Ordet har faktisk også magt.

Jeg plejer ellers at sige at ord ingen magt har, hvis der ikke er handling er bag. Men det har de altså.. Mere end jeg faktisk lige huskede.
Jeg taler ikke om grimme ord, som kælling, luder eller ligende. Jeg taler om de ord med en dybere betydning bag. De ord der går ind og påvirker din personlighed, dine følelser, det du kan - den du er, og det du står for.

Som tidligere skrevet, er det ord der bliver ved med at give mig roterende fis i kasketten. De fare rundt på øverste etage, og piller mig ned.
Efter et døgns tid væk fra "omverdenen" besluttede jeg mig for at disse ord, ikke længere skulle have den her magt over mig. Over mit humør, over min gøren og laden, over min energi. Men HA! Det er da så meget nemmere sagt end gjort.

At blive ramt på den man er gentagende gange, er trist. Jeg troede egentlig ikke det ville ramme mig så hårdt som det har gjort, men fuck i helvede, i satan, hvor skulle jeg tage fejl. Føj, hvor har jeg grædt og føj hvor har jeg kastet op over min egen person. Det er egentlig utrolig latterligt, og jeg føler mig egentlig mega svag - og så alligevel ikke. Det er det rene skizoliv, når jeg det ene øjeblik bliver ked af den jeg er, og det andet øjeblik så heller overhovedet ikke har nogen som helst lyst til at ændre på det.

Jeg er slet ikke i tvivl om at jeg ikke kan være vellidt alle steder. Det er også helt okay, vi er alle forskellige, og hvis alle gik i spænd, så ville det være død kedeligt.
Jeg er heller ikke i tvivl om at jeg ingen intentioner har haft om at såre nogle.. At det så alligevel er de følelser jeg sidder med nu, er skod. Utrolig skod.
Er jeg virkelig så egoistisk? Er jeg en kold skid? Er det nødvendigt at ty til andre muligheder, for at få den opmærksomhed man søger?

Måske jeg egentlig skulle revurdere mig selv, en gang til. Måske jeg egentlig bare er en skod ven, en skod mor, en skod person. Måske er jeg bare blind? Ikke blind for egne fejl, for dem ved jeg godt jeg har masser af.. Men måske er jeg blind for hvor meget jeg såre folk, ved at være mig? Måske er jeg blind for sandheden.

Lige nu bruger jeg kræfter på at samle stykkerne op fra gulvet. Prøve at se om brikkerne passer ind i puslespillet. Passer de ikke, er jeg nok egentlig okay.. Passer de? Ja, så lærte jeg noget nyt.

Jeg er ikke ked af det fordi jeg tabte - jeg er ked af det fordi jeg åbenbart
fejlede som det menneske, jeg egentlig godt kunne li'!