Nej tak.
Som jeg ser mit liv lige nu - som jeg ser min fremtid for mig lige nu, så nej tak.
Ikke hermed sagt at jeg har nok i de to jeg har - altså at de er for stor en mundfuld - næppe. Jeg siger at jeg vil have fokus på mig selv nu. Mit liv, min karriere, mine ambitioner - mine drømme, mine mål.
Og efter at have været mor i knap 7 år, er det så ikke helt ok?
Jeg har endelig fået følelsen af at jeg dur til noget. Og den følelse, ikk? Wauw..
Følelsen af at jeg er noget - ikke kun for mine børn, eller for mine nærmeste. Nej, jeg er en del af et team. Jeg er en del af en arbejdsplads, og jeg elsker det. Jeg elsker at jeg udretter noget. Jeg udretter noget for et team, og for en flok ældre mennesker, der sætter så stor pris på min hjælp. Den følelse.
Men mest af alt udretter jeg noget for mine børn - og vigtigst - for mig selv!
Og hvor er jeg bare vokset som menneske, siden det her startede. At få sådan et selvværdsboost, har været det bedste jeg har gjort for mig selv længe.
Jeg siger ikke at jeg nu sætter mine børn i anden række, og mig selv først. Jeg siger at jeg nu sætter mine børn i første række - sammen med mig selv. For er I klar over hvilken fantastisk mor jeg er blevet, efter jeg har fundet ud af der faktisk er noget jeg kan finde ud af? Det er blevet en slags drug for mig. En afhængighed.
Jeg har fået så meget mere overskud - overskud fordi jeg har booset mit selvværd.
Ikke dermed sagt at mine børn har det som blommer i æg. Det har de ikke.
Min samvittighed banker mig i hovedet hver morgen, når jeg nærmest kaster børnene ind i deres institutioner kl. 06.30 - og den taler ikke ligefrem mindre, når vi først er hjemme kl. 16.30 og jeg ikke har den store tid til at sætte mig ned og nyde dem. Jeg hader det.
Min mor-samvittighed råber og skriger af mig, hver enig eneste dag - men Mette, som helhed, som menneske - hun rykker sig. Hun vokser. Babysteps - men det sker.
Samtidig har jeg de seneste dage nærmest ikke lavet andet end at sidde, stortudende, med min mor i røret fordi jeg er mættet på indtryk, og jeg fortæller mig selv at jeg fejler. Men hvem er det jeg fejler overfor? Er det mine omgivelser? Mine børn? - Nej - det er mig selv. Mine egne tårn-høje forventninger til mig selv, det er dem der vælter mig. Og når det sker, så lukker jeg mig inde i en åndssvag lille bobbel, og vil kun tale med min moar.. Hej Mette 12 år.
For hvem er det der gør at mit selvværd får det boost? Det er mig selv.
Jeg hader at fejle - sådan dybt ind i hjertet. Ikke fordi jeg ikke kan erkende når jeg fejler, men fordi jeg ved at det et eller andet sted vil såre en, at jeg fejlede.
Men hvad så det jeg lære af mine fejl? Hvad så med den udvikling og læring jeg går igennem, hver gang jeg fejler. Det er jo også et boost i den rigtige retning, mod det fantastiske selvværd.
Der er jo forskel på at booste selvtillid og booste selvværd. Jeg booster selvværd.
Skid hul i makeup, tøj og dårlig hårdag - så længe jeg, og mine borgere, er tilfredse med det vi formåede den dag - så det boost ikke være større.
Så nej, selv om tanken om en baby er hyggelig - Som jeg ser min fremtid nu, ikke flere børn, lige meget hvor hyggeligt det end kunne være.
Jeg vil have fokus på mig nu - min efteruddannelse, det ansvar jeg føler jeg kan bære. Et lykkeligt professionelt liv, som smitter af på et lykkeligt privatliv, som skaber en lykkelig Mette, der deraf bliver en meget lykkeligere mor - og alle ved at en lykkelig mor, giver lykkelige børn.
Dem har jeg fået 2 af - 2 helt fantastiske skabninger. Og det må være det jeg kan bidrage med til fremtiden. Men jeg vil dæleme også gøre mit for at de ser og lærer, at når deres dumme mor, med det usle hjerte formåede - så gør de også!
Det er måske en egoistisk handling - det lyder måske som et egoistisk liv, og hvordan passer en alene-mor et fuldtidsarbejde ved siden af det at have to børn?
Se, det er jeg stadig ved at lære - men for hver dag går det bedre og bedre. Og en eller anden dag - Så går det så godt, at det virker som om vi aldrig har lavet andet. Fordi jeg valgte at booste mig selv, tænke på mig selv. Både for at skabe en sikker fremtid for mine børn, men i den grad også for at mærke følelsen af at være på vej til at blive hel. Og jeg er på vej nu, på trods af uforstående blikke, ekstremt dårlig samvittighed og (i følge nogle) manglende forståelse. Så er jeg på vej.
Tænk hvis mine børn en dag kunne sende mig på plejehjem, og sige til personalet -
"Gør det, som vores mor gjorde det!"
Ingen kommentarer:
Send en kommentar