Ordet har faktisk også magt.

Jeg plejer ellers at sige at ord ingen magt har, hvis der ikke er handling er bag. Men det har de altså.. Mere end jeg faktisk lige huskede.
Jeg taler ikke om grimme ord, som kælling, luder eller ligende. Jeg taler om de ord med en dybere betydning bag. De ord der går ind og påvirker din personlighed, dine følelser, det du kan - den du er, og det du står for.

Som tidligere skrevet, er det ord der bliver ved med at give mig roterende fis i kasketten. De fare rundt på øverste etage, og piller mig ned.
Efter et døgns tid væk fra "omverdenen" besluttede jeg mig for at disse ord, ikke længere skulle have den her magt over mig. Over mit humør, over min gøren og laden, over min energi. Men HA! Det er da så meget nemmere sagt end gjort.

At blive ramt på den man er gentagende gange, er trist. Jeg troede egentlig ikke det ville ramme mig så hårdt som det har gjort, men fuck i helvede, i satan, hvor skulle jeg tage fejl. Føj, hvor har jeg grædt og føj hvor har jeg kastet op over min egen person. Det er egentlig utrolig latterligt, og jeg føler mig egentlig mega svag - og så alligevel ikke. Det er det rene skizoliv, når jeg det ene øjeblik bliver ked af den jeg er, og det andet øjeblik så heller overhovedet ikke har nogen som helst lyst til at ændre på det.

Jeg er slet ikke i tvivl om at jeg ikke kan være vellidt alle steder. Det er også helt okay, vi er alle forskellige, og hvis alle gik i spænd, så ville det være død kedeligt.
Jeg er heller ikke i tvivl om at jeg ingen intentioner har haft om at såre nogle.. At det så alligevel er de følelser jeg sidder med nu, er skod. Utrolig skod.
Er jeg virkelig så egoistisk? Er jeg en kold skid? Er det nødvendigt at ty til andre muligheder, for at få den opmærksomhed man søger?

Måske jeg egentlig skulle revurdere mig selv, en gang til. Måske jeg egentlig bare er en skod ven, en skod mor, en skod person. Måske er jeg bare blind? Ikke blind for egne fejl, for dem ved jeg godt jeg har masser af.. Men måske er jeg blind for hvor meget jeg såre folk, ved at være mig? Måske er jeg blind for sandheden.

Lige nu bruger jeg kræfter på at samle stykkerne op fra gulvet. Prøve at se om brikkerne passer ind i puslespillet. Passer de ikke, er jeg nok egentlig okay.. Passer de? Ja, så lærte jeg noget nyt.

Jeg er ikke ked af det fordi jeg tabte - jeg er ked af det fordi jeg åbenbart
fejlede som det menneske, jeg egentlig godt kunne li'!

Long time, no see..

Long time, no see..

Jeg havde egentligt lovet mig selv at det her virvar af skrivende tankemylder skulle stoppe - men som tiden er gået, har trangen til at plabre løs og mit evigt problemfyldte liv, presset sig på, og jeg er nu kommet dertil hvor jeg synes det er på tide, at I får en lille smag af. hvad der foregår i mit liv.
Eller - ikke i mit liv, men i mit hoved.

Jeg er blevet færdiguddannet, og synes egentlig så småt jeg var på vej ud af den stress-reaktion jeg havde fået tillusket mig. Det skulle da bare vise sig at være verdens største løgn.. Eller hvad?

Her til aften måtte jeg bryde sammen foran spejlet. Som jeg stod der og kiggede på mig selv, efter et bad. Stirrede på de ustyrlige krøller, rynkede panden, prøvede at smile..
Det hele var bare så uoverskueligt. Men hvad der var mest uoverskueligt var tanken om at jeg prøvede så ihærdigt at gemme alle tankerne bag perfekt hår, og tonsvis af makeup.

Det er utroligt hvad folks ord kan gøre ved en, ikk?
For fanden, Mette - du dur sgu heller ikke til en skid. Du er så skide egoistisk. Du tænker kun på dine egne behov. Mette, Mette, Mette og så lige Mette igen.
Ej - Jeg er god til mit arbejde, det siger folk da.. Men hvad fanden gør det, når man er uduelige til alt andet? Når man ikke formår at imødekomme dem man elsker. Når man ikke formår at give. Når man ødelægger folk.. Hvad er der så egentlig tilbage af værdier, som faktisk er noget værd?

Ja, det er der jeg er lige nu.. Jeg vil rigtig gerne flygte fra det hele. Jeg vil rigtig gerne væk fra alle de ord der fare rundt i hovedet på mig. Jeg vil rigtig gerne væk fra alle de tanker der lige så stille nedbryder det jeg egentlig følte jeg havde fået bygget så godt op.

Det skal nok ske, lige pludselig. Jeg har jo gjort det før.. Men lige nu synes jeg det er uoverskueligt at se mig ud af tingene. Jeg gør rent, jeg vasker tøj, jeg sidder og kigger på opvaskemaskinen til den er færdig, så jeg kan tømme den lige med det samme. Jeg holder mig igang konstant, i håb om at overhale tankespindet. I håb om at JEG når i mål, før tankerne gør.

Ting tager tid, det ved vi alle. Hvad jeg dog nok ikke vidste var, at jeg er så svagt et menneske. Det har jeg ikke lyst til at være.