Igår var jeg tilbage hvor jeg føler, og husker, at hele mit selvstændige liv startede. Hjemme hos min venindes forældre, sammen med min allernærmeste veninder, med en dåseøl i hånden, musik vi alle kunne synge med på, og tøjkrise over det hele (for mit vedkommende).
Dengang hvor vi var sammen for at blive fulde, tage til byfest, skabe drama, og ringe sammen dagen efter, kun for at minde hinanden på hvad fanden man havde fortaget sig, dagen før.
Nu sad vi der, 10-12 år senere, de samme mennesker, i det samme hjem, stadig med en dåseøl i hånden, og god musik i højtalerne. MEN, musikken var ikke høj og overdøvende, øllerne blev ikke tylleret ned, for at blive hurtigere fuld, og det var ikke drukspillet vi grinte mest af.
Igår var vi sammen for at være sammen, for at hygge os, høre hvordan det gik med hinanden, udtrykke bekymringer om hinanden, vores jobs, børn, kærester og fremtid, og holde ved vores tradition. Byfest!
Jeg sad en kort stund og studerede mine veninder, mens de sludrede, lyttede, grinte og tydeligt - meget tydeligt - elskede hinanden. Deres blikke var slet ikke til at tage fejl af. Det var så oprigtigt, og faktisk et utrolig overvældende lille øjeblik for mig. Og jeg blev ramt - ramt af en utrolig stolthed - over dem som personer, men især også en stolthed over at være en del af disse pigers liv. Over at være en del af en så fantastisk lille gruppe. Over at have været, og stadig være tilskuer til deres fantastiske udvikling.
Selv om vi alle er gået i hver vores retning. Nogle er blevet gift, nogle læser på livet løs og ligger deres liv i gode frivillige projekter, nogle af os har fået børn, og nogle ligger deres tid i deres sport - selv om vi er så forskellige, så formår vi bare stadig at finde hinanden, ramme hinanden, forstå hinanden og motivere hinanden.
Ser jeg tilbage på mig selv i denne gruppe af piger, for ikke ret mange år siden, så tror jeg de færreste kendte mig - dybt inde. Jeg kendte jo knap nok mig selv, men igår kunne jeg sige med sikkerhed i stemmen, at jeg har det godt. Rigtig godt. Jeg tog mig selv i at føle en lettelse da jeg sagde det. For første gang meget meget længe, mente jeg det. For første gang meget meget længe, kom de ord fra mit hjerte! Jeg løj ikke overfor dem, og jeg løj, allervigtigst, ikke for mig selv.
Når jeg ser på mig selv, i denne gruppe af piger, tror jeg altid jeg har været den der haltede lidt bagefter, med at tage ansvar for mit liv, og finde ro i hvad jeg ville. Vi er alle blevet ramt af hver vores skæbne, og vi har alle tacklet det forskelligt. Nogle bedre end andre. Jeg er en af de "andre", og jeg er ikke bleg for at indrømme at jeg da tit er blevet ramt af misundelse når jeg har siddet og hørt om deres lykke.
Ligeså har jeg aldrig følt mig helt så værdig til at være i denne gruppe, fordi disse piger er så fantastiske som de er - Jeg har aldrig rigtig følt at jeg kunne følge med, på den front.
Indtil jeg for nogle år siden valgte at tage ansvaret for mit eget liv - Valgte at jagte min egen lykke, i stedet for at vente på at lykken kom til mig, at tingene flaskede sig for mig. Istedet valgte jeg at lade mig selv styrer mit liv. Ikke mine følelser, ikke de mennesker der kunne påvirke mig, og slet ikke min selvmedlidenhed.
Og igår blev jeg så ramt af sætningen "Jeg er så stolt over din nyfundne selvsikkerhed".
Jeg havde aldrig troet at jeg ville være en af dem, de faktisk var stolte af - Jeg har altid troet at jeg var den der havde mest grund til at være stolt af dem, og over at kende dem.
Ingen tvivl om at disse piger ejer så mange fantastiske egenskaber, som jeg ser så utrolig meget op til.
De er så utroligt stærke, modige, kærlige og forstående, hver og en, på hver deres måde, og jeg kan kun sige, helt ærligt, lige fra hjerte, og med en glædeståre i øjet, at de altid vil være mine evige forbilleder.
Hvis jeg en dag bliver bare halvt så fantastisk en veninde, halvt så stærk, og halvt så modig som dem, så vil jeg være mere end lykkelig <3
Hold kæft, hvor jeg er heldig!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar