Jeg møder et menneske som er ødelagt, i stykker, smadret. Fra yderst til inderst. Jeg tager personen helt ind bag mit hjerte. Jeg må gøre noget. Jeg må hjælpe, jeg må frelse. Hvem er den her person? Hvad gemmer personen på? Hvordan får jeg gravet helt ind bagved?
Det er en hård opgave, men indimellem ser jeg glimt. Glimt af det rigtige - af det sårbare. Men hvergang 10 sten bliver fjernet fra facaden, går der ikke længe før 20 nye sten er sat op.
Så starter vi forfra. 2 skridt frem, 1 tilbage.
Hvergang tænker jeg - "hvad nu hvis?" - "Bare lige lidt mere.." - "Måske kunne jeg også prøve at.."
Hvergang bliver det en uendelig kamp med mig selv om at kæmpe hårdere. Kæmpe for at nå derind - helt derind hvor ingen andre kommer ind. Ikke engang personen selv.
Jeg VIL derind. Jeg VIL være den der får den her person til at elske, forstå, føle.
Jeg kæmper med alt hvad jeg har i mig, alt hvad jeg består af - det allerbedste jeg kan.
En dag bliver det for meget. Det bliver for meget for personen. Personen kan ikke længere være i det. Måske når jeg for tæt på? Måske gør jeg det bare slet ikke godt nok? Jeg ved stadig ikke helt hvorfor? En dag skulle det bare ikke være min opgave at hjælpe denne person længere.
Det fik mig dog ikke til at stoppe. Personen og jeg deler noget dyrbart, det vil vi altid gøre. Derfor gjorde jeg det til min fornemmeste opgave at lade denne person vide at hvis ikke personen kunne gøre det for sig selv, eller for mig - så kunne personen i det mindste gøre det for vores fællesskab.
Jeg kæmper videre. Bliver hadet mere og mere. Hader mig selv mere og mere. Jeg bliver pillet fra hinanden, mister troen på mig selv. Bliver pludselig hadet af mennesker jeg ikke aner hvem er.
Hadet på halve sandheder. Spyttet efter på gaden, men jeg hænger i. Vores fællesskab skal sejre. Vores fællesskab fortjener det.
Pludselig kommer et nyt menneske ind i denne persons liv - og med et knips fårmår dette menneske at vende personen om. Pludselig fårmår dette menneske at udrette det jeg har prøvet at udrette i 3 år.
3 år hvor jeg har taget imod slag. 3 år hvor troen på mig selv og mine evner har været hele nede under gulvbrædderne.
Hvad er jeg så? Hvad føler jeg så nu? Jeg føler mig nok omend endnu mere uduelig. Hvorfor kunne jeg ikke? Hvorfor lykkedes det ikke for mig? Hvorfor indeholder jeg ikke samme styrke, som dette nye menneske gør? Måske er jeg bare så svag, som personen altid har sagt at jeg er?
Jeg burde have udrettet dette - for vores fællesskabs skyld.
Det er et virvar af følelser. Jeg har aldrig nogensinde lyst til at blive en del af denne persons hverdag igen, men jeg kan heller ikke komme udenom at jeg altid vil være en del af denne persons liv. Jeg kan ikke komme udenom at personen og jeg i fællesskab har skabt vores livs største værdi. Jeg kan heller ikke komme udenom at jeg altid vil være denne person evigt taknemmelig for at have givet mig denne kærlighed, for at være en del af kærligheds liv.
Men når man sidder tilbage her, som tilskuer til det der lader til at være en stor forandring der er på vej, kan jeg ikke lade være med at tænke, at mit værd, mine kampe og min gøren bare ikke var godt nok.
At jeg elskede, kæmpede og prøvede. Holdte af, forstod og viste hensyn. Selv når det var svært at elske sig selv. Selv når det var svært at tro på at det jeg gjorde var det rigtige. Selv når det var svært at forstå sig selv. Selv når jeg hadet mig selv allermest. Så kæmpede jeg stadig for denne person, og vores fællesskab. Men uden held. Uden lykke. Uden resultat.
Jeg beundre dette nye menneske, med alt hvad jeg har i mig. Jeg er stolt udover alle grænser.
Men jeg føler også jeg mangler noget. Jeg føler jeg mangler forståelse, fra personen, for hvorfor jeg har gjort som jeg har. Jeg føler jeg mangler .. taknemmelighed måske?
Jeg lod mig ikke ødelægge og udnytte fordi jeg var svag - men fordi jeg troede jeg viste et hensyn til et fællesskab der fortjente det bedste.
Men i nogles øjne vil jeg altid være svag - hvis bare de vidste hvad mine intentioner var.
Hvis bare de vidste hvilke tanker jeg har gjort mig, hvor mange tårer jeg har grædt, og hvor meget jeg har kæmpet for at vores fællesskab skulle få det bedste.
Hvis bare de vidste hvor mange tårer jeg stadig græder - også lige i dette minut - fordi jeg dybt indeni stadig er såret. Fordi jeg ved at nogle ar vil følge mig altid. Fordi jeg troede på at jeg kunne ændre noget, der aldrig nogensinde så det. Fordi jeg kæmpede for noget, der bekæmpede mig.
Fordi jeg først elskede højere end jeg nogensinde elskede mig selv.
Fordi jeg, trods jeg ikke elskede mere, stadig kæmpede videre.
Fordi jeg så noget dyrebart, et fællesskab, blive såret og påvirket, og jeg følte mig magtesløs.
Fordi jeg nu er tabt for kræfter. Fordi jeg nu skammer mig over at jeg til sidst gav op..
Jeg har tilgivet mange ting, mange personer og mange mennesker - Den sværeste at tilgive, er nok mig selv.
.. Jeg tror bare jeg er for træt nu!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar