Den ufærdige facitliste.

Jeg har svært ved at elske. Jeg har svært ved at tro. Jeg har svært ved ikke at være pessimist, når det kommer til (mulig) kærlighed. Det har jeg været helt bevidst om det sidste års tid. Jeg arbejder på det hver evig eneste dag, og imorgen er jeg meget bedre, end jeg var igår.
Jeg er til gengæld også, oveni, blevet helt bevidst om at ingen rådne ar, skal gå udover en ny - Dog har jeg (alligevel) taget mig selv i at fravælge, skubbe væk og droppe så snart jeg mærkede bare en anelse af det jeg var vant til.
For nogle måneder siden gik det så op for mig, at jeg faktisk også gjorde det, når jeg mærkede noget jeg ikke kendte - Eller ikke har været helt så vant til. F.eks. kærtegn, eller åbenlys omsorg.
Da jeg opdagede det lagde jeg det hele på hylden og besluttede mig for at arbejde med hvad det egentlig var jeg søgte - Hvis jeg overhovedet søgte noget?
Hvad kunne jeg tilbyde? Hvad forventede jeg? Hvad var det jeg drømte om?

Alt hvad der handler om mig og hvad jeg har at tilbyde, har jeg beskrevet (Et par gange) tidligere, så det gider jeg ikke komme ind på. Men jeg vil gerne ind på, følelserne og tankerne bag min "ufærdige facitliste".

Jeg har aldrig været i forhold hvor jeg har har haft behov for at gå under jorden - hvor jeg har ligget på skadestuen med blå øjne og hjernerystelser. Men jeg har været i så psykisk usunde forhold at jeg har nedbrudt mig selv. Lad mig understrege her, at jeg IKKE lægger alt ansvaret over på modparten. Jeg blev selv i det. Jeg lod det ske. Jeg tog imod. Det kan ingen andre end jeg selv, tage ansvaret for.
Jeg har med garanti også været svær at leve sammen med - Det vil jeg ikke benægte.

MEN, grunden til at jeg blev i det - grunden til at mine forhold har fået lov at udvikle sig sådan, er egentlig meget simpel, har jeg fundet ud af.
Jeg har været SÅ svag. Så forblændet af et perfekt glansbillede at jeg helt glemte at have mig selv med i alt hvad jeg foretog mig. Hvor er det dog egentlig sørgeligt at man har så lidt styr på sig selv, hva'?

For et par uger siden lå jeg i min seng en sen aften, efter at have haft lang aften foran arbejdscomputeren med skriveri, og tænkte over om jeg egentlig var glad for det jeg havde. Om jeg egentlig var virkelig glad, eller egentlig bare havde det ret behageligt? Og gu' er jeg glad for det - Men vigtigst af alt, ik'? Så er jeg glad for mig selv. Jeg er langt fra perfekt, men jeg ved hvad jeg består af. Jeg ved også hvad stinker til, hvad jeg er skide god til, hvad jeg hver dag skal arbejde med og hvornår jeg har handlet forkert. Tænk at det skulle tage mig 27 år.
Tænk at jeg har levet så meget igennem et drømmebillede, at jeg egentlig glemte at se den virkelige verden. Tænk at jeg levede så meget igennem andre mennesker, at jeg egentlige glemte at leve for mig selv.
Sølle, er det.

I dag sagde jeg så til min veninde (Et brud af en samtale) - "Jeg sidder i saksen, jeg tror ikke jeg kan finde ud af at have en partner"
Hun kiggede, selvfølgelig, undrende på mig og mit svar til hendes udtryk var "Jeg er blevet enspænder. Jeg har det fint med at være mig!" - LØGN! Det der egentligt blev sagt i mit hoved var "Når jeg først elsker, så elsker jeg virkelig!"

Før var jeg nok lige så forelsket i billedet, som i min partner - Det ved jeg ikke kommer til at ske igen.
Jeg ved også at jeg er så stærk nu at jeg ikke lader mig føje, bukker under eller ser igennem fingre med ting der faktisk gør mig ked af det. Ja, bevares - Selv min familie har sagt at jeg er blevet en skrabedulle. Der er ikke rigtig noget filter tilbage ;) Dog kan de "knap så pæne ting" godt siges på en rigtig pænt måde.
Finder jeg en ny partner, bliver det med de drømme vi skaber sammen, de farver vi sammen vælger på vores billede. Ikke dem jeg har valgt på forhånd.
Dem jeg har valgt på forhånd er drømme og mål for mig selv - Ting jeg kan klare alene.

Men, når jeg først elsker, så elsker jeg virkelig. Og når jeg virkelig elsker er der også en risiko for at miste, og blive dobbelt op på såret.
"Hej Mette, din pessimist, hvad med at tro lidt på det hele?"
Netop - Hvad med at jeg lige droppede det der med at leve AF fortiden, og så levede lidt FOR fremtiden i stedet for? Hallehøjsa det lød klogt, sikke så, hvor hun kan!

Så da jeg lige stak min veninde den løgn i dag, gav jeg også mig selv en kæmpe lussing bagefter.
Nok er jeg glad for det jeg har - Men hvorfor skulle jeg ikke give mig selv lov til at dele det med en?

Så følelserne bag min ufærdige facitliste ligger jo i alt det jeg ikke længere er. Alle de ar der er med til at gøre mig til mig. En gakket lille tøs, med hjertet på rette sted - For den rette.
følelserne bag min facitliste handler ikke om det perfekte billede, men det realistiske i at vide hvad man kan og vil tilbyde, og ikke mindst hvad man forventer.
Ingen siger at facit skal være der fra start - Man skal først se om man kan løse udregningerne sammen. Om man vil kæmpe for at komme frem til samme facit. Om man vil male de samme farver på billedet. Og vil man ikke det, kan de farver man så hver især maler, gå sammen, og måske gå op i en højere enhed?

Jeg har intet drømmebillede at leve efter længere (tak gud for det) - Til gengæld har jeg en ufærdig facitliste - Hvor jeg ikke kender det ENDELIGE svar endnu, men jeg ved hvad jeg har at tilbyde af kompetencer til at nå frem til det jeg TROR er svaret - lige nu i hvert fald. Måske ændre facit sig undervejs? Måske bliver udregningen pludselig en anden? Måske inspireres jeg til at nå et nyt facit - Et større facit.
Men indtil nu, ved jeg hvad jeg har af kompetencer og forventninger til at nå et facit - Hvad facit så er, det må tiden vise :)

Overspringshandlinger *Hjerte hjerte*

Jeg har siddet her på min altan, siden imorges kl. 09.00, med de bedste intentioner om at få skrevet det udlæg jeg skal have sendt afsted inden mit næste foredrag. Ja bevares, med en deadline kl. 21.00, har jeg måske lidt travlt - MEN!!!! - Overspringshandlinger, ikkås? Det er virkelig verdens bedste-værste opfindelse.

• "Hov - Trænger der ikke lige til at blive støvsuget?"
• "Ej, det er lang tid siden jeg har prøvet det her tøj - Det gør jeg lige."
• "Ej, måske kan den her bluse gå sammen med de her bukser.. Næh, på med de andre igen.. Eller?"
• "Jeg tror jeg er sulten - Jeg må hellere lave den sandwich inden jeg sådan går total kold.."
• "Fik jeg lige en snapchat? Ej, jeg kan godt lige svare med et grimt billede af mig selv,.. Hihi, de svarer tilbage, hvor hyggeligt!"
• "Jeg tror da mine negle trænger til at blive lakeret igen.."
• "Ej - Jeg tror hende der på facebook, har brug for lige netop mit råd - Jeg må hellere svare"
• "Hvis jeg lige bytter om på glas og kopper i skabet, så er det hele meget mere praktisk.."
• "Gad vide hvor længe jeg kan sidde og klikke med den her kuglepind, inden jeg bliver træt af mig selv.. Hov, nu gik den i stykker - Jeg finder en ny!"

Og nu .. "Jeg kan jo lige skrive et blogindlæg om overspringshandlinger - Fordi .. Så giver det hele jo bare meget mere mening, i mit hoved!"

Og alt imens jeg har siddet og skrevet dette indlæg, har jeg også lige lagt alle tallene sammen i mine og drengenes CPR-numre, for at se om det ville give samme resultat, fordi det ville jo være super skægt hvis det gjorde det, ikk? Det ved vi alle!
Derudover har jeg nu også fået styr på hvad jeg skal drikke til den fest jeg skal til om en måned - Men så er der selvfølgelig tøj-krisen.. Og er det egentlig rigtigt at drenge græder om natten? Det siger Bamse!

Gad vide hvorfor jeg stadig er single? Måske er det noget med horoskoper, og hvordan planterne vender lige nu. Der kan i hvert fald ikke være andet til grund!
GOOGLE!

Tilbage til hvor det startede..

Igår var jeg tilbage hvor jeg føler, og husker, at hele mit selvstændige liv startede. Hjemme hos min venindes forældre, sammen med min allernærmeste veninder, med en dåseøl i hånden, musik vi alle kunne synge med på, og tøjkrise over det hele (for mit vedkommende).

Dengang hvor vi var sammen for at blive fulde, tage til byfest, skabe drama, og ringe sammen dagen efter, kun for at minde hinanden på hvad fanden man havde fortaget sig, dagen før.

Nu sad vi der, 10-12 år senere, de samme mennesker, i det samme hjem, stadig med en dåseøl i hånden, og god musik i højtalerne. MEN, musikken var ikke høj og overdøvende, øllerne blev ikke tylleret ned, for at blive hurtigere fuld, og det var ikke drukspillet vi grinte mest af.

Igår var vi sammen for at være sammen, for at hygge os, høre hvordan det gik med hinanden, udtrykke bekymringer om hinanden, vores jobs, børn, kærester og fremtid, og holde ved vores tradition. Byfest!

Jeg sad en kort stund og studerede mine veninder, mens de sludrede, lyttede, grinte og tydeligt - meget tydeligt - elskede hinanden. Deres blikke var slet ikke til at tage fejl af. Det var så oprigtigt, og faktisk et utrolig overvældende lille øjeblik for mig. Og jeg blev ramt - ramt af en utrolig stolthed - over dem som personer, men især også en stolthed over at være en del af disse pigers liv. Over at være en del af en så fantastisk lille gruppe. Over at have været, og stadig være tilskuer til deres fantastiske udvikling.

Selv om vi alle er gået i hver vores retning. Nogle er blevet gift, nogle læser på livet løs og ligger deres liv i gode frivillige projekter, nogle af os har fået børn, og nogle ligger deres tid i deres sport - selv om vi er så forskellige, så formår vi bare stadig at finde hinanden, ramme hinanden, forstå hinanden og motivere hinanden.

Ser jeg tilbage på mig selv i denne gruppe af piger, for ikke ret mange år siden, så tror jeg de færreste kendte mig - dybt inde. Jeg kendte jo knap nok mig selv, men igår kunne jeg sige med sikkerhed i stemmen, at jeg har det godt. Rigtig godt. Jeg tog mig selv i at føle en lettelse da jeg sagde det. For første gang meget meget længe, mente jeg det. For første gang meget meget længe, kom de ord fra mit hjerte! Jeg løj ikke overfor dem, og jeg løj, allervigtigst, ikke for mig selv.

Når jeg ser på mig selv, i denne gruppe af piger, tror jeg altid jeg har været den der haltede lidt bagefter, med at tage ansvar for mit liv, og finde ro i hvad jeg ville. Vi er alle blevet ramt af hver vores skæbne, og vi har alle tacklet det forskelligt. Nogle bedre end andre. Jeg er en af de "andre", og jeg er ikke bleg for at indrømme at jeg da tit er blevet ramt af misundelse når jeg har siddet og hørt om deres lykke.

Ligeså har jeg aldrig følt mig helt så værdig til at være i denne gruppe, fordi disse piger er så fantastiske som de er - Jeg har aldrig rigtig følt at jeg kunne følge med, på den front.

Indtil jeg for nogle år siden valgte at tage ansvaret for mit eget liv - Valgte at jagte min egen lykke, i stedet for at vente på at lykken kom til mig, at tingene flaskede sig for mig. Istedet valgte jeg at lade mig selv styrer mit liv. Ikke mine følelser, ikke de mennesker der kunne påvirke mig, og slet ikke min selvmedlidenhed.

Og igår blev jeg så ramt af sætningen "Jeg er så stolt over din nyfundne selvsikkerhed".

Jeg havde aldrig troet at jeg ville være en af dem, de faktisk var stolte af - Jeg har altid troet at jeg var den der havde mest grund til at være stolt af dem, og over at kende dem.

Ingen tvivl om at disse piger ejer så mange fantastiske egenskaber, som jeg ser så utrolig meget op til.

De er så utroligt stærke, modige, kærlige og forstående, hver og en, på hver deres måde, og jeg kan kun sige, helt ærligt, lige fra hjerte, og med en glædeståre i øjet, at de altid vil være mine evige forbilleder.

Hvis jeg en dag bliver bare halvt så fantastisk en veninde, halvt så stærk, og halvt så modig som dem, så vil jeg være mere end lykkelig <3

Hold kæft, hvor jeg er heldig!

"Fortryder du det ikke?"

"Fortryder du det ikke?" - Det var et af de spørgsmål jeg fik til mit sidste foredrag, som jeg virkelig har tænkt meget over. Spørgsmålet kom i forbindelse med det at jeg har fået 2 børn, med 2 forskellige - Og jeg er ikke sammen med nogle af fædrene.
Spørgsmålet kom i forbindelse med min alder.
Spørgsmålet kom i forbindelse med de kampe jeg har måtte kæmpe.
Spørgsmålet kom i forbindelse med mange af de situationer jeg nævnte - og i alle tænkelige situationer er spørgsmålet dukket op i mit hoved igen efterfølgende.
Det kom da jeg stod midt i myldretiden og hentede mine børn fra institution i torsdag, det kom da jeg sad på en bar med mine veninder i fredags, det kom mens jeg stod og pudsede vinduer i dag.
Mit hoved har kørt på højtryk, og jeg har vendt og drejet hver en tanke og hver en følelse der har ramt min krop, så snart spørgsmålet er dukket op i hovedet på mig. Nu har jeg fundet frem til mit endelige svar.

NEJ! Jeg fortryder intet i forhold til mine børn.

For min ældste søns skyld, ville jeg gerne have ventet nogle år med at få ham - MEN, så havde jeg jo aldrig fået netop ham!
For min egen egoistiske skyld var det mere end godt, at jeg fik ham lige da jeg fik ham. Jeg voksede hurtigere end jeg nogensinde havde turet håbe på.
Hvad angår hans far - igen, jeg havde aldrig nogensinde fået netop HAM, min ældste søn, hvis det ikke havde været med lige netop hans far.

Min yngste søn er planlagt, og lavet lige i første huk. Jeg fortryder intet omkring ham.
Nok er hans far og jeg ikke sammen mere, men han er et barn lavet på kærlighed, for tro det eller ej, vi har faktisk elsket hinanden. Og dengang troede vi vel begge at det var forevigt og altid. Det er der jo bare ingen garanti for i livet. 
Og når han har Elias, er han en skøn far.
Elias er 50% mig, 50% hans far - Og han er dejligere end noget andet, det lille menneske. 
Man kan ikke fortryde 50% af sine børn, jo ;)

Selvfølgelig havde jeg en drøm om at mine børn skulle vokse op i en tryg og glad familie, hvor mor og far elskede hinanden og sammen viste dem, og lærte dem, hvad livet var for noget. Hvad kærlighed var for noget. Sådan skulle det ikke være, men jeg fortryder ikke et sekund.

Selv om min yngste søns fars, og mit forhold, på ingen måder var sundt, for hverken ham eller jeg, så har både forholdet, udfordringerne efter og ham som person, lært mig meget. Det har især lært mig hvor stærk jeg egentlig er. Og det har lært mig, at elske mig selv, stå ved mig selv, og huske mit værd.

Jeg er lykkelig - ja, LYK(klap)-KE(klap)-LIG(klap), for de udfordringer jeg har mødt, for de mennesker jeg har mødt, og for den kærlighed jeg har mødt på min vej igennem livet som mor, indtil nu.
Selv om nogle af tingene har trukket tænder ud, så har det været alle tårer og vredesudbrud værd.
At sætte sig ned, gennemgå, analysere og arbejde med hver en følelse i min krop, er det bedste jeg nogensinde har gjort for mig selv - og dermed også for mine børn. At arbejde med mig selv, og mine nedture, har gjort at mine børn i dag har en mor der er glad, afslappet, ejer en god portion overskud og realitetssans. En glad mor, betyder glade børn.

Om det stopper mig i noget, at jeg er alene med to børn? JA, uden tvivl.
Bla. dating. Mange bliver skræmt, og helt ærligt - jeg forstår dem godt. Mange har vel samme drømmesenarie, som jeg selv sad med engang. Jeg kan ikke fortænke dem i det. Det er også en stor mundfuld og en stor pakke at skulle involvere sig i. Det kræver nok en del nosser, og en del tilvænning.
Især tror jeg det skræmmer, at det er med to forskellige mænd, jeg har disse børn. Det forstår jeg som sådan også godt.
Jeg kan jo kun håbe og ønske at folk, der virkelig skulle være interesseret, sætter sig udover det, og måske sætter sig ind i hvilken historie der ligger bag situationen, som den er i dag. For den er lang, og ikke ret meget lige til, den historie.
Det stopper mig også i at være impulsiv. I at se mine veninder. I at opleve verdenen. 
Men med hånden på hjertet, og ret kliché agtigt, så kan intet måle sig med det mine børn giver mig. Den udvikling jeg får lov at se hver evig eneste dag. Den kærlighed jeg får lov at mærke, hver evig eneste dag og de utallige grin jeg får lov at få ondt i maven over - hver evig eneste dag.

Men fortryder noget, gør jeg ikke. Også selv om tingene har været besværlige - og stadig kan være det, i visse tilfælde.
Misforstå mig ikke. Jeg fortryder nogle ting jeg har sagt i vrede. Nogle ting jeg har sagt eller gjort i sorg eller frustration. 
Men ikke de valg jeg har taget i livet, i forbindelse med mine børn.

Det er ikke kærligheden du møder i livet, der gør ondt - det er sidefølelserne. Jalousien, frygten, magtesløsheden. Det at miste. Og de smerter vil vi alle møde, på et eller flere tidspunker, i livet. Det er de følelser der får os til at vokse, selvrealisere, selverkende og kæmpe på ny. Hvis man altså tager sig tid til at arbejde med disse følelser.

Men lige meget hvad, har jeg jo mødt den største kærlighed af dem alle - jeg er blevet mor.