Jeg er tom, frustreret, tårene løber, og over hvad? Et lille ja/nej-spørgsmål. Et spørgsmål, der i alle andres verden havde været ganske simpelt, og ikke noget at gøre et stort nummer ud af, men i min verden er det spørgsmål, også et spørgsmål om tillid, taknemmelighed, forståelse, respekt. Et spørgsmål der går indover alle tænkelige følelser indeni mig.
Vrede, sorg, frustration, angst, mistillid, håb. Alt.
Havde tingene ikke været, som de nu engang har været, havde jeg heller ikke tænkt så meget over det - men hvad kan man bruge det til, når nu ingen kan ændre fortiden?
Jeg mangler, at jeg ikke længere bliver taget forgivet. Jeg mangler at blive forstået for mine valg.
Hvordan kan man forvente at få, når man selv har så svært ved at give? Det er mig en gåde.
Jeg siger ikke at man ikke skal give, uden at få igen - jeg siger at man skal give i det omfang man har sig selv med. Og den grænse - min helt egen personlige grænse - den blev overtrådt for længst. Ikke kun af andre, men i særdeleshed også af mig selv.
Jeg føler jeg har været presset op i et hjørne, og jeg føler jeg er blevet kvalt. Alt sammen kom til udtryk i dag. Jeg blev kvalt. Jeg blev kvalt i tumult, misforståelser, manglende forståelse, utaknemmelighed, selvfølgeligheder - alle de gamle følelser.
Jeg følte mig trængt op i det hjørne, hvor jeg følte mig så lille at jeg ikke længere kunne se ansigterne på dem der grinte af mig. Jeg kunne bare se at de var der. Og de grinte. De hånte. De klappede. Det lykkedes.
Nu mærker jeg frustrationerne over års kamp, som fik lov at løbe løbsk. Års kamp som jeg har kæmpet for andre, end mig selv. Hvor jeg har prøvet at forstå, men ikke er blevet forstået. Hvor jeg har givet og givet og givet - fordi jeg har håbet og håbet og håbet - men bare har fået en fuck-finger tilbage i fjæset. Hvor jeg har skulle give 100 for at få 20 tilbage. Ja, det er sådan jeg føler det.
Så midt i års kamp for at det skulle lykkedes for andre, glemte jeg hvor jeg selv stod. Jeg glemte at have mig selv med, og jeg glemte at jeg egentligt også skal have tingene til at fungere. Jeg glemte at jeg egentlig også har brug for at tingene spiller, at tingene er til at forholde sig til, og at tingene ikke bliver ændret sådan lige.
Selv om andre parter er vigtigere, så er jeg også selv betydningsfuld. Jeg kan ikke bibeholde den vigtige rolle jeg har i det her, uden at tænke lidt på mig selv også - og det har jeg glemt. Det har jeg sat til side, fordi det bare skulle spille for andre.
Fordi jeg hele tiden har skulle forklare mig, argumentere for mine synspunkter, forstå hvorfor andre gjorde som de gjorde, uden nogen som helst forståelse den anden vej.
Og lige nu føler jeg at jeg kan forklare mig til evigheder, uden at det ændre noget. Jeg føler at mine følelser er forkerte, ynkelige og uden grund. Men de er der - og det kan jeg ikke tage væk fra mig selv. Jeg kan ikke benægte at jeg føler jeg har kæmpet alene, og jeg kan ikke blive ved med at benægte at jeg føler jeg har talt til døve mennesker.
Havde jeg nu bare været viljestærk og stået fast fra start - hvor meget var tingene så egentlig blevet til? Hvis jeg ikke var gået mod mig selv, og havde vedligeholdt og presset tingene ned over hovedet på folk. Hvad så?
Jeg vil bare gerne have ro nu. Jeg vil bare gerne have at det stopper. Jeg vil bare gerne have at det spiller. Jeg vil bare gerne forstås for mine forbudte følelser, på samme måde som folk forventer at jeg forstår dem.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar