.. Fornægtelse.
Den lever jeg lidt i, lige nu. Jeg er fuldt ud med på hvad jeg føler - jeg nægter måske bare lidt at vise det. Jeg ligger ikke og tuder, og har heller ikke behov for det. Men jeg har behov for at tale. Mest af alt fordi jeg stadig sidder med en lidt uforstående følelse. Hvad skete der egentligt lige, og hvorfor var jeg ikke mere værd end det - og det der er fuldt efter?
I dag fik jeg dog sagt nogle ord højt, som har faret rundt i hovedet på mig de sidste dage, dog uden at jeg har ville stå ved det.
"Jeg tror aldrig jeg skal være sammen med en igen, som har børn, det er simpelthen for hårdt det her." - og det er nok netop det der er det hårdeste af alt, i det her show. At man har knyttet sig til det her lille menneske, og nu er han ude af mit liv igen. Jeg tog ham jo ind, som var han helt min egen.
Av mit hjerte.
Når jeg sidder og kigger igennem billeder og videoer. Store smil, dejlige grin, de numre jeg lærte det lille møgøre. Jeg bliver fyldt med kærlighed, men også med sorg. Det er så svær en balancegang.
Mest af alt er det jo en følelse jeg bare må, og har accepteret, men det gør ikke at det gør mindre ondt. Det æder mig op.
Når man selv har børn, ved man hvor meget kærlighed sådan et lille væsen beriger en med - det sammen gjorde lille T for mig. Berigede mig med så meget, og det vil jeg savne mere end noget.
Jeg kan mærke at savnet stresser mig en smule. Jeg vil så gerne, men kan ikke. Det er ude af mine hænder. Heldigvis vil billederne, videoerne og minderne altid være værd at kigge på, og en dag kan jeg måske også gøre det helt uden at det gør ondt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar