Det har været et stort skift, at starte i skole - et dejligt skift dog, men det har også været en anelse hårdt med syge børn, egen sygdom og en hektisk hverdag. Jeg ville lyve, hvis jeg påstod andet.
Efter en snak med min mor igår, måtte jeg dog indse at det ikke kun er det der gør mig så træt. Det er også forventninger til mig selv. Hold nu op, hvor forventer jeg egentlig meget af mig selv.
Ikke kun skolemæssigt, men dæleme også som mor, kæreste, datter - alt!
Og når jeg så virkelig forsøger at gøre noget godt eller sige noget sødt og bekræftende, og folk ikke reagere som jeg forventer, så bliver jeg så fandens ked af det. Og det gør jeg jo, fordi jeg lige har krænget mit hjerte ud. Og jeg bliver jo ked af det, fordi det er en jeg er glad for, som reagere sådan - uforventet.Jeg prøvede jo med alt hvad jeg havde i mig, at gøre en glad. Men jeg får følelsen af at det bare ikke er godt nok.
Jeg ved godt det er et problem der går længere tilbage. Ikke kun til tidligere forhold, men helt fra barndommen. Min far er et menneske fuld af sarkasme og ironi.
Kom jeg og fortalte at jeg havde fået 11 for en opgave, spurgte han hvorfor jeg ikke fik 13?
Kom jeg og bad om et knus, fik jeg 100 kr. Det har været hans måde at vise kærlighed på - det var det han formåede. Men jeg følte altid at jeg skulle kæmpe for at han var stolt af mig.
I dag ved jeg bare at det er sådan han er - det har jeg sluttet fred med og accepteret.
Men det er nok netop det der gør at jeg så søger denne stolthed i de andre i mit liv. Søger accepten. Det er nok netop derfor jeg sætter så fandens store forventninger til mig selv. Jeg vil så gerne accepteres. Jeg vil så gerne elskes. Jeg vil så gerne at en eller anden er stolt af mig.. Bare fordi..
Men at skulle indse at jeg ikke er, og aldrig bliver fejlfri, er en svær en at sluge, når det er det man føler man skal være, før nogle vil sætte pris på en. Og med de forventninger jeg har til mig selv, kan jeg altid gøre et eller andet bedre.
Jeg kan altid prøve at forstå mine forældre lidt bedre - hjælpe dem lidt mere.
Jeg kan altid være en bedre kæreste. Se bedre ud, please lidt mere, give mere plads, give flere gaver, give mere kærlighed, forlange mindre.
Jeg kan altid være en bedre mor. Have mere overskud, lave madpakken bare lidt lækre, og lege lidt mere med dem.
Jeg ved med mig selv, at jeg har selvindsigt nok til at kunne lærer hver dag. Ikke kun fagligt, men også som person. Jeg ved også med mig selv at jeg er god til at gå på kompromis for at imødekomme andres behov. Og jeg ved også med mig selv, at jeg gør det aller bedste jeg kan - ALT det bedste og lidt mere!
Jeg vil bare så gerne at andre også ser det, ikk? Men hvordan får jeg det ud? Hvordan formår jeg at råbe dem alle sammen op, uden at skabe en scene? Uden at lyde egoistisk, svag og opmærksomhedskrævende? For det ved jeg også med mig selv, at jeg ikke er. Det er det sidste jeg er - jeg sætter altid alle andre højere end mig selv. Det er min fornemmeste opgave at dem omkring mig har det godt og er glade.. Men mister jeg mig selv i det? Jeg ved det ikke - for jeg elsker jo at gøre andre glade. Men, hvorfor er deres reaktion så så vigtig for mig? Jeg ved jo godt at jeg ikke kan forvente det samme af andre, som jeg selv prøver at give.. Jeg ved det jo godt!
Måske er det bare en storm der skal til? En stor forandring!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar