gange ved jeg måske slet ikke hvorfor.. Mange bække små, som man siger.

Jeg holder af rigtig mange mennesker - Jeg engagere mig i folk - Tit også lidt for meget.
Jeg er et menneske-menneske. Jeg elsker at omgive mig med mennesker, på både godt og ondt. Jeg vil folk det aller bedste, og hvis JEG kan gøre noget for det, så ville jeg være jordens lykkeligste kvinde.
Hvis JEG kan være dagens smil, dagens grin, dagens krammer, så ville lykken være gjort!
Men hvorfor - HVORFOR - har jeg så, så ekstremt svært ved at lade andre gøre det for mig?

Jeg må være min egen værste fjende!

Hygge-nygge-tulle-nulle-putte-fis.

Sådan er jeg jo også.. Sådan.. Blød.
Jeg elsker det, jeg elsker hygge. En god film, ingen snak, bare afslapning og - HYGGE!

Selv om jeg til hverdag måske godt kan virke lidt (okay, lidt meget) som en kontrol-freak - En zombie der bare render rundt og ordner ting efter et skema - Så har jeg altså også en ret så blød side.

Jeg elsker de her stunder - De stunder hvor ord er ligegyldige, og det bare er jeg, mig, og mine tanker.
"Blaaa, blaaa, blaaa" tænker I så, efter alt mit #Foreveralone snak - Men, jeg kan faktisk godt lide at være alene. Jeg nyder det virkelig!
Misforstå mig nu ikke - For at have en at dele sådan en aften her med, ville være mere end godt - Så ville det jo bare være os, og mystikken i at tyde hinandens blikke :)
Det lyder jo helt Disney-agtigt.. Bare uden Disney!
Jeg er ikke total enspænder.. Men i et forhold skal der altså også være plads til mig-tid.. For begge parter! Det er så vigtigt!!!

Selv om jeg, som tidligere nævnt, helst vil gi', så vil jeg jo også gerne forkæles lidt. Hygges om. Slippe ansvar og voksen-tilstand for en stund, og faktisk være den der er "den lille" - Ikke som i at jeg kun er 160 cm. HØJ, men som i at jeg bliver passet på, beskyttet og værdsat. 
- Og hvis jeg så oveni kunne blive nusset lidt her og der, kysset lidt i panden, og holdt lidt i hånden, så ville der nærmest ikke være plads til flere +'er i bogen, jo 😍😍

Når man ikke har en at dele hverdagens op og nedture med, så kan det godt gå hen og blive lidt for voksent.. Indimellem lidt ensomt.
Og det er jo så her jeg bruger jer, som læser alt det her ligegyldige noget jeg skriver, når det hele bliver lidt.. Eller nej, forkert - Når JEG bliver lidt .. Mærkelig?

Men når der nu ikke er en til at dele det med, så sørger jeg selvfølgelig selv for det. #Selvforkælelseerdælemeikkedumt!
Mette du er så sød og dejlig - og gu' fanden har du fortjent de popcorn!

Kan man søge en hygge-partner nogen steder, måske?
Jeg skal nok stå for madpakker, børn, og alt det praktiske, hvis bare du er god til at hygge - og indimellem medbringer chokolade - Så forstår vi to hinanden!
(Husk dog at have været i bad inden for de seneste 12 timer, inden du dukker op, så er du sød!)

Dating.. Sjov lille størrelse.

Er der nogen der gider opsummere de der dating-regler for mig, for jeg er tydeligvis for gammel, ude af træning eller.. Måske har jeg i realiteten sletter aldrig rigtig datet før?

Jeg er sådan nået til et punkt (tror jeg nok - Det kan jo være min tidligere nævnte krise, der taler) hvor jeg faktisk godt kunne tænke mig at finde ud af hvordan man gør?
Eller - Altså ikke fordi jeg er desperat, men fordi jeg er nysgerrig (og har et par behov der skriger efter at blive fodret af!)

Der må være en grund til at de - Eller jeg - Faktisk os begge, altid havner i den meget berømte friend-zone? 
Er det nu min direkte omsorg igen? Way to much, I know!
Det kan også være fordi jeg ikke opfanger signalerne - Eller måske overanalysere jeg dem? 
Måske er de der faktisk bare slet ikke, for Mette hun er bare den gode, forstående veninde som ikke bliver sur når man ikke tager telefonen hele ugen - Nej hun møder bare en med et kram og et "Jeg har prøvet at ringe, har du det godt?"

^ No shit.. Jeg er sådan. Burde jeg blive sur, i stedet? Sådan lidt "du kunne fandme godt tage din telefon, eller i det mindste smide en sms, din nar.." 
(Nøj, hvor jeg bander meget, har I lagt mærke til det?)
Eller er det lige i overkanten?

Problemet er bare - Jeg synes ikke jeg kan tillade mig at blive sur, over at DU ikke tager telefonen i en hel uge, fordi JEG har taget en beslutning om at ringe.
Med mindre du er min kæreste - Eller med mindre vi har en klar aftale (something-something) så har du jo ingen forpligtelser overfor mig. Intet ansvar.
Så hvorfor skal jeg blive sur? Hvorfor skal du undskylde dig selv.. Skylder du mig en forklaring på hvorfor du valgte ikke at reagere på en beslutning som JEG lige tog? 
Det er da høfligt at undskylde - Men vil du ikke godt være sød at gøre det, fordi du faktisk mener det og har et behov for at lette din dårlige samvittighed - Og ikke fordi din mor har lært dig at det skal man bare?

Er det her det går galt? Er det her mændene tænker, "hun er fandme blød hende der. Ingen rygrad - Hun finder sig bare i det.."
Det er jo ikke sådan det hænger sammen, vel?

Åh for fanden - Hvem skaffer den kattekilling til mig, så jeg kan få mig en ny hobby, i stedet for at sidde her og overanalysere de mænd jeg ikke har mødt endnu? - Eller som ikke har fået øjnene op for mig, for hey .. Jeg er altså et catch. 
Klog OG sjov.. Hva'be'har?

Det er ikke den sætning man skal smide på første date? Nej .. Okay.
I get it - Lyt.. Ikke snak. Grin af hans jokes. Lad ham betale. Vær lille, forsigtig og sårbar.. Ligesom på film!
Once again - Sex And The City *Hjerte-Hjerte!*

Når du har løsning på den perfekte dating-metode, så lad mig vide det. Indtil da - Går jeg måske i hi?

Det er bare 3 år for tidligt..

Om 3 år fylder jeg 30.. AV!
Gudskelov føler jeg mig stadig som en på 22 og ligner en på 19, så jeg skal for fanden ikke klage - Men hey.. Jeg tror jeg har ramt min 30 års krise, 3 år for tidligt!!

Hvilket ben skal man stå på? Er jeg klog, vejledende, super fornuftig og støttende, eller er jeg sjov, trækker lidt på skulderen og tager det som det kommer? Kan man godt være begge dele?

Jeg har smidt krontrollen, og gjort noget drastisk.
Jeg er blevet optaget på en uddannelse, og starter til sommer med at læse til neurologassistent - Jeg har sagt mit job op - Bum bum!
Hvad så nu? Ja, så hedder det fokus på foredrag og træning indtil da.. Ja? Hvad mener? Ikke mere!

Nå.. Jamen Mette dog? Hvad sker der?
JEG VED DET IKKE!!!

Den her krise har ramt mig, sådan - SMASK!

Det er ikke en krise som i "jeg-tuder-hele-tiden-lever-af-chokolade-og-sex-and-the-city-mens-jeg-venter-på-at-bonderøven-på-den-gule-havelåge-kommer-og-redder-mig-med-kys-kærlighed-og-alle-de-rigtige-svar"-krise.

Nej, det er krise som i "Okay-jeg-tænker-det-her-lige-nu-og-så-siger-eller-gør-jeg-det-fandme-bare-men-vent?-Siger-eller-gør-Mette-på-snart-30-år-og-mor-til-2-egentligt-sådan?"-krise!

Jeg ved hvem er jeg - Jeg ved hvad jeg består af. Men hvad gør jeg med de ting, jeg består af? Pakker jeg dem ind, så det ikke skræmmer folk så meget, eller tager jeg de slag der nu engang må komme?
JEG VED DET IKKE!

Giver jeg nok plads til mine medmennesker? Er det måske noget jeg skal øve mig mere i?

Er jeg der overhovedet nok for folk omkring mig, eller har jeg så travlt med min krise lige nu, at de bliver glemt?

Er det overhovedet en krise, eller er Rasmus Seebach så god til at sætte ord på alt det der burde være perfekt, at man bliver en smule hjernevasket?
For hvad er 'perfekt' egentlig?

Spørgsmålene er mange - Og lige nu, kl. 00.14 natten til fredag, er svarene dæleme få. Men de kommer.. Lige pludselig.. Ikk?
(Fornem panikken!)

En ting er sikkert - om ca. Et døgn har jeg garanteret svaret og løsning på alle spørgsmål i denne verden, for på det tidspunkt skulle jeg gerne rende rundt med en ret god promille, i håb om at finde bonderøven på den gule havelåge.
Om han findes ved jeg ikke - Men så kan hans stedfortræder, for denne aften, forhåbentligt give mig et lille håb, bare for en aften!

#Jegerjomor - Ej at forglemme, så nu vil jeg pakke min krise sammen, gå i seng, og glemme alt om at imorgen når jeg vågner, er der en dag mindre tilbage til at finde manden der vil gifte sig med mig, inden jeg kommer til at stå i peber-dåsens skudlinjen!

FOR FANDEN ALTSÅ - Ny krise, lige der!!!

Når du indleder et forhold til mig.. Er du bange nu?

.. Når jeg siger forhold mener jeg ikke sådan et kisse-misse et. Jeg mener. Et venskab - Et bekendtskab. Er alle med? Gooooodt nok!

Jeg har over de sidste mange år, mødt mange mennesker. Nogle er skredet i svinget, andre er kommet for at blive.
Og så var det jeg sad og tænkte - Hvad har jeg egentlig at byde på? Hvad får man egentlig, når man indleder et forhold til mig.

1 - Jeg analysere.. ALT!
Jeg prøver at lade være, men jeg gør det alligevel.. Det er blevet en - Afhængighed måske? Men jeg gør det altså. Ikke fordi jeg tror du er et dårligt menneske, men fordi jeg prøver at regne dig ud.

2 - Jeg tuder.
Og det gør jeg tit - Både af glæde og af sorg. Er der først hul, så løber det også bare ud.. Det er forfærdeligt, men det sker.
Ofres tuder jeg af grin, hvilket leder mig videre til næste punkt..

3 - Jeg griner .. MEGET!
Indimellem også alt for meget. Jeg har virkelig en sort, sarkastisk og plat humor. Men jeg elsker det, og der skal ikke meget til før jeg griner.

4 - Mine børn.. Åh mine børn.
De er så dejlige.. Jeg taler tit om dem. Nu kan Elias sådan og sådan, og forleden sagde Emil noget virkelig sjovt. Bliver det for meget, så stop mig.. Jeg kan tage det - Nogle gange ;)

5 - Følelser.
Jeg er ekstremt dårlig til at skjule mine følelser. Spørg du mig hvad der er galt, eller hvordan jeg har det, så spørg fordi du er interesseret og ikke fordi du vil være høflig, for du får det at vide!
Ligeså spørg jeg til dine følelser - Og i stedet for at pakke det ind, fordi du ikke rigtig vil tale om det, så sig det direkte "Mette, det vil jeg sgu ikke tale om lige nu" - Det kan jeg godt ta'. Men forvent også at jeg spørg igen en anden gang.

6 - Kærlighed.
Masser af kærlighed i alle former. Som i krammere, gaver, dumme sms'er.. Jeg viser det, og jeg fortæller hvis jeg holder af dig, eller tænker på dig. Lad være med at lade dig skræmme - Jeg vil bare hellere nå at fortælle det, imorgen kan det jo være for sent.

7 - Sarkasme/ironi.
Hvis jeg fortæller dig at din skjorte virkelig står godt til dine ankler, eller at dine sokker får dine øjne til at skinne, så er det ikke fordi jeg prøver at være ond. Jeg prøver at være sjov og sarkastisk og ironisk - Det er ikke altid det lykkes, men jeg prøver, og jeg synes selv jeg er skide sjov, altså!
Indimellem skal du måske også tage det som en hentydning.. Hvem ved?

8 - Lotte Heise.
Jeg snakker. For fanden hvor jeg snakker.. Og du må gerne stoppe mig.
Men lige så god, som jeg er til at snakke, er jeg til at lytte - Bare du er klar til det svar jeg så evt. må komme med - For (punkt 1) Jeg analysere jo.

9 - Bekymring.
Det ligger bare til mig - Jeg bekymre mig. Indimellem for meget, men jeg gør det, og det kan jeg ikke lukke øjnene for.

10 - Hygge og forkælelse - Masser af det!
Med eller uden unger. Mit hjem vrimler i perioder med mennesker. Inviter gerne dig selv på aftensmad eller på en film.. Eller, eller.. Et slag 500 eller et spil PS - Jeg elsker det.

Når jeg nu sidder og skriver det her, så forstår jeg egentlig godt at nogle er skredet i svinget - Jeg kan dæleme være en stor mundfuld.
Det kan da godt være at man skal være en lidt speciel støbning for at have et forhold til mig?
Men jeg er mig, og det kan jeg ikke rigtig ændre på.. Lige meget hvor hårdt jeg så end prøver! :)

Lad-som-om-psyko-terapeut..

Tidligere i dag snakkede jeg med en veninde - Vi kom til at snakke om svagheder og styrker.
Jeg ved godt hvor mine ligger.

Min største styrke er min empati, medfølelse og omsorg for andre mennesker. Det er det jeg kan finde ud af. Jeg kan finde ud af at være der, når der er brug for det - Det klap på skulderen, vil jeg gerne give mig selv.

Min største svaghed er ... Min empati, medfølelse og omsorg for andre mennesker. Når jeg først har den, så har jeg også svært ved at slippe den igen. Få den på afstand. Men hvorfor?

Fordi jeg selv mangler det. Jeg mangler selv empatien når det hele sejler.
Den person der siger "Hej Mette, døren er altid åben, om vi skal ligge i ske, glo ud i luften, råbe, skrige og græde eller om vi skal spille fisk - Døren er altid åben".
Sådan siger jeg selv - Fordi det er mig.. Sådan er jeg bare.. For fanden!

Sidder jeg nu og siger at mine veninder og kammerater er nogle små egoistiske lortehoveder? NEJ!
Mine veninder og kammerater er fantastiske, ubeskrivelige, uundværlige.. Problemet ligger hos mig selv. Jeg er et lortehoved.
Jeg har så svært ved at tage imod - Jeg har så svært ved at tage imod hjælp. Jeg har så svært ved at tage imod alt - Selv komplimenter. Jeg har så svært ved at åbne op og sige - "Hey makker, nu sejler det hele sgu for mig, giver du en krammer?"
Jeg vil hellere gi'. Jeg er meget bedre til at gi'.

Det dur ikke - Det dur ikke fordi det ender med at jeg får skubbet folk væk. Det ender med at mit behov for at gi', skræmmer folk til at tro at jeg er en eller anden lad-som-om-psyko-terapeut som prøver at overtage herredømmet og gøre alle til mine små svage undersåtter.
Det er jo ikke tilfældet. Langtfra!
Jeg vil bare gerne gi'.
Jeg vil bare gerne gi' ud af mit lille usle hjerte.
Jeg vil bare gerne hjælpe.
Jeg vil bare gerne.. Se folk smile!
Jeg vil bare gerne være til nytte.

Jeg vil bare gerne gi'.

Jeg vil bare gerne lærer selv at komme og bede om den krammer, jeg indimellem selv hunger efter.
Eller i det mindste bare tage imod den?
Det må være mit mål for denne uge - At bede om, (eller tage imod) den krammer. Ikke fordi det sejler lige pt. Men fordi det er rart. Rart at føle sig passet på, holdt af - Holdt om?
Slippe facaden og bede om den krammer.
Gad vide hvor længe man kan leve højt på sådan en?

#Foreveralone

.. Så her sidder jeg.
Arbejdsdagen har været lang, men tiltrængt, ungerne er hentet fra deres papa og puttet i deres putkasser.
.. Så her sidder jeg!

Jeg havde lige en halv time efter job, så jeg valgte at gå en tur igennem gågaden, få ordnet de ting i Matas der skulle gøres, og hoppe ind forbi en bekendt i hans butik.
Efter det besøg slog det mig - #Foreveralone!
Jeg tog mig selv i at spørge ham - "Hvilket stjernetegn er du egentlig?"
Er man så helt derude, hvor man virkelig er på nippet til at opgive kærligheden, og få et crazy-cat-lady-startsæt?
Ikke fordi jeg ser mig selv sammen med denne mand, han er en vild (fantastisk sød, men vild og spontan) gut, og det vil jeg aldrig tage fra ham.. Men hallo.. "Hvilket stjernetegn er du?" Stop dig selv, Mette!

Jeg har aldrig troet på det pjat - Måske en smule på de kinesiske stjernetegn, men aldrig fuldt og fast.

Tankerne efter denne episode, ledte mig tilbage til de spørgsmål jeg ellers har fået, fra mænd, omkring min status som enlig mor, til to.

"Er det med den samme far?" - "Jamen så vil du jo ikke have flere børn." Osv osv, i samme dur.

Hvad tænker disse mænd egentlig når jeg siger "nej, det er ikke samme far - MEN, der er kun én far alligevel.."
- Eller når jeg siger "Flere børn er da en mulighed, hvis jeg møder den rigtige.."
Jeg troede jo også min yngste søns far var den rigtige, så hvor er garantien?
Ja, hvad tænker disse mænd egentlig når jeg siger "Hej, jeg hedder Mette - Jeg er alene mor til mine to drenge..."
Går hele deres liv i stå der? Var det lige udelukkelsesmetoden jeg serverede for dem, på et sølvfad?

Egentlig synes jeg det er skide ærgerligt, for jeg er ikke typen der vil sætte lårene af min partner. Det er da rart til tider, men - Jeg forventer selv frihed i et forhold - Og hvad man selv forventer, må man også forvente at give tilbage.
Så hvis hans store drøm er at tage tre måneder til Malta, så er jeg ikke den der skal stoppe ham. Det handler vel om kærlighed, og tillid, ikk?
Det handler vel om at tro på at man elsker hinanden nok til at vide hvor hjertene høre hjemme, ikk?

Lige så forventer jeg selv at kunne sige "Hey makker, der er pizza på vej, øl i køleskabet, fodbold på skærmen, drengene kommer snart, ungerne og jeg smutter på overnatning hos min veninde"

Eller: "Jeg trænger til en aften ude med pigerne, på lørdag, er det ok?"

Og når jeg forventer dette er jeg selvfølgelig også klar til at give igen af samme skuffe.
Hvis han skal i byen, så er det da det han skal.
Hvis han trænger til en impulsiv tur på baren, efter arbejde, så er det da det han skal.
Hvad får man ud af at holde ham tilbage? Andet end at han ikke får stillet sit behov, og dermed bare går og bliver mere og mere gnaven?
Det er bare ikke alle behov, et familie liv, eller man selv som kæreste kan stille hos sin partner - Og det er altså okay.

Det er selvfølgelig en fin balancegang - Jeg ville nok blive lidt muggen hvis han tog en impulsiv tur på baren den dag vi skulle til min mors fødselsdag :) Lige så ville jeg blive lidt muggen hvis respekten og forventningen ikke var gensidig. Altså høre man selvfølgelig lige sin partner ad i en god tone, inden man springer ud i det, i stedet for at tage alt som en selvfølge - Gør man det sådan, så er jeg, og med garanti flere andre, yderst samarbejdsvillige ;)

Under alle omstændigheder.. #Foreveralone.. Virkelig?
Fordi jeg er alene med to børn, betyder det ikke at familielivet starter fra day 1 - Det betyder ikke at alle tidsplaner skal overholdes og alt skal skemalægges. Det betyder ikke at alle skal sidde ved bordet kl. 18. Selv om man har 2 børn, handler det vel stadig om kompromis og samarbejde. Tid til hinanden, tid hver for sig. Jeg har altså stadig det behov, selv om jeg har en lille familie at tage mig af - Kæreste eller ej!

Det her skulle være så sundt..

Det siger alle jo - "Skriv dine tanker og følelser ned, det er skide sundt, og en rigtig god selvterapi"
Jeg siger det endda selv, når jeg sidder bag skærmen og råder og vejleder folk igennem deres små kriser. "Skriv - Få styr på dine flyvetanker - Skriv!"
Den dårligste i hele verden til at følge mine råd er.. Mig!

Jeg er mor til to fantastiske drenge, Emil på 5 år, og Elias på knap halvanden. Livet som mor er noget af det mest fantastiske jeg har budt mig selv - Men dæleme også det mest opslidende. Er I klar over hvor meget selvrealisering det kræver at forme sådan to små individer? Er I klar over hvor mange kræfter det kræver at viderfører de værdier man selv så inderligt prøver at leve efter.
Og er I klar over hvor mange tårer der har kostet mig? Ikke kun i de kampe jeg må tage med mine børn, men også i de kampe jeg har måtte tage med omverdenen for at få dem til at se og forstå hvad der er bedst for mine børn, og hvorfor jeg gør som jeg gør?

Jeg elsker mit job som sekretær, jeg elsker det faktum at jeg hver evig eneste dag møder nye mennesker, nye personligheder og nye udfordringer.
 Jeg er, eller jeg prøver at være, den gode og støttende veninde. Hende der altid er klar på sjov og ballade og hende der ALTID er der med en skulder - Om det altid lykkedes, ved jeg ikke, men .. Jeg prøver.

Jeg elsker den udfordring jeg snart går i møde som foredragsholder, hvor jeg skal råde og vejlede skilsmissefamilier - Jeg glæder mig, så meget!
For Mette, hun har jo overskuddet. Mette hun har de gode intentioner, Mette hun er ovenpå.
^ det er ikke løgn.

Hemmeligheden er bare at jeg indimellem ligger mit overskud forkert - At jeg ikke altid udlever de gode intentioner jeg nu engang har, og at mit "ovenpå" faktisk godt kan resultere i at jeg, en aften som i aften, kværner en halv bakke flødeboller for mig selv, lukker mig inde i mit soveværelse for at se 5 afsnit af "Greys hvide verden" i streg, og glemmer alt om at der skal 
smøres madpakker, ryddes op, og pakkes tasker til imorgen.. Men ærligt - Jeg gider ikke i dag. Indimellem føler jeg sgu det hele er lidt røv og nøgler - Det har man vel også lov til, ikk? Jeg mener, jeg er jo også kun et menneske. Et menneske på 27 år, som nu i halvandet år har stået alene med et kæmpe ansvar - Ikke kun for mig selv og min fremtid, men sørme også et ansvar for at forme de her to små liv, gøre dem klar til at angribe verdenen, og ikke mindst sørge for at deres hverdag er så optimal som den kan være. 
Et ansvar jeg selv har valgt, og sørme også et ansvar jeg agter at påtage - Men hvor mange forstår det egentlig? Hvor mange forstår at livet som enlig mor, egentlig ikke er så skide rosenrødt? Alt skal planlægges, man må sige nej til de sene vagter på jobbet, og dermed også de gode penge, og tit og ofte må man også sige nej til de traditioner man har haft med veninder i årevis - For jeg er jo mor. 

Det skal heller ikke være en hemmelighed at jeg, trods det at jeg er blevet foredragsholder og formidler, altså stadig ringer til min mor i visse situationer og siger "hjælp din lille pige, jeg er ude på dybt vand" - Mor ved altså bare altid bedst.. Også selv om man er 27 år.

Jeg har begået 2 store fejl, i mit liv som enlig mor. 
Den første var at lade min store dreng passe alt for meget, de første 2 år af hans liv.
Den anden var at glemme alt om egne behov, fra min yngste søn kom til verden, og til nu. 

Jeg er sikker på at mange vil høvle mig for den bemærkning jeg kommer med nu, og det er også okay, vi kan ikke alle tænke ens, men ... "Jeg er også kun et menneske!"
Mit liv, og min omverden skal ikke gå i stå, 'bare fordi' jeg har fået børn - Jeg har også ret til at have et voksenliv. Havde mine børn været hos deres far hver anden weekend, havde jeg haft tiden der, men det er de bare ikke, og dermed må det planlægges anderledes. Dermed må jeg trække på familien, dermed må jeg springe til, når mine venner står og hunger efter at se mig fuld!
For ja - Når jeg en sjælden gang imellem er uden børn, er det faktisk ofte det der sker.. Jeg drikker mig fuld, jeg griner, jeg har det sjovt og jeg ter mig som en vild teenager, for ved I hvad? Det er skide sjovt! Det er skide sjovt at være non-voksen et døgns tid. 
Egentligt burde jeg nok gøre rent, rydde op og få sovet.. Men.. Det er lidt som om det der voksenliv bare ikke trækker så skide meget, når ungerne ikke er hjemme. 
Det er lidt som om at jeg hellere vil høre TopGunn synge en ligegyldig sang om min lille røv, end jeg vil høre Kaj og Andrea synge om frømænd, og det er lidt som om opvaskemaskinen godt kan vente med at blive tømt, til imorgen - Det er faktisk lidt som om at mit dankort får lov at leve sit eget liv. Og igen - ved I hvad? Jeg elsker det!
Jeg elsker mine børn, livet som mor, og min hverdag - Men disse stunder elsker jeg altså også.

Så hey, hvis overskuds Mette skal leve videre, så er dette hvad der skal til engang imellem. Længe leve tabuer.

Imorgen venter hverdagen igen, efter en dejlig juleferie, omgivet af skønne mennesker vi holder af - og jeg glæder mig faktisk. Jeg glæder mig til at aflevere mine drenge i insitution, jeg glæder mig til at møde på arbejde, og ikke mindst glæder jeg mig til at alt er tilbage, hvor det plejer.
En vaskemaskine der kører på højtryk, aftensmad der skal laves og indtages, børn der skal bades og puttes, madpakker der skal smøres, tøj der skal lægges sammen og til sidst et ego der skal plejes. 
Jeg elsker min hverdag - Men jeg elsker også tanken om at jeg på fredag, når jeg aflevere mine drenge i insitution kan gå på arbejde med tanken om at jeg intet skal nå - At min mor tager sig godt af mine børn, og at jeg har nogle venner som glæder sig til at drikke mig i gulvet. 
La os nu se hvem af os der rammer gulvet først, ikk? ;)

Nu vil jeg tilbage til min røv og nøgler tilstand - Der er tre flødeboller der venter på at blive ædt, og et afsnit af "Greys" som altså lige skal ses, en veninde der mangler et opkald, inden jeg kan gå ordentligt i seng, med tanken om at jeg imorgen skal stå en time før op, og ordne alt det jeg virkelig ikke gad her til aften!

Længe leve røv og nøgler!

God aften.