Lille frøken uduelig.

Jeg har haft en træls dag - vi har været ramt af sygdom på job, borgeren har været lidt triste og alt i alt har der været run på, og en smule forvirring at ane. En lettere træls dag, når man er ny, og ikke helt inde i rutinerne endnu.

Og når man har sådan en dag, gider man egentlig ikke bruge sine kræfter på at forklare sig, men det var lige præcis det jeg kom til i dag. 

En ny kollega kom ind i morges, og i det hun hørte mit navn, mærkede jeg straks at hun prøvede at undgå mig. 

Da vi nåede til pausen (som blev relativt kort, grundet travlhed) tog jeg tyren ved hornene og spurgte om hende og jeg havde noget udestående.

Det havde vi åbenbart. "De kalder dig vidst en psykisk børnemishandler?"...  Wauw..

Et stemplet jeg har fået grundet forvrængede og halve sandheder - det gjorde så ulideligt ondt.

Jeg stod lidt og tænkte om jeg skulle tage kampen op - om det var det værd. Det var det. Det der var ikke et stempel jeg ville have på mig, resten af min praktikperiode, så jeg valgte kort at fortælle hende min version af den historie der har givet mig dette umenneskelige stempel - derfra måtte hun tro mig, eller lade være.

Lige inden vi fik fri tog hun heldigvis fat i mig og sagde at hun havde tænkt over det, og det måske også var en ret hård beskyldning hun kom med, men at man jo blev berørt af sådanne sager, når de blev plasteret op, på den måde som de gjorde, dengang. Jeg kunne kun være enig med hende.
Det var en lettelse.

Alligevel brød jeg grædende sammen da jeg havde puttet mine unger, her til aften. Tankerne for rundt i hovedet på mig. Det var nok en blanding af træthed, mange indtryk og dagens oplevelse, der gjorde det - men i hvert fald, kunne jeg ikke lade være med at tænke. "Tænk hvis nogle af mine børns venners forældre har dømt mig på dette? - Tænk hvis de også siger sådan om mig, bag min ryg? Tænk hvis det en dag rammer mine unger - at deres venner siger sådan om deres mor?"
Det gør så ulideligt ondt, helt ind i hjertet. Når jeg her, snart et år efter, stadig kan møde de blikke - de tanker - det "had".. Får det så aldrig nogen ende?

Jeg troede egentlig jeg havde lagt det bag mig, for længst. Eller i hvert fald havde lært at trække på skulderne af det. Men når man pludselig også møder det i sit professionelle liv, hva' så?

Jeg kan i hvert fald mærke at jeg lige skal sluge den her oplevelse, og lige endnu engang minde mig selv om at der er langt imellem ærlighed, og stolthed.

Måske skal jeg fremover bare ignorere det. For hvis jeg kommer videre - så gør de vel også på et tidspunkt.. ikk'?