#Foreveralone

.. Så her sidder jeg.
Arbejdsdagen har været lang, men tiltrængt, ungerne er hentet fra deres papa og puttet i deres putkasser.
.. Så her sidder jeg!

Jeg havde lige en halv time efter job, så jeg valgte at gå en tur igennem gågaden, få ordnet de ting i Matas der skulle gøres, og hoppe ind forbi en bekendt i hans butik.
Efter det besøg slog det mig - #Foreveralone!
Jeg tog mig selv i at spørge ham - "Hvilket stjernetegn er du egentlig?"
Er man så helt derude, hvor man virkelig er på nippet til at opgive kærligheden, og få et crazy-cat-lady-startsæt?
Ikke fordi jeg ser mig selv sammen med denne mand, han er en vild (fantastisk sød, men vild og spontan) gut, og det vil jeg aldrig tage fra ham.. Men hallo.. "Hvilket stjernetegn er du?" Stop dig selv, Mette!

Jeg har aldrig troet på det pjat - Måske en smule på de kinesiske stjernetegn, men aldrig fuldt og fast.

Tankerne efter denne episode, ledte mig tilbage til de spørgsmål jeg ellers har fået, fra mænd, omkring min status som enlig mor, til to.

"Er det med den samme far?" - "Jamen så vil du jo ikke have flere børn." Osv osv, i samme dur.

Hvad tænker disse mænd egentlig når jeg siger "nej, det er ikke samme far - MEN, der er kun én far alligevel.."
- Eller når jeg siger "Flere børn er da en mulighed, hvis jeg møder den rigtige.."
Jeg troede jo også min yngste søns far var den rigtige, så hvor er garantien?
Ja, hvad tænker disse mænd egentlig når jeg siger "Hej, jeg hedder Mette - Jeg er alene mor til mine to drenge..."
Går hele deres liv i stå der? Var det lige udelukkelsesmetoden jeg serverede for dem, på et sølvfad?

Egentlig synes jeg det er skide ærgerligt, for jeg er ikke typen der vil sætte lårene af min partner. Det er da rart til tider, men - Jeg forventer selv frihed i et forhold - Og hvad man selv forventer, må man også forvente at give tilbage.
Så hvis hans store drøm er at tage tre måneder til Malta, så er jeg ikke den der skal stoppe ham. Det handler vel om kærlighed, og tillid, ikk?
Det handler vel om at tro på at man elsker hinanden nok til at vide hvor hjertene høre hjemme, ikk?

Lige så forventer jeg selv at kunne sige "Hey makker, der er pizza på vej, øl i køleskabet, fodbold på skærmen, drengene kommer snart, ungerne og jeg smutter på overnatning hos min veninde"

Eller: "Jeg trænger til en aften ude med pigerne, på lørdag, er det ok?"

Og når jeg forventer dette er jeg selvfølgelig også klar til at give igen af samme skuffe.
Hvis han skal i byen, så er det da det han skal.
Hvis han trænger til en impulsiv tur på baren, efter arbejde, så er det da det han skal.
Hvad får man ud af at holde ham tilbage? Andet end at han ikke får stillet sit behov, og dermed bare går og bliver mere og mere gnaven?
Det er bare ikke alle behov, et familie liv, eller man selv som kæreste kan stille hos sin partner - Og det er altså okay.

Det er selvfølgelig en fin balancegang - Jeg ville nok blive lidt muggen hvis han tog en impulsiv tur på baren den dag vi skulle til min mors fødselsdag :) Lige så ville jeg blive lidt muggen hvis respekten og forventningen ikke var gensidig. Altså høre man selvfølgelig lige sin partner ad i en god tone, inden man springer ud i det, i stedet for at tage alt som en selvfølge - Gør man det sådan, så er jeg, og med garanti flere andre, yderst samarbejdsvillige ;)

Under alle omstændigheder.. #Foreveralone.. Virkelig?
Fordi jeg er alene med to børn, betyder det ikke at familielivet starter fra day 1 - Det betyder ikke at alle tidsplaner skal overholdes og alt skal skemalægges. Det betyder ikke at alle skal sidde ved bordet kl. 18. Selv om man har 2 børn, handler det vel stadig om kompromis og samarbejde. Tid til hinanden, tid hver for sig. Jeg har altså stadig det behov, selv om jeg har en lille familie at tage mig af - Kæreste eller ej!