hvad jeg tænker, før fingerne glider henover mit tastetur.
Igår fik jeg en på tænkeren. Jeg kunne mærke at der havde været optakt til det hele dagen, jeg havde haft en klump i maven, jeg ikke vidste hvorfor var der, og mit humør var underligt. Jeg gik og studerede min kæreste hele dagen og var egentlig overbevist om at det var ham jeg var smågal på.
Lige indtil jeg stod alene i mørket og lagde vasketøj sammen - Der brød min verden sammen. Tårene løb ned ad kinderne på mig, og jeg havde allermest lyst til at flygte ud af min egen krop. Jeg stod bare der og hulkede som en lille pige.
Jeg var så træt - jeg var så gal på mig selv. Gal over at jeg hele dagen ikke havde formået at få min kæreste til at grine. Gal over at jeg ikke havde formået at gøre ham så glad, at han havde lyst til at kramme mig, eller fortælle mig at jeg var dejlig, når jeg nu synes at han er noget af det mest fantastiske - lige meget hvor åndsvag han så kan være.
At blive kærester med 3 børn om benene er ikke så nemt, som det indimellem ser ud. Kærestetid, nyforelskelse og hvad der ellers høre med, er der ikke super meget plads til - men følelserne er til stede, lige her i mit hjerte. Hvorfor har jeg så, så pisse svært ved at håndtere det?
Fordi jeg så gerne vil være perfekt, for ham, som jeg mener er perfekt for mig.
Og i mine egne øjne er jeg ikke perfekt. Jeg er ikke perfekt, når jeg tillader mig selv at have en dårlig dag. Jeg er ikke perfekt når jeg fortæller ham hvad jeg har af behov. Jeg er ikke perfekt når jeg ikke pleaser ham, vel?
Skal jeg være perfekt? Nej, egentlig ikke. Hvorfor sætter jeg så, så store krav til mig selv?
Fordi jeg er så bange for at miste, hvis jeg ikke er perfekt.
Måske er det også derfor jeg har så travlt med at bekræfte andre. Fortælle dem at de er skønne og dejlige, bare fordi.. Det er de bare. Behøver der være en grund?
At blive kærester med 3 børn og benene er nok egentlig en større udfordring, end jeg havde set komme. Og hvor er den gyldne nøgle så, til at få det hele til at fungere? Kommunikation, kommunikation, kommunikation.
Jeg vil gerne prale af den her mand, der er dumpet ind i mit liv - jeg vil gerne fortælle hele verden om ham. Hvorfor? Fordi han betyder så meget for mig. Fordi han gør mig så glad. Fordi, sådan er jeg!
Men jeg kan ikke. Jeg kan ikke fordi jeg ved han ikke gør det samme.. og hva' så? Så er jeg bange for at blive skuffet og såret. Er følelserne så ikke gengældt?
Det gør ondt helt indeni at jeg har trukket så mange af mine gamle ar, og min gamle sårbarhed, med ind i det her. Det fortjener han ikke. Og jeg kæmper en brag kamp på øverste etage for at slippe det. For at give mig hen til ham.
Man behøver ikke ændre sig selv, for at tilfredsstille sin partners behov - man kan godt lærer. Eller give af andet end man plejer, hvis det gør sin partner glad. Det skal jeg lærer - det skal han lærer.
Jeg skal blive bedre til at være kæreste, selv om børnene er der. Jeg skal blive bedre til at fortælle ham at jeg synes han er fantastisk, selv om han hele dagen har været en kæmpe nar. Han er jo stadig ham jeg gerne vil. Jeg skal blive bedre til at fortælle ham når tingene gør ondt - måske tager han det egentlig slet ikke så tungt, som jeg går og frygter? Kommunikation, kommunikation, kommunikation.
Jeg vil gerne være en glad kæreste, fuld af energi og livsglæde. Hende jeg føler jeg er helt indeni - men det kræver også at jeg giver ham lov til at se det, og mig selv lov til at være det. Selv om hun ikke er perfekt. Han fortjener det - og jeg fortjener at være det. Være mig.
Jeg kan sagtens leve uden ham - men jeg har bestemt ikke lyst. Han er jo fantastisk, en fantastisk stor og dejlige idiot, og en af mine fornemmeste opgaver må være at sørger for, at vi sammen har det godt.
