At træde ud af følelserne.

Jeg har overhovedet ikke tid til at være i mine følelser for tiden. Jeg har en milliard undskyldninger for ikke at forholde mig til dem. Jeg har haft eksamen, syge børn, er startet i praktik, skal være stærk for ungerne og mine veninder, for ikke at tale om mine nye kollegaer og borgere. Det er snart jul, og jeg har snart fødselsdag. Der er rigeligt at se til, og holde styr på.
Min hverdag går efter et slavisk skema, og det skema må jeg ikke bryde ud af nu.
I ved - "jaaaamen, det er også fordi.."
Jeg har vitterligt ikke tid til at ligge i fosterstilling og for at tude snot, overanalysere og have ondt af mig selv.

Jeg har slet ikke LYST til at have ondt af mig selv, selv om alle sige "Det er altså synd for dig" - "Du fortjener mere end det du står i" - "Hvorfor sker det altid for dig, søde pige?" ..
Jeg føler mig ynkelig når følelsen af selvmedlidenhed rammer mig. Jeg kan SLET ikke tage imod det, når folk siger sådan. Jeg kan slet ikke tage det ind.
Jeg er jo af den klare overbevisning at alt sker af en grund - at tingene sker for mig, af en grund. Karma måske? Jeg ved det ikke, men det er ikke "bare fordi". Det sker af en grund.
Problemet ligger nok bare i lige nu, at jeg ikke kan finde grunden. Og når jeg ikke kan det, så kan jeg ikke være i det.

Jeg er slet ikke i tvivl om hvilke følelser jeg gemmer - hvilke følelser jeg flygter fra.
Jeg er udemærket med på hvilke følelser der rammer mig, når folk så indimellem tager emnerne op, eller spørg til hvordan det går.
Jeg bliver vred, skuffet - indebrændt og træt. Jeg er udemærket med på at jeg udskyder mine reaktioner, og at de nok kommer flyvende med dobbelt styrke lige pludselig, når jeg mindst venter det.
Men jeg er også fuldt ud med på at mit største håb lige nu er at jeg kan "ignorere" det så meget, og så længe, at jeg pludselig en dag ikke bliver mindet om dem længere, og ikke længere mærker disse følelser.

Min veninde spurgte mig forleden: "Hvordan klare du det hele? Skole, praktik, dig selv, 2 børn, fritidsaktiviteter, social-liv - din hverdag, og alt det der rammer dig udefra? - Jeg føler jo knap nok jeg har tid til mig og min kæreste."
- "Det er jo ikke sværere, end hvad man gør det til" - svarede jeg. For det er det ikke.
Jo, det kan være skide hårdt, men så er det der man tager den hårde situation, analysere den, og prøver af hvordan den kan blive 'mindre hård'.

Men måske er det en blanding af hvad man gør det til - og hvad man vælger at reagere på?
Jeg går ellers normalt ikke ind for ikke at stå ved sine følelser, men måske er det indimellem bare nødvendigt at trække på skulderne og træde henover følelsen, for overhovedet at kunne overleve, og være i det hele.
Så hvordan klare jeg det hele? Jeg har jo ikke prøve andet, de sidste 6½ år. Jeg kan nok ikke finde ud af andet. Jeg gør det fordi jeg skal, jeg har jo ikke noget andet valg, vel?
Ikke at det er en sur pligt, for selvfølgelig vil mine to guldbasser altid komme først - men, realiteten er at det bare er noget jeg SKAL klare.
Og så er der bare nogle følelser jeg må ignorere, for at kunne fungere - både som mor og som mig.
Hvis jeg gik og arbejdede med disse skjulte følelser hele tiden, ville jeg automatisk også blive gnaven, og omend endnu mere træt, end jeg er lige nu, med alle de nye indtryk, Og det ville INGEN være tjent med. Heller ikke mig selv.

Så jeg holder fast i den del af mig, som jeg ved jeg kan være - og ligger den del af mig, som jeg nok egentlig burde være lige nu, lidt på hylden. Er det i virkeligheden helt ved siden af?