I onsdags tog jeg til læge grundet en helt ustyrlig hovedpine. Hovedpinen havde stået på i lidt over en uge, og havde med tiden også givet mig defuse bevægelser og reaktioner i min venstre arm og kæbe.
Min egen læge - Den bedste jeg nogensinde har haft. Han er grundig og sender hverken mig eller mine børn ud af systemet uden et helt klokkeklart svar - Valgte at sende mig videre på neurologisk afdeling på Aarhus universitetshospital.
Jeg ankom og jeg blev scannet. Efter flere timers venten blev jeg indlagt.
Scanningesbillederne var egentlig fine, men de ville gerne undersøge mig nærmere.
Der var ingen tegn på blødning eller andet.
Indtil nu tog jeg lidt let på det - Mit største problem var hvem der skulle tage sig af mine børn, og egentlig var jeg lettet over måske endelig at kunne få noget der kunne slå denne ustyrlige hovedpine ihjel.
En hovedpine jeg havde gået med så længe, og holdt en facade på så længe, at jeg da jeg ramte sygehussengen onsdag aften brød sammen i gråd.
Torsdag formiddag blev jeg mødt af en læge med en stram mine.
Han havde set mine scanningsbilleder igennem, fra dagen før, og der fandt de er udposning på en af mine åre. Dette betød altså at jeg skulle scannes igen - Denne gang med kontrastvæske - for at se om jeg havde flere udposninger. Det betød også at jeg sådan set kunne blive ramt af en hjerneblødning hvornår det skulle være, hvis denne udposning bristede.
Jeg havde en tæt veninde ved mig da jeg fik beskeden, og jeg så hendes bekymring med det samme, så jeg fattede mig.
Jeg vidste at jeg nu skulle ringe til min mor og far, og skrive til mine søstre. Og de om nogle, er nogle meget sympatiske og bekymrende mennesker, så det ville være hårdt.
Men indeni mig skreg en stemme. Den rev i mit hjerte den lukkede mine øre for alt andet.
"Jeg vil have Mads!!!!"
(Jeg kalder ham Mads her, for ikke at "hænge" nogen ud)
"Jeg vil høre Mads' stemme, jeg vil høre Mads' hjerte banke i mit øre!"
Den stemme forsvandt ikke, men jeg kunne ikke få den udover mine læber.
Hvad ville de folk ikke tænke? De folk der havde stået på snotten for at få tingene til at hænge sammen for mig? Hvad ville de ikke tænke hvis jeg pludselig gav mig til at skrige efter Mads?
Var de så ikke gode nok?
Jeg var så bange for at slå fejl. For ikke at vise min evige taknemmelighed, at jeg helt glemte at være bange for den situation jeg nu engang stod i.
Jeg var så bange for at vise at jeg var bange.
Jeg var så bange at jeg egentligt bare gerne ville sove, i håb om at når jeg vågnede så var der nogen der havde tænkt tanken for mig, og så stod han der. Jeg må have set for mange amerikanske serier, for hvor urealistisk er det ikke lige?
Og sov jeg? Nej - For jeg var også bange for aldrig at vågne igen. Og det er jo sådan set også uhøfligt at sove, når man har gæster.
En ny scanning og 12 timer senere kunne jeg dog ånde lettet op - Udposningen de kunne se på scanningen fra dagen før var "bare" en sløring på billedet.
Var jeg lettet? Ja!
Var jeg stadig bange? Ja!
Hvorfor? For hvad var der så galt med mig?
Utallige scanninger, blodprøver, en rygmarvsprøve, en masse tests og flere dage senere fandt man dog ud af at jeg har et forhøjet tryk i hjernen.
Noget jeg nu er i medicinsk behandling for.
Jeg har lært at man ikke skal tage selv eller sine nærmeste for givet.
Og jeg har lært at hvis der er noget jeg har på hjertet, så skal jeg sige det, for havde jeg haft Mads så tror jeg det hele var gledet lidt lettere for mig.
Mads er mit bløde punkt. Det er ham der fortæller mig når jeg gør det godt, og skælder mig ud, når jeg fucker up.
Det er ham jeg kan kigge i øjnene og blive ramt af kærlighed lige i hjertet. Det er ham jeg kan bande langt væk for hans valg og beslutninger her i livet - men også ham jeg støtter med alt hvad jeg har i mig.
Det er tanken om ham, der lige nu mens jeg skriver det her, får mig til at græde over at jeg er velsignet med en kæmpe-mæssig-idiot af en ven som ham.
HVORFOR læste han ikke bare mine tanker, kom til Aarhus, hoppede op i min sygeseng, ae'de mig i håret og fortalte mig at jeg var en nar fordi jeg ventede så længe med at gå til læge?
For det havde han uden tvivl sagt - Og jeg havde bedt ham holde hans kæft og rette på sit hår!
Kontaktede jeg selv Mads? Nej!
Hvorfor? Fordi jeg var for stolt - Og bange!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar