Den type der giver alle andre, og hele verden, skylden for deres elendighed. Den type der ikke formår, eller i hverfald ikke giver udtryk for at formå, at se indad. Den type der lever i deres egen elendighed, og som ikke kan se udover det. Den type der NÆGTER at se egne fejl!
(Undskyld og luftkys hvis jeg har skrevet om dette emne før - det er vidst bare et godt eksempel på hvor irriteret jeg bliver!)
Mest af alt bliver jeg nok irriteret fordi jeg selv har været den type - Fordi jeg ved med mig selv, hvor langt jeg er nået væk fra den type. Nok har det kostet mig en del, men det har fandme givet pote i sidste ende. Og det har været alle kampe værd - Og er det stadig. For hey, jeg lærer, og erkender, sgu også hver dag. Hvis jeg ikke gjorde det, ville mit liv være dødkedeligt. Jeg er konstant i personlig udvikling.
Mest af alt fordi jeg har to børn som skal have nogle fantastiske værdier med sig videre, her fra dette hjem. Jeg har 2 børn, som jeg ønsker at kunne stå og kigge på om 15-20 år, og tænke "SÅDAN! Dem der har jeg formet, opdraget, elsket og passet på - Og se hvordan de behandler deres medmennesker i dag. Se hvordan de klare sig!"
Skal jeg opnå dette^ betyder det også at jeg må tage nogle hårde valg på mine børns vegne, indimellem. Jeg skal jo ikke kun være sød, kærlig, støttende og deres bedste ven - jeg skal også være opdragende, grænsesættende og pisse hård og sur indimellem. Ellers lærer de jo aldrig at skelne mellem rigtigt og forkert. Ellers lærer de jo aldrig at hele verden ikke er imod dem - Det er dem OG hele verden - Og de klare det. Selvfølgelig gør de det. Hvis bare de har de rigtige værdier. Husker andres værd - men heller aldrig glemmer deres egen værdi. Husker at acceptere forskelligheder, husker at selverkendelse er den største styrke at have, og husker at "undskyld" - "tusinde tak" og "jeg har tænkt over det, jeg fejlede", er lige så vigtigt som "jeg står fast" - "lad mig hjælpe dig" og "Du er tilgivet".
Udover det, så gør jeg det jo også af egoistiske årsager. Det giver mig ro. Det giver mig ro at vide at jeg har den evne til at sige "Det er jeg sgu ked af, det var min fejl". Det giver mig en ro at vide, at folk med sikkerhed kan tage en diskussion med mig, hvor jeg med glæde overvejer og lytter til deres holdninger og meninger - fordi de er lige så vigtige som mine. Jeg får ondt af de mennesker der ikke formår dette.
Og selv om jeg står fast, lige i minuttet, så er jeg ikke for stolt til at ringe et par dage efter og sige "Hey, jeg har tænkt over det vi snakkede om - jeg tror sgu du har ret. Det var mig der var dum der!".
Det giver mig en ufattelig ro!
Helliggøre jeg mig selv nu? Det gør jeg nok - Men jeg er fandme også stolt af den jeg er blevet til, kontra den jeg var for ikke ret mange år siden.
Stolthed er noget fanden har skabt - og jeg er, i dag, ikke et sekund i tvivl om at stolthed er et dække for ens egen usikkerhed.
Vi skal ikke mange år tilbage, for at kunne snakke om at jeg havde en stolthed udover alle grænser.
INGEN skulle påpege mine fejl i min opdragelse af min søn, INGEN skulle prøve at diskutere MINE reaktioner med mig, og INGEN skulle på nogen måde vejlede og guide mig i min økonomi.
Gik økonomien i lort ringede jeg til mor eller far, var jeg syg fik jeg min søn passet, havde jeg sovet dårligt prøvede jeg på det samme, forstod folk mig ikke, eller var de bare uenige, så tog jeg en kæmpe offer-kappe på, og så kunne de bestemt rende mig et stykke. Hvis nogle mente at jeg traf forkerte valg ang. min søn, så kom jeg med 10.000 undskyldninger for hvorfor jeg gjorde som jeg gjorde - Lige fra min depression, til dårlig økonomi, mangel på accept i min barndom, osv. osv. osv.
Den dag i dag kan jeg jo godt se at det hele bundede i 100% usikkerhed. Fordi jeg godt vidste at jeg fejlede, men indrømme det, det ville jeg satme ikke. Det er fandme sørgeligt!
Så når jeg snakker med sådanne mennesker i dag (Jeg mødte en gammel bekendt i bussen på vej hjem, her til aften, der brokkede sig over kommunen og den lille kontanthjælp hun fik, mangel på uu-vejleder til at guide hende i uddannelse mv - hvis nogle skulle undre sig over opslaget), så krummer jeg tæer.
Jeg har også kæmpet mine kampe - flere end jeg nok egentlig også burde. Men du hører mig ikke tude over det, i dag. Du ser mig ikke ligge på min sofa i flere dage og lade elendigheden gå sin gang. Du så det, for ikke ret længe siden. Men hvad nytter det? Er der nogen der vil fortælle mig det?
Det nytter i hvert fald intet for mig. Absolut intet. Til gengæld satte det bare min personlige udvikling total i stå.
Jeg siger ikke på nogen måde at jeg har været mere igennem end alle andre - eller at jeg har kæmpet flere kampe eller sejret mere. For selv et lille myggestik kan være traumatisk for nogle mennesker, og fred være med det. Jeg siger bare at jeg har rykket mig, og jeg ønsker for alle andre, at de formår det samme, for det er den fedeste følelse. Det er den fedeste følelse at vide med sig selv, at man går imod strømmen, og beviser det stik modsatte af hvad folk nogensinde havde troet man kunne blive til.
Det er den fedeste følelse at tænke "FUCK, jeg fejlede! - Det skal jeg have rettet op på!" - Og så faktisk formå det!
Hvad end det gælder sin kæreste, sine børn, sine venner, naboen - eller sig selv.
Ikke noget "men det var fordi" - For lige meget grunden, så gjorde du det, du tænkte tanken, du sagde ordene, du førte handlingen ud i livet, og hvis du ikke formår at erkende, undskylde, eller rette op på det, uden et efterfølgende "men..." - så synes jeg det er trist.
Så skulle det da lige være et "Men.. Jeg er fandme også en idiot af kaliber!"
Og igen - jeg har fandme selv været et af de triste, sølle, snæversynet mennesker, som følte at alle andre kunne rende mig, hvis ikke de forstod mig, støttede mig eller hvis de var enige med mig.
De bedste mennesker jeg har i mit liv i dag, er dem der formår at sige "Det der, Mette - det synes jeg ikke var okay.." For de hjælper mig i min videre udvikling, som menneske. De lærer mig ting. Det er ikke altid jeg er enig med dem - indimellem må man jo følge sin egen intuition, og stå ved sig selv - men jeg respektere det, og det at jeg betyder så meget for dem, at de giver mig muligheden til at prøve at se tingene med andre øjne.
At ae folk med hårene, snakke dem efter munden og fortælle dem at de er dygtige, fantastiske og guds gave, er der ingen der kommer nogle vegne med. Af med offer-kappen, og på med ansvars-kappen. Den er bare så meget flottere og lettere at have med at gøre i sidste ende! :)
Ligesom kun DU kan træne og gøre noget ved din krop og din form, ligesom kun DU kan farve dit hår og gøre noget ved dit udseende - Ligeså er der også kun DIG til at kæmpe for DIN personlige udvikling.
Hvis bedre er muligt - Er godt ikke godt nok!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar