Jeg er til gengæld også, oveni, blevet helt bevidst om at ingen rådne ar, skal gå udover en ny - Dog har jeg (alligevel) taget mig selv i at fravælge, skubbe væk og droppe så snart jeg mærkede bare en anelse af det jeg var vant til.
For nogle måneder siden gik det så op for mig, at jeg faktisk også gjorde det, når jeg mærkede noget jeg ikke kendte - Eller ikke har været helt så vant til. F.eks. kærtegn, eller åbenlys omsorg.
Da jeg opdagede det lagde jeg det hele på hylden og besluttede mig for at arbejde med hvad det egentlig var jeg søgte - Hvis jeg overhovedet søgte noget?
Hvad kunne jeg tilbyde? Hvad forventede jeg? Hvad var det jeg drømte om?
Alt hvad der handler om mig og hvad jeg har at tilbyde, har jeg beskrevet (Et par gange) tidligere, så det gider jeg ikke komme ind på. Men jeg vil gerne ind på, følelserne og tankerne bag min "ufærdige facitliste".
Jeg har aldrig været i forhold hvor jeg har har haft behov for at gå under jorden - hvor jeg har ligget på skadestuen med blå øjne og hjernerystelser. Men jeg har været i så psykisk usunde forhold at jeg har nedbrudt mig selv. Lad mig understrege her, at jeg IKKE lægger alt ansvaret over på modparten. Jeg blev selv i det. Jeg lod det ske. Jeg tog imod. Det kan ingen andre end jeg selv, tage ansvaret for.
Jeg har med garanti også været svær at leve sammen med - Det vil jeg ikke benægte.
MEN, grunden til at jeg blev i det - grunden til at mine forhold har fået lov at udvikle sig sådan, er egentlig meget simpel, har jeg fundet ud af.
Jeg har været SÅ svag. Så forblændet af et perfekt glansbillede at jeg helt glemte at have mig selv med i alt hvad jeg foretog mig. Hvor er det dog egentlig sørgeligt at man har så lidt styr på sig selv, hva'?
For et par uger siden lå jeg i min seng en sen aften, efter at have haft lang aften foran arbejdscomputeren med skriveri, og tænkte over om jeg egentlig var glad for det jeg havde. Om jeg egentlig var virkelig glad, eller egentlig bare havde det ret behageligt? Og gu' er jeg glad for det - Men vigtigst af alt, ik'? Så er jeg glad for mig selv. Jeg er langt fra perfekt, men jeg ved hvad jeg består af. Jeg ved også hvad stinker til, hvad jeg er skide god til, hvad jeg hver dag skal arbejde med og hvornår jeg har handlet forkert. Tænk at det skulle tage mig 27 år.
Tænk at jeg har levet så meget igennem et drømmebillede, at jeg egentlig glemte at se den virkelige verden. Tænk at jeg levede så meget igennem andre mennesker, at jeg egentlige glemte at leve for mig selv.
Sølle, er det.
I dag sagde jeg så til min veninde (Et brud af en samtale) - "Jeg sidder i saksen, jeg tror ikke jeg kan finde ud af at have en partner"
Hun kiggede, selvfølgelig, undrende på mig og mit svar til hendes udtryk var "Jeg er blevet enspænder. Jeg har det fint med at være mig!" - LØGN! Det der egentligt blev sagt i mit hoved var "Når jeg først elsker, så elsker jeg virkelig!"
Før var jeg nok lige så forelsket i billedet, som i min partner - Det ved jeg ikke kommer til at ske igen.
Jeg ved også at jeg er så stærk nu at jeg ikke lader mig føje, bukker under eller ser igennem fingre med ting der faktisk gør mig ked af det. Ja, bevares - Selv min familie har sagt at jeg er blevet en skrabedulle. Der er ikke rigtig noget filter tilbage ;) Dog kan de "knap så pæne ting" godt siges på en rigtig pænt måde.
Finder jeg en ny partner, bliver det med de drømme vi skaber sammen, de farver vi sammen vælger på vores billede. Ikke dem jeg har valgt på forhånd.
Dem jeg har valgt på forhånd er drømme og mål for mig selv - Ting jeg kan klare alene.
Men, når jeg først elsker, så elsker jeg virkelig. Og når jeg virkelig elsker er der også en risiko for at miste, og blive dobbelt op på såret.
"Hej Mette, din pessimist, hvad med at tro lidt på det hele?"
Netop - Hvad med at jeg lige droppede det der med at leve AF fortiden, og så levede lidt FOR fremtiden i stedet for? Hallehøjsa det lød klogt, sikke så, hvor hun kan!
Så da jeg lige stak min veninde den løgn i dag, gav jeg også mig selv en kæmpe lussing bagefter.
Nok er jeg glad for det jeg har - Men hvorfor skulle jeg ikke give mig selv lov til at dele det med en?
Så følelserne bag min ufærdige facitliste ligger jo i alt det jeg ikke længere er. Alle de ar der er med til at gøre mig til mig. En gakket lille tøs, med hjertet på rette sted - For den rette.
følelserne bag min facitliste handler ikke om det perfekte billede, men det realistiske i at vide hvad man kan og vil tilbyde, og ikke mindst hvad man forventer.
Ingen siger at facit skal være der fra start - Man skal først se om man kan løse udregningerne sammen. Om man vil kæmpe for at komme frem til samme facit. Om man vil male de samme farver på billedet. Og vil man ikke det, kan de farver man så hver især maler, gå sammen, og måske gå op i en højere enhed?
Jeg har intet drømmebillede at leve efter længere (tak gud for det) - Til gengæld har jeg en ufærdig facitliste - Hvor jeg ikke kender det ENDELIGE svar endnu, men jeg ved hvad jeg har at tilbyde af kompetencer til at nå frem til det jeg TROR er svaret - lige nu i hvert fald. Måske ændre facit sig undervejs? Måske bliver udregningen pludselig en anden? Måske inspireres jeg til at nå et nyt facit - Et større facit.
Men indtil nu, ved jeg hvad jeg har af kompetencer og forventninger til at nå et facit - Hvad facit så er, det må tiden vise :)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar