Projekt: En god familie.

Projekt 'En god familie' - dette projekt har min ældste søn og jeg startet i dag.

Vi har den sidste tid haft en smule problemer med vores kommunikation, og børnehaven og jeg er nu igang med at finde ud af om min store dreng kan være et barn i kategorien "særligt sensitiv".

Det er ikke en diagnose, som ADHD, autisme mv., men simpelthen bare et barn der er ekstra følsomt. Ikke følsomt som i at han har let til tårer, men følsom i den grad at han tager indtryk ekstra meget til sig, så han måske bliver lettere overstimuleret.

Han er ikke udadreagerende, som mange andre særligt sensitive - han bliver 'ramt' på sine sanser.

Tøjet kradser, maden smager mærkeligt, lydene er høje og en hudafskrabning kan følelses som om han får rykket armen af. 

Jeg siger ikke at det er sådan HVER GANG! - Men i perioder med mange indtryk eller ændringer kan det komme til udtryk.

Jeg kan give et eksempel fra igår.

Det har været en hyggelig weekend, vi har ikke haft travlt, men der er alligevel sket meget. 

Fredag var mormor, morfar og faster Nadia på besøg - Vi rendte frem og tilbage og ordene det sidste i hjemmet, efter at have fået nye møbler, for senere at invitere dem alle ud og spise. Lørdag til søndag overnattede begge drenge hos deres bedstefar og bedste for første gang meget længe i noget der ligner 6-9 måneder.

Da min store dreng kom hjem søndag, var han bombet. Han var ikke voldsom og kravlede på væggene, men han var en smule provokerende i munden, pludselig talte han meget højt, for at overdøve alle de lyde der faktisk ikke rigtigt var der og de hasselbagte kartofler smagte pludselig ikke godt. 

Han laver ikke en scene ud af det - Det er ikke den sædvanlige børnereplik "Det har jeg smagt i børnehaven, det kan jeg ikke lide". Han smager på maden, ligger så sin gaffel og siger "mor, det kan jeg altså ikke rigtigt lide".

Det kan være en lille ting som hvis folk snakker samtidig med at fjernsynet kører. Det kan han ikke altid rumme, og det kommer til udtryk ved at han taler højere og højere.

Jeg siger ikke at han er et artigt engle-barn. Det er han ikke altid. Han er et sundt grænsesøgende barn. Ligesom han skal være. Hvis han altid sagde 'ja' og 'amen' ville jeg være urolig. Han søger de grænser han skal, han er rap i replikken og vi kan diskutere så det brager. Præcis som ethvert forhold mellem mor og søn skal være.
Han er et barn med mod på livet og mange drømme - oppe i hans hoved - men så snart det skal føres ud i livet bliver han usikker på sig selv, hvilket også kan være et udtryk for at hans sanser 'bremser' ham, derfor skal han indimellem guides og boostes mere end andre 'normale' drenge.

Jeg ved at man skal lade være at sætte børn i kasser og kategorisere dem - det er jeg helt med på. Men jeg er også helt med på at jeg vil mit barn det bedste, og hvis det kan give ham ro på hans sesitivitet, at vi tackler nogle situationer anderledes, så vil jeg gerne undersøge dette til bunds, og prøve mig frem.

HVIS han er et særligt sensitivt barn, skal der selvfølgelig tages højde for nogle ting, og ændres lidt i de daglige gøremål, eller hvor aktive vi er i weekenderne, uden at han bliver ynket eller behandlet meget anderledes end hans jævnaldrene. Han er ikke SYG, han har måske bare behov for en anden struktur.

DERFOR valgte jeg i dag at starte dette lille projekt "En god familie". Jeg var interesseret i at vide hvad min store dreng forventede, og tænkte, når jeg sagde "En god familie". Og jeg blev virkelig overrasket over ham. 

Vi aftalte at vores forventninger og ord skulle hænges op på skabet i entreen, så vi altid kan kigge på dem, og huske på hvordan vi godt kan lide at vi behandler hinanden. Det var virkelig en succesoplevelse både for mor og søn. 

Vi nåede frem til 11 punkter - Hvoraf han faktisk foreslog 6 af dem. Jeg er stolt, udover alle grænser.

Han har aldrig haft svært ved at sætte ord på sine tanker - og det er jeg evigt taknemmelig for - så selvfølgelig gled dette også let for ham. Han var så sej til virkeligt at sætte sig ind i det, med liv og sjæl.

Punkterne blev således:

Den gode familie..

• Hører efter.
• Er søde ved hinanden.
• Griner sammen.
• Sidder pænt ved aftensmaden.
• Hygger sammen.
• Taler pænt til hinanden.
• Hjælper hinanden.
• Elsker hinanden.
• Rydder op efter sig selv.
• Stopper når der bliver sagt 'stop'.
• Driller ikke hinanden.

Mens vi sammen tegnede og skrev, så det så fint ud, når det nu skulle hænge på skabet i entreen, sad han også selv og skrev tingene ned, og hold op hvor jeg er evigt stolt af at han tog tingene så meget til sig, lige med det samme. Han satte sig ind i det her med alt hvad han havde i sig, og der var ingen tvivl om at han nød at blive hørt på den måde. Han har nok altid været en lille politibetjent, der gerne ville have lyttelapperne med i alt, og en mening om alt. Det kan ikke altid lade sig gøre, når man 'kun' er 5 år, og det skal han også lærer. Men nu fik han selv en mulighed for at have indflydelse på hvordan vi agere her i hjemmet, og man kunne se på ham at han synes det var fedt. Ja, det synes jeg faktisk også det var! 

Da vi sad inde i hans seng til puttetid spurgte han "Mor, hvad synes du en god mor er?" - "Uha, det er en der elsker sine børn, puster når de har slået sig, kysser og krammer, griner og vil sine børn det aller bedste i verdenen. Hvad synes du er god mor er, skat?" - "Det er dig mor!"

Måtte mor her så lige fælde en tåre eller to? Nej, nok nærmere 30.. Min lille sejereje <3

Mor er også kun et menneske.

Imorgen eftermiddag skal jeg holde foredrag - Det har jeg gjort før, så det gør mig ikke spor at stille mig op, overfor en gruppe og snakke løs. - Imorgen er bare anderledes.

Imorgen skal jeg snakke om MIG! Mit liv som enlig mor. Min måde at blive mor på. At være mor, uden en far inde i billedet. Jeg skal fortælle om min allerstørste krise, min allerstørste kærlighed - Mit livs største forandring. Min største personlige udvikling. Jeg føler jeg skal blotte mig. Jeg føler jeg skal klæde mig af, stykke for stykke. Stå nøgen og sårbar overfor en flok piger der nu sidder i lignende situation, som jeg stod i for snart 6 år siden.

Jeg plejer at holde foredrag om det at være skilsmissebarn - Og det at være mor til "skilsmisse"børn. Det er selvfølgelig også et sårbart emne - også for mig - men ved disse foredrag har jeg kunne bruge psykologi, teorier, metaforer og indimellem drage paralleller til mig selv, både som barnet i midten, og som forælderen.

Det kan jeg ikke imorgen. Imorgen er det bare mig, min historie, mine følelser, mine tanker. Det har kørt i mit hoved hele dagen. Så snart jeg følte jeg kunne distrahere fra det, så kom der lige et eksempel flyvende, som jeg da nok liiiige kan bruge imorgen. Tak til overanalyserings-genet!

Da jeg sad torsdag aften og skrev mit udlæg, som skulle ligge hos min coach senest fredag klokken 14, sad jeg med så stærke følelser, at jeg næsten havde lyst til at flygte ud af min egen krop. Jeg blev overvældet af sorg, frygt, vrede, glæde - Alle tænkelige følelser, rettet mod mig selv.

Jeg har tit og ofte snakket med mine nærmeste om den selvrealisering jeg har været igennem på de sidste 6 år, men jeg har aldrig sat så intense ord på, som jeg gjorde da jeg sad og skrev. 

Jeg græd ikke - Som jeg da ellers har ret let ved (Female problems) - Jeg skrev bare. Lukkede af for alt omkring mig, og skrev. 

Først da jeg læste det igennem bagefter, kom følelserne til udtryk. 

Tårene trillede lige så stille, en vrede trykkede i mit bryst, et smil ramte mine læber. 

Jeg vidste ikke hvilken følelse jeg skulle forholde mig til, men jeg siger jer, jeg sov godt den nat!

Lørdag middag fik jeg mit svar fra min coach. En meget rørende mail, med meget rosende ord. Det gjorde mig ekstremt glad - Men fandme også endnu mere nervøs!

Siden lørdag har jeg gået og prøvet at adskille de forskellige følelser oppe i mit hoved, og prøvet på at finde frem til hvilken følelse jeg skal hæfte mig ved, når jeg nu skal stå overfor disse piger, imorgen.

Og jeg tror jeg har fundet ud af det nu.

Jeg skal stå foran dem med kærlighed i stemmen, og sejr i øjnene. For det er sådan jeg har det, allermest.

Kærlighed til mine børn, og sejr i forhold til mig selv. Jeg har vundet min personlige kamp!

Jeg vil jo på ingen måde undvære mine Bimser i dag - Og jeg vil på ingen måde have undværet de udfordringer vi har mødt på vores vej. Uden disse udfordringer, havde vi jo ikke stået her, stærke og med så tæt et bånd, som vi har. Intet skal tages forgivet.

Jeg vil have disse piger til at bryde tabuerne. Jeg vil have pigerne til at forstå at ligegyldigt HVAD de føler, så er deres følelser ikke forkerte, og ingen kan tage følelserne fra dem.

Det ønsker jeg ikke for andre - mødre såvel som deres børn.

Jeg vil have de her piger til at bryde tabuerne, og begynde at tale - højt - om hvad der foregår inden i dem, efter de har fået deres lille liv i armene.

Jeg vil have de her piger til at glemme alt om glansbilleder, skræmmesenarierne fra "De Unge Mødre", og alt andet pres fra det sociale - Jeg vil have dem til at forstå at det at blive, og være mor, ikke bare er lyserødt. Det er et virvar. Og det er okay - Det må ikke ties ihjel.

Jeg har aldrig selv haft nogle sociale instanser indover, men jeg ved fra andre at det hele ikke er så negativt - De er der også til at forebygge, hjælpe og lytte. Benyt det.

Nu er jeg 27 år, jeg er mor til to helt igennem fantastiske drenge, jeg er vokset mere end jeg nogensinde havde håbet på, jeg har måtte sluge mange kameler, og jeg har taget store skridt i den rigtige retning, fordi jeg valgte at bryde tavsheden til sidst. Det tog mig knap 4 år at åbne munden, det kostede mig mange tårer, det kostede mig et par sygemeldinger, hvor min krop lukkede ned for det indre pres jeg bød mig selv, og det kostede mig en dyrebar tid med min ældste søn, som jeg glemte at nyde til fulde, fordi det hele skulle være så perfekt udadtil, at jeg glemte at leve i nuet.

Nu hviler jeg i mig selv. Jeg har fundet mig selv - fordi jeg åbnede munden. Fordi jeg satte ord på tankerne. Det er det der er med til at gøre mig til en god mor. 

MOR ER OGSÅ KUN ET MENNESKE!

"Det gjorde mig til en dårlig mor at jeg ikke formåede at være der 100% for Frederik* da han var helt lille. At jeg ikke kunne, eller nok nærmere, ikke VILLE, mærke min følelserne. - Men det der gjorde mig til en FORFÆRDELIG mor, var at jeg ikke sagde det højt. At jeg ikke bad om hjælp, til at tackle det der foregik indeni i mig."

Det behøver ikke være så keeeeedeliiiiigt...

Jeg snakkede tidligere i dag med en kammerat, om det med at være en familie. "Skal du ikke snart igang?" spurgte jeg - Det skulle jeg aldrig have gjort.

"Ej, men helt ærligt. Børn er søde, jeg elsker børn, men du ved.. Aftensmaden skal stå på bordet kl. 18, det er direkte hjem efter arbejde, så skal de til fodbold og svømning, og så hjem, og så i bad og så i seng, og så er der alle de huslige pligter, og kammeraterne vil også gerne se en, men det er der sgu ikke tid til, for forholdet skal også plejes, og hvornår får man tid til det, når der også er børn inde i billedet? Hvornår får man tid til at være impulsiv? Byturene ryger, turene på stadion, playstation-aftenerne med kammeraterne.. Det ser sgu skidt ud, du ved.. Altså, det er nok alle mænds store drøm, men jeg tror bare aldrig vi bliver helt klar, vel? Og hvem i drengeflokken tager det første skridt og slår sig ned? Det bliver i hvert fald ikke mig!!!!!"

Okay - Where to start?
Min yngste søn var 2 dage gammel da jeg sendte farmand på stadion.. Point taken? Nej.. Okay.

Jeg ved ikke hvorfor nogle folk (mænd generelt vil jeg tro) har dette "kedelige" billede af det at være forælder. Der er aldrig en dag der er ens, og ungerne er en gave, og en glæde, i sig selv.
MEN, når det så er sagt, så forstår jeg også 100% godt behovet for alt det andet, der bliver nævnt. Alt det uden børn. De behov har man også selv om man er blevet forælder. Ja, jeg har dem også selv om jeg er mor til to - De behov forsvinder aldrig, uanset alder, antal af børn, status eller noget andet.

Jeg kan kun tage min selv, som udgangspunkt - Det jeg søger i en mand, er så mange forskellige ting, at han virkelig skal være noget udover det sædvanlige, og så alligevel ikke :D

1 - Aftensmaden skal stå på bordet kl. 18.
Korrekt, fordi børnene skal have mad inden for en rimelig fast tidsplan. De har bedst af rutiner.
Men det betyder virkelig ikke at du (MAND!) skal være hjemme på samme tid, hvis der f.eks. er kamp på stadion, eller Lars-Erik har inviteret til "øl og spark-til-dæk" (Eller hva' fanden I nu laver?).
Det kunne jo også ske for mig at en veninde inviterede til "Kom og se min nye kjole-rødvin".. Ik?
Sådan må man jo hjælpe hinanden. What you give is what you get.
Dette gælder også punkt 2 og 3 ang. fritidsinteresser og badning.. En stabil og rutineplaget hverdag er pisse dejlig, men det er som hovedregel børnenes behov, så hvis du (MAND!) eller jeg har et andet behov i ny og næ, så værsartig. Det kan ingen tage fra os.

2 - Kammeraterne vil også gerne se en...
JA! - Du (MAND!), vil også gerne se dem! Jeg vil gerne se mine veninder, min mor, min onkels hund og et prøverum indefra, i ny og næ.. Og det kan faktisk godt lade sig gøre.
Tit og ofte bor folk med børn i boliger hvor der findes, foruden køkken og badeværelse, et værelse til hver af børnene, et soveværelse og en stue. Hvad er der galt i at invitere kammeraterne over, og lukke madammen inde i soveværelset for en aften med en skål chokolade og en tude-film?
Eller spænde dig (MAND!) fast til sengen med en playstation, en sixpack og en pizza, mens veninderne og jeg diskutere hvor vidt stuen skal males eller ej? "Den nye lakse-farve er jo bare SÅ lækker!"
ELLER - En mulighed kunne være at sende dig (MAND!) ud af huset (På stadion måske.. Jaaaa!!), så jeg kunne danse rundt i pyjamas med mine veninder en hel aften - Eller du (MAND!) kunne sende mig ud af huset, så du kunne snakke store patter og en mulig pik-forlængelse med dine kammerater.. Mulighederne er mange.. Også selv om man har børn.

3 - Tid til at pleje forholdet..
Nu kommer vi til det punkt, som jeg sidder og griner lidt for mig selv over, for det burde jeg nok ikke være den første til at råbe højt om hvordan man gør. Jeg er jo pænt meget single! :D
Men .. Jeg kan tage udgangspunkt i mig selv. Det KAN lade sig gøre. Sørg for at grine, om børnene er der eller ej. Små overraskelser - Ikke (altid) i form af gaver, men også bare den søde sms, sedlen på spejlet, krammeren jeg ikke havde set komme mv. Det betyder alt. Og det samme for dig (MAND!), jeg ved det.
Det kunne også være jeg en aften sagde "Skatter, drengene kommer om lidt, ungerne og jeg smutter ud til min mor, indtil imorgen.. Der er øl i køleren.. Hej hej!" - At gøre sådan en lille ting, tror JEG er med til at en mand sætter så meget mere pris på forholdet, og gør at du (MAND!) lige husker at værne lidt mere om dit forhold fremover. Mulighederne er mange, også selv om man har børn.
Men lad for guds skyld være med at sætte lårene af hinanden.. Jeg troede jeg havde det behov, engang. Ikke igen. Så sætter man jo ikke pris på det, når det sker.
Esserne er - Kommunikation, gensidig respekt, grin og bekræft. I alle små former og størrelser.
Vi elsker det.. Både du (MAND!) og jeg.

4 - At være impulsiv.
Tit og ofte står folk i kø for at få lov at få lidt kvalitetstid med ens guld. Og tro det eller ej, men både mor, far OG børn har sundt af en pause fra hinanden. Så der, er der tid til at være impulsiv.
Få ungerne passet, tag evt. væk fra hjem og huslige pligter. Lej et hotelværelse, og lad være med at lav nogle planer, for hotelbesøget. Vær impulsiv.
ELLER - Få passet børnene, gå hjem, og vent på at drengene og veninderne spørg om der er tid til øl og rødvin. Så må man tage den derfra, om man tager afsted sammen eller hver for sig. JA - Mor og far har også brug for en pause fra hinanden, så måske er det slet ikke dumt at tage afsted hver for sig, og så først mødes hjemme i sengen igen om natten, og nyde at man har fået lov at være til lige i nuet. Så kan man grine af hinandens dumheder dagen efter. Hvor svært kan det være?

5 - Hvem i drengeflokken tager det første skridt?
Det gør du (MAND!) der finder nosser og mod nok til at kunne finde ud af at balancere mellem familielivet, kærestelivet og drengelivet. For det KAN lade sig gøre, uden de store forandringer.
Eller - Selvfølgelig er der forandringer. Der er jo ekstra liv og ekstra ansvar - Men hvis du (MAND!) ikke tager det første skridt, så er det dig der sidder om nogle år, som den forladte kammerat, der kun kan se på at dine venner har slået sig ned, inden du fik set dig om.

Jeg siger ikke at du (MAND!) skal gøre det, bare for at gøre det. Jeg siger heller ikke at det ALTID er pisse lyserødt - Det er der intet liv der er.
Men jeg siger til gengæld at man sætter død meget mere pris på alle stunderne med veninderne, kammeraterne og andet godtfolk, når det ikke længere er en selvfølgelig.
Jeg siger at det kan lade sig gøre - Og det fandme er et pisse hyggeligt liv *Hjerte-hjerte*

Jeg skammer mig så meget!

I dag var drengene og jeg en tur i Føtex, Storcenter Nord (vigtig info!).
Mens vi tuller rundt og leder efter de ting vi nu engang skal have, bemærker jeg at et ældre ægtepar der går og små sludre, mens de sender et par blikke i vores retning.
Straks tænker jeg "Åh ha, de sædvanlige "ung-enlig-mor-fordomme", og beslutter mig for at ignorere dem, for jeg er sgu ærligtalt ret så stolt af hvem jeg er, hvad jeg er, og ikke mindst mine to bimser. Det er der ingen tænkelige blikke, kommentarer eller foredomme der kan tage fra mig!

Drengene og jeg handler videre da vi senere i butikken støder på selv samme par. Jeg går lige forbi dem, og prøver ihærdigt at ignorere de blikke jeg føler jeg får, da de pludselig hiver fat i mig.
Små irriteret vender jeg mig om, og tager mig selv i at lave de små-rullende øjne, og tænke "nu kommer den! Talen. Hvor gammel er du? Er du alene, der er jo ingen ring på din finger? Jamen, hvordan klare du det så? Har du ikke dine børn i aflastning indimellem? Du ser da ret træt ud!"

Men, jeg blev snydt - Den ældre dame tog min hånd og sagde: "Vi stod lige før og talte om, hvor meget du stråler!"
Jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle sige, de kendte mig jo ikke, men jeg fik da fremstammet et nervøst og forvirret "tak".
Manden følger op "Ja, du er stråler, og du smiler meget til dine børn."
"og med dine børn" - Fortsætter damen - "Det smitter sådan, på dem du går forbi. Tak for det."

Jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle svare. Jeg var fuldstændig overvældet.
Jeg tog gensidigt fat i den ældre dames hånd, og sagde "Det er mig der takker. Tusinde tusinde tak, det vil jeg huske - Rigtig mange tak!"

Herren smilede, nikkede anerkendende, og de gik videre.

Da vi stod i kasse-køen blev jeg overrumplet af følelser. Og ikke mindst af skam.
Der gik jeg og forberedte mig på den store fordoms-tale, og faktisk var jeg den eneste med fordomme lige der. Jeg havde fordomme om at andre (ældre især, indrømmet!) havde fordomme om mig. Føj!
Jeg havde sådan lyst til at slippe pre-teenageren og tumlingen, og løbe tilbage og give dem verdens største krammer. De skønne ældre mennesker.

Så fra i dag af skal det være slut med fordoms-tanker. Fra i dag vil jeg smile til alle jeg møder på min vej. Og hvis det ikke smitter - Så kan folk i det mindste få noget at undre sig over ;)

Tak det ældre ægtepar for at give mig så stort et skulderklap - Og ikke mindst tak fordi de gav mig noget at tænke over. 

Når jeg bliver stor, vil jeg være ligesom dem!

Når du er enlig forælder..

.. Kommer man som regel ind i en rigtig god hverdagsrutine hvor alt, hvad der angår børnene, nærmest sker på klokkeslæt. Det er også sket her, og det er pisse fedt. Ungerne og jeg ved hvad der er at forholde sig til, og der er ikke så mange dikkedar.. Både ungerne og jeg nyder roen og sikkerheden i at det hele sker nærmest efter et skema, og i et så roligt tempo at vi nærmest kan gøre det hele med lukkede øjne, hænderne bundet på ryggen og faktisk også baglæns. Fantastisk.

Det skulle så vise sig, at selv den mest rutinerede hverdag også kunne gå galt - Og det gjorde den i dag!

Imorges ringede uret, som vaneligt, kl. 05.15 for mit vedkommende.
Jeg slukkede det, lå lige og gloede i et kvarterstid, som jeg altid gør, og stod så op, satte kaffe over, fik vand i hovedet, drak min kaffe, fik min morgensmøg, tjekkede diverse medier, og gennemgik dagens gøremål i hovedet.
kl. 06.15 vækkede jeg den store - kl. 06.30 vækkede jeg den lille, de fik serveret morgenmad, og så noget morgentv. kl. 07.00 blev de vasket, kom i tøjet, og senest kl. 07.30 plejer vi at være klar til at komme ud af døren.

Det lyder dejligt, ikk? Fredeligt - Til at overskue. Det plejer det også at være.
Indtil det imorges, da jeg skulle ind og vække den store, gik op for mig, at det der kvarter jeg plejer at bruge på at ligge og glo inde i sengen, ikke var blevet til et kvarter imorges, men til en time. Shit og en i helvede i fuck i satan (Undskyld mit fransk!!) jeg fik travlt.

Nå, men ungerne kom i institution - Dog lidt senere end de plejer, men de kom afsted.
Jeg fik trænet, lavet lidt hjemmearbejde, slæbt de tomme flyttekasser ned i kælderen (Bevares - Nu har jeg jo også kun boet her i knap et år) og nåede den aftale jeg havde ved middagstid. SÅDAN!

Ungerne blev hentet ved 16-tiden, og selv om det er onsdag, og vi plejer at tage et smut forbi en legeplads, så var vejret ikke til det i dag, så jeg havde besluttet at vi istedet ville gå hjem og bygge en togbane, og hygge lidt om det.
Ideen om togbanen måtte jeg dog hurtigt droppe igen, for ikke om mine unger var enige. Den store ville hellere øve sig i at skrive, og den lille havde nok i sine biler. #Morsatudpåetsidespor

Jeg gik derfor igang med aftensmaden i ro og fred. Satte lidt musik på i køkkenet, og havde min egen fest. Gik lidt frem og tilbage, ordnede lidt vasketøj, og nød roen og idyllen.
Pludselig hører jeg en meget begejstreret mindstemand klappe ude fra køkkenet. Jeg når lige at tænke "Eeej, gad vide hvor mange biler han har parkeret foran komfuret nu?" - Da jeg kommer ud og ser at vaskemaskinen kører for fulde hammer på 90 grader.Og hvad ligger inde i vaskemaskinen? Bilerne.
Hvordan fanden stopper man sådan et apperat, og får åbnet lågen, når det først er sat igang?

Maden boblede på komfuret så jeg blev nød til at holde mit fokus. Elias ville på bordet og være med, som han plejer, og det fik han lov til. MEN, så brød helvede løs. Han ville have sin dyne med... Op på køkkenbordet... Midt i madlavningen. NUL, sagde moderen. Og så var vi ellers uvenner.
Sådan en lillebror kan larme noget så frygteligt, når han ikke får sin vilje, og så får storebroderen altså ikke ro til at øve sig i at skrive - Hvem kan så råbe højest?

Aftensmaden blev indtaget, og så stod den på badetid. Hvad der kunne gå galt i dag, var gået galt, så jeg holdt fanen højt, og tænkte at den sidste halve time nok skulle gå glat.....
.... Hahahahahahahahahahahahahaha - Klart!!!!!!

Jeg tændte bruseren og puttede den i lillebrors badekar, som jeg ALTID gør. Det passer med at jeg kan få lillebror af tøjet, mens badekaret fyldes. Mens jeg stod med lillebror på puslebordet lød der pludselig et skræmmende "MOOOOOAR!!!!!" ude fra badeværelset. Jeg nåede kun lige at træde et skridt tilbage fra puslebordet, og vende hovedet mod badeværelset, da jeg blev ramt af vand i hovedet.
Bruseren er hoppet op af badekaret, og så står der ellers bare det flotteste bruse-springvand rundt i hele badeværelset, ud i gangen, og direkte ind på lillebrors værelse.
I chok, og halvdød af grin, råber jeg til storebror at han skal slukke - Og i hans choktilstand tænker han ikke på at få slukket for vandet, men i stedet får han moslet termostaten om fra bruser, til vandhane, så pludselig er der overtryk på i håndvasken, og den flyder over.
HALLELUJAH!

Den oversvømmelse kostede 3 badehåndklæder, til at tørre op med. 

jeg får puttet lillebror i badekaret, klart utilfreds over hændelsen med bruseren før, og storebror ind under bruseren, da jeg pludselig opdager en masse store fede SPRIT-TUS streger på begge hans underarme.
"Eeeehm, hvad er det, skat?" - "Jamen mor, det er Xxxx (en pædagog) - Jeg vil jo gerne have lige så flotte tattoveringer, som dig!"
Tanken var sød - Men knap så sjov da det skulle skrubbes af med vaskeklud, vand og sæbe.. Mon han gør det igen foreløbig?
Skulle vi have det helt af, var knægten jo nok nær rosin-ligende inden vi ville være færdige, så det opgav vi. Det var sengetid.

Ungerne blev puttet uden problemer, og jeg kunne endelig smække benene op - Det var en rar følelse.
Jeg følte mig brugt. Men alligevel tog jeg mig selv i at sidde og grine højlydt .. Alt hvad der kunne gå galt i dag, gik nærmest galt. Det er lang tid siden jeg har været så meget ude af min rytme, men det er alligevel også en god øjenåbner. At være enlig forælder handler ikke altid om at have en god og solid rytme - Det handler ligeså meget om at holde hovedet koldt, når rytmen vælter.
Og selv for den mest rutine-prægede mor (mig!), kan det altså ske - Godt jeg fik uventede besøg her til aften, der kunne hyle mig endnu mere ud af rutinen.. Klokken er snart midnat, og jeg har endnu ikke smurt ungernes madpakker.
Jeg giver foråret skylden ;)

P.s. - Min støvsuger stod forresten af i mandags - Men til gengæld blev hårfarvning som den skulle!
Noget for noget.

Jeg er fandme heldig..

Jeg modtog denne sms imorges. Hvor heldig er man ikke lige, når man har så fantastiske mennesker omkring sig? Så heldig er JEG åbenbart!

Nu har jeg i mine sidste indlæg snakket negativt, negativt og negativt, om folk jeg virkelig ikke kan fordrage - Sagt sådan ret hårdt. Så hvad med lidt positivt? Det skulle da være værd at prøve.

Jeg har det dejligt. Så er det sagt. Jeg kan uden tvivl også have mine dårlige dage, men så er de vidst heller ikke værre end hvad jeg selv gør dem til. Og en ting er jo helt sikkert - Når det er skidt, så kan det kun gå én vej, og det er fremad, altså kan det hele kun blive godt igen. Hvis man virkelig vil det, vel og mærket.

Jeg har lige holdt weekend ude ved mine forældre. Jeg trængte til at komme udenfor husets 4 vægge, have lidt frisk luft omkring mig, og bare koble fra, så det gjorde vi. Jeg kontaktede mine forældre sidst på eftermiddagen, torsdag, og spurgte om vi måtte invadere deres hus, hvilket vi godt måtte hvis vi kunne passe os selv ;)

Ungerne rendte i haven, jeg slappede af i en havestol og tiden fik lov bare at gå. Fantastisk. 

Denne weekend har gjort at jeg i dag er vågnet med et overskud udover det sædvanlige, og mine unger vågnede med et humør der var mere end i top. Denne weekend har virkelig været god for os :)

Nå tilbage til esset - sms'en. Jeg blev så glad. Jeg har haft en tendens til, den sidste tid når jeg har været alene, at søbe lidt i min egen elendighed. Det har nok været derfor jeg har haft lidt travlt med hvad andre gjorde af trælse ting - Det er jo nemmere at forholde sig til det, end det er at forholde sig til sig selv, det ved alle. Og nu kunne jeg så komme med en masse men'er, for de er bare så fantastiske at have i ærmet. MEN (haha), det gider jeg ærligtalt ikke, for der er sgu ingen undskyldning for ikke at forholde sig til sig selv, først og fremmest.

Jaajaa, jeg har da haft mine kampe, men de har måske fået lov til at overtage liiiige lidt for meget, den sidste tid. Det pjat er jeg færdig med. 

Så når jeg modtager sådan en sms, som den jeg modtog imorges, og får bekræftet at det ikke kun er mig selv der ser den forandring jeg selv føler jeg er igennem, så bliver jeg fandme glad. Sådan virkelig glad. Sådan lidt for meget glad!

Faktisk så glad at jeg lige tog en svingom med mig selv midt på gaden - ja, sådan er jeg :)

Der er jo ingen tvivl om at det at blive forældre, ikke kun ændre din titel og din hverdag, men også er en kæmpe personlig udvikling. Men den største personlige udvikling jeg har været igennem må være den jeg har været igennem siden jeg blev alene i september '13. Der skulle jeg jo ikke kun lærer at være alene med 2 børn, og ændre min hverdag ud fra det, men jeg skulle i den grad også finde mig selv igen. Halløj det er ikke særlig nemt, når man render rundt med skyklapper på. 

Men det er lykkedes mig, det føler jeg virkelig. Jeg hviler i mig selv nu, mere end nogensinde før. Jeg ved hvad jeg har at tilbyde, og jeg ved hvor jeg står. Jeg ved at hvis du vil være en del af mig, så skal du kunne tåle min latterlige humor, mine små "du er fandme så sød"-flips og min næsten konstante snakken. Jeg ved at hvis du vil være en del af mig, så må du også tage de slag der måtte følge med, for jeg er ikke særlig god til at holde min kæft, længere, hvis du hælder vand ud af ørene. Er jeg uenig siger jeg det, sådan er det bare.

Og det for mig, er et kæmpe skridt, når jeg ser tilbage på hvad jeg var. 

En pige der ikke så gerne sagde sin mening i frygt for konflikter mv. En pige der tog imod, og stadig blev ved med at please, lige meget hvor ondt du gjorde hende - og hvor ondt det gjorde indeni hende.

En pige der søgte beskæftigelse i alt hvad hun kunne bekræftes i, og ikke mindst hos ALLE der kunne give hende lidt. 

Den pige har idag fundet ud af at det nok i bund og grund bundede i hendes egen usikkerhed. Hendes egen manglende selvværd. Og i virkeligheden var der kun én til at ændre på det - hende selv. Den eneste der kunne kæmpe hendes kamp, var hende.

Det eneste hun manglende var støtten til at gøre det, springe ud i det. Tage kampen op. 

- Dem der med skjulte ord fortalte hende at hun godt kunne. Dem der troede på at hun var mere end hvad hun tænkte om sig selv. Og pludselig stod de der, pludselig så hun dem. Støtten.

SÅ, når jeg får sådan en sms, så bliver jeg fandme glad. Jeg bliver glad over at min egen personlige kamp ikke har været forgæves. Jeg bliver glad over at nogle folk stadig vil mig, som den jeg er i dag. Og ikke mindst bliver jeg ovenud glad - nærmere lykkelig - over at nogle synes jeg fortjener at få det at vide, sådan ud af den blå luft. Havde det ikke været for det sikkerhedsnet jeg har haft i disse mennesker der valgte at blive, så var jeg aldrig nået så langt. 

Så nu ved jeg at min kamp nærmest er fuldendt - Takkeværet jer!

Jeg bliver så pisse irriteret..

.. Når jeg sidder og snakker med, eller faktisk bare hører på, de personer som er den type, jeg selv var engang. 

Den type der giver alle andre, og hele verden, skylden for deres elendighed. Den type der ikke formår, eller i hverfald ikke giver udtryk for at formå, at se indad. Den type der lever i deres egen elendighed, og som ikke kan se udover det. Den type der NÆGTER at se egne fejl!

(Undskyld og luftkys hvis jeg har skrevet om dette emne før - det er vidst bare et godt eksempel på hvor irriteret jeg bliver!)

Mest af alt bliver jeg nok irriteret fordi jeg selv har været den type - Fordi jeg ved med mig selv, hvor langt jeg er nået væk fra den type. Nok har det kostet mig en del, men det har fandme givet pote i sidste ende. Og det har været alle kampe værd - Og er det stadig. For hey, jeg lærer, og erkender, sgu også hver dag. Hvis jeg ikke gjorde det, ville mit liv være dødkedeligt. Jeg er konstant i personlig udvikling.

Mest af alt fordi jeg har to børn som skal have nogle fantastiske værdier med sig videre, her fra dette hjem. Jeg har 2 børn, som jeg ønsker at kunne stå og kigge på om 15-20 år, og tænke "SÅDAN! Dem der har jeg formet, opdraget, elsket og passet på - Og se hvordan de behandler deres medmennesker i dag. Se hvordan de klare sig!"

Skal jeg opnå dette^ betyder det også at jeg må tage nogle hårde valg på mine børns vegne, indimellem. Jeg skal jo ikke kun være sød, kærlig, støttende og deres bedste ven - jeg skal også være opdragende, grænsesættende og pisse hård og sur indimellem. Ellers lærer de jo aldrig at skelne mellem rigtigt og forkert. Ellers lærer de jo aldrig at hele verden ikke er imod dem - Det er dem OG hele verden - Og de klare det. Selvfølgelig gør de det. Hvis bare de har de rigtige værdier. Husker andres værd - men heller aldrig glemmer deres egen værdi. Husker at acceptere forskelligheder, husker at selverkendelse er den største styrke at have, og husker at "undskyld" - "tusinde tak" og "jeg har tænkt over det, jeg fejlede", er lige så vigtigt som "jeg står fast" - "lad mig hjælpe dig" og "Du er tilgivet".

Udover det, så gør jeg det jo også af egoistiske årsager. Det giver mig ro. Det giver mig ro at vide at jeg har den evne til at sige "Det er jeg sgu ked af, det var min fejl". Det giver mig en ro at vide, at folk med sikkerhed kan tage en diskussion med mig, hvor jeg med glæde overvejer og lytter til deres holdninger og meninger - fordi de er lige så vigtige som mine. Jeg får ondt af de mennesker der ikke formår dette. 

Og selv om jeg står fast, lige i minuttet, så er jeg ikke for stolt til at ringe et par dage efter og sige "Hey, jeg har tænkt over det vi snakkede om - jeg tror sgu du har ret. Det var mig der var dum der!". 

Det giver mig en ufattelig ro!

Helliggøre jeg mig selv nu? Det gør jeg nok - Men jeg er fandme også stolt af den jeg er blevet til, kontra den jeg var for ikke ret mange år siden.

Stolthed er noget fanden har skabt - og jeg er, i dag, ikke et sekund i tvivl om at stolthed er et dække for ens egen usikkerhed. 

Vi skal ikke mange år tilbage, for at kunne snakke om at jeg havde en stolthed udover alle grænser. 

INGEN skulle påpege mine fejl i min opdragelse af min søn, INGEN skulle prøve at diskutere MINE reaktioner med mig, og INGEN skulle på nogen måde vejlede og guide mig i min økonomi.

Gik økonomien i lort ringede jeg til mor eller far, var jeg syg fik jeg min søn passet, havde jeg sovet dårligt prøvede jeg på det samme, forstod folk mig ikke, eller var de bare uenige, så tog jeg en kæmpe offer-kappe på, og så kunne de bestemt rende mig et stykke. Hvis nogle mente at jeg traf forkerte valg ang. min søn, så kom jeg med 10.000 undskyldninger for hvorfor jeg gjorde som jeg gjorde - Lige fra min depression, til dårlig økonomi, mangel på accept i min barndom, osv. osv. osv.

Den dag i dag kan jeg jo godt se at det hele bundede i 100% usikkerhed. Fordi jeg godt vidste at jeg fejlede, men indrømme det, det ville jeg satme ikke. Det er fandme sørgeligt!

Så når jeg snakker med sådanne mennesker i dag (Jeg mødte en gammel bekendt i bussen på vej hjem, her til aften, der brokkede sig over kommunen og den lille kontanthjælp hun fik, mangel på uu-vejleder til at guide hende i uddannelse mv - hvis nogle skulle undre sig over opslaget), så krummer jeg tæer. 

Jeg har også kæmpet mine kampe - flere end jeg nok egentlig også burde. Men du hører mig ikke tude over det, i dag. Du ser mig ikke ligge på min sofa i flere dage og lade elendigheden gå sin gang. Du så det, for ikke ret længe siden. Men hvad nytter det? Er der nogen der vil fortælle mig det?

Det nytter i hvert fald intet for mig. Absolut intet. Til gengæld satte det bare min personlige udvikling total i stå. 

Jeg siger ikke på nogen måde at jeg har været mere igennem end alle andre - eller at jeg har kæmpet flere kampe eller sejret mere. For selv et lille myggestik kan være traumatisk for nogle mennesker, og fred være med det. Jeg siger bare at jeg har rykket mig, og jeg ønsker for alle andre, at de formår det samme, for det er den fedeste følelse. Det er den fedeste følelse at vide med sig selv, at man går imod strømmen, og beviser det stik modsatte af hvad folk nogensinde havde troet man kunne blive til. 

Det er den fedeste følelse at tænke "FUCK, jeg fejlede! - Det skal jeg have rettet op på!" - Og så faktisk formå det!

Hvad end det gælder sin kæreste, sine børn, sine venner, naboen - eller sig selv.

Ikke noget "men det var fordi" - For lige meget grunden, så gjorde du det, du tænkte tanken, du sagde ordene, du førte handlingen ud i livet, og hvis du ikke formår at erkende, undskylde, eller rette op på det, uden et efterfølgende "men..." - så synes jeg det er trist. 

Så skulle det da lige være et "Men.. Jeg er fandme også en idiot af kaliber!"

Og igen - jeg har fandme selv været et af de triste, sølle, snæversynet mennesker, som følte at alle andre kunne rende mig, hvis ikke de forstod mig, støttede mig eller hvis de var enige med mig.

De bedste mennesker jeg har i mit liv i dag, er dem der formår at sige "Det der, Mette - det synes jeg ikke var okay.." For de hjælper mig i min videre udvikling, som menneske. De lærer mig ting. Det er ikke altid jeg er enig med dem - indimellem må man jo følge sin egen intuition, og stå ved sig selv -  men jeg respektere det, og det at jeg betyder så meget for dem, at de giver mig muligheden til at prøve at se tingene med andre øjne. 

At ae folk med hårene, snakke dem efter munden og fortælle dem at de er dygtige, fantastiske og guds gave, er der ingen der kommer nogle vegne med. Af med offer-kappen, og på med ansvars-kappen. Den er bare så meget flottere og lettere at have med at gøre i sidste ende! :)

Ligesom kun DU kan træne og gøre noget ved din krop og din form, ligesom kun DU kan farve dit hår og gøre noget ved dit udseende - Ligeså er der også kun DIG til at kæmpe for DIN personlige udvikling.

Hvis bedre er muligt - Er godt ikke godt nok!