En ting jeg kan mærke der går igen ved dem alle sammen, er deres gensidige lyst til mit selskab. Deres gensidige interesse for mit liv.
Jeg render rundt i en glad sæbebobbel. Jeg er glad for at gå i skole, jeg er glad når jeg kommer hjem, jeg er glad når jeg står op. Jeg taler og taler og taler med folk, om alt og intet. Ringer og hører hvordan det står til, skriver og spørger om de har det godt. Og jeg bliver så varm, når folk også sender mig en kærlig tanke. Ikke fordi jeg gjorde det, men fordi de lige havde lyst. Det er så dejligt!
Jeg har et stort behov for at have kontakt til folk tæt på - det har jeg egentligt altid haft. Ikke dermed ment, at vi skal snakke sammen hele tiden, altid, og jeg så da også gerne at nogle af os talte lidt oftere. Men vi taler, oprigtigt, med hinanden.
Nu har jeg bare ramt et punkt, hvor jeg med nogle mennesker ikke føler at interessen er gensidig.
Og så sidder I sikkert og tænker: "Jamen, er det noget for noget, vi er ude i her?" NEJ, det er det bestemt ikke. Jeg kan sagtens have samtaler hvor det hele handler om modparten, eller om mig selv - og det kun handler om den ene part, de næste mange samtaler. Alle kan ramme en krise der skal tales om, igen og igen og igen - også jeg selv. Men, når stormen så har lagt sig, hva' så?
Jeg mener - jeg kan altså sagtens mærke om du spørger ind til min dag, fordi det faktisk interessere dig - fordi JEG faktisk interessere dig, eller om du faktisk bare gør det af pligt. Fordi, "det gjorde du jo lige, så må jeg også hellere gøre det."
Og hvis du virkelig ikke gider tage dig tid til at spørge hvordan jeg har det, hvordan mit liv hænger sammen, eller lige følge op på vores tidligere samtale, hvorfor ligger både du OG jeg så energi i et forhold der ikke er gensidigt? Er det så ikke bedst bare at kotte der, og ligge vores energi og interesse et sted, hvor den faktisk er oprigtig?
At man har behov for at ens nærmeste har interesse for ens liv, er et menneskeligt behov. Det kan vi ikke komme udenom. Det handler ikke om egoisme, eller selvhøjtidelighed. Det er bare et behov, alle har. Om de vil indrømme det eller ej.
Ligesom behovet for empati, behovet for omsorg og behovet for bekræftelse er ganske menneskelige behov, og behov som alle mennesker har. Lige meget hvor stolt man end er.
For at sætte det hårdt op, så gider jeg egentlig ikke spilde min tid på en, der ikke gider spilde sin tid på mig. Jeg gider ikke ligge min energi i et menneske, der kun nyder godt af at få, men ikke gider gi' lidt igen. Så jo, det er nok lidt "noget for noget", hvis det skal sættes helt firkantet op.
Men ved I hvad? - Jeg synes det er helt ok, at man indimellem gør op med sig selv, om man får lige så meget, som man giver. Ikke altid, ikke hver gang - men i den lange ende - Er vi så lige værdige?
Jeg er ikke sur - jeg er bare klar til at komme videre :)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar