Jeg er slet ikke sikker - det kan bare være en pæn overgangsfase i mit liv, men en ting er sikker. Jeg er ikke bare PMS. Der er noget galt.
Det går fint i praktikken, jeg rykker mig det jeg skal og opnår flere og flere af mine mål.
Det går fint herhjemme. Drengene har det godt, de stortrives, og jeg når det jeg skal - næsten.
Det går fint i mit social-liv. Jeg har daglig kontakt med venner og bekendte - ingen har valgt at skærer mig fra endnu.
Men hvad er det så? Det lyder som et sindsygt dårligt omkvæd i mit liv, når jeg siger at jeg har det rigtig ufedt, på den fede måde.
Egentlig er der jo ikke det store jeg kan brokke mig over - det er der vitterligt ikke, men alligevel må der være mange bække små, siden jeg må stoppe op og trække vejret dybt, inden jeg træder ind af døren på min arbejdsplads. Siden jeg må stoppe op og koncentrere mig om at holde tårene væk, inden jeg går ind og henter mine børn om eftermiddagen. Siden jeg bliver nød til at tælle til 10 inden jeg snakker i telefon med min nærmeste, for ikke at bryde total ud i gråd. Siden jeg gemmer mig bag min telefon, for helst ikke at komme til at snakke med mine forældre. Siden jeg føler mig så død træt i løbet af hele dagen, men så snart jeg ligger i min seng, så er jeg lysvågen.
Noget må der være galt.
Jeg har grublet og grublet og grublet siden jeg stod op - fordi jeg netop stod op og var i den der zoombie-tilstand, hvor jeg havde mest lyst til bare at gemme mig selv væk. Det skal da ikke være nogen hemmelighed at det psykiske arbejdsmiljø spiller en stor rolle for mig, men det burde heller ikke fylde hele mit liv. Hvad er det så? De høje forventninger til mig selv? Måden jeg dunker mig selv i hovedet på når jeg ikke når at få spurgt ind til mine veninder, i løbet af dagen. Jeg ved jo de har meget om ørene. Det ville da være det mindste jeg kunne gøre.
Er det fordi jeg lige nu lever en smule udenfor min comfort-zone? Er det måske faktisk lidt hårdere end jeg troede? Det er jo egentlig ret godt for mig at være, hvor jeg er lige nu, så hvad er problemet?
Jeg tror jeg har bygget en illusion op i mit hoved, om alt det jeg mener jeg kan klare, på en og samme gang - at være studerende, kollega, mor, frivillig, veninde og og og - som pludselig ramler for mig. For selvfølgelig kan jeg det, men kan jeg det også i det omfang som jeg egentlig gerne vil?
Er det de høje forventninger til mig selv, som egentlig bare bider mig i røven? Og hvis jeg pludselig skruer ned for dem, så vil jeg automatisk også skuffe en masse mennesker, fordi mine forventninger til mig selv, i bund og grund handler om hvad jeg kan yde for andre mennesker. Min interesse for andre mennesker.
Egentlig bliver jeg nok bare testet godt og grundigt nu. Ikke kun i hvad jeg kan og hvad jeg ikke kan - men også i hvor jeg skal og hvor jeg ikke skal. Måske er jeg egentlig bare ved at lære hvad der er min zone og hvad der ikke er min zone. Og egentlig skal jeg nok lige præcis et skridt eller to ud af min comfort-zone for at finde svarene på alle mine spørgsmål.
Jeg skal jo drage mig mine erfaringer, og det gør jeg ikke ved at blive lige præcis hvor jeg er.
Jeg finder ikke ud af hvor meget vand jeg kan holde til, hvis jeg bare bliver stående og plasker i den samme slatne vandpyt. Jeg skal ud og hoppe rundt i dem alle sammen.
Lige nu tror jeg at jeg står i en vandpyt hvor jeg måske er blevet stående, HELT STILLE, lige lovligt længe - Der er måske et lille hul i mine gummistøvler, og jeg fryser måske også lidt.
Hvordan får jeg varmen igen?
Ved at blive stående og plaske lidt - eller ved at hoppe videre, ud af det jeg kender - og skaber lidt påstyr i mit liv?
Hvordan finder jeg ud af hvilken vandpyt jeg skal blive i?
Det gør jeg vel når jeg finder den vandpyt som føles rar. Den som er så tilpas, dyb, varm. Den hvor jeg nok skal træde lidt vande - men det er nok lige præcis der jeg har det bedst.
Det skræmmer mig, men jeg bliver nød til at hoppe lidt videre og se hvad det kan blive til, for jeg gider ikke være zoombie. Jeg vil af med min klump i halsen - men jeg vil ikke ændre på mit liv.
Det er lidt ufedt, på den fede måde.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar