Kærlighed i børnehøjde.

Min store dreng på 6 år er lige nu i en periode hvor "hvorfor?" er en del af enhver sætning. Derfor har vi den seneste tid snakket om alt fra hvorfor isbilen ringer (Fordi der er udsolgt, selvfølgelig) - Hvorfor kirkeklokkerne ringer kl. 09.00 (Fordi det er først der man må stå op om søndagen, naturligvis) til kejsersnit, studenterhuer og forskellen på drenge og piger .. 

Lige til sidst nævnte, ik? Det er svært at være enlig mor til drengebørn, lige i den situation!

I dag kom emnet "kærlighed" så på bordet. 

Min første tanke var "Sådan! Endelig noget hvor jeg ikke skal finde på røverhistorier og lange udenomsforklaringer.." Jeg skulle da tro om igen.

Da vi først kom igang, var ordet "kærlighed" jo egentlig ret svært at forklare. For hvad ER kærlighed, egentlig?

Jeg prøvede først med noget ala. "Det er når to mennesker elsker hinanden.."
"Men mor, hvordan ved man at man elsker hinanden?"

"Det er noget man kan mærke i maven. Sådan en slags sommerfugle.."
"Men mor, får du sommerfugle i maven når du ser faster Nadia og mormor?"
"Ehmm.. Nej.. Øh.."
"Men dem elsker du da, gør du ikk', mor?"

HVORFOR ER DEN DRENG OGSÅ SÅ PISSE SKARP?

Jeg måtte tænke lidt. Hvordan skulle jeg forklare mig ud af det her, ikke-ret-meget-ligetil-alligevel-emne, uden at skulle igennem et hav af søforklaringer, blomster, bier og nutellamadder?

"Kærlighed er når man er stærk når det hele er godt - Men endnu stærkere når det hele er skidt!"

Fik jeg sagt.

Jeg kunne godt se at propellen på knægtens hoved blæste derud af med pendulfart. 

"Men mor....." sagde han, og holdt en lille pause.

"Nu kommer der et eller andet med Anne eller Ida fra børnehaven.." tænkte jeg og åndende lettet op "..Det var jo nemt nok alligevel!"

"Var det derfor dig og faster krammede så meget da du var syg og var på hospitalet? Fordi I var rigtig stærke af jeres kærlighed?"

BINGO!

Der ramte han sgu hovedet på sømmet, den bette.

"Netop, skat. Der var mor ikke så stærk, men jeg blev stærkere fordi jeg havde faster. Det er kærlighed! - Ligesom vi alle sammen krammede da oldemor døde. Fordi at den kærlighed vi gav og fik, gjorde os stærkere."

Vi sluttede vores samtale af med at snakke om forskellen på at elske og holde af - Forskellen på at elske en kæreste, sine forældre, sine søskende, sine venner og sine børn. 

At kærlighed og elske ikke var den samme ting. At kærlighed er at sætte pris på alt det gode og acceptere alt det ikke så gode. Og selvfølgelig det at "elske" var et MEGET stort ord, som jeg synes man skulle mærke godt efter nede i maven, inden man bare sagde det. Det forstod han godt. 

"Man skal ikke sige det, hvis man ikke mener det.." afsluttede han.

Og hvor har han ret.

Og nu sidder jeg her, som en meget stolt mor, med stof til eftertanke. Tænk at min 6-årige søn kunne forklare ordet "kærlighed", bedre end hans mor kunne (bevares, ordene har aldrig rigtig danset for mig, i lettere pressede situationer) - Og tænk at han faktisk tænker over så store ting. Det er jo ufattelig hvad der egentligt foregår inde i det lille hoved.

Jeg er dybt dybt imponeret. 

Gad vide om vi ikke alle sammen lever af, søger og holder os oppe på

kærlighed i børnehøjde? Intet filter. Den er der bare. Stærk, lige til og ikke til at tage fejl af!