Vi kender det alle sammen - fortidens spøgelser. Alle de lig vi har i lasten, og alle de svigt vi har været udsat for. Alle de nedture vi har taget, og alle de ting vi har kæmpet med.
Jeg har selv mange af dem - de der ar. De der ar der gør at vi indimellem reagere, analysere og i værste tilfælde, skubber væk.
Livet er en dans på roser, men roser har torne vi kan stikke os på, og indimellem sidder vi fast i dem. Det har jeg også gjort.
"Jamen, jeg er sådan fordi..."
Åh, hvor har jeg skudt den sætning af mange gange. Fralagt mig ethvert ansvar, og givet fortidens spøgelser skylden for at jeg har handlet, som jeg har gjort.
Jojo, fortiden kan man ikke slette - men man kan heller ikke sidde fast i den.
Så da jeg forleden blev spurgt "Hvorfor bliver du ved med at straffe mig, OG DIG SELV, for hvad andre har budt dig?" Gik det op for mig.. ja hvorfor egentligt?
Hvorfor skal andre bøde for, hvad jeg forhen har været i? Hvorfor skal andre stå model til min tumult, når den eneste der kan hjælpe mig ud af den tumult, er mig selv?
Hvorfor skal andre BEVISE ting overfor mig, når det slet ikke er dem der har ting at bevise - men min fortid?
Det skal være slut nu.
Jeg kan ikke sige mig fri for at jeg nok falder i nogle huller indimellem - jeg, så vel som alle andre, er kun et menneske. Men det er de folk der er i mit liv også. Kun mennesker.
Jeg skal være min egen lykkes smed, og hvis det skal lade sig gøre, må jeg lade være med at slikke mine sår, og i stedet se dem som et bevis for at sår lukker sig - og når de lukker sig, bliver de til ar. Ar jeg altid vil have på mig, men også ar der, hver gang jeg kigger tilbage, minder mig om at livet går videre, og at tingene heler, hvis du plejer dem ordentligt.
Hvert menneske man møder, indeholder en ny historie. Måske skal de mennesker være med til at starte et nyt kapitel i dit liv - det kan bare ikke lade sig gøre, hvis du stadig forsøger at skrive videre på de forrige kapitler.
Indimellem må man tænke ud af boksen - måske bliver din slutning ikke som du håbede på, men det vigtigste er vel at den bliver hele bogen værd.
Så hurra for de mennesker der er trådt ind i mit liv, og har startet et nyt kapitel, og faktisk også hurra for de mennesker, som valgte at forlade mig og min bog, og gav mig blod på tanden til at lade mig vokse - som forfatter til bogen om mit eget liv - og ikke mindst som menneske.
Jeg elsker at jeg stadig ikke er for gammel til at lærer, til at tage ansvar og til at indse at tingene ikke altid kan gå som man først ville - men så kan de da gå meget bedre end det, hvis man tillader sig selv det.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar