Stille før stormen.

Zombie-tilstand. Sådan har jeg det i de her dage. Jeg har egentlig humøret med mig, men jeg er SÅ træt, og kunne nok sove i døgndrift. Ikke fysisk - men mentalt.
Det har været et stort skift, at starte i skole - et dejligt skift dog, men det har også været en anelse hårdt med syge børn, egen sygdom og en hektisk hverdag. Jeg ville lyve, hvis jeg påstod andet.

Efter en snak med min mor igår, måtte jeg dog indse at det ikke kun er det der gør mig så træt. Det er også forventninger til mig selv. Hold nu op, hvor forventer jeg egentlig meget af mig selv.
Ikke kun skolemæssigt, men dæleme også som mor, kæreste, datter - alt!
Og når jeg så virkelig forsøger at gøre noget godt eller sige noget sødt og bekræftende, og folk ikke reagere som jeg forventer, så bliver jeg så fandens ked af det. Og det gør jeg jo, fordi jeg lige har krænget mit hjerte ud. Og jeg bliver jo ked af det, fordi det er en jeg er glad for, som reagere sådan - uforventet.Jeg prøvede jo med alt hvad jeg havde i mig, at gøre en glad. Men jeg får følelsen af at det bare ikke er godt nok.

Jeg ved godt det er et problem der går længere tilbage. Ikke kun til tidligere forhold, men helt fra barndommen. Min far er et menneske fuld af sarkasme og ironi.
Kom jeg og fortalte at jeg havde fået 11 for en opgave, spurgte han hvorfor jeg ikke fik 13?
Kom jeg og bad om et knus, fik jeg 100 kr. Det har været hans måde at vise kærlighed på - det var det han formåede. Men jeg følte altid at jeg skulle kæmpe for at han var stolt af mig.
I dag ved jeg bare at det er sådan han er - det har jeg sluttet fred med og accepteret.

Men det er nok netop det der gør at jeg så søger denne stolthed i de andre i mit liv. Søger accepten. Det er nok netop derfor jeg sætter så fandens store forventninger til mig selv. Jeg vil så gerne accepteres. Jeg vil så gerne elskes. Jeg vil så gerne at en eller anden er stolt af mig.. Bare fordi..

Men at skulle indse at jeg ikke er, og aldrig bliver fejlfri, er en svær en at sluge, når det er det man føler man skal være, før nogle vil sætte pris på en. Og med de forventninger jeg har til mig selv, kan jeg altid gøre et eller andet bedre.

Jeg kan altid prøve at forstå mine forældre lidt bedre - hjælpe dem lidt mere.
Jeg kan altid være en bedre kæreste. Se bedre ud, please lidt mere, give mere plads, give flere gaver, give mere kærlighed, forlange mindre.
Jeg kan altid være en bedre mor. Have mere overskud, lave madpakken bare lidt lækre, og lege lidt mere med dem.

Jeg ved med mig selv, at jeg har selvindsigt nok til at kunne lærer hver dag. Ikke kun fagligt, men også som person. Jeg ved også med mig selv at jeg er god til at gå på kompromis for at imødekomme andres behov. Og jeg ved også med mig selv, at jeg gør det aller bedste jeg kan - ALT det bedste og lidt mere!
Jeg vil bare så gerne at andre også ser det, ikk? Men hvordan får jeg det ud? Hvordan formår jeg at råbe dem alle sammen op, uden at skabe en scene? Uden at lyde egoistisk, svag og opmærksomhedskrævende? For det ved jeg også med mig selv, at jeg ikke er. Det er det sidste jeg er - jeg sætter altid alle andre højere end mig selv. Det er min fornemmeste opgave at dem omkring mig har det godt og er glade.. Men mister jeg mig selv i det? Jeg ved det ikke - for jeg elsker jo at gøre andre glade. Men, hvorfor er deres reaktion så så vigtig for mig? Jeg ved jo godt at jeg ikke kan forvente det samme af andre, som jeg selv prøver at give.. Jeg ved det jo godt!

Måske er det bare en storm der skal til? En stor forandring!

Jeg tror jeg er for træt nu ..

I 2012 møder jeg den her person, som skulle vise sig at komme til at være en stor del af resten af mit liv.

Jeg møder et menneske som er ødelagt, i stykker, smadret. Fra yderst til inderst. Jeg tager personen helt ind bag mit hjerte. Jeg må gøre noget. Jeg må hjælpe, jeg må frelse. Hvem er den her person? Hvad gemmer personen på? Hvordan får jeg gravet helt ind bagved?

Det er en hård opgave, men indimellem ser jeg glimt. Glimt af det rigtige - af det sårbare. Men hvergang 10 sten bliver fjernet fra facaden, går der ikke længe før 20 nye sten er sat op.
Så starter vi forfra. 2 skridt frem, 1 tilbage.
Hvergang tænker jeg - "hvad nu hvis?" - "Bare lige lidt mere.." - "Måske kunne jeg også prøve at.."
Hvergang bliver det en uendelig kamp med mig selv om at kæmpe hårdere. Kæmpe for at nå derind - helt derind hvor ingen andre kommer ind. Ikke engang personen selv.
Jeg VIL derind. Jeg VIL være den der får den her person til at elske, forstå, føle.
Jeg kæmper med alt hvad jeg har i mig, alt hvad jeg består af - det allerbedste jeg kan.

En dag bliver det for meget. Det bliver for meget for personen. Personen kan ikke længere være i det. Måske når jeg for tæt på? Måske gør jeg det bare slet ikke godt nok? Jeg ved stadig ikke helt hvorfor? En dag skulle det bare ikke være min opgave at hjælpe denne person længere.

Det fik mig dog ikke til at stoppe. Personen og jeg deler noget dyrbart, det vil vi altid gøre. Derfor gjorde jeg det til min fornemmeste opgave at lade denne person vide at hvis ikke personen kunne gøre det for sig selv, eller for mig - så kunne personen i det mindste gøre det for vores fællesskab.
Jeg kæmper videre. Bliver hadet mere og mere. Hader mig selv mere og mere. Jeg bliver pillet fra hinanden, mister troen på mig selv. Bliver pludselig hadet af mennesker jeg ikke aner hvem er.
Hadet på halve sandheder. Spyttet efter på gaden, men jeg hænger i. Vores fællesskab skal sejre. Vores fællesskab fortjener det.

Pludselig kommer et nyt menneske ind i denne persons liv - og med et knips fårmår dette menneske at vende personen om. Pludselig fårmår dette menneske at udrette det jeg har prøvet at udrette i 3 år.
3 år hvor jeg har taget imod slag. 3 år hvor troen på mig selv og mine evner har været hele nede under gulvbrædderne.
Hvad er jeg så? Hvad føler jeg så nu? Jeg føler mig nok omend endnu mere uduelig. Hvorfor kunne jeg ikke? Hvorfor lykkedes det ikke for mig? Hvorfor indeholder jeg ikke samme styrke, som dette nye menneske gør? Måske er jeg bare så svag, som personen altid har sagt at jeg er?
Jeg burde have udrettet dette - for vores fællesskabs skyld.

Det er et virvar af følelser. Jeg har aldrig nogensinde lyst til at blive en del af denne persons hverdag igen, men jeg kan heller ikke komme udenom at jeg altid vil være en del af denne persons liv. Jeg kan ikke komme udenom at personen og jeg i fællesskab har skabt vores livs største værdi. Jeg kan heller ikke komme udenom at jeg altid vil være denne person evigt taknemmelig for at have givet mig denne kærlighed, for at være en del af kærligheds liv.

Men når man sidder tilbage her, som tilskuer til det der lader til at være en stor forandring der er på vej, kan jeg ikke lade være med at tænke, at mit værd, mine kampe og min gøren bare ikke var godt nok.
At jeg elskede, kæmpede og prøvede. Holdte af, forstod og viste hensyn. Selv når det var svært at elske sig selv. Selv når det var svært at tro på at det jeg gjorde var det rigtige. Selv når det var svært at forstå sig selv. Selv når jeg hadet mig selv allermest. Så kæmpede jeg stadig for denne person, og vores fællesskab. Men uden held. Uden lykke. Uden resultat.

Jeg beundre dette nye menneske, med alt hvad jeg har i mig. Jeg er stolt udover alle grænser.
Men jeg føler også jeg mangler noget. Jeg føler jeg mangler forståelse, fra personen, for hvorfor jeg har gjort som jeg har. Jeg føler jeg mangler .. taknemmelighed måske?
Jeg lod mig ikke ødelægge og udnytte fordi jeg var svag - men fordi jeg troede jeg viste et hensyn til et fællesskab der fortjente det bedste.
Men i nogles øjne vil jeg altid være svag - hvis bare de vidste hvad mine intentioner var.
Hvis bare de vidste hvilke tanker jeg har gjort mig, hvor mange tårer jeg har grædt, og hvor meget jeg har kæmpet for at vores fællesskab skulle få det bedste.

Hvis bare de vidste hvor mange tårer jeg stadig græder - også lige i dette minut - fordi jeg dybt indeni stadig er såret. Fordi jeg ved at nogle ar vil følge mig altid. Fordi jeg troede på at jeg kunne ændre noget, der aldrig nogensinde så det. Fordi jeg kæmpede for noget, der bekæmpede mig.
Fordi jeg først elskede højere end jeg nogensinde elskede mig selv.
Fordi jeg, trods jeg ikke elskede mere, stadig kæmpede videre.
Fordi jeg så noget dyrebart, et fællesskab, blive såret og påvirket, og jeg følte mig magtesløs.
Fordi jeg nu er tabt for kræfter. Fordi jeg nu skammer mig over at jeg til sidst gav op..

Jeg har tilgivet mange ting, mange personer og mange mennesker - Den sværeste at tilgive, er nok mig selv.
.. Jeg tror bare jeg er for træt nu!

Revurdering, opsummering, opdatering.

Jeg har den sidste tid brugt ekstremt meget energi på at se folk omkring mig, an. Sådan virkelig analysere dem, og analysere mig selv i deres selskab.
En ting jeg kan mærke der går igen ved dem alle sammen, er deres gensidige lyst til mit selskab. Deres gensidige interesse for mit liv.

Jeg render rundt i en glad sæbebobbel. Jeg er glad for at gå i skole, jeg er glad når jeg kommer hjem, jeg er glad når jeg står op. Jeg taler og taler og taler med folk, om alt og intet. Ringer og hører hvordan det står til, skriver og spørger om de har det godt. Og jeg bliver så varm, når folk også sender mig en kærlig tanke. Ikke fordi jeg gjorde det, men fordi de lige havde lyst. Det er så dejligt!

Jeg har et stort behov for at have kontakt til folk tæt på - det har jeg egentligt altid haft. Ikke dermed ment, at vi skal snakke sammen hele tiden, altid, og jeg så da også gerne at nogle af os talte lidt oftere. Men vi taler, oprigtigt, med hinanden.

Nu har jeg bare ramt et punkt, hvor jeg med nogle mennesker ikke føler at interessen er gensidig.
Og så sidder I sikkert og tænker: "Jamen, er det noget for noget, vi er ude i her?" NEJ, det er det bestemt ikke. Jeg kan sagtens have samtaler hvor det hele handler om modparten, eller om mig selv - og det kun handler om den ene part, de næste mange samtaler. Alle kan ramme en krise der skal tales om, igen og igen og igen - også jeg selv. Men, når stormen så har lagt sig, hva' så?
Jeg mener - jeg kan altså sagtens mærke om du spørger ind til min dag, fordi det faktisk interessere dig - fordi JEG faktisk interessere dig, eller om du faktisk bare gør det af pligt. Fordi, "det gjorde du jo lige, så må jeg også hellere gøre det."

Og hvis du virkelig ikke gider tage dig tid til at spørge hvordan jeg har det, hvordan mit liv hænger sammen, eller lige følge op på vores tidligere samtale, hvorfor ligger både du OG jeg så energi i et forhold der ikke er gensidigt? Er det så ikke bedst bare at kotte der, og ligge vores energi og interesse et sted, hvor den faktisk er oprigtig?

At man har behov for at ens nærmeste har interesse for ens liv, er et menneskeligt behov. Det kan vi ikke komme udenom. Det handler ikke om egoisme, eller selvhøjtidelighed. Det er bare et behov, alle har. Om de vil indrømme det eller ej.
Ligesom behovet for empati, behovet for omsorg og behovet for bekræftelse er ganske menneskelige behov, og behov som alle mennesker har. Lige meget hvor stolt man end er.

For at sætte det hårdt op, så gider jeg egentlig ikke spilde min tid på en, der ikke gider spilde sin tid på mig. Jeg gider ikke ligge min energi i et menneske, der kun nyder godt af at få, men ikke gider gi' lidt igen. Så jo, det er nok lidt "noget for noget", hvis det skal sættes helt firkantet op.
Men ved I hvad? - Jeg synes det er helt ok, at man indimellem gør op med sig selv, om man får lige så meget, som man giver. Ikke altid, ikke hver gang - men i den lange ende - Er vi så lige værdige?

Jeg er ikke sur - jeg er bare klar til at komme videre :)

Naivt.

Jeg er glad. Jeg er rigtig glad.
Jeg er lykkelig. Jeg elsker.
Jeg er rasende. Jeg er forvirret. Jeg er frustreret. Jeg er skuffet.
... Men jeg er glad?

Jeg ved slet ikke hvad jeg skal stille op med alle de her følelser.
Jeg ved slet ikke hvordan jeg skal skille dem ad, hvordan jeg skal få dem analyseret, for det er som om det hele flyder sammen oppe i bøtten på mig.
Jeg taler meget - rigtig meget - om de ting der går mig på lige nu, men jeg ved ikke hvor jeg skal starte, og hvor jeg skal slutte.
Jeg gentager mig selv, om og om igen - nok i forsøget på at overbevise mig selv om at jeg ikke kunne have ændret noget af det alligevel.
Men jeg sidder med klumpen i maven - med følelsen af at jeg skulle have været stærkere. Jeg skulle have slået til noget før. Jeg føler mig som et virkelig dårligt menneske. Et blindt og naivt individ.
Jeg har ikke mestret min opgave. Føj!
Det bliver svært at ændre vanen. Det bliver en kamp.

Jeg kan mærke hvordan jeg virkelig har brug for tryghed. Jeg har brug for at nogle ser mig i øjnene og fortæller mig at jeg ikke kunne have gjort tingene anerledes. At det jeg har gjort har været helt ok!
For, lige nu - lige nu tror jeg ikke særlig meget på mig selv, og mine evner.
Lige nu har jeg brug for at nogle tror på mig, for mig.
Tror på at jeg gør det allerbedste jeg kan. Tror på at alle mine hovedpiner ikke har været for sjov.
Selv om det lige nu føles som om at nogle står og griner mig op i hovedet. Sjovt. Forgæves.
Hvad fanden tænkte jeg også på? Naivt.

Jeg burde kende mig selv godt nok - jeg burde elske mig selv nok til at vide at jeg har gjort det bedste jeg kunne - men indeni mig overdøver "Hvad nu hvis.." alt andet.
"Hvad nu hvis jeg bare havde reageret - handlet - tænkt anderledes.."
"Hvad nu hvis jeg bare havde lyttet til min sunde fornuft, og ikke mit usle hjerte?"
Ja så havde jeg sgu nok ikke siddet med det her virvar af et tankemylder i dag, vel?

Men lige nu er tilliden til mig selv og mine evner væk. Den skal nok komme igen, men jeg tror jeg har brug for støtte til det. Jeg tror jeg har brug for at fortælle folk, om og om igen, at jeg gør hvad jeg kan. At jeg gjorde hvad jeg kunne. Det må være irriterende at stå model til.
Hvis jeg høre mig selv sige det nok gange, så tror jeg vel også på det til sidst, gør jeg ikk'?

Jeg vil bare så gerne forstå.
Jeg vil så gerne forstå hvorfor det er nået så langt ud.
Jeg vil så gerne forstå hvad alt det her har skulle til for?
Hvor gik det galt? Hvorfor fanden så jeg det ikke?
Hvorfor lod jeg det stå til?
Og hvad skal der ske nu?