Du fejler stadig..

Da jeg skrev indlægget "Du fejler" (http://jegerjomor.blogspot.dk/2015/12/du-fejler.html), for nogle dage siden havde jeg godt på fornemmelsen at der ville komme lidt respons på det - dog ikke så meget, som der faktisk kom.
Jeg havde også på fornemmelsen at det ville være negativ respons, fordi det måske lød en smule selvynkende - og negativ respons kom der også, men overraskende nok, kom der også en del respons hvor folk kunne nikke genkendende til de ting jeg beskrev - desværre.

Jeg skrev ikke indlægget for at finde undskyldninger for at være, som jeg er i dag - men for at få sat ord på HVORFOR jeg nogle gange tænker, reagere og handler som jeg gør. Det handler ikke om selvynk, men om selvrealisering - for mit vedkommende.
Det handler om at jeg stadig, i en alder af 28 år, selvrealisere mig selv hver evig eneste dag, for at slippe ud af den bobbel jeg har været med til at sætte mig selv i.
Den bobbel jeg blev i alt for længe - den bobbel der var med til at ødelægge Mette.

Så skæld mig ikke ud, for ikke at følge mine egne råd - jeg forsøger det bedste jeg kan, og hvis jeg kunne andet, havde jeg klart gjort det.
Skæld mig ikke ud for ikke at passe på mig selv - jeg har de sidste år aldrig været på en top prioritet for min nærmeste - hvordan skulle jeg så lærer at prioritere mig selv?
Skæld mig ikke ud for ikke at stole på dig - det er svært at stole på andre, når man ikke engang stoler på sig selv og sit eget værd.
Skæld mig ikke ud for ikke at prøve - for jeg prøver - med alt hvad jeg har i mig. Nogle gange lykkedes det, andre gange går det helt i hundene. Og så prøver jeg igen.
Skæld mig ikke ud, for ikke at vise dig at det hele ramler - Hvem andre er der til at holde mig oppe - end mig? Min facade er velpåtaget, den passer perfekt. Og livet er nu engang hvad man gør det til. Jeg vælger at gøre det til en læring - hver evig eneste dag.
Jeg vil ikke ynkes - jeg vil bare gerne forstås, og hjælpes ud af boblen. Det kræver tid. Og det kræver tålmodighed.

Så ja - jeg fejler. Ikke kun fordi andre siger det, men også fordi jeg selv siger det.
Jeg vinder også - jeg vinder indimellem over alle de negative ting der kører oppe i mit hoved. Indimellem griner jeg og tænker "Hvad fik mig nogensinde til at tro på, at jeg ikke kunne gennemføre det, de sagde jeg ikke kunne?" - for jeg kan jo godt. Men jeg skal se det først.. Og det er det jeg kæmper for hver dag. At blive en bedre udgave af mig selv. Og for at blive det, skal jeg også fejle. Jeg skal også lærer, og jeg skal også forstå.
Der er langt fra tanke til handling - derfor er det nemt for mig at fortælle alle andre hvad jeg synes der er bedst for dem - men selv at handle på det - der er forbandet langt.

Jeg fejler stadig.. I stor grad.
Og min største fejl er ikke at tage imod den lykke der indimellem tilsmiler mig.
Min største fejl er - at jeg er bange for at fejle.

Du fejler.

Du sidder og betragter ham. Hans sårbare blik. Hans skæve smil.
Han har været igennem så meget, men han er kommet så stærkt igen. Han er stærk. Sårbar, men stærk.

Du forelsker dig hovedkluns i ham. I alt hvad han indeholder. Han siger alle de rigtige ting. Han har alle de bedste intentioner. Det siger han i hverfald. Han siger mange ting. Alle de gode ting. Alle de ting du gerne vil høre. Du er slet ikke i tvivl. Han er manden i dit liv. Hvordan har du nogensinde kunne fungere, uden ham?

Men du såre ham. Du gør ham vred. Du gør ham ked af det. Du fejler. Du hader dig selv for at fejle overfor en der vil dig det så godt. Du vil jo også ham det bedste, det er klart. Du elsker ham så højt. Højere end du elsker dig selv. Og han siger jo alle de rigtige ting. Han har de bedste intentioner. Hvordan har du nogensinde kunne fungere, uden ham?

I skændes. Han har såret dig. Men skidt med det - du har også såret ham, og det er det der tæller. Hvordan kan du tillade dig at fejle igen. Fejle overfor en mand du elsker så højt. Han vil dig jo så gerne. Han siger alle de rigtige ting. Han har de bedste intentioner. Hvordan har du nogensinde kunne fungere, uden ham?

Han har såret dig, dybt, men du siger ingenting. Du ved jo godt at du også har såret ham, og du orker ikke at skulle hade dig selv endnu mere end du i forvejen gør. Du kan ikke tillade dig at sige noget, når nu du godt ved at du også har såret ham. Hans øjne er kolde. De har længe været kolde.
Hvordan? Du ved det ikke helt, men han er såret. Han er vred. Det kan du se. Du har fejlet igen, overfor en mand du elsker højere end du elsker dig selv. Han vil dig jo så gerne. Han siger alle de rigtige ting. Han siger alle de gode ting. Han har de bedste intentioner. Hvordan har du nogensinde kunne fungere, uden ham?

Nu sidder du her. Han er ikke længere en del af dit liv, men han har sat aftryk i din sjæl.
Overfor dig sidder en ny mand. Han siger alle de rigtige ting. Han vil dig så gerne. Han aer dig, krammer dig. Du græder. Han trøster dig. Han ser dig i øjnene. Han vil dig så gerne. Hvorfor skubber du hans hånd væk? Hvorfor tror du ikke på ham?
Fordi du ikke kan give ham det, han fortjener. Det er jo det du aldrig har kunne finde ud af. Du fejler. Din tillid til dig selv er væk. Du hader stadig dig selv, for alle dine fejl. Og du glemmer at elske dig selv for det du så faktisk er god til. For noget er du god til. Du er god til at være der for andre. Men hvor er du, når du selv skal reddes op af hullerne? Hvor er du for dig selv?
Det gør ondt i dit hjerte. Du  vil så gerne tage imod. Du er ikke bange for at blive såret - Du er bange for at såre. Gad vide om nogen, nogensinde vil forstå logikken i dine forskruede tanker? Det behøver de jo egentlig heller ikke. Du ved jo, hvad du mener. Hvad du føler.

Han sidder der, overfor dig. Hans blik er fyldt med varme. Han hviler i sig selv. Og han vil dig så gerne. Han siger det - hans kropssprog viser det. Du fornemmer det. Det er ikke bare varm luft. Men alligevel...
Han er bedre tjent, fortæller du dig selv. Han skal ikke have sådan en lille forskruet dukke. Han skal have en stærk personlighed. En der kan finde ud af tingene. Det kan du ikke, skal du jo huske.

Ekspert i indvendig kaos.

Jeg tænder endnu en smøg - måske min.. øh..  femte smøg, indenfor den sidste time. Hvorfor kæderyger jeg lige nu? Hvad skulle det hjælpe?

Jeg er tom, frustreret, tårene løber, og over hvad? Et lille ja/nej-spørgsmål. Et spørgsmål, der i alle andres verden havde været ganske simpelt, og ikke noget at gøre et stort nummer ud af, men i min verden er det spørgsmål, også et spørgsmål om tillid, taknemmelighed, forståelse, respekt. Et spørgsmål der går indover alle tænkelige følelser indeni mig.
Vrede, sorg, frustration, angst, mistillid, håb. Alt.

Havde tingene ikke været, som de nu engang har været, havde jeg heller ikke tænkt så meget over det - men hvad kan man bruge det til, når nu ingen kan ændre fortiden?

Jeg mangler, at jeg ikke længere bliver taget forgivet. Jeg mangler at blive forstået for mine valg.
Hvordan kan man forvente at få, når man selv har så svært ved at give? Det er mig en gåde.
Jeg siger ikke at man ikke skal give, uden at få igen - jeg siger at man skal give i det omfang man har sig selv med. Og den grænse - min helt egen personlige grænse - den blev overtrådt for længst. Ikke kun af andre, men i særdeleshed også af mig selv.

Jeg føler jeg har været presset op i et hjørne, og jeg føler jeg er blevet kvalt. Alt sammen kom til udtryk i dag. Jeg blev kvalt. Jeg blev kvalt i tumult, misforståelser, manglende forståelse, utaknemmelighed, selvfølgeligheder - alle de gamle følelser.
Jeg følte mig trængt op i det hjørne, hvor jeg følte mig så lille at jeg ikke længere kunne se ansigterne på dem der grinte af mig. Jeg kunne bare se at de var der. Og de grinte. De hånte. De klappede. Det lykkedes.

Nu mærker jeg frustrationerne over års kamp, som fik lov at løbe løbsk. Års kamp som jeg har kæmpet for andre, end mig selv. Hvor jeg har prøvet at forstå, men ikke er blevet forstået. Hvor jeg har givet og givet og givet - fordi jeg har håbet og håbet og håbet - men bare har fået en fuck-finger tilbage i fjæset. Hvor jeg har skulle give 100 for at få 20 tilbage. Ja, det er sådan jeg føler det.

Så midt i års kamp for at det skulle lykkedes for andre, glemte jeg hvor jeg selv stod. Jeg glemte at have mig selv med, og jeg glemte at jeg egentligt også skal have tingene til at fungere. Jeg glemte at jeg egentlig også har brug for at tingene spiller, at tingene er til at forholde sig til, og at tingene ikke bliver ændret sådan lige.
Selv om andre parter er vigtigere, så er jeg også selv betydningsfuld. Jeg kan ikke bibeholde den vigtige rolle jeg har i det her, uden at tænke lidt på mig selv også - og det har jeg glemt. Det har jeg sat til side, fordi det bare skulle spille for andre.
Fordi jeg hele tiden har skulle forklare mig, argumentere for mine synspunkter, forstå hvorfor andre gjorde som de gjorde, uden nogen som helst forståelse den anden vej.

Og lige nu føler jeg at jeg kan forklare mig til evigheder, uden at det ændre noget. Jeg føler at mine følelser er forkerte, ynkelige og uden grund. Men de er der - og det kan jeg ikke tage væk fra mig selv. Jeg kan ikke benægte at jeg føler jeg har kæmpet alene, og jeg kan ikke blive ved med at benægte at jeg føler jeg har talt til døve mennesker.
Havde jeg nu bare været viljestærk og stået fast fra start - hvor meget var tingene så egentlig blevet til? Hvis jeg ikke var gået mod mig selv, og havde vedligeholdt og presset tingene ned over hovedet på folk. Hvad så?

Jeg vil bare gerne have ro nu. Jeg vil bare gerne have at det stopper. Jeg vil bare gerne have at det spiller. Jeg vil bare gerne forstås for mine forbudte følelser, på samme måde som folk forventer at jeg forstår dem.

Lille frøken uduelig.

Jeg har haft en træls dag - vi har været ramt af sygdom på job, borgeren har været lidt triste og alt i alt har der været run på, og en smule forvirring at ane. En lettere træls dag, når man er ny, og ikke helt inde i rutinerne endnu.

Og når man har sådan en dag, gider man egentlig ikke bruge sine kræfter på at forklare sig, men det var lige præcis det jeg kom til i dag. 

En ny kollega kom ind i morges, og i det hun hørte mit navn, mærkede jeg straks at hun prøvede at undgå mig. 

Da vi nåede til pausen (som blev relativt kort, grundet travlhed) tog jeg tyren ved hornene og spurgte om hende og jeg havde noget udestående.

Det havde vi åbenbart. "De kalder dig vidst en psykisk børnemishandler?"...  Wauw..

Et stemplet jeg har fået grundet forvrængede og halve sandheder - det gjorde så ulideligt ondt.

Jeg stod lidt og tænkte om jeg skulle tage kampen op - om det var det værd. Det var det. Det der var ikke et stempel jeg ville have på mig, resten af min praktikperiode, så jeg valgte kort at fortælle hende min version af den historie der har givet mig dette umenneskelige stempel - derfra måtte hun tro mig, eller lade være.

Lige inden vi fik fri tog hun heldigvis fat i mig og sagde at hun havde tænkt over det, og det måske også var en ret hård beskyldning hun kom med, men at man jo blev berørt af sådanne sager, når de blev plasteret op, på den måde som de gjorde, dengang. Jeg kunne kun være enig med hende.
Det var en lettelse.

Alligevel brød jeg grædende sammen da jeg havde puttet mine unger, her til aften. Tankerne for rundt i hovedet på mig. Det var nok en blanding af træthed, mange indtryk og dagens oplevelse, der gjorde det - men i hvert fald, kunne jeg ikke lade være med at tænke. "Tænk hvis nogle af mine børns venners forældre har dømt mig på dette? - Tænk hvis de også siger sådan om mig, bag min ryg? Tænk hvis det en dag rammer mine unger - at deres venner siger sådan om deres mor?"
Det gør så ulideligt ondt, helt ind i hjertet. Når jeg her, snart et år efter, stadig kan møde de blikke - de tanker - det "had".. Får det så aldrig nogen ende?

Jeg troede egentlig jeg havde lagt det bag mig, for længst. Eller i hvert fald havde lært at trække på skulderne af det. Men når man pludselig også møder det i sit professionelle liv, hva' så?

Jeg kan i hvert fald mærke at jeg lige skal sluge den her oplevelse, og lige endnu engang minde mig selv om at der er langt imellem ærlighed, og stolthed.

Måske skal jeg fremover bare ignorere det. For hvis jeg kommer videre - så gør de vel også på et tidspunkt.. ikk'?