At træde ud af følelserne.

Jeg har overhovedet ikke tid til at være i mine følelser for tiden. Jeg har en milliard undskyldninger for ikke at forholde mig til dem. Jeg har haft eksamen, syge børn, er startet i praktik, skal være stærk for ungerne og mine veninder, for ikke at tale om mine nye kollegaer og borgere. Det er snart jul, og jeg har snart fødselsdag. Der er rigeligt at se til, og holde styr på.
Min hverdag går efter et slavisk skema, og det skema må jeg ikke bryde ud af nu.
I ved - "jaaaamen, det er også fordi.."
Jeg har vitterligt ikke tid til at ligge i fosterstilling og for at tude snot, overanalysere og have ondt af mig selv.

Jeg har slet ikke LYST til at have ondt af mig selv, selv om alle sige "Det er altså synd for dig" - "Du fortjener mere end det du står i" - "Hvorfor sker det altid for dig, søde pige?" ..
Jeg føler mig ynkelig når følelsen af selvmedlidenhed rammer mig. Jeg kan SLET ikke tage imod det, når folk siger sådan. Jeg kan slet ikke tage det ind.
Jeg er jo af den klare overbevisning at alt sker af en grund - at tingene sker for mig, af en grund. Karma måske? Jeg ved det ikke, men det er ikke "bare fordi". Det sker af en grund.
Problemet ligger nok bare i lige nu, at jeg ikke kan finde grunden. Og når jeg ikke kan det, så kan jeg ikke være i det.

Jeg er slet ikke i tvivl om hvilke følelser jeg gemmer - hvilke følelser jeg flygter fra.
Jeg er udemærket med på hvilke følelser der rammer mig, når folk så indimellem tager emnerne op, eller spørg til hvordan det går.
Jeg bliver vred, skuffet - indebrændt og træt. Jeg er udemærket med på at jeg udskyder mine reaktioner, og at de nok kommer flyvende med dobbelt styrke lige pludselig, når jeg mindst venter det.
Men jeg er også fuldt ud med på at mit største håb lige nu er at jeg kan "ignorere" det så meget, og så længe, at jeg pludselig en dag ikke bliver mindet om dem længere, og ikke længere mærker disse følelser.

Min veninde spurgte mig forleden: "Hvordan klare du det hele? Skole, praktik, dig selv, 2 børn, fritidsaktiviteter, social-liv - din hverdag, og alt det der rammer dig udefra? - Jeg føler jo knap nok jeg har tid til mig og min kæreste."
- "Det er jo ikke sværere, end hvad man gør det til" - svarede jeg. For det er det ikke.
Jo, det kan være skide hårdt, men så er det der man tager den hårde situation, analysere den, og prøver af hvordan den kan blive 'mindre hård'.

Men måske er det en blanding af hvad man gør det til - og hvad man vælger at reagere på?
Jeg går ellers normalt ikke ind for ikke at stå ved sine følelser, men måske er det indimellem bare nødvendigt at trække på skulderne og træde henover følelsen, for overhovedet at kunne overleve, og være i det hele.
Så hvordan klare jeg det hele? Jeg har jo ikke prøve andet, de sidste 6½ år. Jeg kan nok ikke finde ud af andet. Jeg gør det fordi jeg skal, jeg har jo ikke noget andet valg, vel?
Ikke at det er en sur pligt, for selvfølgelig vil mine to guldbasser altid komme først - men, realiteten er at det bare er noget jeg SKAL klare.
Og så er der bare nogle følelser jeg må ignorere, for at kunne fungere - både som mor og som mig.
Hvis jeg gik og arbejdede med disse skjulte følelser hele tiden, ville jeg automatisk også blive gnaven, og omend endnu mere træt, end jeg er lige nu, med alle de nye indtryk, Og det ville INGEN være tjent med. Heller ikke mig selv.

Så jeg holder fast i den del af mig, som jeg ved jeg kan være - og ligger den del af mig, som jeg nok egentlig burde være lige nu, lidt på hylden. Er det i virkeligheden helt ved siden af?

Fantasifigur?

Jeg læste her til aften en artikel om at der er utrolig mange singler i Danmark - og ingen af dem ser ud til at kunne finde kærligheden. Hvorfor? Fordi man stræber efter det perfekte.

Og nu spørger jeg så? Hvad er perfekt?
Det er ikke længe siden jeg havde snakken med en veninde, om det at være perfekt. Er man perfekt når man, udfra de sociale normer, har vovse, villa, Volvo, et godt betalt job og dejlige unger der render rundt i mærketøj?

Nej?

Hvornår er man så perfekt?

I min optik er man perfekt når man hviler så meget i sig selv, at man næsten tisser i bukserne, hvis man slapper mere af.
Når man kan læne sig tilbage i sofaen og egentlig bare være ret tilfreds med sit liv, på godt og ondt. Så er man perfekt.
Det er altså ikke perfekt når der ingen problemer er, for problemer er med til at forme os, udvikle os, lærer os. Det er perfekt når vi hviler i de problemer vi nu engang må have i livet, i parforholdet, i forældrerollen. Når man hviler så meget i de problemer, at man tager dem med oprejst pande. Ikke ignorere dem - det ville være edderdumt - men når man tager dem som en del af det at være sig selv. Og gøre sig selv til en bedre udgave. Så er man perfekt.

Misforstå mig ikke, for man skal ikke være ligeglad med alle andres meninger - de er vigtige. De er med til at skabe et større "jeg". Hvis du er ligeglad, ser jeg dig nærmere som usikker, eller måske egocenteret, så lad være med det. Ikke at min mening tæller, men jeg ved jeg ikke er alene om den. Jeg ved at de fleste mennesker der udstråler en stor ligegyldighed for deres medmenneskers holdninger og meninger, også udstråler en arrogance der kan være utrolig utiltrækkende.

Jeg er selv single igen - og som den person jeg nu engang er, så vender jeg blikket ind ad og tænker så det knager. "Hvad gjorde jeg forkert? - Hvad nu hvis jeg havde gjort sådan.."
Jeg tænker især over om jeg satte for store krav. "Var det virkelig nødvendigt at skrive den ene godnatbesked til ham, mens han var i byen? Jeg skulle måske bare have ladet ham være."

JA - det var nødvendigt. Det var et behov jeg havde, for lige at ønske ham rigtig god bytur, og fortælle ham at jeg elskede ham. Mere hørte han alligevel ikke fra mig den aften, så ro på, frøken.
Selvindsigt er godt - det er rigtig godt. Men det kan også blive for meget. Glem ikke dig selv i processen for at finde svar, på hvad der ikke var perfekt.

Efter jeg læste artiklen her til aften kiggede jeg jo igen indad. Hvad er det egentlig jeg søger?
Og jeg kom til at tænke - søger jeg noget bestemt? Jeg har selvfølgelig behov jeg gerne vil have dækket, og egenskaber jeg sætter utrolig stor pris på, men udover det? Behøver det så være så lyserødt. Er kærlighed overhovedet lyserødt?
Nej - journalisten har ret. Kærlighed er en palette af farver. Et stort virvar. Det er jo netop det der gør det så smukt. At det indeholder så meget.
"Den du elsker mest, er også den der sårer dig dybest" - og hvor er det rigtigt.
Intet had uden kærlighed.
Ingen ulykke uden lykke.
Ingen sorg uden glæde.

Så kære venner - i stedet for at stile over evne. Stile efter det I tror er perfekt, det som samfundet har fortalt jer er perfekt. Så tag det I har, og gør det perfekt. Perfekt for jer. Se på alt det I får, i stedet for alt det I ikke får. Alt det I mangler.

Jeg siger ikke at den ulykkelige pige, i det psykisk/fysisk voldige forhold, skal være glad for den buket blomster hun fik som undskyld, og så glemme hendes sæbeøje.
Jeg siger bare at du som har guld ikke må smide det ud, for at lede efter en diamant. Form selv din diamant. Måske hvis du gav lidt mere af dig selv, slappede mere af - at det så kom helt af sig selv?
Græsset er måske lidt grønnere på den anden side - men er det så fordi du ikke plejer dit eget græs godt nok?

Tag ansvar. Tag det uperfekte - og gør det perfekt. For dig!

Stress-faktor nummer 1.

.. Fornægtelse.
Den lever jeg lidt i, lige nu. Jeg er fuldt ud med på hvad jeg føler - jeg nægter måske bare lidt at vise det. Jeg ligger ikke og tuder, og har heller ikke behov for det. Men jeg har behov for at tale. Mest af alt fordi jeg stadig sidder med en lidt uforstående følelse. Hvad skete der egentligt lige, og hvorfor var jeg ikke mere værd end det - og det der er fuldt efter?

I dag fik jeg dog sagt nogle ord højt, som har faret rundt i hovedet på mig de sidste dage, dog uden at jeg har ville stå ved det.
"Jeg tror aldrig jeg skal være sammen med en igen, som har børn, det er simpelthen for hårdt det her." - og det er nok netop det der er det hårdeste af alt, i det her show. At man har knyttet sig til det her lille menneske, og nu er han ude af mit liv igen. Jeg tog ham jo ind, som var han helt min egen.
Av mit hjerte.

Når jeg sidder og kigger igennem billeder og videoer. Store smil, dejlige grin, de numre jeg lærte det lille møgøre. Jeg bliver fyldt med kærlighed, men også med sorg. Det er så svær en balancegang.

Mest af alt er det jo en følelse jeg bare må, og har accepteret, men det gør ikke at det gør mindre ondt. Det æder mig op.
Når man selv har børn, ved man hvor meget kærlighed sådan et lille væsen beriger en med - det sammen gjorde lille T for mig. Berigede mig med så meget, og det vil jeg savne mere end noget.

Jeg kan mærke at savnet stresser mig en smule. Jeg vil så gerne, men kan ikke. Det er ude af mine hænder. Heldigvis vil billederne, videoerne og minderne altid være værd at kigge på, og en dag kan jeg måske også gøre det helt uden at det gør ondt.

Det er altså ret voksent.

Lad mig lige ligge kort ud med at fortælle at jeg er alene igen, hvis i skulle undre jer over at mit skriveri fremover ikke handler om parforhold og andet godt fra slikbutikken

.

"Neeeej, Mette - Hvorfor dog? Hvad er der sket? Er alt okay? Skal vi banke ham?" spørger I så.
Jeg er helt okay. Det er ærgerligt, men så behøver vi vidst heller ikke vade mere i det. Hvis jeg vidste helt præcis hvad der egentligt gik galt, så ville jeg gerne fortælle jer det, men det gør jeg ikke, og så tænker vi ikke mere over det.. Og nej, han er ikke en nar. Jeg ønsker ham og hans knægt alt godt, så ingen tæskehold, banden og svovlen og snakken i krogene.

Nu til det mere seriøse.

Jeg er næsten 30 år. Sådan lige om lidt - ala om 2 år. Det har folk rigtig travlt med at minde mig om. Bevares, det er også super sjovt, det kan jeg godt se. Men hvor er det da så egentligt fabelagtigt at jeg holder mig så ufatteligt godt, er vi ikke enige om det? Jo, vi er så ..

Og når man er næsten 30 år, så sidder man (man det er mig) og undre sig over hvad der egentlig lige skal ske med ens liv, når man lige er blevet dumpet igen. Hvad gør jeg galt, hvad forventer jeg? Forventer jeg for meget? Forventer jeg for lidt? I ved, sådan nogle tanker en voksen gør sig, ik?

Jeg har selvfølgelig snakket med både kammerater, veninder og familie om det her brud, for ligesom lige at se tingene i et lidt større perspektiv, og især én formulering ramte mig.

"Jamen *kammerat*, hvad er det jeg gør så forbandet forkert?"

"Mette, du er simpelthen så dybt loyal at du finder alle mulige løsninger, i stedet for at give op. Du giver aldrig op. Du vil altid kæmpe, lige meget hvor hård den kamp så end er. Du vil så gerne forstå! Det er din svaghed og din styrke. Indimellem må du simpelthen give slip, selv om det gør fandens ondt. Du skal ikke kæmpe FOR, du skal kæmpe MED!"

Aha, ja - tænker man. Det lyder klogt, det lyder meget rigtigt. Og hvad gør man ved sådan en situation? 

Man fortsætter åbenbart bare med at være dybt loyal, og håber på at der en dag træder en mand ind af døren, som vil kæmpe med en, siger de alle sammen.
Det lyder super gennemtænkt og egentligt ret rigtigt, ikk? JO!
Ha, de præcis samme ord sagde jeg til mig selv, da jeg splittede med min søns far. Jeg skulle finde en jeg var på bølgelængde med. En der sagde kuk, når en tanke ramte ham. 

Det gjorde jeg så ikke, og så fik jeg endnu en over næsen. ØV!

Mine veninder har været så søde, og betænksomme, og har bekymret sig meget. Taget i betragtning af hvor langt jeg røg ned, da min søns far og jeg gik fra hinanden. Men denne gang er det altså noget helt andet.

Jeg er ærgerlig. Jeg er da trist, jeg var rigtig glad for ham, hans søn og hans familie. Men jeg sidder ikke og tuder snot, og spiser tonsvis af chokolade og høre kærligheds musik.

Okay, det med chokoladen var løgn - den ligger lige her ved siden af - men resten. Det gør jeg ikke i. Jeg var nok egentlig ret forberedt denne gang, selv om det er en mega skod ting at være forberedt på, så er det nok netop det der har hjulpet mig henover "tude-fasen". 

Det der nok nager mig mest, er følelsen af ligegyldighed. At man er ligegyldig for modparten. At forholdet var ligegyldigt. Det er altså ikke en følelse jeg fester over. 

Men jeg er voksen - snart 30 år - og vælger at tackle det med et stille smil over at jeg fik 6 dejlige måneder med en jeg var rigtig glad for, og hans fantastiske søn. Og så kan jeg jo kun håbe på at han sætter lige så meget pris på det vi havde, som jeg gjorde. Svaret får jeg nok aldrig. 

Så, er det her et voksent break-up? Det er en underlig størrelse. Men for første gang sidder jeg faktisk med følelsen af at jeg gjorde hvad jeg kunne. Jeg kunne ikke have gjort mere, eller givet mere end jeg gjorde. Og jeg har ingen intentioner om at gå igennem en kæmpe selvrealisering nu (igen!), for jeg ved med mig selv, at jeg sagde kuk når en tanke ramte mig, jeg tog imod og jeg gav i det omfang jeg troede der var behov for. Og sidst men ikke mindst, vendte jeg altid tankerne indad, inden jeg gav ham skylden for at være en røvbanan. 

Det er ikke fordi jeg har slukket for mine følelser, og gemt dem væk - de er altid med mig. Det er savnet, kærligheden og ærgelsen også. Jeg har måske, for en gangs skyld, bare sluttet fred med dem! Waaauw - det er voksent.