Jeg har taget en voksen beslutning..

Don't be so surprised - Det kommer faktisk over mig engang imellem, at jeg tager voksne beslutninger..

Henover de sidste par uger, har symptomerne sneget sig ind på mig. Jeg mister kræfterne i hænderne, får slør for mit højre øje. Pludselig kan jeg ikke mærke min højre fod, jeg bliver svimmel og hov - hukommelsen svigter, og ordene forsvinder.

I starten af 2015 blev jeg indlagt med mistanke om en hjerneblødning. Det var heldigvis ikke tilfældet. Efter 6 dages indlæggelse fandt man ud af at jeg havde et overtryk af væske i hovedet.
Vi producerer alle væske i hovedet, dagligt. En gang i døgnet skifter vi så det her væske ud - men mit væske produceres hurtigere, end det gamle løber væk fra hovedet, så det skaber selvfølgelig et overtryk, som trykker på min hjerne.

Jeg ringede derfor til sygehuset i mandags, og sagde "hey, jeg tror sgu der er noget galt her.." Jeg fortalte lidt om mine symptomer, og fik en tid til på mandag. Alt fint og godt. Jeg gjorde som jeg var blevet bedt om. Jeg var blevet bedt om at ringe når jeg mærkede ændringer.
Vi skulle jo gerne forebygge udposninger på blodårene i hjernen, og alt det der fis..

I dag ringede de så selv fra sygehuset. Jeg troede de ringede for at ændre min tid, men næh, det var sgu en læge jeg fik i røret. Han havde læst de ting jeg havde beskrevet, og ville lige høre mere.
Jeg forklarede, tegnede, fortalte, besvarede og synes egentlig jeg beskrev det hele ret godt, indtil han stoppede mig og sagde "Er du stresset, du snakker så lavt, men utrolig hurtigt?"
Stresset? Mig? Neeeej neeeej, slet ikke. Jeg går jo arbejdsløs. Hvad er der at være stresset over?
"Mette.." Sagde han.. "Man kan også godt være følelsesmæssigt stresset.."

Følelsesmæssigt stresset? Hvad skal det nu sige?
Det skal åbenbart sige at man er i et virvar af følelser som man ikke rigtig kan skille ad. Aha..
Det skal åbenbart sige at man har været så følelsesmæssigt presset, henover en længere periode, at det nu er svært at se sig ud af det pres.

Og det er her det mærkelige opstår. For hey, jeg føler ikke jeg er følelsesmæssigt presset på nogen som helst måde, mere. Altså lige udover den der lille stemme der fandme stadig sidder på min skulder, og piller mig ned for fuld skrue, og fortæller mig hvor egoistisk jeg er, og hvor meget jeg skuffer.
Men udover det - Ja, så er jeg jo egentlig bare mig. jeg er færdig uddannet, og jeg leder efter jobbet. Jeg leder efter noget at foretage mig hver dag. Jeg glæder mig til at komme igang igen.

Men .. Ja nu kom det - Men'et..
MEN - Noget må der jo være, for jeg kan ikke skille tingene ad, inde i mit hoved. Jeg bander og svovler af mig selv hver dag. Jeg får dårlig samvittighed hvis jeg ikke lige får snakket med veninderne. Jeg føler på ingen måde at jeg slår til, overfor nogle - what so ever.
Og jeg er træt. Hold nu op, hvor er jeg træt. Ikke sådan "Jeg har været nede og træne"-træt, men træt i mit hoved. Virkelig virkelig træt. Jeg tror jeg ville kunne sove i døgndrift, hvis jeg fik lov. Mine unger ville leve af pasta og ketchup, eller rugbrødsmadder. Og jeg ville kun gå i bad hver 3. tirsdag, og måske en ekstra gang til påske.
Det må jo så være følelsesmæssigt stress. Det siger den kloge læge jo.

Ynker jeg? Naaah - Prøver jeg at være realistisk? Ja, nok nærmere det.
Jeg siger ikke at alt min træthed og alt mit kaos er grundet følelsesmæssigt stress. Det er nok lige så meget fordi jeg går herhjemme igen. Noget jeg bestemt ikke bryder mig om.
Men der skal jo findes en løsning på at komme ud af den her tilstand, ik'?

Så ikke nok med at jeg tog en voksen beslutning om at ringe til sygehuset og fortælle om disse symptomer - så har jeg også taget en voksen beslutning om at jeg fra i dag af, skal skrive en god ting om mig selv. En ting jeg har gjort, som gjorde en anden glad - en ting jeg har sagt - noget ved mig selv jeg godt kan li'.
Nu skal det her simpelthen stoppe. Jeg skal ud af min bobbel af utilstrækkelighed.
Det ville ikke kun være godt for mig - det ville også være godt for de mennesker jeg omgås med. Så kunne det være de ville kunne holde mig ud igen - og det kunne være at, det at tage strømper på, ikke ville virke så uoverskueligt :)

Følelser? Hvorfor?

Hvem har opfundet ordet 'følelser' og sat det ord sammen med det kaos man har indeni? Jeg synes det er noget fis, og nogle gange ville jeg egentlig helst, at ordet 'følelser' slet ikke fandtes - for hvis det ikke gjorde det, så var der måske heller ikke så meget at snakke om. At mærke. At forstå?

Jeg er træt. Jeg er så fandes træt, og jeg kan ikke sætte en finger på hvorfor. For helt ærligt. Jeg går arbejdsløs, jeg laver nada. Jeg smøre mine børns madpakker, søger nogle jobs, laver aftensmad, gør lidt rent og vasker noget tøj. Til nøds går jeg faktisk også i bad indimellem.. Så hvad er jeg så træt for?

Jeg føler jeg kæmper og kæmper og kæmper. Men hvad jeg kæmper for - hvad, eller hvem, jeg kæmper imod, eller om jeg overhovedet kæmper mod nogle .. Jeg aner det ikke?
Jeg ved jeg kæmper for min lille knægt, der er i udredning på Skejby. Jeg ved at jeg higer efter svar på hvad der er galt med ham, jeg ved at det er forværret efter medicinen er sat op, og jeg ved at jeg er pisse frustreret over at de forskellige læger siger nogle forskellige ting. Men det kan jeg forholde mig til. Det kan jeg sætte ord på.

Der er noget jeg ikke kan forklare, sådan helt ned i detaljer.
Jeg føler mig misforstået - mistolket? Forkert?
Præcis hvorfor, det ved jeg ikke - det gør jeg bare.
Måske fordi jeg ikke er helt som så mange andre piger. Jeg er ikke særlig god til tøse-fnidder-fnadder. Jeg er ikke særlig god til at være lyserød, og jeg er specielt ikke særlig god til at være kærlig længere tid ad gangen.
Som jeg skrev til min kammerat forleden, da jeg gav ham et mindre møgfald - "undskyld min ærlighed, jeg håber du ved, at jeg siger det her af kærlighed.."
For det gør jeg - jeg ville slet ikke bruge min tid på at give møgfald, hvis det ikke var fordi jeg elskede personen. Jeg ved ikke om det skræmmer folk? Jeg ved ikke om min attitude indimellem kan virke arrogant? Det er jo det sidste jeg er - arrogant.. Synes jeg i hvert fald, selv?
Jeg er heller ej følelseskold - jeg lukker bare ikke op for særlig mange. Jeg lukker bare ikke særlig mange ind i det aller dybeste. Det er faktisk sjældent jeg selv bare åbner munden, for der er altid nogle der har lidt mere at tænke på, end jeg har - og så kan det altså godt vente.

Det er lidt som at stå i et rum fyldt med alle verdens mennesker, og råbe - virkelig råbe af mine lungers fulde kraft - uden at der kommer en eneste lyd ud. Ingen viger mig et blik, alle sludre bare videre med hinanden.
Jeg føler mig ensom, selv om jeg tit snakker i telefon, selv om jeg tit har gæster. Jeg føler mig ensom.

Og hvad fanden sidder jeg egentlig her og ynker for? Jeg har mennesker omkring mig, som har det SÅ meget værre, så hvorfor det her? Det er fandme noget fis.
Det er jo ikke fordi jeg har det skidt. Det er ikke fordi jeg sidder og græder. Jeg føler mig bare ikke helt med. Jeg føler jeg skal forklare hver en handling jeg foretager mig. Hver en mening jeg ytre.
Jeg føler jeg skal forsvare mig selv - forsvare min person. Forsvare at der ikke findes noget ondt i mig - jeg er bare ikke helt, som så mange andre.

Måske det stadig er ordene, som jeg skrev om sidst, der sidder og spøger. Jeg har jo lige været i en periode hvor jeg skulle forklare hvorfor jeg gjorde, som jeg gjorde. Hvor jeg skulle forsvare mine følelser og handlinger. Hvor godt, aldrig rigtig var godt nok .. Måske er det det, der stadig sidder på min ene skulder og spøger. Det må jeg lige finde ud af - så meget magt skal ord alligevel ikke have!!

Jeg er så træt af følelser - ISÆR dem jeg ikke helt kan forklare!

Ordet har faktisk også magt.

Jeg plejer ellers at sige at ord ingen magt har, hvis der ikke er handling er bag. Men det har de altså.. Mere end jeg faktisk lige huskede.
Jeg taler ikke om grimme ord, som kælling, luder eller ligende. Jeg taler om de ord med en dybere betydning bag. De ord der går ind og påvirker din personlighed, dine følelser, det du kan - den du er, og det du står for.

Som tidligere skrevet, er det ord der bliver ved med at give mig roterende fis i kasketten. De fare rundt på øverste etage, og piller mig ned.
Efter et døgns tid væk fra "omverdenen" besluttede jeg mig for at disse ord, ikke længere skulle have den her magt over mig. Over mit humør, over min gøren og laden, over min energi. Men HA! Det er da så meget nemmere sagt end gjort.

At blive ramt på den man er gentagende gange, er trist. Jeg troede egentlig ikke det ville ramme mig så hårdt som det har gjort, men fuck i helvede, i satan, hvor skulle jeg tage fejl. Føj, hvor har jeg grædt og føj hvor har jeg kastet op over min egen person. Det er egentlig utrolig latterligt, og jeg føler mig egentlig mega svag - og så alligevel ikke. Det er det rene skizoliv, når jeg det ene øjeblik bliver ked af den jeg er, og det andet øjeblik så heller overhovedet ikke har nogen som helst lyst til at ændre på det.

Jeg er slet ikke i tvivl om at jeg ikke kan være vellidt alle steder. Det er også helt okay, vi er alle forskellige, og hvis alle gik i spænd, så ville det være død kedeligt.
Jeg er heller ikke i tvivl om at jeg ingen intentioner har haft om at såre nogle.. At det så alligevel er de følelser jeg sidder med nu, er skod. Utrolig skod.
Er jeg virkelig så egoistisk? Er jeg en kold skid? Er det nødvendigt at ty til andre muligheder, for at få den opmærksomhed man søger?

Måske jeg egentlig skulle revurdere mig selv, en gang til. Måske jeg egentlig bare er en skod ven, en skod mor, en skod person. Måske er jeg bare blind? Ikke blind for egne fejl, for dem ved jeg godt jeg har masser af.. Men måske er jeg blind for hvor meget jeg såre folk, ved at være mig? Måske er jeg blind for sandheden.

Lige nu bruger jeg kræfter på at samle stykkerne op fra gulvet. Prøve at se om brikkerne passer ind i puslespillet. Passer de ikke, er jeg nok egentlig okay.. Passer de? Ja, så lærte jeg noget nyt.

Jeg er ikke ked af det fordi jeg tabte - jeg er ked af det fordi jeg åbenbart
fejlede som det menneske, jeg egentlig godt kunne li'!

Long time, no see..

Long time, no see..

Jeg havde egentligt lovet mig selv at det her virvar af skrivende tankemylder skulle stoppe - men som tiden er gået, har trangen til at plabre løs og mit evigt problemfyldte liv, presset sig på, og jeg er nu kommet dertil hvor jeg synes det er på tide, at I får en lille smag af. hvad der foregår i mit liv.
Eller - ikke i mit liv, men i mit hoved.

Jeg er blevet færdiguddannet, og synes egentlig så småt jeg var på vej ud af den stress-reaktion jeg havde fået tillusket mig. Det skulle da bare vise sig at være verdens største løgn.. Eller hvad?

Her til aften måtte jeg bryde sammen foran spejlet. Som jeg stod der og kiggede på mig selv, efter et bad. Stirrede på de ustyrlige krøller, rynkede panden, prøvede at smile..
Det hele var bare så uoverskueligt. Men hvad der var mest uoverskueligt var tanken om at jeg prøvede så ihærdigt at gemme alle tankerne bag perfekt hår, og tonsvis af makeup.

Det er utroligt hvad folks ord kan gøre ved en, ikk?
For fanden, Mette - du dur sgu heller ikke til en skid. Du er så skide egoistisk. Du tænker kun på dine egne behov. Mette, Mette, Mette og så lige Mette igen.
Ej - Jeg er god til mit arbejde, det siger folk da.. Men hvad fanden gør det, når man er uduelige til alt andet? Når man ikke formår at imødekomme dem man elsker. Når man ikke formår at give. Når man ødelægger folk.. Hvad er der så egentlig tilbage af værdier, som faktisk er noget værd?

Ja, det er der jeg er lige nu.. Jeg vil rigtig gerne flygte fra det hele. Jeg vil rigtig gerne væk fra alle de ord der fare rundt i hovedet på mig. Jeg vil rigtig gerne væk fra alle de tanker der lige så stille nedbryder det jeg egentlig følte jeg havde fået bygget så godt op.

Det skal nok ske, lige pludselig. Jeg har jo gjort det før.. Men lige nu synes jeg det er uoverskueligt at se mig ud af tingene. Jeg gør rent, jeg vasker tøj, jeg sidder og kigger på opvaskemaskinen til den er færdig, så jeg kan tømme den lige med det samme. Jeg holder mig igang konstant, i håb om at overhale tankespindet. I håb om at JEG når i mål, før tankerne gør.

Ting tager tid, det ved vi alle. Hvad jeg dog nok ikke vidste var, at jeg er så svagt et menneske. Det har jeg ikke lyst til at være.

Når godt nok, godt kan være bedre..

Jeg har utrolig høje forventninger til mig selv - sådan virkelig høje. Ikke kun i forhold til min karriere, og mine børn, men i den grad også i forhold til mine medmennesker.
Jeg har en eller anden ide om at hvis jeg nu gør liiiiige lidt ekstra ud af tingene, og liiiige strækker mig lidt mere, så kan de med garanti bedre li' mig.
Så ender jeg med at sidde med håret i postkassen, og stresse over den succes, jeg egentlig nok ikke får alligevel. For mig kan "godt nok" altid blive liiiige lidt bedre end det.

.. Og hvorfor egentlig?
Det spørgsmål har floreret i mit hoved, siden jeg forleden var midt i en diskussion om hvorfor jeg agere som jeg gør, når det kommer til mine nærmeste.
Det er jo ingen hemmelighed at jeg mest af alt stiler over evne, for at glæde - jeg elsker at se folk være glade, og vide at disse smil var jeg med til at frembringe.
Men er det nu egentlig også alt? Næh.. måske egentlig ikke. Det gør meget for mig, men det er altså ikke alt..
Måske er det faktisk min afhængighed. Det er blevet den vej igennem jeg får en smule anerkendelse. Hvis jeg lige giver mig lidt ekstra og lige kræver lidt mindre. Det er vel okay, ikk?
Nej, det er faktisk ikke okay, når jeg glemmer mig selv i mit "Jaja, det skal jeg dæleme da nok ordne". Det er jo først bagefter jeg tænker.. "Men hvornår skal jeg nå det, med et fuldtidsjob, 2 børn, et socialliv og et hjem der skal holdes. Hvornår skal jeg så egentlig nå alt det jeg lige sagde ja til?"

Misforstå mig ikke, jeg sidder ikke med hænderne i skødet og banker hovedet ind i væggen lige nu, for at få jeres medfølelse for mit alt for gode hjerte - for det er jo forkert. Det er jo dybt forkert at min trang til at glæde andre, også ligger i den anerkendelse jeg får ud af det. Hvor godt et hjerte, er det så egentligt vi snakker om?
Jeg synes det er lidt svært at sætte skrivende ord på, uden at det kommer til at lyde helt forkert, men jeg kan prøve.
Jeg elsker at ringe til mine venner og veninder og snakke i timevis om deres liv og deres problemer. At sidde i lige netop den situation, gør hverken til eller fra for mig. Bare de er glade, så er jeg lykkelig.
Det er først når vi kommer til det matrealistiske, følelsen af at stile over evne, rammer mig. Jeg kan godt lige punge ud her, jeg kan godt lige give en gave der, jeg kan godt lige stå for det og det og det, og jeg kan da også sagtens lige arbejde over, hvis bare jeg kan lette andres skuldre, eller få andre til at føle sig ovenpå.. Fed følelse. Både for dem, og for mig. Alle er glade.

Men hvor er det så filmen knækker? Filmen knækker jo nok der, hvor det bliver så meget en selvfølge, at jeg faktisk slet ikke ser den ros jeg så faktisk får. For jeg blev jo også pillet ned. Der manglede jo det, og der manglede jo det. Så hvad jeg ellers gjorde, var ligegyldigt. For der manglede jo mælk til kaffen.

Jeg har i store dele af mit liv haft en følelse af at skulle være en anden, end den jeg nu engang er, for at opnå følelsen af at blive anerkendt. Altså har jeg i store dele af mit liv, også været i en identitetskrise. En krise, jeg i forhold til min familie så småt er ved at se mig ud af, men i forhold til mine venner, er den stadig svær.
Jeg er mig, med alt hvad det indebære af hysteri, og psykoser, ligesom jeg er mig, med alt hvad det indebære af lyttende øre, og skuldre at græde ud ved. Hvorfor er det matrealistiske så blevet så vigtigt for mig? Hvorfor er det den vej igennem, jeg tror folk sætter deres hjerte på lige netop mig?
Måske fordi det var den vej igennem jeg mere eller mindre fik kærlighed fra min far - det var det han formåede, jeg bærer ingen nag, og jeg elsker ham og er stolt af ham, til ukendelighed. Men måske har det faktisk sat sig dybere spor, end jeg lige gik og troede.
Eller måske hænger det sammen med følelsen af ikke at passe ind i min bonus-fars familie. Følelsen af ikke at blive accepteret med mindre man havde visse kvalifikationer.
ELLER - eller måske handler det om at det var via det matrealistiske, altså penge og gaver, jeg opnåede anerkendelse og kærlighed fra min eks-kæreste. Det var ikke nok, at han bare fik mig.
Jeg ved det ikke, men jeg ved at når jeg går tankerne igennem, er det følelserne fra dengang - følelsen af "udskud" - der kommer tilbage i min krop. Følelsen af at hvis jeg ikke stilede lidt højere, end jeg egentlig formåede, så kunne det ikke rigtig accepteres.

Så måske er det på tide at jeg arbejder med min afhængighed for at please, og opnå. Måske er det på tide at jeg træder ud af vante følelser - ud af pleaser-rollen - som jo egentlig ikke er særlig god for mig, og i stedet træder ind i de følelser der pleaser mig.
Men lige nu - lige nu vil jeg tillade mig selv at grine lidt af den stres-tilstand jeg har sat mig selv i, over alle de planer jeg har lagt for imorgen, hvor jeg får huset fuld af gæster, og selvfølgelig har sat mig det ene og det andet for - jeg ved jo at lørdag eftermiddag, vil jeg alligevel klappe mig selv lidt på skulderen, for at gøre lidt mere, end jeg nok egentlig formåede, og for at en god håndfuld fantastiske mennesker, forhåbentligt forlader mit hjem med et stort smil på læben. Det er jo det hele værd!

Hej til McD mad og lykkelige unger - så kan mor stresse i fred ;)

Det gider jeg egentlig ikke mere.

Vi kender det alle sammen - fortidens spøgelser. Alle de lig vi har i lasten, og alle de svigt vi har været udsat for. Alle de nedture vi har taget, og alle de ting vi har kæmpet med.

Jeg har selv mange af dem - de der ar. De der ar der gør at vi indimellem reagere, analysere og i værste tilfælde, skubber væk.
Livet er en dans på roser, men roser har torne  vi kan stikke os på, og indimellem sidder vi fast i dem. Det har jeg også gjort.

"Jamen, jeg er sådan fordi..."
Åh, hvor har jeg skudt den sætning af mange gange. Fralagt mig ethvert ansvar, og givet fortidens spøgelser skylden for at jeg har handlet, som jeg har gjort.
Jojo, fortiden kan man ikke slette - men man kan heller ikke sidde fast i den.

Så da jeg forleden blev spurgt "Hvorfor bliver du ved med at straffe mig, OG DIG SELV,  for hvad andre har budt dig?" Gik det op for mig.. ja hvorfor egentligt?

Hvorfor skal andre bøde for, hvad jeg forhen har været i? Hvorfor skal andre stå model til min tumult, når den eneste der kan hjælpe mig ud af den tumult, er mig selv?
Hvorfor skal andre BEVISE ting overfor mig, når det slet ikke er dem der har ting at bevise - men min fortid?
Det skal være slut nu.

Jeg kan ikke sige mig fri for at jeg nok falder i nogle huller indimellem - jeg, så vel som alle andre, er kun et menneske. Men det er de folk der er i mit liv også. Kun mennesker.
Jeg skal være min egen lykkes smed, og hvis det skal lade sig gøre, må jeg lade være med at slikke mine sår, og i stedet se dem som et bevis for at sår lukker sig - og når de lukker sig, bliver de til ar. Ar jeg altid vil have på mig, men også ar der, hver gang jeg kigger tilbage, minder mig om at livet går videre, og at tingene heler, hvis du plejer dem ordentligt.

Hvert menneske man møder, indeholder en ny historie. Måske skal de mennesker være med til at starte et nyt kapitel i dit liv - det kan bare ikke lade sig gøre, hvis du stadig forsøger at skrive videre på de forrige kapitler.
Indimellem må man tænke ud af boksen - måske bliver din slutning ikke som du håbede på, men det vigtigste er vel at den bliver hele bogen værd.

Så hurra for de mennesker der er trådt ind i mit liv, og har startet et nyt kapitel, og faktisk også hurra for de mennesker, som valgte at forlade mig og min bog, og gav mig blod på tanden til at lade mig vokse - som forfatter til bogen om mit eget liv - og ikke mindst som menneske.

Jeg elsker at jeg stadig ikke er for gammel til at lærer, til at tage ansvar og til at indse at tingene ikke altid kan gå som man først ville - men så kan de da gå meget bedre end det, hvis man tillader sig selv det.

Okay mor, 10 dybe indåndinger..

Ja, det sker. Vi sætter det her perfekte liv op på de sociale medier, vi har de perfekte smukke børn, i det perfekte tøj, hjemmet er klinisk rent, og køleskabet er altid fyldt.
Til aftensmad får vi altid mad lavet på økologiske grøntsager og fedtfattigt kød, for ikke at tale om at det selvfølgelig er grovpasta, og vi får selvfølgelig ikke SOVS, men sauce!

Bevares - Jeg har selv været en af dem, der plantede et lille glansbillede i hovedet på folk, fordi så perfekt var jeg bare - så perfekt var mit barn bare. Hold op hvor alle beundrede mig .. undtagen mig selv!

Sandheden er bare en helt anden. Og det er lige så stille gået op for mig, at sandheden omkring mit og mine børns liv, er så meget federe at leve højt på, end det er pisse fedt at leve højt på et billede der er sat op, for at please alle andre - end en selv.

Eller - det pleaser en selv, lige i det minut man ligger billedet op. Filteret passer perfekt, og rodet står pænt stablet i hjørnet af stuen. Børnene smiler klinisk på kommando.. Det var en rar følelse.

Og hvor længe varede den? 4 minutter og et par likes og et par hjerte fra veninderne om hvor dejligt det hele ser ud? 

Og hvad er det så vi lærer vores børn af det her? At vi lige opstiller lidt her og der, for at folk skal synes at vi er gode? At det er helt okay at påtage sig et fjæs, selv om man indeni faktisk slet ikke er i det her humor? Virkelig? Er det de værdier vi lærer vores om? Jeg er flov - jeg er flov over at jeg har været der.

Sandheden er jo, for mit vedkommende, lige nu at jeg ikke har fået tømt opvaskeren der ellers var færdig med at kører imorges. Derfor står der også morgenmadsservice og fylder på mit køkkenbord.
Min yngste søns jakke er blevet smidt på gulvet midt i mit køkken, og grundet dårligt knæ, har jeg tømt stort set hele mit tøjskab ud på mit gulv i soveværelset, for at finde et par mega behagelige bukser. Og det skab tømte jeg forresten i lørdags.. Undskyld! 

Men jeg har fået andre prioriteringer. Jeg har valgt at prioritere min tid på mine børn - og mig selv. Den tid vi nu engang har. Så må rengøring og andre flips man nu kan rende ind i (Ja, det sker faktisk også for mig), de må simpelthen vente til børnene sover, eller de slet ikke er hjemme. For når de er hjemme, så er tid bare en helt anden ting. 

Jeg håber at mine børn, om 20 år, husker en mor der satte sig på det halv beskidte gulv, og brugte tid med dem, sagde den helt forkerte lyd når legetøjsbilen kørte sammen med brio-toget, tog billeder af deres halvsure ansigter og spiste rugbrødsmadder til aftensmad i ny og næ, for at få tid til det andet, i stedet for en mor, der rendte rundt og støvsugede, og holdte øje med de økologiske grøntsager i gryden, og sagde "SMIL DRENGE!!", trods at deres dag i institution havde været lang og trættende. 

For ikke så lang tid siden blev jeg spurgt om hvor gamle mine børn er. Jeg svarede "min ældste er knap 7.." og så slog det mig.. Knap 7 år! Og hvad er der lige sket på de her 7 år? Hvor meget er det egentlig ikke lige jeg faktisk er gået glip af, fordi mit glansbillede har været så vigtigt?
Hvorfor er det jeg tror mit barn er anderledes, fordi han kan blive hysterisk, pree-teen, og hvorfor er det jeg tror at det er mig der fejler som mor, fordi han har behov for at jeg sætter grænser for ham? 

Fordi at den her verden som forældre, bare er så blevet så skide opsat, og virkeligheden er blevet en fjende. Er det ikke sørgeligt? Er det ikke trist at vi viser vores børn hvad der BURDE være perfekt - Når det perfekte egentlig bare er det man selv skaber, og som er perfekt for en selv? 

Hvorfor skal det være perfekt for andre? Så vi kan blive anerkendt? Men hvorfor kan vi ikke blive anerkendt for dem vi egentlig er - på godt, på ondt, på mor og på barn? 

Måske er det egentlig på tide at vi anerkender hinanden for at stå ved os selv, og så ved at vi faktisk slet ikke er så skide perfekte, som samfundet gerne ser os? Eller vent .. jo vi er perfekte. Måske ikke samfunds-perfekte, men perfekte, midt i det her forvrængede, og i min verden, meget uperfekte billede der er blevet sat op.

Jeg ville lyve hvis jeg sagde at jeg hver dage havde hyggelige æblestunder med mine børn, hvor vi bare sad og smilte og grinte, og talte diplomatisk til hinanden. Jeg ville også lyve hvis jeg sagde at jeg aldrig brugte de nemme udveje til at løse konflikter med mine børn.

Jeg har kampe med mine unger hver dag - Ikke altid store kampe, men de er altså stadig børn i deres bedste trods-alder. Jeg lærer stadig hver dag, og udvikler mig som mor - de lærer stadig hver dag, og udvikler sig som mennesker.

Så kære med-mor.

Jeg hentede først mine børn i institution klokken 16.15, trods det er ferie, og trods at jeg er sygemeldt, for ved du hvad, med-mor? Jeg er mor, jeg er menneske - og jeg har brug for mig-tid. Mine børn har brug for at jeg er ladet nogenlunde op.

Trods det, kære med-mor, så talte jeg til 10, ca, 54 gange fordi min 2 årige ikke selv ville gå op af trapperne. Jeg bad min 6 årige om at gøre sig natklar ca. 12 gange, og jeg lod rodet fra aftensmaden stå, for selv at gå ud og ryge en cigaret og få blodtrykket ned igen, da der var ro på.

Vi fik forresten rugbrød i dag.

Er det ikke dejligt? Er det ikke menneskeligt? Er det ikke bare så pisse perfekt?

Det der med at gå sine egne veje.

Min weekend har været ubeskrivelig skøn - sådan helt vildt overdrevet meget. Så meget at jeg har svært ved at sætte ord på det.
Jeg har været omgivet af søde og fantastiske mennesker, og alle har de forladt mit hjem, med det jeg fornemmer var glade ansigter. Glade og tilfredse. Sådan noget gør mig glad. At jeg kan gøre noget for andre. Det må være mit drivværk.

Men jeg ville jo ikke være mig, hvis jeg ikke lå i min seng søndag aften og analyserede den her weekend sådan helt ned i mindste detalje. Og når jeg siger analyserede, så mener jeg "hvad kunne jeg have  gjort bedre?".

Jeg kan komme med 10.000 ting jeg gerne ville have gjort anderledes, og hvis jeg fik chancen ville jeg klart gøre det, så alt bare sad lige i skabet.
Mens jeg lå der i min analyseringsfase ramte det mig - hvor tabte jeg egentlig lige mig selv?
Ja bevares, jeg hyggede mig overdrevet meget. Meget mere end jeg troede jeg ville, når jeg nu selv var vært, men jeg tabte mig selv et sted.
Jeg har grublet over det hele dagen, og jeg tror jeg måske har fundet "synderen".
Jeg var så meget på for andre i weekenden, at jeg fuldstændig glemte at mærke efter inde i mig selv, om jeg egentlig også gjorde det her for min skyld, eller om det udelukkende var for mine gæsters skyld.
Og det skete ikke kun i den her weekend, det sker generelt meget tit. På mit job, i forhold til mine børn og deres kammerater og legeaftaler, i forhold til mine veninder. I forhold til rigtig meget. Jeg har fuldstændig glemt alt det jeg selv går og grubler med, og så skal læsset for helvede vælte.

Jeg har det bedst når jeg får tudet igennem - og jeg kan mærke at jeg er ved det flere gange, sådan rigtig mange gange, men jeg kan bare ikke helt nå hen til grænsen hvor jeg lader det ske.
Hvorfor ikke? Fordi jeg ikke kan knække  nu, hvor jeg har ild i så mange ting, og så mange mennesker regner med mig. Det kan jeg bare ikke.

Jeg føler lidt at jeg ynker, som jeg sidder her og lader mine fingre glide hen over tasterne - sådan skal det ikke lyde. Det skal ikke lyde som om at jeg kun tænker på andre, og aldrig mig selv, og at jeg er en røvhellig rådden banan. Det er ikke tilfældet.
Men jeg har inden for de sidste par måneder tabt mig selv et eller andet sted - i alle situationer. I alle mine relationer.

Jeg er stolt af alt og alle omkring mig. Jeg er inderligt stolt af dem - de ting de kæmper med, og de kampe de tager op - og ikke mindst den måde de kommer ud på den anden side på. Den eneste jeg ikke er stolt af .. Er mig selv. Jeg kan altid gøre et eller andet bedre. Om ikke andet, så kan der i hvert fald altid være lige lidt renere i mit hjem, mine børn kunne godt have grint lidt mere i dag og jeg kunne for fanden også lige have sendt den ekstra sms, og lavede det satans opkald, så de vidste jeg tænkte på dem, ikk? Hvor meget kan det kræve?

Jeg burde egentlig lærer mig selv at gå lidt andre veje. Ikke af den egoistiske rute, men af den rute, hvorpå jeg også husker mig selv i alt det jeg husker mine medmennesker i. Hvorfor skal det være så svært? Det er jo ikke fordi jeg lever et hårdere liv, end så mange andre gør. Det er jo ikke fordi mine ar, er større end andres. Det er jo ikke fordi jeg forfærdeligt meget mere der skal bearbejdes, end andre har. Jeg er sikker på at rigtig mange andre mennesker vil ryste på hovedet af mig nu. Jeg gør det egentlig også selv. Og hvorfor? Fordi jeg ikke forstår hvorfor jeg skal være så fandens kompliceret? Hvorfor jeg trænger så meget til at blive hørt - men når muligheden melder sig, så siger jeg ca.. ingenting?

Det ufede liv, på den fede måde.

Det hele kører jo egentlig ret godt, så hvordan kan jeg tillade mig at synes, at jeg er på vej ned i et hul? Er jeg nu egentlig sikker på om det er det der sker, eller er jeg bare lidt følsom lige nu? Jeg har garanteret bare kæmpe meget PMS og skal lærer at tælle til ti - millarder - inden jeg udtaler mig, reagere. Generelt inden jeg gør noget som helst.

Jeg er slet ikke sikker - det kan bare være en pæn overgangsfase i mit liv, men en ting er sikker. Jeg er ikke bare PMS. Der er noget galt.
Det går fint i praktikken, jeg rykker mig det jeg skal og opnår flere og flere af mine mål.
Det går fint herhjemme. Drengene har det godt, de stortrives, og jeg når det jeg skal - næsten.
Det går fint i mit social-liv. Jeg har daglig kontakt med venner og bekendte - ingen har valgt at skærer mig fra endnu.

Men hvad er det så? Det lyder som et sindsygt dårligt omkvæd i mit liv, når jeg siger at jeg har det rigtig ufedt, på den fede måde.
Egentlig er der jo ikke det store jeg kan brokke mig over - det er der vitterligt ikke, men alligevel må der være mange bække små, siden jeg må stoppe op og trække vejret dybt, inden jeg træder ind af døren på min arbejdsplads. Siden jeg må stoppe op og koncentrere mig om at holde tårene væk, inden jeg går ind og henter mine børn om eftermiddagen. Siden jeg bliver nød til at tælle til 10 inden jeg snakker i telefon med min nærmeste, for ikke at bryde total ud i gråd. Siden jeg gemmer mig bag min telefon, for helst ikke at komme til at snakke med mine forældre. Siden jeg føler mig så død træt i løbet af hele dagen, men så snart jeg ligger i min seng, så er jeg lysvågen.
Noget må der være galt.

Jeg har grublet og grublet og grublet siden jeg stod op - fordi jeg netop stod op og var i den der zoombie-tilstand, hvor jeg havde mest lyst til bare at gemme mig selv væk. Det skal da ikke være nogen hemmelighed at det psykiske arbejdsmiljø spiller en stor rolle for mig, men det burde heller ikke fylde hele mit liv. Hvad er det så? De høje forventninger til mig selv? Måden jeg dunker mig selv i hovedet på når jeg ikke når at få spurgt ind til mine veninder, i løbet af dagen. Jeg ved jo de har meget om ørene. Det ville da være det mindste jeg kunne gøre.
Er det fordi jeg lige nu lever en smule udenfor min comfort-zone? Er det måske faktisk lidt hårdere end jeg troede? Det er jo egentlig ret godt for mig at være, hvor jeg er lige nu, så hvad er problemet?

Jeg tror jeg har bygget en illusion op i mit hoved, om alt det jeg mener jeg kan klare, på en og samme gang - at være studerende, kollega, mor, frivillig, veninde og og og - som pludselig ramler for mig. For selvfølgelig kan jeg det, men kan jeg det også i det omfang som jeg egentlig gerne vil?
Er det de høje forventninger til mig selv, som egentlig bare bider mig i røven? Og hvis jeg pludselig skruer ned for dem, så vil jeg automatisk også skuffe en masse mennesker, fordi mine forventninger til mig selv, i bund og grund handler om hvad jeg kan yde for andre mennesker. Min interesse for andre mennesker.

Egentlig bliver jeg nok bare testet godt og grundigt nu. Ikke kun i hvad jeg kan og hvad jeg ikke kan - men også i hvor jeg skal og hvor jeg ikke skal. Måske er jeg egentlig bare ved at lære hvad der er min zone og hvad der ikke er min zone. Og egentlig skal jeg nok lige præcis et skridt eller to ud af min comfort-zone for at finde svarene på alle mine spørgsmål.
Jeg skal jo drage mig mine erfaringer, og det gør jeg ikke ved at blive lige præcis hvor jeg er.
Jeg finder ikke ud af hvor meget vand jeg kan holde til, hvis jeg bare bliver stående og plasker i den samme slatne vandpyt. Jeg skal ud og hoppe rundt i dem alle sammen.
Lige nu tror jeg at jeg står i en vandpyt hvor jeg måske er blevet stående, HELT STILLE, lige lovligt længe - Der er måske et lille hul i mine gummistøvler, og jeg fryser måske også lidt.
Hvordan får jeg varmen igen?
Ved at blive stående og plaske lidt - eller ved at hoppe videre, ud af det jeg kender - og skaber lidt påstyr i mit liv?
Hvordan finder jeg ud af hvilken vandpyt jeg skal blive i?
Det gør jeg vel når jeg finder den vandpyt som føles rar. Den som er så tilpas, dyb, varm. Den hvor jeg nok skal træde lidt vande - men det er nok lige præcis der jeg har det bedst.
Det skræmmer mig, men jeg bliver nød til at hoppe lidt videre og se hvad det kan blive til, for jeg gider ikke være zoombie. Jeg vil af med min klump i halsen - men jeg vil ikke ændre på mit liv.

Det er lidt ufedt, på den fede måde.

Flere børn? Nej tak!

"Skal du ikke lige have en til?" - "En lille pige måske?" - "Du er jo ikke så gammel, de kan du da sagtens.."

Nej tak.

Som jeg ser mit liv lige nu - som jeg ser min fremtid for mig lige nu, så nej tak.
Ikke hermed sagt at jeg har nok i de to jeg har - altså at de er for stor en mundfuld - næppe. Jeg siger at jeg vil have fokus på mig selv nu. Mit liv, min karriere, mine ambitioner - mine drømme, mine mål.

Og efter at have været mor i knap 7 år, er det så ikke helt ok?

Jeg har endelig fået følelsen af at jeg dur til noget. Og den følelse, ikk? Wauw..
Følelsen af at jeg er noget - ikke kun for mine børn, eller for mine nærmeste. Nej, jeg er en del af et team. Jeg er en del af en arbejdsplads, og jeg elsker det. Jeg elsker at jeg udretter noget. Jeg udretter noget for et team, og for en flok ældre mennesker, der sætter så stor pris på min hjælp. Den følelse.
Men mest af alt udretter jeg noget for mine børn - og vigtigst - for mig selv!

Og hvor er jeg bare vokset som menneske, siden det her startede. At få sådan et selvværdsboost, har været det bedste jeg har gjort for mig selv længe.

Jeg siger ikke at jeg nu sætter mine børn i anden række, og mig selv først. Jeg siger at jeg nu sætter mine børn i første række - sammen med mig selv. For er I klar over hvilken fantastisk mor jeg er blevet, efter jeg har fundet ud af der faktisk er noget jeg kan finde ud af? Det er blevet en slags drug for mig. En afhængighed.

Jeg har fået så meget mere overskud - overskud fordi jeg har booset mit selvværd.
Ikke dermed sagt at mine børn har det som blommer i æg. Det har de ikke.
Min samvittighed banker mig i hovedet hver morgen, når jeg nærmest kaster børnene ind i deres institutioner kl. 06.30 - og den taler ikke ligefrem mindre, når vi først er hjemme kl. 16.30 og jeg ikke har den store tid til at sætte mig ned og nyde dem. Jeg hader det.
Min mor-samvittighed råber og skriger af mig, hver enig eneste dag - men Mette, som helhed, som menneske - hun rykker sig. Hun vokser. Babysteps - men det sker.

Samtidig har jeg de seneste dage nærmest ikke lavet andet end at sidde, stortudende, med min mor i røret fordi jeg er mættet på indtryk, og jeg fortæller mig selv at jeg fejler. Men hvem er det jeg fejler overfor? Er det mine omgivelser? Mine børn? - Nej - det er mig selv. Mine egne tårn-høje forventninger til mig selv, det er dem der vælter mig. Og når det sker, så lukker jeg mig inde i en åndssvag lille bobbel, og vil kun tale med min moar.. Hej Mette 12 år.

For hvem er det der gør at mit selvværd får det boost? Det er mig selv.
Jeg hader at fejle - sådan dybt ind i hjertet. Ikke fordi jeg ikke kan erkende når jeg fejler, men fordi jeg ved at det et eller andet sted vil såre en, at jeg fejlede.
Men hvad så det jeg lære af mine fejl? Hvad så med den udvikling og læring jeg går igennem, hver gang jeg fejler. Det er jo også et boost i den rigtige retning, mod det fantastiske selvværd.
Der er jo forskel på at booste selvtillid og booste selvværd. Jeg booster selvværd.
Skid hul i makeup, tøj og dårlig hårdag - så længe jeg, og mine borgere, er tilfredse med det vi formåede den dag - så det boost ikke være større.

Så nej, selv om tanken om en baby er hyggelig - Som jeg ser min fremtid nu, ikke flere børn, lige meget hvor hyggeligt det end kunne være.
Jeg vil have fokus på mig nu - min efteruddannelse, det ansvar jeg føler jeg kan bære. Et lykkeligt professionelt liv, som smitter af på et lykkeligt privatliv, som skaber en lykkelig Mette, der deraf bliver en meget lykkeligere mor - og alle ved at en lykkelig mor, giver lykkelige børn.
Dem har jeg fået 2 af - 2 helt fantastiske skabninger. Og det må være det jeg kan bidrage med til fremtiden. Men jeg vil dæleme også gøre mit for at de ser og lærer, at når deres dumme mor, med det usle hjerte formåede - så gør de også!
Det er måske en egoistisk handling - det lyder måske som et egoistisk liv, og hvordan passer en alene-mor et fuldtidsarbejde ved siden af det at have to børn?
Se, det er jeg stadig ved at lære - men for hver dag går det bedre og bedre. Og en eller anden dag - Så går det så godt, at det virker som om vi aldrig har lavet andet. Fordi jeg valgte at booste mig selv, tænke på mig selv. Både for at skabe en sikker fremtid for mine børn, men i den grad også for at mærke følelsen af at være på vej til at blive hel. Og jeg er på vej nu, på trods af uforstående blikke, ekstremt dårlig samvittighed og (i følge nogle) manglende forståelse. Så er jeg på vej.

Tænk hvis mine børn en dag kunne sende mig på plejehjem, og sige til personalet -
"Gør det, som vores mor gjorde det!"