Jeg er fandme heldig..

Jeg modtog denne sms imorges. Hvor heldig er man ikke lige, når man har så fantastiske mennesker omkring sig? Så heldig er JEG åbenbart!

Nu har jeg i mine sidste indlæg snakket negativt, negativt og negativt, om folk jeg virkelig ikke kan fordrage - Sagt sådan ret hårdt. Så hvad med lidt positivt? Det skulle da være værd at prøve.

Jeg har det dejligt. Så er det sagt. Jeg kan uden tvivl også have mine dårlige dage, men så er de vidst heller ikke værre end hvad jeg selv gør dem til. Og en ting er jo helt sikkert - Når det er skidt, så kan det kun gå én vej, og det er fremad, altså kan det hele kun blive godt igen. Hvis man virkelig vil det, vel og mærket.

Jeg har lige holdt weekend ude ved mine forældre. Jeg trængte til at komme udenfor husets 4 vægge, have lidt frisk luft omkring mig, og bare koble fra, så det gjorde vi. Jeg kontaktede mine forældre sidst på eftermiddagen, torsdag, og spurgte om vi måtte invadere deres hus, hvilket vi godt måtte hvis vi kunne passe os selv ;)

Ungerne rendte i haven, jeg slappede af i en havestol og tiden fik lov bare at gå. Fantastisk. 

Denne weekend har gjort at jeg i dag er vågnet med et overskud udover det sædvanlige, og mine unger vågnede med et humør der var mere end i top. Denne weekend har virkelig været god for os :)

Nå tilbage til esset - sms'en. Jeg blev så glad. Jeg har haft en tendens til, den sidste tid når jeg har været alene, at søbe lidt i min egen elendighed. Det har nok været derfor jeg har haft lidt travlt med hvad andre gjorde af trælse ting - Det er jo nemmere at forholde sig til det, end det er at forholde sig til sig selv, det ved alle. Og nu kunne jeg så komme med en masse men'er, for de er bare så fantastiske at have i ærmet. MEN (haha), det gider jeg ærligtalt ikke, for der er sgu ingen undskyldning for ikke at forholde sig til sig selv, først og fremmest.

Jaajaa, jeg har da haft mine kampe, men de har måske fået lov til at overtage liiiige lidt for meget, den sidste tid. Det pjat er jeg færdig med. 

Så når jeg modtager sådan en sms, som den jeg modtog imorges, og får bekræftet at det ikke kun er mig selv der ser den forandring jeg selv føler jeg er igennem, så bliver jeg fandme glad. Sådan virkelig glad. Sådan lidt for meget glad!

Faktisk så glad at jeg lige tog en svingom med mig selv midt på gaden - ja, sådan er jeg :)

Der er jo ingen tvivl om at det at blive forældre, ikke kun ændre din titel og din hverdag, men også er en kæmpe personlig udvikling. Men den største personlige udvikling jeg har været igennem må være den jeg har været igennem siden jeg blev alene i september '13. Der skulle jeg jo ikke kun lærer at være alene med 2 børn, og ændre min hverdag ud fra det, men jeg skulle i den grad også finde mig selv igen. Halløj det er ikke særlig nemt, når man render rundt med skyklapper på. 

Men det er lykkedes mig, det føler jeg virkelig. Jeg hviler i mig selv nu, mere end nogensinde før. Jeg ved hvad jeg har at tilbyde, og jeg ved hvor jeg står. Jeg ved at hvis du vil være en del af mig, så skal du kunne tåle min latterlige humor, mine små "du er fandme så sød"-flips og min næsten konstante snakken. Jeg ved at hvis du vil være en del af mig, så må du også tage de slag der måtte følge med, for jeg er ikke særlig god til at holde min kæft, længere, hvis du hælder vand ud af ørene. Er jeg uenig siger jeg det, sådan er det bare.

Og det for mig, er et kæmpe skridt, når jeg ser tilbage på hvad jeg var. 

En pige der ikke så gerne sagde sin mening i frygt for konflikter mv. En pige der tog imod, og stadig blev ved med at please, lige meget hvor ondt du gjorde hende - og hvor ondt det gjorde indeni hende.

En pige der søgte beskæftigelse i alt hvad hun kunne bekræftes i, og ikke mindst hos ALLE der kunne give hende lidt. 

Den pige har idag fundet ud af at det nok i bund og grund bundede i hendes egen usikkerhed. Hendes egen manglende selvværd. Og i virkeligheden var der kun én til at ændre på det - hende selv. Den eneste der kunne kæmpe hendes kamp, var hende.

Det eneste hun manglende var støtten til at gøre det, springe ud i det. Tage kampen op. 

- Dem der med skjulte ord fortalte hende at hun godt kunne. Dem der troede på at hun var mere end hvad hun tænkte om sig selv. Og pludselig stod de der, pludselig så hun dem. Støtten.

SÅ, når jeg får sådan en sms, så bliver jeg fandme glad. Jeg bliver glad over at min egen personlige kamp ikke har været forgæves. Jeg bliver glad over at nogle folk stadig vil mig, som den jeg er i dag. Og ikke mindst bliver jeg ovenud glad - nærmere lykkelig - over at nogle synes jeg fortjener at få det at vide, sådan ud af den blå luft. Havde det ikke været for det sikkerhedsnet jeg har haft i disse mennesker der valgte at blive, så var jeg aldrig nået så langt. 

Så nu ved jeg at min kamp nærmest er fuldendt - Takkeværet jer!