Jeg har en eller anden ide om at hvis jeg nu gør liiiiige lidt ekstra ud af tingene, og liiiige strækker mig lidt mere, så kan de med garanti bedre li' mig.
Så ender jeg med at sidde med håret i postkassen, og stresse over den succes, jeg egentlig nok ikke får alligevel. For mig kan "godt nok" altid blive liiiige lidt bedre end det.
.. Og hvorfor egentlig?
Det spørgsmål har floreret i mit hoved, siden jeg forleden var midt i en diskussion om hvorfor jeg agere som jeg gør, når det kommer til mine nærmeste.
Det er jo ingen hemmelighed at jeg mest af alt stiler over evne, for at glæde - jeg elsker at se folk være glade, og vide at disse smil var jeg med til at frembringe.
Men er det nu egentlig også alt? Næh.. måske egentlig ikke. Det gør meget for mig, men det er altså ikke alt..
Måske er det faktisk min afhængighed. Det er blevet den vej igennem jeg får en smule anerkendelse. Hvis jeg lige giver mig lidt ekstra og lige kræver lidt mindre. Det er vel okay, ikk?
Nej, det er faktisk ikke okay, når jeg glemmer mig selv i mit "Jaja, det skal jeg dæleme da nok ordne". Det er jo først bagefter jeg tænker.. "Men hvornår skal jeg nå det, med et fuldtidsjob, 2 børn, et socialliv og et hjem der skal holdes. Hvornår skal jeg så egentlig nå alt det jeg lige sagde ja til?"
Misforstå mig ikke, jeg sidder ikke med hænderne i skødet og banker hovedet ind i væggen lige nu, for at få jeres medfølelse for mit alt for gode hjerte - for det er jo forkert. Det er jo dybt forkert at min trang til at glæde andre, også ligger i den anerkendelse jeg får ud af det. Hvor godt et hjerte, er det så egentligt vi snakker om?
Jeg synes det er lidt svært at sætte skrivende ord på, uden at det kommer til at lyde helt forkert, men jeg kan prøve.
Jeg elsker at ringe til mine venner og veninder og snakke i timevis om deres liv og deres problemer. At sidde i lige netop den situation, gør hverken til eller fra for mig. Bare de er glade, så er jeg lykkelig.
Det er først når vi kommer til det matrealistiske, følelsen af at stile over evne, rammer mig. Jeg kan godt lige punge ud her, jeg kan godt lige give en gave der, jeg kan godt lige stå for det og det og det, og jeg kan da også sagtens lige arbejde over, hvis bare jeg kan lette andres skuldre, eller få andre til at føle sig ovenpå.. Fed følelse. Både for dem, og for mig. Alle er glade.
Men hvor er det så filmen knækker? Filmen knækker jo nok der, hvor det bliver så meget en selvfølge, at jeg faktisk slet ikke ser den ros jeg så faktisk får. For jeg blev jo også pillet ned. Der manglede jo det, og der manglede jo det. Så hvad jeg ellers gjorde, var ligegyldigt. For der manglede jo mælk til kaffen.
Jeg har i store dele af mit liv haft en følelse af at skulle være en anden, end den jeg nu engang er, for at opnå følelsen af at blive anerkendt. Altså har jeg i store dele af mit liv, også været i en identitetskrise. En krise, jeg i forhold til min familie så småt er ved at se mig ud af, men i forhold til mine venner, er den stadig svær.
Jeg er mig, med alt hvad det indebære af hysteri, og psykoser, ligesom jeg er mig, med alt hvad det indebære af lyttende øre, og skuldre at græde ud ved. Hvorfor er det matrealistiske så blevet så vigtigt for mig? Hvorfor er det den vej igennem, jeg tror folk sætter deres hjerte på lige netop mig?
Måske fordi det var den vej igennem jeg mere eller mindre fik kærlighed fra min far - det var det han formåede, jeg bærer ingen nag, og jeg elsker ham og er stolt af ham, til ukendelighed. Men måske har det faktisk sat sig dybere spor, end jeg lige gik og troede.
Eller måske hænger det sammen med følelsen af ikke at passe ind i min bonus-fars familie. Følelsen af ikke at blive accepteret med mindre man havde visse kvalifikationer.
ELLER - eller måske handler det om at det var via det matrealistiske, altså penge og gaver, jeg opnåede anerkendelse og kærlighed fra min eks-kæreste. Det var ikke nok, at han bare fik mig.
Jeg ved det ikke, men jeg ved at når jeg går tankerne igennem, er det følelserne fra dengang - følelsen af "udskud" - der kommer tilbage i min krop. Følelsen af at hvis jeg ikke stilede lidt højere, end jeg egentlig formåede, så kunne det ikke rigtig accepteres.
Så måske er det på tide at jeg arbejder med min afhængighed for at please, og opnå. Måske er det på tide at jeg træder ud af vante følelser - ud af pleaser-rollen - som jo egentlig ikke er særlig god for mig, og i stedet træder ind i de følelser der pleaser mig.
Men lige nu - lige nu vil jeg tillade mig selv at grine lidt af den stres-tilstand jeg har sat mig selv i, over alle de planer jeg har lagt for imorgen, hvor jeg får huset fuld af gæster, og selvfølgelig har sat mig det ene og det andet for - jeg ved jo at lørdag eftermiddag, vil jeg alligevel klappe mig selv lidt på skulderen, for at gøre lidt mere, end jeg nok egentlig formåede, og for at en god håndfuld fantastiske mennesker, forhåbentligt forlader mit hjem med et stort smil på læben. Det er jo det hele værd!
Hej til McD mad og lykkelige unger - så kan mor stresse i fred ;)
