Naivt.

Jeg er glad. Jeg er rigtig glad.
Jeg er lykkelig. Jeg elsker.
Jeg er rasende. Jeg er forvirret. Jeg er frustreret. Jeg er skuffet.
... Men jeg er glad?

Jeg ved slet ikke hvad jeg skal stille op med alle de her følelser.
Jeg ved slet ikke hvordan jeg skal skille dem ad, hvordan jeg skal få dem analyseret, for det er som om det hele flyder sammen oppe i bøtten på mig.
Jeg taler meget - rigtig meget - om de ting der går mig på lige nu, men jeg ved ikke hvor jeg skal starte, og hvor jeg skal slutte.
Jeg gentager mig selv, om og om igen - nok i forsøget på at overbevise mig selv om at jeg ikke kunne have ændret noget af det alligevel.
Men jeg sidder med klumpen i maven - med følelsen af at jeg skulle have været stærkere. Jeg skulle have slået til noget før. Jeg føler mig som et virkelig dårligt menneske. Et blindt og naivt individ.
Jeg har ikke mestret min opgave. Føj!
Det bliver svært at ændre vanen. Det bliver en kamp.

Jeg kan mærke hvordan jeg virkelig har brug for tryghed. Jeg har brug for at nogle ser mig i øjnene og fortæller mig at jeg ikke kunne have gjort tingene anerledes. At det jeg har gjort har været helt ok!
For, lige nu - lige nu tror jeg ikke særlig meget på mig selv, og mine evner.
Lige nu har jeg brug for at nogle tror på mig, for mig.
Tror på at jeg gør det allerbedste jeg kan. Tror på at alle mine hovedpiner ikke har været for sjov.
Selv om det lige nu føles som om at nogle står og griner mig op i hovedet. Sjovt. Forgæves.
Hvad fanden tænkte jeg også på? Naivt.

Jeg burde kende mig selv godt nok - jeg burde elske mig selv nok til at vide at jeg har gjort det bedste jeg kunne - men indeni mig overdøver "Hvad nu hvis.." alt andet.
"Hvad nu hvis jeg bare havde reageret - handlet - tænkt anderledes.."
"Hvad nu hvis jeg bare havde lyttet til min sunde fornuft, og ikke mit usle hjerte?"
Ja så havde jeg sgu nok ikke siddet med det her virvar af et tankemylder i dag, vel?

Men lige nu er tilliden til mig selv og mine evner væk. Den skal nok komme igen, men jeg tror jeg har brug for støtte til det. Jeg tror jeg har brug for at fortælle folk, om og om igen, at jeg gør hvad jeg kan. At jeg gjorde hvad jeg kunne. Det må være irriterende at stå model til.
Hvis jeg høre mig selv sige det nok gange, så tror jeg vel også på det til sidst, gør jeg ikk'?

Jeg vil bare så gerne forstå.
Jeg vil så gerne forstå hvorfor det er nået så langt ud.
Jeg vil så gerne forstå hvad alt det her har skulle til for?
Hvor gik det galt? Hvorfor fanden så jeg det ikke?
Hvorfor lod jeg det stå til?
Og hvad skal der ske nu?