Jeg har været omgivet af søde og fantastiske mennesker, og alle har de forladt mit hjem, med det jeg fornemmer var glade ansigter. Glade og tilfredse. Sådan noget gør mig glad. At jeg kan gøre noget for andre. Det må være mit drivværk.
Men jeg ville jo ikke være mig, hvis jeg ikke lå i min seng søndag aften og analyserede den her weekend sådan helt ned i mindste detalje. Og når jeg siger analyserede, så mener jeg "hvad kunne jeg have gjort bedre?".
Jeg kan komme med 10.000 ting jeg gerne ville have gjort anderledes, og hvis jeg fik chancen ville jeg klart gøre det, så alt bare sad lige i skabet.
Mens jeg lå der i min analyseringsfase ramte det mig - hvor tabte jeg egentlig lige mig selv?
Ja bevares, jeg hyggede mig overdrevet meget. Meget mere end jeg troede jeg ville, når jeg nu selv var vært, men jeg tabte mig selv et sted.
Jeg har grublet over det hele dagen, og jeg tror jeg måske har fundet "synderen".
Jeg var så meget på for andre i weekenden, at jeg fuldstændig glemte at mærke efter inde i mig selv, om jeg egentlig også gjorde det her for min skyld, eller om det udelukkende var for mine gæsters skyld.
Og det skete ikke kun i den her weekend, det sker generelt meget tit. På mit job, i forhold til mine børn og deres kammerater og legeaftaler, i forhold til mine veninder. I forhold til rigtig meget. Jeg har fuldstændig glemt alt det jeg selv går og grubler med, og så skal læsset for helvede vælte.
Jeg har det bedst når jeg får tudet igennem - og jeg kan mærke at jeg er ved det flere gange, sådan rigtig mange gange, men jeg kan bare ikke helt nå hen til grænsen hvor jeg lader det ske.
Hvorfor ikke? Fordi jeg ikke kan knække nu, hvor jeg har ild i så mange ting, og så mange mennesker regner med mig. Det kan jeg bare ikke.
Jeg føler lidt at jeg ynker, som jeg sidder her og lader mine fingre glide hen over tasterne - sådan skal det ikke lyde. Det skal ikke lyde som om at jeg kun tænker på andre, og aldrig mig selv, og at jeg er en røvhellig rådden banan. Det er ikke tilfældet.
Men jeg har inden for de sidste par måneder tabt mig selv et eller andet sted - i alle situationer. I alle mine relationer.
Jeg er stolt af alt og alle omkring mig. Jeg er inderligt stolt af dem - de ting de kæmper med, og de kampe de tager op - og ikke mindst den måde de kommer ud på den anden side på. Den eneste jeg ikke er stolt af .. Er mig selv. Jeg kan altid gøre et eller andet bedre. Om ikke andet, så kan der i hvert fald altid være lige lidt renere i mit hjem, mine børn kunne godt have grint lidt mere i dag og jeg kunne for fanden også lige have sendt den ekstra sms, og lavede det satans opkald, så de vidste jeg tænkte på dem, ikk? Hvor meget kan det kræve?
Jeg burde egentlig lærer mig selv at gå lidt andre veje. Ikke af den egoistiske rute, men af den rute, hvorpå jeg også husker mig selv i alt det jeg husker mine medmennesker i. Hvorfor skal det være så svært? Det er jo ikke fordi jeg lever et hårdere liv, end så mange andre gør. Det er jo ikke fordi mine ar, er større end andres. Det er jo ikke fordi jeg forfærdeligt meget mere der skal bearbejdes, end andre har. Jeg er sikker på at rigtig mange andre mennesker vil ryste på hovedet af mig nu. Jeg gør det egentlig også selv. Og hvorfor? Fordi jeg ikke forstår hvorfor jeg skal være så fandens kompliceret? Hvorfor jeg trænger så meget til at blive hørt - men når muligheden melder sig, så siger jeg ca.. ingenting?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar