Jeg har taget en voksen beslutning..

Don't be so surprised - Det kommer faktisk over mig engang imellem, at jeg tager voksne beslutninger..

Henover de sidste par uger, har symptomerne sneget sig ind på mig. Jeg mister kræfterne i hænderne, får slør for mit højre øje. Pludselig kan jeg ikke mærke min højre fod, jeg bliver svimmel og hov - hukommelsen svigter, og ordene forsvinder.

I starten af 2015 blev jeg indlagt med mistanke om en hjerneblødning. Det var heldigvis ikke tilfældet. Efter 6 dages indlæggelse fandt man ud af at jeg havde et overtryk af væske i hovedet.
Vi producerer alle væske i hovedet, dagligt. En gang i døgnet skifter vi så det her væske ud - men mit væske produceres hurtigere, end det gamle løber væk fra hovedet, så det skaber selvfølgelig et overtryk, som trykker på min hjerne.

Jeg ringede derfor til sygehuset i mandags, og sagde "hey, jeg tror sgu der er noget galt her.." Jeg fortalte lidt om mine symptomer, og fik en tid til på mandag. Alt fint og godt. Jeg gjorde som jeg var blevet bedt om. Jeg var blevet bedt om at ringe når jeg mærkede ændringer.
Vi skulle jo gerne forebygge udposninger på blodårene i hjernen, og alt det der fis..

I dag ringede de så selv fra sygehuset. Jeg troede de ringede for at ændre min tid, men næh, det var sgu en læge jeg fik i røret. Han havde læst de ting jeg havde beskrevet, og ville lige høre mere.
Jeg forklarede, tegnede, fortalte, besvarede og synes egentlig jeg beskrev det hele ret godt, indtil han stoppede mig og sagde "Er du stresset, du snakker så lavt, men utrolig hurtigt?"
Stresset? Mig? Neeeej neeeej, slet ikke. Jeg går jo arbejdsløs. Hvad er der at være stresset over?
"Mette.." Sagde han.. "Man kan også godt være følelsesmæssigt stresset.."

Følelsesmæssigt stresset? Hvad skal det nu sige?
Det skal åbenbart sige at man er i et virvar af følelser som man ikke rigtig kan skille ad. Aha..
Det skal åbenbart sige at man har været så følelsesmæssigt presset, henover en længere periode, at det nu er svært at se sig ud af det pres.

Og det er her det mærkelige opstår. For hey, jeg føler ikke jeg er følelsesmæssigt presset på nogen som helst måde, mere. Altså lige udover den der lille stemme der fandme stadig sidder på min skulder, og piller mig ned for fuld skrue, og fortæller mig hvor egoistisk jeg er, og hvor meget jeg skuffer.
Men udover det - Ja, så er jeg jo egentlig bare mig. jeg er færdig uddannet, og jeg leder efter jobbet. Jeg leder efter noget at foretage mig hver dag. Jeg glæder mig til at komme igang igen.

Men .. Ja nu kom det - Men'et..
MEN - Noget må der jo være, for jeg kan ikke skille tingene ad, inde i mit hoved. Jeg bander og svovler af mig selv hver dag. Jeg får dårlig samvittighed hvis jeg ikke lige får snakket med veninderne. Jeg føler på ingen måde at jeg slår til, overfor nogle - what so ever.
Og jeg er træt. Hold nu op, hvor er jeg træt. Ikke sådan "Jeg har været nede og træne"-træt, men træt i mit hoved. Virkelig virkelig træt. Jeg tror jeg ville kunne sove i døgndrift, hvis jeg fik lov. Mine unger ville leve af pasta og ketchup, eller rugbrødsmadder. Og jeg ville kun gå i bad hver 3. tirsdag, og måske en ekstra gang til påske.
Det må jo så være følelsesmæssigt stress. Det siger den kloge læge jo.

Ynker jeg? Naaah - Prøver jeg at være realistisk? Ja, nok nærmere det.
Jeg siger ikke at alt min træthed og alt mit kaos er grundet følelsesmæssigt stress. Det er nok lige så meget fordi jeg går herhjemme igen. Noget jeg bestemt ikke bryder mig om.
Men der skal jo findes en løsning på at komme ud af den her tilstand, ik'?

Så ikke nok med at jeg tog en voksen beslutning om at ringe til sygehuset og fortælle om disse symptomer - så har jeg også taget en voksen beslutning om at jeg fra i dag af, skal skrive en god ting om mig selv. En ting jeg har gjort, som gjorde en anden glad - en ting jeg har sagt - noget ved mig selv jeg godt kan li'.
Nu skal det her simpelthen stoppe. Jeg skal ud af min bobbel af utilstrækkelighed.
Det ville ikke kun være godt for mig - det ville også være godt for de mennesker jeg omgås med. Så kunne det være de ville kunne holde mig ud igen - og det kunne være at, det at tage strømper på, ikke ville virke så uoverskueligt :)

Følelser? Hvorfor?

Hvem har opfundet ordet 'følelser' og sat det ord sammen med det kaos man har indeni? Jeg synes det er noget fis, og nogle gange ville jeg egentlig helst, at ordet 'følelser' slet ikke fandtes - for hvis det ikke gjorde det, så var der måske heller ikke så meget at snakke om. At mærke. At forstå?

Jeg er træt. Jeg er så fandes træt, og jeg kan ikke sætte en finger på hvorfor. For helt ærligt. Jeg går arbejdsløs, jeg laver nada. Jeg smøre mine børns madpakker, søger nogle jobs, laver aftensmad, gør lidt rent og vasker noget tøj. Til nøds går jeg faktisk også i bad indimellem.. Så hvad er jeg så træt for?

Jeg føler jeg kæmper og kæmper og kæmper. Men hvad jeg kæmper for - hvad, eller hvem, jeg kæmper imod, eller om jeg overhovedet kæmper mod nogle .. Jeg aner det ikke?
Jeg ved jeg kæmper for min lille knægt, der er i udredning på Skejby. Jeg ved at jeg higer efter svar på hvad der er galt med ham, jeg ved at det er forværret efter medicinen er sat op, og jeg ved at jeg er pisse frustreret over at de forskellige læger siger nogle forskellige ting. Men det kan jeg forholde mig til. Det kan jeg sætte ord på.

Der er noget jeg ikke kan forklare, sådan helt ned i detaljer.
Jeg føler mig misforstået - mistolket? Forkert?
Præcis hvorfor, det ved jeg ikke - det gør jeg bare.
Måske fordi jeg ikke er helt som så mange andre piger. Jeg er ikke særlig god til tøse-fnidder-fnadder. Jeg er ikke særlig god til at være lyserød, og jeg er specielt ikke særlig god til at være kærlig længere tid ad gangen.
Som jeg skrev til min kammerat forleden, da jeg gav ham et mindre møgfald - "undskyld min ærlighed, jeg håber du ved, at jeg siger det her af kærlighed.."
For det gør jeg - jeg ville slet ikke bruge min tid på at give møgfald, hvis det ikke var fordi jeg elskede personen. Jeg ved ikke om det skræmmer folk? Jeg ved ikke om min attitude indimellem kan virke arrogant? Det er jo det sidste jeg er - arrogant.. Synes jeg i hvert fald, selv?
Jeg er heller ej følelseskold - jeg lukker bare ikke op for særlig mange. Jeg lukker bare ikke særlig mange ind i det aller dybeste. Det er faktisk sjældent jeg selv bare åbner munden, for der er altid nogle der har lidt mere at tænke på, end jeg har - og så kan det altså godt vente.

Det er lidt som at stå i et rum fyldt med alle verdens mennesker, og råbe - virkelig råbe af mine lungers fulde kraft - uden at der kommer en eneste lyd ud. Ingen viger mig et blik, alle sludre bare videre med hinanden.
Jeg føler mig ensom, selv om jeg tit snakker i telefon, selv om jeg tit har gæster. Jeg føler mig ensom.

Og hvad fanden sidder jeg egentlig her og ynker for? Jeg har mennesker omkring mig, som har det SÅ meget værre, så hvorfor det her? Det er fandme noget fis.
Det er jo ikke fordi jeg har det skidt. Det er ikke fordi jeg sidder og græder. Jeg føler mig bare ikke helt med. Jeg føler jeg skal forklare hver en handling jeg foretager mig. Hver en mening jeg ytre.
Jeg føler jeg skal forsvare mig selv - forsvare min person. Forsvare at der ikke findes noget ondt i mig - jeg er bare ikke helt, som så mange andre.

Måske det stadig er ordene, som jeg skrev om sidst, der sidder og spøger. Jeg har jo lige været i en periode hvor jeg skulle forklare hvorfor jeg gjorde, som jeg gjorde. Hvor jeg skulle forsvare mine følelser og handlinger. Hvor godt, aldrig rigtig var godt nok .. Måske er det det, der stadig sidder på min ene skulder og spøger. Det må jeg lige finde ud af - så meget magt skal ord alligevel ikke have!!

Jeg er så træt af følelser - ISÆR dem jeg ikke helt kan forklare!