onsdag den 15. april 2015

Når du er enlig forælder..

.. Kommer man som regel ind i en rigtig god hverdagsrutine hvor alt, hvad der angår børnene, nærmest sker på klokkeslæt. Det er også sket her, og det er pisse fedt. Ungerne og jeg ved hvad der er at forholde sig til, og der er ikke så mange dikkedar.. Både ungerne og jeg nyder roen og sikkerheden i at det hele sker nærmest efter et skema, og i et så roligt tempo at vi nærmest kan gøre det hele med lukkede øjne, hænderne bundet på ryggen og faktisk også baglæns. Fantastisk.

Det skulle så vise sig, at selv den mest rutinerede hverdag også kunne gå galt - Og det gjorde den i dag!

Imorges ringede uret, som vaneligt, kl. 05.15 for mit vedkommende.
Jeg slukkede det, lå lige og gloede i et kvarterstid, som jeg altid gør, og stod så op, satte kaffe over, fik vand i hovedet, drak min kaffe, fik min morgensmøg, tjekkede diverse medier, og gennemgik dagens gøremål i hovedet.
kl. 06.15 vækkede jeg den store - kl. 06.30 vækkede jeg den lille, de fik serveret morgenmad, og så noget morgentv. kl. 07.00 blev de vasket, kom i tøjet, og senest kl. 07.30 plejer vi at være klar til at komme ud af døren.

Det lyder dejligt, ikk? Fredeligt - Til at overskue. Det plejer det også at være.
Indtil det imorges, da jeg skulle ind og vække den store, gik op for mig, at det der kvarter jeg plejer at bruge på at ligge og glo inde i sengen, ikke var blevet til et kvarter imorges, men til en time. Shit og en i helvede i fuck i satan (Undskyld mit fransk!!) jeg fik travlt.

Nå, men ungerne kom i institution - Dog lidt senere end de plejer, men de kom afsted.
Jeg fik trænet, lavet lidt hjemmearbejde, slæbt de tomme flyttekasser ned i kælderen (Bevares - Nu har jeg jo også kun boet her i knap et år) og nåede den aftale jeg havde ved middagstid. SÅDAN!

Ungerne blev hentet ved 16-tiden, og selv om det er onsdag, og vi plejer at tage et smut forbi en legeplads, så var vejret ikke til det i dag, så jeg havde besluttet at vi istedet ville gå hjem og bygge en togbane, og hygge lidt om det.
Ideen om togbanen måtte jeg dog hurtigt droppe igen, for ikke om mine unger var enige. Den store ville hellere øve sig i at skrive, og den lille havde nok i sine biler. #Morsatudpåetsidespor

Jeg gik derfor igang med aftensmaden i ro og fred. Satte lidt musik på i køkkenet, og havde min egen fest. Gik lidt frem og tilbage, ordnede lidt vasketøj, og nød roen og idyllen.
Pludselig hører jeg en meget begejstreret mindstemand klappe ude fra køkkenet. Jeg når lige at tænke "Eeej, gad vide hvor mange biler han har parkeret foran komfuret nu?" - Da jeg kommer ud og ser at vaskemaskinen kører for fulde hammer på 90 grader.Og hvad ligger inde i vaskemaskinen? Bilerne.
Hvordan fanden stopper man sådan et apperat, og får åbnet lågen, når det først er sat igang?

Maden boblede på komfuret så jeg blev nød til at holde mit fokus. Elias ville på bordet og være med, som han plejer, og det fik han lov til. MEN, så brød helvede løs. Han ville have sin dyne med... Op på køkkenbordet... Midt i madlavningen. NUL, sagde moderen. Og så var vi ellers uvenner.
Sådan en lillebror kan larme noget så frygteligt, når han ikke får sin vilje, og så får storebroderen altså ikke ro til at øve sig i at skrive - Hvem kan så råbe højest?

Aftensmaden blev indtaget, og så stod den på badetid. Hvad der kunne gå galt i dag, var gået galt, så jeg holdt fanen højt, og tænkte at den sidste halve time nok skulle gå glat.....
.... Hahahahahahahahahahahahahaha - Klart!!!!!!

Jeg tændte bruseren og puttede den i lillebrors badekar, som jeg ALTID gør. Det passer med at jeg kan få lillebror af tøjet, mens badekaret fyldes. Mens jeg stod med lillebror på puslebordet lød der pludselig et skræmmende "MOOOOOAR!!!!!" ude fra badeværelset. Jeg nåede kun lige at træde et skridt tilbage fra puslebordet, og vende hovedet mod badeværelset, da jeg blev ramt af vand i hovedet.
Bruseren er hoppet op af badekaret, og så står der ellers bare det flotteste bruse-springvand rundt i hele badeværelset, ud i gangen, og direkte ind på lillebrors værelse.
I chok, og halvdød af grin, råber jeg til storebror at han skal slukke - Og i hans choktilstand tænker han ikke på at få slukket for vandet, men i stedet får han moslet termostaten om fra bruser, til vandhane, så pludselig er der overtryk på i håndvasken, og den flyder over.
HALLELUJAH!
Den oversvømmelse kostede 3 badehåndklæder, til at tørre op med. 

jeg får puttet lillebror i badekaret, klart utilfreds over hændelsen med bruseren før, og storebror ind under bruseren, da jeg pludselig opdager en masse store fede SPRIT-TUS streger på begge hans underarme.
"Eeeehm, hvad er det, skat?" - "Jamen mor, det er Xxxx (en pædagog) - Jeg vil jo gerne have lige så flotte tattoveringer, som dig!"
Tanken var sød - Men knap så sjov da det skulle skrubbes af med vaskeklud, vand og sæbe.. Mon han gør det igen foreløbig?
Skulle vi have det helt af, var knægten jo nok nær rosin-ligende inden vi ville være færdige, så det opgav vi. Det var sengetid.

Ungerne blev puttet uden problemer, og jeg kunne endelig smække benene op - Det var en rar følelse.
Jeg følte mig brugt. Men alligevel tog jeg mig selv i at sidde og grine højlydt .. Alt hvad der kunne gå galt i dag, gik nærmest galt. Det er lang tid siden jeg har været så meget ude af min rytme, men det er alligevel også en god øjenåbner. At være enlig forælder handler ikke altid om at have en god og solid rytme - Det handler ligeså meget om at holde hovedet koldt, når rytmen vælter.
Og selv for den mest rutine-prægede mor (mig!), kan det altså ske - Godt jeg fik uventede besøg her til aften, der kunne hyle mig endnu mere ud af rutinen.. Klokken er snart midnat, og jeg har endnu ikke smurt ungernes madpakker.
Jeg giver foråret skylden ;)

P.s. - Min støvsuger stod forresten af i mandags - Men til gengæld blev hårfarvning som den skulle!
Noget for noget.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar