Nu har jeg skrevet så meget om hvem jeg er, hvad jeg består af, hvad jeg savner og mangler, og de fleste af jer tænker sgu nok at jeg er en lille smule gakket.. Det er ikke løgn - Det er jeg.
Jeg har nemlig også en anden side af mig selv.. Facadedyret!
Jeg er et facadedyr - Jeg smider ikke min sårbarhedsmaske, før jeg ved hvem DU er, hvad DU består og hvad DU vil i MIT liv!
Lige så støttende, sarkastisk og selvsikker jeg kan være - Lige så følsom, seriøs og usikker kan jeg være.
Og så kan jeg jo så vende tilbage til noget jeg før har nævnt. Jeg har også et behov for at få at vide at jeg er god nok, at jeg er okay trods fejl og mangler. Trods at jeg indimellem overreagere og selv om jeg indimellem overengagere mig - Så har jeg stadig brug for at høre at jeg er ok, som jeg er.
Som seriøse Mette, der tuder snot over noget som jeg egentlig bare burde trække på skulderen af.
Mette som overreagere, ene og alene af den grund at situationen hun sidder i, giver hende følelsen af magtesløshed.
Mette som pludselig bliver usikker på sig selv, fordi et andet menneske sender blandede signaler, eller fordi hun faktisk ikke har et svar, lige nu og her, på en pludselig opstående situation.
Jeg kan også have brug for at en tager min hånd, kigger mig dybt i øjnene og spørg hvordan jeg har det - Og bliver ved med at stirre, indtil jeg smider bomben. Men - Hvordan kan jeg forvente dette, når jeg aldrig selv råber 'SOS'?
Som jeg også før har nævnt, så er der ikke mange mennesker der ser denne side af mig - Fordi jeg vil overleve. Fordi den side intet nytter. Men den er der.
Og når ingen (eller meget få) ser denne side, hvem skal så fortælle mig at alt er ok, at JEG er ok, når det eneste jeg giver udtryk for er at alt er godt.
For alt er altså ikke altid pisse godt, vel?
^ Og lige der, efter den sætning, får jeg det mærkeligt igen. Usikkerhed over om det jeg føler, nu egentlig også er ok? Mange mennesker har det jo meget værre end mig.
Jeg har ikke mistet nogle af mine forældre - Tværtimod, er jeg så heldig at jeg har hele 4 af dem.
Jeg har ikke mistet nogle af mine søskende -
Tværdimod, er jeg så heldig at jeg har hele 5 af den slags.
Tværdimod har jeg så mange dejlige mennesker omkring mig - Som jeg bare ikke benytter mig ordentligt af. Jeg vil hellere at de benytter mig.
Så, er det okay at tude fordi man er magtesløs over en situation med et andet menneske?
Er det okay at blive vred over en situation man alligevel ikke kan gøre noget ved?
Er det okay at føle sig usikker omkring sine egne følelser? Der er jo faktisk ingen der kan styrer det, vel?
Er det okay at synes at hele universet er lidt imod en, når man står face to face med en alvorlig sygdom?
Eller når man ikke kan fjerne smerten fra sine børn - hverken psykisk og fysisk?
Er det okay at sidde med disse følelser, når så mange andre har det SÅ meget værre?
Og er det okay at brokke sig - Når man egentlig ikke selv beder om hjælp fra sine nærmeste, til at bearbejde dette?
Jeg modsiger egentlig lidt mig selv nu, for jeg har før sagt at hvis du spørg hvordan jeg har det, så skal du spørge fordi du er interesseret, ikke fordi du vil være høflig - for jeg fortæller dig det.
Det gør jeg også - Jeg kan godt fortælle dig at det har været en dum dag, at jeg er lidt træt eller ked, eller at jeg er over-happy.. MEN - Det er bare ikke altid jeg fortæller dig HVORFOR! Og der må være en væsentlig forskel, ikk?
Nogle gange ved jeg måske slet ikke hvorfor.. Mange bække små, som man siger.
Jeg holder af rigtig mange mennesker - Jeg engagere mig i folk - Tit også lidt for meget.
Jeg er et menneske-menneske. Jeg elsker at omgive mig med mennesker, på både godt og ondt. Jeg vil folk det aller bedste, og hvis JEG kan gøre noget for det, så ville jeg være jordens lykkeligste kvinde.
Hvis JEG kan være dagens smil, dagens grin, dagens krammer, så ville lykken være gjort!
Men hvorfor - HVORFOR - har jeg så, så ekstremt svært ved at lade andre gøre det for mig?
Jeg må være min egen værste fjende!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar