Det er altså ret voksent.

Lad mig lige ligge kort ud med at fortælle at jeg er alene igen, hvis i skulle undre jer over at mit skriveri fremover ikke handler om parforhold og andet godt fra slikbutikken

.

"Neeeej, Mette - Hvorfor dog? Hvad er der sket? Er alt okay? Skal vi banke ham?" spørger I så.
Jeg er helt okay. Det er ærgerligt, men så behøver vi vidst heller ikke vade mere i det. Hvis jeg vidste helt præcis hvad der egentligt gik galt, så ville jeg gerne fortælle jer det, men det gør jeg ikke, og så tænker vi ikke mere over det.. Og nej, han er ikke en nar. Jeg ønsker ham og hans knægt alt godt, så ingen tæskehold, banden og svovlen og snakken i krogene.

Nu til det mere seriøse.

Jeg er næsten 30 år. Sådan lige om lidt - ala om 2 år. Det har folk rigtig travlt med at minde mig om. Bevares, det er også super sjovt, det kan jeg godt se. Men hvor er det da så egentligt fabelagtigt at jeg holder mig så ufatteligt godt, er vi ikke enige om det? Jo, vi er så ..

Og når man er næsten 30 år, så sidder man (man det er mig) og undre sig over hvad der egentlig lige skal ske med ens liv, når man lige er blevet dumpet igen. Hvad gør jeg galt, hvad forventer jeg? Forventer jeg for meget? Forventer jeg for lidt? I ved, sådan nogle tanker en voksen gør sig, ik?

Jeg har selvfølgelig snakket med både kammerater, veninder og familie om det her brud, for ligesom lige at se tingene i et lidt større perspektiv, og især én formulering ramte mig.

"Jamen *kammerat*, hvad er det jeg gør så forbandet forkert?"

"Mette, du er simpelthen så dybt loyal at du finder alle mulige løsninger, i stedet for at give op. Du giver aldrig op. Du vil altid kæmpe, lige meget hvor hård den kamp så end er. Du vil så gerne forstå! Det er din svaghed og din styrke. Indimellem må du simpelthen give slip, selv om det gør fandens ondt. Du skal ikke kæmpe FOR, du skal kæmpe MED!"

Aha, ja - tænker man. Det lyder klogt, det lyder meget rigtigt. Og hvad gør man ved sådan en situation? 

Man fortsætter åbenbart bare med at være dybt loyal, og håber på at der en dag træder en mand ind af døren, som vil kæmpe med en, siger de alle sammen.
Det lyder super gennemtænkt og egentligt ret rigtigt, ikk? JO!
Ha, de præcis samme ord sagde jeg til mig selv, da jeg splittede med min søns far. Jeg skulle finde en jeg var på bølgelængde med. En der sagde kuk, når en tanke ramte ham. 

Det gjorde jeg så ikke, og så fik jeg endnu en over næsen. ØV!

Mine veninder har været så søde, og betænksomme, og har bekymret sig meget. Taget i betragtning af hvor langt jeg røg ned, da min søns far og jeg gik fra hinanden. Men denne gang er det altså noget helt andet.

Jeg er ærgerlig. Jeg er da trist, jeg var rigtig glad for ham, hans søn og hans familie. Men jeg sidder ikke og tuder snot, og spiser tonsvis af chokolade og høre kærligheds musik.

Okay, det med chokoladen var løgn - den ligger lige her ved siden af - men resten. Det gør jeg ikke i. Jeg var nok egentlig ret forberedt denne gang, selv om det er en mega skod ting at være forberedt på, så er det nok netop det der har hjulpet mig henover "tude-fasen". 

Det der nok nager mig mest, er følelsen af ligegyldighed. At man er ligegyldig for modparten. At forholdet var ligegyldigt. Det er altså ikke en følelse jeg fester over. 

Men jeg er voksen - snart 30 år - og vælger at tackle det med et stille smil over at jeg fik 6 dejlige måneder med en jeg var rigtig glad for, og hans fantastiske søn. Og så kan jeg jo kun håbe på at han sætter lige så meget pris på det vi havde, som jeg gjorde. Svaret får jeg nok aldrig. 

Så, er det her et voksent break-up? Det er en underlig størrelse. Men for første gang sidder jeg faktisk med følelsen af at jeg gjorde hvad jeg kunne. Jeg kunne ikke have gjort mere, eller givet mere end jeg gjorde. Og jeg har ingen intentioner om at gå igennem en kæmpe selvrealisering nu (igen!), for jeg ved med mig selv, at jeg sagde kuk når en tanke ramte mig, jeg tog imod og jeg gav i det omfang jeg troede der var behov for. Og sidst men ikke mindst, vendte jeg altid tankerne indad, inden jeg gav ham skylden for at være en røvbanan. 

Det er ikke fordi jeg har slukket for mine følelser, og gemt dem væk - de er altid med mig. Det er savnet, kærligheden og ærgelsen også. Jeg har måske, for en gangs skyld, bare sluttet fred med dem! Waaauw - det er voksent.