Spørgsmålet kom i forbindelse med min alder.
Spørgsmålet kom i forbindelse med de kampe jeg har måtte kæmpe.
Spørgsmålet kom i forbindelse med mange af de situationer jeg nævnte - og i alle tænkelige situationer er spørgsmålet dukket op i mit hoved igen efterfølgende.
Det kom da jeg stod midt i myldretiden og hentede mine børn fra institution i torsdag, det kom da jeg sad på en bar med mine veninder i fredags, det kom mens jeg stod og pudsede vinduer i dag.
Mit hoved har kørt på højtryk, og jeg har vendt og drejet hver en tanke og hver en følelse der har ramt min krop, så snart spørgsmålet er dukket op i hovedet på mig. Nu har jeg fundet frem til mit endelige svar.
NEJ! Jeg fortryder intet i forhold til mine børn.
For min ældste søns skyld, ville jeg gerne have ventet nogle år med at få ham - MEN, så havde jeg jo aldrig fået netop ham!
For min egen egoistiske skyld var det mere end godt, at jeg fik ham lige da jeg fik ham. Jeg voksede hurtigere end jeg nogensinde havde turet håbe på.
Hvad angår hans far - igen, jeg havde aldrig nogensinde fået netop HAM, min ældste søn, hvis det ikke havde været med lige netop hans far.
Min yngste søn er planlagt, og lavet lige i første huk. Jeg fortryder intet omkring ham.
Nok er hans far og jeg ikke sammen mere, men han er et barn lavet på kærlighed, for tro det eller ej, vi har faktisk elsket hinanden. Og dengang troede vi vel begge at det var forevigt og altid. Det er der jo bare ingen garanti for i livet.
Og når han har Elias, er han en skøn far.
Elias er 50% mig, 50% hans far - Og han er dejligere end noget andet, det lille menneske.
Man kan ikke fortryde 50% af sine børn, jo ;)
Selvfølgelig havde jeg en drøm om at mine børn skulle vokse op i en tryg og glad familie, hvor mor og far elskede hinanden og sammen viste dem, og lærte dem, hvad livet var for noget. Hvad kærlighed var for noget. Sådan skulle det ikke være, men jeg fortryder ikke et sekund.
Selv om min yngste søns fars, og mit forhold, på ingen måder var sundt, for hverken ham eller jeg, så har både forholdet, udfordringerne efter og ham som person, lært mig meget. Det har især lært mig hvor stærk jeg egentlig er. Og det har lært mig, at elske mig selv, stå ved mig selv, og huske mit værd.
Jeg er lykkelig - ja, LYK(klap)-KE(klap)-LIG(klap), for de udfordringer jeg har mødt, for de mennesker jeg har mødt, og for den kærlighed jeg har mødt på min vej igennem livet som mor, indtil nu.
Selv om nogle af tingene har trukket tænder ud, så har det været alle tårer og vredesudbrud værd.
At sætte sig ned, gennemgå, analysere og arbejde med hver en følelse i min krop, er det bedste jeg nogensinde har gjort for mig selv - og dermed også for mine børn. At arbejde med mig selv, og mine nedture, har gjort at mine børn i dag har en mor der er glad, afslappet, ejer en god portion overskud og realitetssans. En glad mor, betyder glade børn.
Om det stopper mig i noget, at jeg er alene med to børn? JA, uden tvivl.
Bla. dating. Mange bliver skræmt, og helt ærligt - jeg forstår dem godt. Mange har vel samme drømmesenarie, som jeg selv sad med engang. Jeg kan ikke fortænke dem i det. Det er også en stor mundfuld og en stor pakke at skulle involvere sig i. Det kræver nok en del nosser, og en del tilvænning.
Især tror jeg det skræmmer, at det er med to forskellige mænd, jeg har disse børn. Det forstår jeg som sådan også godt.
Jeg kan jo kun håbe og ønske at folk, der virkelig skulle være interesseret, sætter sig udover det, og måske sætter sig ind i hvilken historie der ligger bag situationen, som den er i dag. For den er lang, og ikke ret meget lige til, den historie.
Det stopper mig også i at være impulsiv. I at se mine veninder. I at opleve verdenen.
Men med hånden på hjertet, og ret kliché agtigt, så kan intet måle sig med det mine børn giver mig. Den udvikling jeg får lov at se hver evig eneste dag. Den kærlighed jeg får lov at mærke, hver evig eneste dag og de utallige grin jeg får lov at få ondt i maven over - hver evig eneste dag.
Men fortryder noget, gør jeg ikke. Også selv om tingene har været besværlige - og stadig kan være det, i visse tilfælde.
Misforstå mig ikke. Jeg fortryder nogle ting jeg har sagt i vrede. Nogle ting jeg har sagt eller gjort i sorg eller frustration.
Men ikke de valg jeg har taget i livet, i forbindelse med mine børn.
Det er ikke kærligheden du møder i livet, der gør ondt - det er sidefølelserne. Jalousien, frygten, magtesløsheden. Det at miste. Og de smerter vil vi alle møde, på et eller flere tidspunker, i livet. Det er de følelser der får os til at vokse, selvrealisere, selverkende og kæmpe på ny. Hvis man altså tager sig tid til at arbejde med disse følelser.
Men lige meget hvad, har jeg jo mødt den største kærlighed af dem alle - jeg er blevet mor.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar