Kærlighed i børnehøjde.

Min store dreng på 6 år er lige nu i en periode hvor "hvorfor?" er en del af enhver sætning. Derfor har vi den seneste tid snakket om alt fra hvorfor isbilen ringer (Fordi der er udsolgt, selvfølgelig) - Hvorfor kirkeklokkerne ringer kl. 09.00 (Fordi det er først der man må stå op om søndagen, naturligvis) til kejsersnit, studenterhuer og forskellen på drenge og piger .. 

Lige til sidst nævnte, ik? Det er svært at være enlig mor til drengebørn, lige i den situation!

I dag kom emnet "kærlighed" så på bordet. 

Min første tanke var "Sådan! Endelig noget hvor jeg ikke skal finde på røverhistorier og lange udenomsforklaringer.." Jeg skulle da tro om igen.

Da vi først kom igang, var ordet "kærlighed" jo egentlig ret svært at forklare. For hvad ER kærlighed, egentlig?

Jeg prøvede først med noget ala. "Det er når to mennesker elsker hinanden.."
"Men mor, hvordan ved man at man elsker hinanden?"

"Det er noget man kan mærke i maven. Sådan en slags sommerfugle.."
"Men mor, får du sommerfugle i maven når du ser faster Nadia og mormor?"
"Ehmm.. Nej.. Øh.."
"Men dem elsker du da, gør du ikk', mor?"

HVORFOR ER DEN DRENG OGSÅ SÅ PISSE SKARP?

Jeg måtte tænke lidt. Hvordan skulle jeg forklare mig ud af det her, ikke-ret-meget-ligetil-alligevel-emne, uden at skulle igennem et hav af søforklaringer, blomster, bier og nutellamadder?

"Kærlighed er når man er stærk når det hele er godt - Men endnu stærkere når det hele er skidt!"

Fik jeg sagt.

Jeg kunne godt se at propellen på knægtens hoved blæste derud af med pendulfart. 

"Men mor....." sagde han, og holdt en lille pause.

"Nu kommer der et eller andet med Anne eller Ida fra børnehaven.." tænkte jeg og åndende lettet op "..Det var jo nemt nok alligevel!"

"Var det derfor dig og faster krammede så meget da du var syg og var på hospitalet? Fordi I var rigtig stærke af jeres kærlighed?"

BINGO!

Der ramte han sgu hovedet på sømmet, den bette.

"Netop, skat. Der var mor ikke så stærk, men jeg blev stærkere fordi jeg havde faster. Det er kærlighed! - Ligesom vi alle sammen krammede da oldemor døde. Fordi at den kærlighed vi gav og fik, gjorde os stærkere."

Vi sluttede vores samtale af med at snakke om forskellen på at elske og holde af - Forskellen på at elske en kæreste, sine forældre, sine søskende, sine venner og sine børn. 

At kærlighed og elske ikke var den samme ting. At kærlighed er at sætte pris på alt det gode og acceptere alt det ikke så gode. Og selvfølgelig det at "elske" var et MEGET stort ord, som jeg synes man skulle mærke godt efter nede i maven, inden man bare sagde det. Det forstod han godt. 

"Man skal ikke sige det, hvis man ikke mener det.." afsluttede han.

Og hvor har han ret.

Og nu sidder jeg her, som en meget stolt mor, med stof til eftertanke. Tænk at min 6-årige søn kunne forklare ordet "kærlighed", bedre end hans mor kunne (bevares, ordene har aldrig rigtig danset for mig, i lettere pressede situationer) - Og tænk at han faktisk tænker over så store ting. Det er jo ufattelig hvad der egentligt foregår inde i det lille hoved.

Jeg er dybt dybt imponeret. 

Gad vide om vi ikke alle sammen lever af, søger og holder os oppe på

kærlighed i børnehøjde? Intet filter. Den er der bare. Stærk, lige til og ikke til at tage fejl af!

"Nej mor, du er en god far.."

Det skal ikke være nogen hemmelighed at mine store dreng har været udsat for mere, end hvad godt er, for et barn på kun 6 år.

Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg er en stor del af dette.

Det skal heller ikke være en hemmelighed at han aldrig har haft kontakt med sin biologiske far.

Ej heller skal det være en hemmelighed at jeg ikke har gjort det store for deres kontakt - I min optik skal dette komme fra far selv. Af fars egen lyst - fra fars eget hjerte. Det skal ikke være noget jeg presser nedover hovedet på ham. Ligeså må jeg jo nok indrømme at jeg måske frygter det eventuelle afslag, hvis jeg en dag skulle komme så langt, at kontakte ham på min store drengs vegne.

Min store dreng ved godt at han har en far et sted derude. Han ved også hvad han hedder, og han ved at hans far og jeg har været kærester engang.

I dag, på en længere gå tur i det gode vejr, kom alle de spørgsmål jeg har haft 6 år til at forberede mig på. Mange af spørgsmålene har vi haft før - Snakket om dem, grædt sammen, grint sammen., undret os sammen.

Alligevel kom de så uventet, i dag. 

Mens min søn snakkede, var det som om alt gik i stå indeni mig. Udenom mig trampede livet larmende og voldsomt afsted. Henover alle mine drømme, mine håb, min kærlighed, mine tanker. Indeni mig var der koldt. Tungt. Stille?

Alle følelser hamrende igennem min krop. Sorg, angst, lettelse, frustration, frygt, kærlighed, had. Og når jeg kunne blive ramt af det her følelseskaos, tør jeg slet ikke tænke på, hvilke følelser min søn gik med, når det nu var ham der gik med alle spørgsmålene.

"Men mor, var jeg ikke god nok til ham?" - "Men mor, var det fordi jeg græd meget?" - "Men mor..."

Jeg svarede, så godt jeg kunne, uden at sætte hans far i et dårligt lys, og uden at få min søn til at føle sig forkert.

Jeg svarede med et håb om at han kunne høre overskuddet i min stemme - selv om jeg indeni var lillebitte. Selv om jeg indeni skreg efter de rigtige ord, de rigtige svar!

"Men mor, er du så også min far?" - Jeg stoppede op, tænkte.. Tænkte lidt mere. Hvad skulle jeg svare?

"Nej, jeg er din mor. Jeg kan, og vil, altid kun være din mor. Men jeg vil også altid gøre mit til at du skal være glad. Føler du at du mangler at kende din far?"
Jeg bed mig selv i tungen - Nu havde jeg for alvor åbnet op for muligheden.

Knægten tænkte - Havde der været en propel på hovedet af ham, havde den drønet derud af. Det knagede.

"Nej, mor. Nej. Jeg mangler ingenting." sagde han, tog min hånd og fortsatte "Du er en god far!"

I det de ord kom ud af hans mund, væltede tårene ud af mig. Jeg ville ønske jeg kunne lade det øjeblik stå helt stille.

Min store, omsorgsfulde, 6 årige dreng havde sat ord på noget så stort, så følelsesmæssigt - Og han havde gjort det til UG!

Jeg ville slet ikke fortænke ham i det, hvis han følte at han manglede at få opklaret de 50% af sig selv. 

Jeg vil på intet tidspunkt sætte spørgsmålstegn, hvis han en dag bliver nysgerrig.

Men at vide at han lige nu, lige i dag, i en alder af 6 år, kunne sige at han ikke havde det behov. Det overraskede mig ikke kun, det gjorde mig også stolt. 

Det gjorde mig stolt fordi han, trods alt det han har været igennem, kan se så utrolig mange glæder i alt det han har - I stedet for at se alle sorgerne i alt det han ikke har. 

Lige nu er han måske en lille smule bange for hvad det egentlig er, der gemmer sig bag ordet "far", men en dag kommer den nok - nysgerrigheden. Trangen til at vide hvor han kommer fra. Og den dag vil jeg støtte ham, med alt hvad jeg har i mig. Men indtil da, vil jeg hver dag sætte jeg pris på at min store dreng synes, at jeg er en god far <3

Nye tider..

Jeg har haft en vidunderlig weekend - Generelt tegner mit liv sig bare mere og mere vidunderligt, lige for tiden, selv om jeg absolut ikke synes jeg manglede noget, før.

Denne weekend har været skøn, lige til og fuld af så mange grin, helt fra hjertet - der har bare været ÉN stopklods.. Mig selv.

Lørdag var vi på Hjallerup marked, drengene og jeg. Og selv om jeg nød at se mine drenge grine, smile, drille og hygge, så kørte mit hoved på total overtryk.
Flyvetanker, hvad nu hvis'ere og 10.000 andre ting fløj igennem hovedet på mig, med 200 km/t.
Da vi kom hjem, lørdag aften, havde jeg egentlig allermest lyst til at sidde mig i et hjørne og pille hver en tanke ud, vende den, dreje den, kigge lidt på den, analysere den, vende den lidt igen - Og så liiiiige analysere den en gang til.
Det har jeg gjort en milliard gange før, så hvorfor ikke også nu?

1 - Fordi jeg havde gæster. Jeg skulle være på og til stede.
2 - Fordi.. Det har aldrig nyttet så meget, vel?

Jeg ved det jo godt, og jeg har nok altid vidst det - at mit overanalysering intet nytter. Tværdigmod gør det nok egentlig mere skade end gavn, på længere sidst. I hvert fald for mig selv.

Jeg glemte jo at stoppe op, og være i nuet, nyde nuet og opleve nuet, fordi alt andet dansede i baghovedet.
Da jeg kom i seng lørdag aften, faldt jeg egentlig ret hurtigt i søvn, men jeg vågnede til gengæld ved 02-tiden om natten, med selv samme tankemylder.
Jeg lå og gloede op i loftet - sorterede - analyserede - vendte - drejede - skilte ad. Halvanden time senere havde jeg kun fundet frem til ét svar.
Alle mine drenge fortjener at jeg er lige der, hvor de er - der hvor de har det sjovt, og der hvor DE har hjertet med. Ikke i et tankekaos, ikke i fortidens 'hvad nu hvis'ere' - Men i nutidens 'lykke' - stigende efter fremtidens 'derfor!'

Jeg kan ikke sige med garanti at jeg er færdig med at overanalysere - det er jo nok bare en del af at være Mette. Men jeg kan sige med garanti at jeg vil arbejde på at lade nogle situationer, være nogle situationer. Svarene får jeg jo alligevel aldrig, før jeg har prøvet det hele af, vel?

Nye tanker - Nye tider.