Jeg er træt. Jeg er så fandes træt, og jeg kan ikke sætte en finger på hvorfor. For helt ærligt. Jeg går arbejdsløs, jeg laver nada. Jeg smøre mine børns madpakker, søger nogle jobs, laver aftensmad, gør lidt rent og vasker noget tøj. Til nøds går jeg faktisk også i bad indimellem.. Så hvad er jeg så træt for?
Jeg føler jeg kæmper og kæmper og kæmper. Men hvad jeg kæmper for - hvad, eller hvem, jeg kæmper imod, eller om jeg overhovedet kæmper mod nogle .. Jeg aner det ikke?
Jeg ved jeg kæmper for min lille knægt, der er i udredning på Skejby. Jeg ved at jeg higer efter svar på hvad der er galt med ham, jeg ved at det er forværret efter medicinen er sat op, og jeg ved at jeg er pisse frustreret over at de forskellige læger siger nogle forskellige ting. Men det kan jeg forholde mig til. Det kan jeg sætte ord på.
Der er noget jeg ikke kan forklare, sådan helt ned i detaljer.
Jeg føler mig misforstået - mistolket? Forkert?
Præcis hvorfor, det ved jeg ikke - det gør jeg bare.
Måske fordi jeg ikke er helt som så mange andre piger. Jeg er ikke særlig god til tøse-fnidder-fnadder. Jeg er ikke særlig god til at være lyserød, og jeg er specielt ikke særlig god til at være kærlig længere tid ad gangen.
Som jeg skrev til min kammerat forleden, da jeg gav ham et mindre møgfald - "undskyld min ærlighed, jeg håber du ved, at jeg siger det her af kærlighed.."
For det gør jeg - jeg ville slet ikke bruge min tid på at give møgfald, hvis det ikke var fordi jeg elskede personen. Jeg ved ikke om det skræmmer folk? Jeg ved ikke om min attitude indimellem kan virke arrogant? Det er jo det sidste jeg er - arrogant.. Synes jeg i hvert fald, selv?
Jeg er heller ej følelseskold - jeg lukker bare ikke op for særlig mange. Jeg lukker bare ikke særlig mange ind i det aller dybeste. Det er faktisk sjældent jeg selv bare åbner munden, for der er altid nogle der har lidt mere at tænke på, end jeg har - og så kan det altså godt vente.
Det er lidt som at stå i et rum fyldt med alle verdens mennesker, og råbe - virkelig råbe af mine lungers fulde kraft - uden at der kommer en eneste lyd ud. Ingen viger mig et blik, alle sludre bare videre med hinanden.
Jeg føler mig ensom, selv om jeg tit snakker i telefon, selv om jeg tit har gæster. Jeg føler mig ensom.
Og hvad fanden sidder jeg egentlig her og ynker for? Jeg har mennesker omkring mig, som har det SÅ meget værre, så hvorfor det her? Det er fandme noget fis.
Det er jo ikke fordi jeg har det skidt. Det er ikke fordi jeg sidder og græder. Jeg føler mig bare ikke helt med. Jeg føler jeg skal forklare hver en handling jeg foretager mig. Hver en mening jeg ytre.
Jeg føler jeg skal forsvare mig selv - forsvare min person. Forsvare at der ikke findes noget ondt i mig - jeg er bare ikke helt, som så mange andre.
Måske det stadig er ordene, som jeg skrev om sidst, der sidder og spøger. Jeg har jo lige været i en periode hvor jeg skulle forklare hvorfor jeg gjorde, som jeg gjorde. Hvor jeg skulle forsvare mine følelser og handlinger. Hvor godt, aldrig rigtig var godt nok .. Måske er det det, der stadig sidder på min ene skulder og spøger. Det må jeg lige finde ud af - så meget magt skal ord alligevel ikke have!!
Jeg er så træt af følelser - ISÆR dem jeg ikke helt kan forklare!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar