Hjernevridning..

Et sted i Danmark ligger der en pige i sin 180x200 seng, og glor op i loftet.

Pigen har haft en god dag. Børnene har været i godt humøret, der har været gæster på besøg, vejret har været dejligt og musikken har spillet for fuld udblæsning.

Hun er glad for sit liv. Hun bliver glad når hun ser tilbage på hvor hun var for 7-5-3-1 år siden.. Hun bliver glad ved tanken om hvor meget hun er vokset, som menneske, som mor, som datter, som veninde.
Men noget tynger hende. Hun kan ikke rigtig slippe tanken. "Hvad nu hvis?.."

Udadtil er pigen glad. Hun har styr på det. Hun hviler i sig selv. Og det er ikke løgn.. Så langt er hun dog kommet.
Men hun ville lyve hvis hun sagde at alle de kampe, alle de nederlag, alle de slag, alt den sindssyge sygdom og alle de lægebesøg ikke havde slidt på hende. Givet hende ar. Ar som hun har svært ved hvordan hun skal forklare sig ud af. Skjule? 

Måske er der slet ingen grund til at skjule det. Det er jo en del af hende. Hendes historie. Men hvad vil folk tænke hvis hun faktisk åbnede op og indrømmede at det hele havde været hårdt?
Hendes motto er jo "tingene er ikke hårdere, end hvad man gør dem til.."

Ville hun så pludselig være rigtig svag, i andres øjne?
Mange mennesker har kaldt hende svag, igennem tiden. Hun har også altid set sig selv som et svagt menneske. Indtil det slog hende - hun tilgiver dig ikke fordi hun er svag. Men fordi hun er stærk nok til at komme videre.
I stedet for at råbe, lytter hun - ikke fordi hun er for svag til at forsvare sig, men fordi hun er åben for andre perspektiver, end sine egne.
Fordi din mening, dine tanker og dine følelser er lige så vigtige, rigtige og betydningsfulde, som hendes er.
Så hvem er det svageste led?
Skal der overhovedet være nogen der er det svageste led?
Kan vi ikke skiftevis holde sammen på kæden, så alle på et tidspunkt får et afbræk og kan trække vejret, eller er der virkelig kun Én der skal, og KAN,  trække læsset?

Hun - Pigen - Kigger til siden. Sengen er tom. Der er kun hende, helt ude på kanten, omgivet af dyner og puder.
Indimellem ryger hun ned i nogle huller hvor hun godt kunne bruge en soldat ved sin side. En hun kunne være lille og sårbar hos.
Men hun ved også godt at den eneste der lukker for den mulighed - Er hende selv.

Hun er en sjov støbning.
Glad og sjov.. Vil alle mennesker det bedste. Men hun er også typen der "elsker for meget". Har hun først engageret sig i et menneske - Så slipper hun ikke sådan lige igen. Hun føler med dig. Tænker på dig. Spørg til dig. Fordi du har ramt hende et eller andet sted, i hendes lille usle hjerte. Fordi du interessere hende.
Og det behøver ikke være fordi I skal giftes imorgen - Det kan lige så godt være fordi hun bare syntes at du er en fed person.
Men samtidig med at hun gør disse ting ved dig - Så ved du nok i realitieten kun MEGET LIDT om hende. Hvad hun kommer fra, og hvorfor hun er så glad for livet. For det er hun - Livet er hendes dyrebareste. Og det at HUN har fået lov at fører liv videre til hendes to drenge, er den største gave.

Hun åbner ikke op for det aller dybeste, selv om hun nok burde - Og selv om hun prøver at få dig til at gøre det samme. Og hvis hun gør, så gør hun det i små bidder og med en undertone af sarkasme, for er der noget hun ikke kan fordrage, så er det ynk og ros.
Og er der noget hun giver til andre - Så er det ynk og ros.
Morale er godt, dobbelmorale er .. Pisse dejligt!

Hun må jo nok bare erkende at hun faktisk også bare er et menneske, med menneskelige behov - Så som tryghed og omsorg.
Det behøver ikke være fra soldaten. Det kan ligeså godt være fra naboen, kammeraten, veninden eller morfaren.
Men hvis hun skal have tryghed og omsorg, så bliver der garanteret også prikket hul på nogle tanker og gamle ar - Det betyder at hun må åbne sig op, som hun gerne vil at andre åbner sig til hende.. Pis også!

Så er det nemmere at ligge fokus over på hvordan DU har det, ikk?
Hvorfor også rippe op i fortiden? Fortid er jo ikke en del af din fremtid ..
Nej, men det bliver den fandme hvis den ikke bliver bearbejdet ordentligt - Og pigen her, hun er som hun er, fordi hun har nogle ting der ikke er ordentlig bearbejdet. Fordi hun igennem de sidste par år har fået at vide at det kun er svage mennesker der tuder. Det er kun svage mennesker der erkender et nederlag.. Så det snakker hun ikke om. Hun er jo ikke svag.
Hun har en kæmpe selverkendelse - Hun erkender gerne sine egne fejl. Men at erkende at noget udefrakommende har været hårdt for hende, gør hun ikke.
"Det er svagt!!" sagde de!

^Den kunne hun jo starte med at bearbejde..

Ord sætter altså også ar.