Det gider jeg egentlig ikke mere.

Vi kender det alle sammen - fortidens spøgelser. Alle de lig vi har i lasten, og alle de svigt vi har været udsat for. Alle de nedture vi har taget, og alle de ting vi har kæmpet med.

Jeg har selv mange af dem - de der ar. De der ar der gør at vi indimellem reagere, analysere og i værste tilfælde, skubber væk.
Livet er en dans på roser, men roser har torne  vi kan stikke os på, og indimellem sidder vi fast i dem. Det har jeg også gjort.

"Jamen, jeg er sådan fordi..."
Åh, hvor har jeg skudt den sætning af mange gange. Fralagt mig ethvert ansvar, og givet fortidens spøgelser skylden for at jeg har handlet, som jeg har gjort.
Jojo, fortiden kan man ikke slette - men man kan heller ikke sidde fast i den.

Så da jeg forleden blev spurgt "Hvorfor bliver du ved med at straffe mig, OG DIG SELV,  for hvad andre har budt dig?" Gik det op for mig.. ja hvorfor egentligt?

Hvorfor skal andre bøde for, hvad jeg forhen har været i? Hvorfor skal andre stå model til min tumult, når den eneste der kan hjælpe mig ud af den tumult, er mig selv?
Hvorfor skal andre BEVISE ting overfor mig, når det slet ikke er dem der har ting at bevise - men min fortid?
Det skal være slut nu.

Jeg kan ikke sige mig fri for at jeg nok falder i nogle huller indimellem - jeg, så vel som alle andre, er kun et menneske. Men det er de folk der er i mit liv også. Kun mennesker.
Jeg skal være min egen lykkes smed, og hvis det skal lade sig gøre, må jeg lade være med at slikke mine sår, og i stedet se dem som et bevis for at sår lukker sig - og når de lukker sig, bliver de til ar. Ar jeg altid vil have på mig, men også ar der, hver gang jeg kigger tilbage, minder mig om at livet går videre, og at tingene heler, hvis du plejer dem ordentligt.

Hvert menneske man møder, indeholder en ny historie. Måske skal de mennesker være med til at starte et nyt kapitel i dit liv - det kan bare ikke lade sig gøre, hvis du stadig forsøger at skrive videre på de forrige kapitler.
Indimellem må man tænke ud af boksen - måske bliver din slutning ikke som du håbede på, men det vigtigste er vel at den bliver hele bogen værd.

Så hurra for de mennesker der er trådt ind i mit liv, og har startet et nyt kapitel, og faktisk også hurra for de mennesker, som valgte at forlade mig og min bog, og gav mig blod på tanden til at lade mig vokse - som forfatter til bogen om mit eget liv - og ikke mindst som menneske.

Jeg elsker at jeg stadig ikke er for gammel til at lærer, til at tage ansvar og til at indse at tingene ikke altid kan gå som man først ville - men så kan de da gå meget bedre end det, hvis man tillader sig selv det.

Okay mor, 10 dybe indåndinger..

Ja, det sker. Vi sætter det her perfekte liv op på de sociale medier, vi har de perfekte smukke børn, i det perfekte tøj, hjemmet er klinisk rent, og køleskabet er altid fyldt.
Til aftensmad får vi altid mad lavet på økologiske grøntsager og fedtfattigt kød, for ikke at tale om at det selvfølgelig er grovpasta, og vi får selvfølgelig ikke SOVS, men sauce!

Bevares - Jeg har selv været en af dem, der plantede et lille glansbillede i hovedet på folk, fordi så perfekt var jeg bare - så perfekt var mit barn bare. Hold op hvor alle beundrede mig .. undtagen mig selv!

Sandheden er bare en helt anden. Og det er lige så stille gået op for mig, at sandheden omkring mit og mine børns liv, er så meget federe at leve højt på, end det er pisse fedt at leve højt på et billede der er sat op, for at please alle andre - end en selv.

Eller - det pleaser en selv, lige i det minut man ligger billedet op. Filteret passer perfekt, og rodet står pænt stablet i hjørnet af stuen. Børnene smiler klinisk på kommando.. Det var en rar følelse.

Og hvor længe varede den? 4 minutter og et par likes og et par hjerte fra veninderne om hvor dejligt det hele ser ud? 

Og hvad er det så vi lærer vores børn af det her? At vi lige opstiller lidt her og der, for at folk skal synes at vi er gode? At det er helt okay at påtage sig et fjæs, selv om man indeni faktisk slet ikke er i det her humor? Virkelig? Er det de værdier vi lærer vores om? Jeg er flov - jeg er flov over at jeg har været der.

Sandheden er jo, for mit vedkommende, lige nu at jeg ikke har fået tømt opvaskeren der ellers var færdig med at kører imorges. Derfor står der også morgenmadsservice og fylder på mit køkkenbord.
Min yngste søns jakke er blevet smidt på gulvet midt i mit køkken, og grundet dårligt knæ, har jeg tømt stort set hele mit tøjskab ud på mit gulv i soveværelset, for at finde et par mega behagelige bukser. Og det skab tømte jeg forresten i lørdags.. Undskyld! 

Men jeg har fået andre prioriteringer. Jeg har valgt at prioritere min tid på mine børn - og mig selv. Den tid vi nu engang har. Så må rengøring og andre flips man nu kan rende ind i (Ja, det sker faktisk også for mig), de må simpelthen vente til børnene sover, eller de slet ikke er hjemme. For når de er hjemme, så er tid bare en helt anden ting. 

Jeg håber at mine børn, om 20 år, husker en mor der satte sig på det halv beskidte gulv, og brugte tid med dem, sagde den helt forkerte lyd når legetøjsbilen kørte sammen med brio-toget, tog billeder af deres halvsure ansigter og spiste rugbrødsmadder til aftensmad i ny og næ, for at få tid til det andet, i stedet for en mor, der rendte rundt og støvsugede, og holdte øje med de økologiske grøntsager i gryden, og sagde "SMIL DRENGE!!", trods at deres dag i institution havde været lang og trættende. 

For ikke så lang tid siden blev jeg spurgt om hvor gamle mine børn er. Jeg svarede "min ældste er knap 7.." og så slog det mig.. Knap 7 år! Og hvad er der lige sket på de her 7 år? Hvor meget er det egentlig ikke lige jeg faktisk er gået glip af, fordi mit glansbillede har været så vigtigt?
Hvorfor er det jeg tror mit barn er anderledes, fordi han kan blive hysterisk, pree-teen, og hvorfor er det jeg tror at det er mig der fejler som mor, fordi han har behov for at jeg sætter grænser for ham? 

Fordi at den her verden som forældre, bare er så blevet så skide opsat, og virkeligheden er blevet en fjende. Er det ikke sørgeligt? Er det ikke trist at vi viser vores børn hvad der BURDE være perfekt - Når det perfekte egentlig bare er det man selv skaber, og som er perfekt for en selv? 

Hvorfor skal det være perfekt for andre? Så vi kan blive anerkendt? Men hvorfor kan vi ikke blive anerkendt for dem vi egentlig er - på godt, på ondt, på mor og på barn? 

Måske er det egentlig på tide at vi anerkender hinanden for at stå ved os selv, og så ved at vi faktisk slet ikke er så skide perfekte, som samfundet gerne ser os? Eller vent .. jo vi er perfekte. Måske ikke samfunds-perfekte, men perfekte, midt i det her forvrængede, og i min verden, meget uperfekte billede der er blevet sat op.

Jeg ville lyve hvis jeg sagde at jeg hver dage havde hyggelige æblestunder med mine børn, hvor vi bare sad og smilte og grinte, og talte diplomatisk til hinanden. Jeg ville også lyve hvis jeg sagde at jeg aldrig brugte de nemme udveje til at løse konflikter med mine børn.

Jeg har kampe med mine unger hver dag - Ikke altid store kampe, men de er altså stadig børn i deres bedste trods-alder. Jeg lærer stadig hver dag, og udvikler mig som mor - de lærer stadig hver dag, og udvikler sig som mennesker.

Så kære med-mor.

Jeg hentede først mine børn i institution klokken 16.15, trods det er ferie, og trods at jeg er sygemeldt, for ved du hvad, med-mor? Jeg er mor, jeg er menneske - og jeg har brug for mig-tid. Mine børn har brug for at jeg er ladet nogenlunde op.

Trods det, kære med-mor, så talte jeg til 10, ca, 54 gange fordi min 2 årige ikke selv ville gå op af trapperne. Jeg bad min 6 årige om at gøre sig natklar ca. 12 gange, og jeg lod rodet fra aftensmaden stå, for selv at gå ud og ryge en cigaret og få blodtrykket ned igen, da der var ro på.

Vi fik forresten rugbrød i dag.

Er det ikke dejligt? Er det ikke menneskeligt? Er det ikke bare så pisse perfekt?