Jeg skammer mig så meget!

I dag var drengene og jeg en tur i Føtex, Storcenter Nord (vigtig info!).
Mens vi tuller rundt og leder efter de ting vi nu engang skal have, bemærker jeg at et ældre ægtepar der går og små sludre, mens de sender et par blikke i vores retning.
Straks tænker jeg "Åh ha, de sædvanlige "ung-enlig-mor-fordomme", og beslutter mig for at ignorere dem, for jeg er sgu ærligtalt ret så stolt af hvem jeg er, hvad jeg er, og ikke mindst mine to bimser. Det er der ingen tænkelige blikke, kommentarer eller foredomme der kan tage fra mig!

Drengene og jeg handler videre da vi senere i butikken støder på selv samme par. Jeg går lige forbi dem, og prøver ihærdigt at ignorere de blikke jeg føler jeg får, da de pludselig hiver fat i mig.
Små irriteret vender jeg mig om, og tager mig selv i at lave de små-rullende øjne, og tænke "nu kommer den! Talen. Hvor gammel er du? Er du alene, der er jo ingen ring på din finger? Jamen, hvordan klare du det så? Har du ikke dine børn i aflastning indimellem? Du ser da ret træt ud!"

Men, jeg blev snydt - Den ældre dame tog min hånd og sagde: "Vi stod lige før og talte om, hvor meget du stråler!"
Jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle sige, de kendte mig jo ikke, men jeg fik da fremstammet et nervøst og forvirret "tak".
Manden følger op "Ja, du er stråler, og du smiler meget til dine børn."
"og med dine børn" - Fortsætter damen - "Det smitter sådan, på dem du går forbi. Tak for det."

Jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle svare. Jeg var fuldstændig overvældet.
Jeg tog gensidigt fat i den ældre dames hånd, og sagde "Det er mig der takker. Tusinde tusinde tak, det vil jeg huske - Rigtig mange tak!"

Herren smilede, nikkede anerkendende, og de gik videre.

Da vi stod i kasse-køen blev jeg overrumplet af følelser. Og ikke mindst af skam.
Der gik jeg og forberedte mig på den store fordoms-tale, og faktisk var jeg den eneste med fordomme lige der. Jeg havde fordomme om at andre (ældre især, indrømmet!) havde fordomme om mig. Føj!
Jeg havde sådan lyst til at slippe pre-teenageren og tumlingen, og løbe tilbage og give dem verdens største krammer. De skønne ældre mennesker.

Så fra i dag af skal det være slut med fordoms-tanker. Fra i dag vil jeg smile til alle jeg møder på min vej. Og hvis det ikke smitter - Så kan folk i det mindste få noget at undre sig over ;)

Tak det ældre ægtepar for at give mig så stort et skulderklap - Og ikke mindst tak fordi de gav mig noget at tænke over. 

Når jeg bliver stor, vil jeg være ligesom dem!