"Jamen du er jo ikke indlagt længere.."

Den sætning er jeg blevet mødt med rigtig mange gange, siden min udskrivelse.
Og nej - Jeg er ikke indlagt længere, men hvor er jeg (i dag) ualmindeligt glad for at jeg tilbragte 6 dage af mit liv på sygehuset for at få stillet diagnosen: "Forhøjet tryk i hjernen."

Vi har alle et væskelag omkring hjernen, som udskiftet dagligt.
Mit problem er at selv om jeg får nyt væske ind, så forsvinder det gamle ikke så hurtigt som det skal. Derfor får min hjerne et forhøjet tryk, da der danner sig mere væske i mit hoved, end hvad godt er.

Dette forhøjet tryk er ikke forsvundet bare fordi jeg er blevet udskrevet. Det betyder ikke at alt er fryd og gammen, bare fordi jeg er blevet udskrevet.
Jeg tager medicin 3 gange dagligt, à 5 piller hver gang, for at lette min hovedpine, og til at hjælpe med at sænke trykket i hjernen.
Piller som giver mig alle tænkelige bivirkninger + det løse.
Snurren i fingerne, smagsforstyrrelser, synsforstyrrelser, taleforstyrrelser, balanceforstyrrelser, træthed - mv.
Så nu snakker lægerne om at jeg faktisk måske slet ikke kan tåle denne medicin.
Hvad skal der så ske?
Jo, ser du - Hvis det viser sig at jeg ikke kan tåle medicinen så skal jeg muligvis have indopereret et dræn. En slange, inde under huden, fra hjernen og ned, som skal hjælpen væsken med at løbe ordentligt. Men dette er jo ikke en beslutning der bliver taget hen over natten.

Mens jeg var indlagt fandt man også ud af (igen!) At mit blodtryk er meget lavt. Og efter jeg er begyndt på medicinen er det kun blevet lavere.
For selvfølgelig tager medicinen også en del af mit blodtryk, når den skal lette et tryk et andet sted, i kroppen.
Så siden jeg begyndte på medicinen har mit blodtryk kun været en smule over 100/xx få gange.
Hvad gør man så ved det?
Man gør det at man sætter en udredning igang for at finde ud af om dette lave blodtryk kan have en årsag. Måske en hjertefejl?

Hvad kan der ske ved et forhøjet tryk i hjernen?
Det er faktisk ret alvorligt. Hvilket også først er gået op for mig over de sidste par dage.
Løber væsken ikke ordentligt, kan min hjerne hæve op - Hvilket jo er pisse farligt.
Det kan være et stød ind i væggen, det kan være at jeg glemmer min medicin.

Hvad kan forudsage et forhøjet tryk i hjernen?
Det kan være medfødt, men det kan også bare pludselig komme. Men stress kan også være en medvirkende faktor. Vi ved jo alle at hvis vi stresser tilstrækkeligt nok, så vil kroppen til sidst sige stop. Og dette kan være en af symptomerne.

Så kære venner - Det er ikke fordi jeg ikke vil tale med jer, at jeg ikke tager telefonen.
Det kan være at jeg faktisk bare lige har taget min medicin og derfor ikke vil snakke, fordi jeg faktisk ikke kan finde mine ord. Det er ekstremt flovt - især når man står og skal kommunikere med sine børn!
Det er ikke fordi jeg er begyndt at drikke som et hul i jorden, at jeg ikke kan holde balancen. Men det er i forvejen ekstremt flovt at mine børn skal se mig sådan.
Det er ikke fordi jeg er ude på at sulte mig selv - men fortæl mig hvor meget appetit du ville have, hvis alt smagte af metal.
Det er ikke fordi jeg ikke vil svare på din sms eller have besøg - Jeg er død træt. Som en i fucking satan træt!

Så selv om jeg er udskrevet, så er jeg ikke rask. Jeg er stadig syg, selv om du ikke kan se det, ligesom du kan se en brækket arm, eller aret fra en fjernet blindtarm.
Og passer jeg ikke på mig selv nu, så passer jeg heller ikke på mine børn.
Så nu må du, for dig selv, vurdere hvad du synes er bedst for mig. At tilpasse mit liv efter min sygdom, eller tilpasse min sygdom efter mit liv?

Jeg ved godt hvad jeg har valgt - Jeg har valgt at tilpasse mit liv efter min sygdom. Ikke at min sygdom skal overtage - Men fordi jeg nu bliver nød til at erkende at jeg ikke kan, skal eller må det som jeg gjorde før!

Jeg ynker ikke - Men hvis jeg skal have en forhåbning om at folk skal forstå ændringerne i mit liv, så må jeg også åbne munden!

Pest ... Eller kolera?

Som enlig mor til to (helt igennem fantastiske, indimellem lidt irriterende, men mest af alt dejlige og yderst skønne) drengebørn, må man indimellem tage nogle valg som virkelig skær i hjertet - Kun til den enes fordel.

Tag f.eks. i dag. - FASTELAVN! Hip hurra.
Jeg havde lovet min store dreng at komme og være med, for at se ham slå katten af tønden.
Desværre vågnede vi her til morgen med en feberramt lillebror .. Hvad gør man så?
"Det er jo synd hvis lillebror skal hives med ud, når han er syg!"
"Det er også synd hvis storebror ikke får sin mor med til fastelavn, som lovet!"

I dette tilfælde valgte jeg til storebrors fordel. Jeg pakkede lillebrors feberramte krop ned i klapvognen, og slæbte ham af sted. Først med op i børnehaven, for derefter at følges med de store børn (der i blandt min store dreng) hen på plejehjemmet hvor de, foran de ældre borgere, skulle slå katten af tønden.
Det skar i mit hjerte at slæbe min lille syge fyr med på sådan en tur, men jeg vidste også at det ville skære i mit hjerte at se min store dreng blive ked. Især nu hvor far allerede i forvejen havde måtte melde afbud.

Da jeg gik derfra - Var det med et kæmpe smil på læben og en rus af lykke og stolthed, der væltede indover mig. Jeg så pludselig den dreng jeg havde opdraget. Den dreng Jeg havde, før han stod midt i en 'skilsmisse' og endnu et utal af forvirring, ustabilitet og svigt!
En dreng der, som den eneste, gik rundt og hilste på de ældre borgere på plejehjemmet.
En dreng der høfligt smilte, snakkede, svarede på spørgsmål og lod en ældre dame holde hans hånd, mens de bare sad der og så på at de andre børn spiste deres godteposer fra tønden.
En dreng, der i en alder af 5 år, udtalte "Jeg synes det var sejt at det var Oskar der slog tønden ned, nu hvor han også har fødselsdag!"
En dreng der viste glæde og kærlighed til sin næste.

Så selv om jeg havde en lille feberramt godte klamrende til min krop, og det ikke var sjovt at sidde der og se ham været skidt, så var denne fastelavn en jeg aldrig ville være for uden - En fastelavn hvor jeg følte at jeg fik et godt og stort stykke af MIN søn tilbage, med de værdier JEG har prøvet at fylde ham med!

Vi fik dog rugbrød til aftensmad - til den lilles fordel, så jeg kunne være 100% mor og sygepasser for ham, uden at skulle holde øje med varme gryder på komfuret.
Heldigvis elsker den store en god og solid leverpostejsmad, så der var ikke det store brok der - Det kommer nok om nogle år! ;)

"Pest eller kolera" er de værste situationer at stå i, som enlig forælder - Men i dag er jeg glad for at jeg valgte kolera! ❤

Store piger kan også blive bange..

I onsdags tog jeg til læge grundet en helt ustyrlig hovedpine. Hovedpinen havde stået på i lidt over en uge, og havde med tiden også givet mig defuse bevægelser og reaktioner i min venstre arm og kæbe.
Min egen læge - Den bedste jeg nogensinde har haft. Han er grundig og sender hverken mig eller mine børn ud af systemet uden et helt klokkeklart svar - Valgte at sende mig videre på neurologisk afdeling på Aarhus universitetshospital.
Jeg ankom og jeg blev scannet. Efter flere timers venten blev jeg indlagt.
Scanningesbillederne var egentlig fine, men de ville gerne undersøge mig nærmere.
Der var ingen tegn på blødning eller andet.
Indtil nu tog jeg lidt let på det - Mit største problem var hvem der skulle tage sig af mine børn, og egentlig var jeg lettet over måske endelig at kunne få noget der kunne slå denne ustyrlige hovedpine ihjel.
En hovedpine jeg havde gået med så længe, og holdt en facade på så længe, at jeg da jeg ramte sygehussengen onsdag aften brød sammen i gråd.
Torsdag formiddag blev jeg mødt af en læge med en stram mine.
Han havde set mine scanningsbilleder igennem, fra dagen før, og der fandt de er udposning på en af mine åre. Dette betød altså at jeg skulle scannes igen - Denne gang med kontrastvæske - for at se om jeg havde flere udposninger. Det betød også at jeg sådan set kunne blive ramt af en hjerneblødning hvornår det skulle være, hvis denne udposning bristede.
Jeg havde en tæt veninde ved mig da jeg fik beskeden, og jeg så hendes bekymring med det samme, så jeg fattede mig.
Jeg vidste at jeg nu skulle ringe til min mor og far, og skrive til mine søstre. Og de om nogle, er nogle meget sympatiske og bekymrende mennesker, så det ville være hårdt.
Men indeni mig skreg en stemme. Den rev i mit hjerte den lukkede mine øre for alt andet.
"Jeg vil have Mads!!!!"
(Jeg kalder ham Mads her, for ikke at "hænge" nogen ud)
"Jeg vil høre Mads' stemme, jeg vil høre Mads' hjerte banke i mit øre!"
Den stemme forsvandt ikke, men jeg kunne ikke få den udover mine læber.
Hvad ville de folk ikke tænke? De folk der havde stået på snotten for at få tingene til at hænge sammen for mig? Hvad ville de ikke tænke hvis jeg pludselig gav mig til at skrige efter Mads?
Var de så ikke gode nok?
Jeg var så bange for at slå fejl. For ikke at vise min evige taknemmelighed, at jeg helt glemte at være bange for den situation jeg nu engang stod i.
Jeg var så bange for at vise at jeg var bange.
Jeg var så bange at jeg egentligt bare gerne ville sove, i håb om at når jeg vågnede så var der nogen der havde tænkt tanken for mig, og så stod han der. Jeg må have set for mange amerikanske serier, for hvor urealistisk er det ikke lige?
Og sov jeg? Nej - For jeg var også bange for aldrig at vågne igen. Og det er jo sådan set også uhøfligt at sove, når man har gæster.

En ny scanning og 12 timer senere kunne jeg dog ånde lettet op - Udposningen de kunne se på scanningen fra dagen før var "bare" en sløring på billedet.
Var jeg lettet? Ja!
Var jeg stadig bange? Ja!
Hvorfor? For hvad var der så galt med mig?

Utallige scanninger, blodprøver, en rygmarvsprøve, en masse tests og flere dage senere fandt man dog ud af at jeg har et forhøjet tryk i hjernen.
Noget jeg nu er i medicinsk behandling for.

Jeg har lært at man ikke skal tage selv eller sine nærmeste for givet.
Og jeg har lært at hvis der er noget jeg har på hjertet, så skal jeg sige det, for havde jeg haft Mads så tror jeg det hele var gledet lidt lettere for mig.
Mads er mit bløde punkt. Det er ham der fortæller mig når jeg gør det godt, og skælder mig ud, når jeg fucker up.
Det er ham jeg kan kigge i øjnene og blive ramt af kærlighed lige i hjertet. Det er ham jeg kan bande langt væk for hans valg og beslutninger her i livet - men også ham jeg støtter med alt hvad jeg har i mig.
Det er tanken om ham, der lige nu mens jeg skriver det her, får mig til at græde over at jeg er velsignet med en kæmpe-mæssig-idiot af en ven som ham.
HVORFOR læste han ikke bare mine tanker, kom til Aarhus, hoppede op i min sygeseng, ae'de mig i håret og fortalte mig at jeg var en nar fordi jeg ventede så længe med at gå til læge?
For det havde han uden tvivl sagt - Og jeg havde bedt ham holde hans kæft og rette på sit hår!

Kontaktede jeg selv Mads? Nej!
Hvorfor? Fordi jeg var for stolt - Og bange!