Mor er også kun et menneske.

Imorgen eftermiddag skal jeg holde foredrag - Det har jeg gjort før, så det gør mig ikke spor at stille mig op, overfor en gruppe og snakke løs. - Imorgen er bare anderledes.

Imorgen skal jeg snakke om MIG! Mit liv som enlig mor. Min måde at blive mor på. At være mor, uden en far inde i billedet. Jeg skal fortælle om min allerstørste krise, min allerstørste kærlighed - Mit livs største forandring. Min største personlige udvikling. Jeg føler jeg skal blotte mig. Jeg føler jeg skal klæde mig af, stykke for stykke. Stå nøgen og sårbar overfor en flok piger der nu sidder i lignende situation, som jeg stod i for snart 6 år siden.

Jeg plejer at holde foredrag om det at være skilsmissebarn - Og det at være mor til "skilsmisse"børn. Det er selvfølgelig også et sårbart emne - også for mig - men ved disse foredrag har jeg kunne bruge psykologi, teorier, metaforer og indimellem drage paralleller til mig selv, både som barnet i midten, og som forælderen.

Det kan jeg ikke imorgen. Imorgen er det bare mig, min historie, mine følelser, mine tanker. Det har kørt i mit hoved hele dagen. Så snart jeg følte jeg kunne distrahere fra det, så kom der lige et eksempel flyvende, som jeg da nok liiiige kan bruge imorgen. Tak til overanalyserings-genet!

Da jeg sad torsdag aften og skrev mit udlæg, som skulle ligge hos min coach senest fredag klokken 14, sad jeg med så stærke følelser, at jeg næsten havde lyst til at flygte ud af min egen krop. Jeg blev overvældet af sorg, frygt, vrede, glæde - Alle tænkelige følelser, rettet mod mig selv.

Jeg har tit og ofte snakket med mine nærmeste om den selvrealisering jeg har været igennem på de sidste 6 år, men jeg har aldrig sat så intense ord på, som jeg gjorde da jeg sad og skrev. 

Jeg græd ikke - Som jeg da ellers har ret let ved (Female problems) - Jeg skrev bare. Lukkede af for alt omkring mig, og skrev. 

Først da jeg læste det igennem bagefter, kom følelserne til udtryk. 

Tårene trillede lige så stille, en vrede trykkede i mit bryst, et smil ramte mine læber. 

Jeg vidste ikke hvilken følelse jeg skulle forholde mig til, men jeg siger jer, jeg sov godt den nat!

Lørdag middag fik jeg mit svar fra min coach. En meget rørende mail, med meget rosende ord. Det gjorde mig ekstremt glad - Men fandme også endnu mere nervøs!

Siden lørdag har jeg gået og prøvet at adskille de forskellige følelser oppe i mit hoved, og prøvet på at finde frem til hvilken følelse jeg skal hæfte mig ved, når jeg nu skal stå overfor disse piger, imorgen.

Og jeg tror jeg har fundet ud af det nu.

Jeg skal stå foran dem med kærlighed i stemmen, og sejr i øjnene. For det er sådan jeg har det, allermest.

Kærlighed til mine børn, og sejr i forhold til mig selv. Jeg har vundet min personlige kamp!

Jeg vil jo på ingen måde undvære mine Bimser i dag - Og jeg vil på ingen måde have undværet de udfordringer vi har mødt på vores vej. Uden disse udfordringer, havde vi jo ikke stået her, stærke og med så tæt et bånd, som vi har. Intet skal tages forgivet.

Jeg vil have disse piger til at bryde tabuerne. Jeg vil have pigerne til at forstå at ligegyldigt HVAD de føler, så er deres følelser ikke forkerte, og ingen kan tage følelserne fra dem.

Det ønsker jeg ikke for andre - mødre såvel som deres børn.

Jeg vil have de her piger til at bryde tabuerne, og begynde at tale - højt - om hvad der foregår inden i dem, efter de har fået deres lille liv i armene.

Jeg vil have de her piger til at glemme alt om glansbilleder, skræmmesenarierne fra "De Unge Mødre", og alt andet pres fra det sociale - Jeg vil have dem til at forstå at det at blive, og være mor, ikke bare er lyserødt. Det er et virvar. Og det er okay - Det må ikke ties ihjel.

Jeg har aldrig selv haft nogle sociale instanser indover, men jeg ved fra andre at det hele ikke er så negativt - De er der også til at forebygge, hjælpe og lytte. Benyt det.

Nu er jeg 27 år, jeg er mor til to helt igennem fantastiske drenge, jeg er vokset mere end jeg nogensinde havde håbet på, jeg har måtte sluge mange kameler, og jeg har taget store skridt i den rigtige retning, fordi jeg valgte at bryde tavsheden til sidst. Det tog mig knap 4 år at åbne munden, det kostede mig mange tårer, det kostede mig et par sygemeldinger, hvor min krop lukkede ned for det indre pres jeg bød mig selv, og det kostede mig en dyrebar tid med min ældste søn, som jeg glemte at nyde til fulde, fordi det hele skulle være så perfekt udadtil, at jeg glemte at leve i nuet.

Nu hviler jeg i mig selv. Jeg har fundet mig selv - fordi jeg åbnede munden. Fordi jeg satte ord på tankerne. Det er det der er med til at gøre mig til en god mor. 

MOR ER OGSÅ KUN ET MENNESKE!

"Det gjorde mig til en dårlig mor at jeg ikke formåede at være der 100% for Frederik* da han var helt lille. At jeg ikke kunne, eller nok nærmere, ikke VILLE, mærke min følelserne. - Men det der gjorde mig til en FORFÆRDELIG mor, var at jeg ikke sagde det højt. At jeg ikke bad om hjælp, til at tackle det der foregik indeni i mig."