Og nu spørger jeg så? Hvad er perfekt?
Det er ikke længe siden jeg havde snakken med en veninde, om det at være perfekt. Er man perfekt når man, udfra de sociale normer, har vovse, villa, Volvo, et godt betalt job og dejlige unger der render rundt i mærketøj?
Nej?
Hvornår er man så perfekt?
I min optik er man perfekt når man hviler så meget i sig selv, at man næsten tisser i bukserne, hvis man slapper mere af.
Når man kan læne sig tilbage i sofaen og egentlig bare være ret tilfreds med sit liv, på godt og ondt. Så er man perfekt.
Det er altså ikke perfekt når der ingen problemer er, for problemer er med til at forme os, udvikle os, lærer os. Det er perfekt når vi hviler i de problemer vi nu engang må have i livet, i parforholdet, i forældrerollen. Når man hviler så meget i de problemer, at man tager dem med oprejst pande. Ikke ignorere dem - det ville være edderdumt - men når man tager dem som en del af det at være sig selv. Og gøre sig selv til en bedre udgave. Så er man perfekt.
Misforstå mig ikke, for man skal ikke være ligeglad med alle andres meninger - de er vigtige. De er med til at skabe et større "jeg". Hvis du er ligeglad, ser jeg dig nærmere som usikker, eller måske egocenteret, så lad være med det. Ikke at min mening tæller, men jeg ved jeg ikke er alene om den. Jeg ved at de fleste mennesker der udstråler en stor ligegyldighed for deres medmenneskers holdninger og meninger, også udstråler en arrogance der kan være utrolig utiltrækkende.
Jeg er selv single igen - og som den person jeg nu engang er, så vender jeg blikket ind ad og tænker så det knager. "Hvad gjorde jeg forkert? - Hvad nu hvis jeg havde gjort sådan.."
Jeg tænker især over om jeg satte for store krav. "Var det virkelig nødvendigt at skrive den ene godnatbesked til ham, mens han var i byen? Jeg skulle måske bare have ladet ham være."
JA - det var nødvendigt. Det var et behov jeg havde, for lige at ønske ham rigtig god bytur, og fortælle ham at jeg elskede ham. Mere hørte han alligevel ikke fra mig den aften, så ro på, frøken.
Selvindsigt er godt - det er rigtig godt. Men det kan også blive for meget. Glem ikke dig selv i processen for at finde svar, på hvad der ikke var perfekt.
Efter jeg læste artiklen her til aften kiggede jeg jo igen indad. Hvad er det egentlig jeg søger?
Og jeg kom til at tænke - søger jeg noget bestemt? Jeg har selvfølgelig behov jeg gerne vil have dækket, og egenskaber jeg sætter utrolig stor pris på, men udover det? Behøver det så være så lyserødt. Er kærlighed overhovedet lyserødt?
Nej - journalisten har ret. Kærlighed er en palette af farver. Et stort virvar. Det er jo netop det der gør det så smukt. At det indeholder så meget.
"Den du elsker mest, er også den der sårer dig dybest" - og hvor er det rigtigt.
Intet had uden kærlighed.
Ingen ulykke uden lykke.
Ingen sorg uden glæde.
Så kære venner - i stedet for at stile over evne. Stile efter det I tror er perfekt, det som samfundet har fortalt jer er perfekt. Så tag det I har, og gør det perfekt. Perfekt for jer. Se på alt det I får, i stedet for alt det I ikke får. Alt det I mangler.
Jeg siger ikke at den ulykkelige pige, i det psykisk/fysisk voldige forhold, skal være glad for den buket blomster hun fik som undskyld, og så glemme hendes sæbeøje.
Jeg siger bare at du som har guld ikke må smide det ud, for at lede efter en diamant. Form selv din diamant. Måske hvis du gav lidt mere af dig selv, slappede mere af - at det så kom helt af sig selv?
Græsset er måske lidt grønnere på den anden side - men er det så fordi du ikke plejer dit eget græs godt nok?
Tag ansvar. Tag det uperfekte - og gør det perfekt. For dig!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar