"Nej mor, du er en god far.."

Det skal ikke være nogen hemmelighed at mine store dreng har været udsat for mere, end hvad godt er, for et barn på kun 6 år.

Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg er en stor del af dette.

Det skal heller ikke være en hemmelighed at han aldrig har haft kontakt med sin biologiske far.

Ej heller skal det være en hemmelighed at jeg ikke har gjort det store for deres kontakt - I min optik skal dette komme fra far selv. Af fars egen lyst - fra fars eget hjerte. Det skal ikke være noget jeg presser nedover hovedet på ham. Ligeså må jeg jo nok indrømme at jeg måske frygter det eventuelle afslag, hvis jeg en dag skulle komme så langt, at kontakte ham på min store drengs vegne.

Min store dreng ved godt at han har en far et sted derude. Han ved også hvad han hedder, og han ved at hans far og jeg har været kærester engang.

I dag, på en længere gå tur i det gode vejr, kom alle de spørgsmål jeg har haft 6 år til at forberede mig på. Mange af spørgsmålene har vi haft før - Snakket om dem, grædt sammen, grint sammen., undret os sammen.

Alligevel kom de så uventet, i dag. 

Mens min søn snakkede, var det som om alt gik i stå indeni mig. Udenom mig trampede livet larmende og voldsomt afsted. Henover alle mine drømme, mine håb, min kærlighed, mine tanker. Indeni mig var der koldt. Tungt. Stille?

Alle følelser hamrende igennem min krop. Sorg, angst, lettelse, frustration, frygt, kærlighed, had. Og når jeg kunne blive ramt af det her følelseskaos, tør jeg slet ikke tænke på, hvilke følelser min søn gik med, når det nu var ham der gik med alle spørgsmålene.

"Men mor, var jeg ikke god nok til ham?" - "Men mor, var det fordi jeg græd meget?" - "Men mor..."

Jeg svarede, så godt jeg kunne, uden at sætte hans far i et dårligt lys, og uden at få min søn til at føle sig forkert.

Jeg svarede med et håb om at han kunne høre overskuddet i min stemme - selv om jeg indeni var lillebitte. Selv om jeg indeni skreg efter de rigtige ord, de rigtige svar!

"Men mor, er du så også min far?" - Jeg stoppede op, tænkte.. Tænkte lidt mere. Hvad skulle jeg svare?

"Nej, jeg er din mor. Jeg kan, og vil, altid kun være din mor. Men jeg vil også altid gøre mit til at du skal være glad. Føler du at du mangler at kende din far?"
Jeg bed mig selv i tungen - Nu havde jeg for alvor åbnet op for muligheden.

Knægten tænkte - Havde der været en propel på hovedet af ham, havde den drønet derud af. Det knagede.

"Nej, mor. Nej. Jeg mangler ingenting." sagde han, tog min hånd og fortsatte "Du er en god far!"

I det de ord kom ud af hans mund, væltede tårene ud af mig. Jeg ville ønske jeg kunne lade det øjeblik stå helt stille.

Min store, omsorgsfulde, 6 årige dreng havde sat ord på noget så stort, så følelsesmæssigt - Og han havde gjort det til UG!

Jeg ville slet ikke fortænke ham i det, hvis han følte at han manglede at få opklaret de 50% af sig selv. 

Jeg vil på intet tidspunkt sætte spørgsmålstegn, hvis han en dag bliver nysgerrig.

Men at vide at han lige nu, lige i dag, i en alder af 6 år, kunne sige at han ikke havde det behov. Det overraskede mig ikke kun, det gjorde mig også stolt. 

Det gjorde mig stolt fordi han, trods alt det han har været igennem, kan se så utrolig mange glæder i alt det han har - I stedet for at se alle sorgerne i alt det han ikke har. 

Lige nu er han måske en lille smule bange for hvad det egentlig er, der gemmer sig bag ordet "far", men en dag kommer den nok - nysgerrigheden. Trangen til at vide hvor han kommer fra. Og den dag vil jeg støtte ham, med alt hvad jeg har i mig. Men indtil da, vil jeg hver dag sætte jeg pris på at min store dreng synes, at jeg er en god far <3