Jeg havde egentligt lovet mig selv at det her virvar af skrivende tankemylder skulle stoppe - men som tiden er gået, har trangen til at plabre løs og mit evigt problemfyldte liv, presset sig på, og jeg er nu kommet dertil hvor jeg synes det er på tide, at I får en lille smag af. hvad der foregår i mit liv.
Eller - ikke i mit liv, men i mit hoved.
Jeg er blevet færdiguddannet, og synes egentlig så småt jeg var på vej ud af den stress-reaktion jeg havde fået tillusket mig. Det skulle da bare vise sig at være verdens største løgn.. Eller hvad?
Her til aften måtte jeg bryde sammen foran spejlet. Som jeg stod der og kiggede på mig selv, efter et bad. Stirrede på de ustyrlige krøller, rynkede panden, prøvede at smile..
Det hele var bare så uoverskueligt. Men hvad der var mest uoverskueligt var tanken om at jeg prøvede så ihærdigt at gemme alle tankerne bag perfekt hår, og tonsvis af makeup.
Det er utroligt hvad folks ord kan gøre ved en, ikk?
For fanden, Mette - du dur sgu heller ikke til en skid. Du er så skide egoistisk. Du tænker kun på dine egne behov. Mette, Mette, Mette og så lige Mette igen.
Ej - Jeg er god til mit arbejde, det siger folk da.. Men hvad fanden gør det, når man er uduelige til alt andet? Når man ikke formår at imødekomme dem man elsker. Når man ikke formår at give. Når man ødelægger folk.. Hvad er der så egentlig tilbage af værdier, som faktisk er noget værd?
Ja, det er der jeg er lige nu.. Jeg vil rigtig gerne flygte fra det hele. Jeg vil rigtig gerne væk fra alle de ord der fare rundt i hovedet på mig. Jeg vil rigtig gerne væk fra alle de tanker der lige så stille nedbryder det jeg egentlig følte jeg havde fået bygget så godt op.
Det skal nok ske, lige pludselig. Jeg har jo gjort det før.. Men lige nu synes jeg det er uoverskueligt at se mig ud af tingene. Jeg gør rent, jeg vasker tøj, jeg sidder og kigger på opvaskemaskinen til den er færdig, så jeg kan tømme den lige med det samme. Jeg holder mig igang konstant, i håb om at overhale tankespindet. I håb om at JEG når i mål, før tankerne gør.
Ting tager tid, det ved vi alle. Hvad jeg dog nok ikke vidste var, at jeg er så svagt et menneske. Det har jeg ikke lyst til at være.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar